Vi betragter verden
Danske præsters syn på moralen
● Flere præster og teologer i den danske folkekirke afviser Bibelens gode morallov og går ind for at hver enkelt skal opstille sin egen moralnorm. Provst Harald Sandbæk fra Holmens Kirke i København har udtalt: „Enhver maa finde sin moral selv. . . . Hvis man søger i det nye testamente efter morallove, saa leder man forgæves.“ I artiklen „Moral og/eller kristendom“ i Vedbæk-Gl. Holte Kirkehilsen skriver pastor Günter Hintze at „de livsnormer og leveregler, der findes i biblen, ikke er det egentlige i kristendommen, men at sådanne må skabes på ny og på ny, afhængig af tid og sted og hvem der skal bruge dem“. Pastor Carl Blem har i Rødovre Avis skrevet: „Kirken kan kun sige én ting til tidens moralforvirring: Dine synder forlades dig. Det er kirkens eneste mening om ungdom og moral og seksualliv og pessarer og samliv før ægteskabet: Jeres synder forlades jer. . . . der er ingen autoritet, der kan sige, hvad der er ret, man må så selv vælge sin autoritet og bøje sig for dens moral.“ Teologiprofessor P. G. Lindhardt, Århus universitet, har skrevet: „De vil forstå, at med den opfattelse af kristendommens moral, at den består i personligt ansvar og ikke andet, vil man ikke kunne argumentere imod samliv mellem ugifte udfra kristendommen, og alt, hvad man har sagt og siger desangående, er efter min formening det rene vås.“ Bibelens morallov er imidlertid meget klar, og i skarp modsætning til de her nævnte synspunkter.
Skoleteater med seksualundervisning
● En dansk teatergruppe ved navn „Banden“ tager rundt på skoler og spiller et såkaldt seksualoplysende stykke som de kalder „Bim, bam, busse“. Skoleinspektør A. Øye, Vangeboskolen i Søllerød, har omtalt stykket som „det hidtil mest avancerede resultat af Folketingets ny lov med tilhørende vejledning fra læseplansudvalget“. På lærerrådets initiativ og med skolenævnets støtte blev stykket, på trods af skoleinspektørens protest, opført på Vangeboskolen for 1., 2. og 3.-klasserne. Inspektøren overværede forestillingen og kom blandt andet med følgende kommentar: „Indledningsvis blev der talt med børnene om de udtryk, man plejer at kalde uartige. Ved børnenes hjælp fik man en lang række af de udtryk frem, som man normalt kun kan skrive med prikker, og som undertegnede fik et uforglemmeligt kursus i under militærtjenesten for mange år siden. Skuespillerne opfordrede derpå børnene til at råbe et af udtrykkene højt i kor 3 gange. — Jeg vil meget sent glemme denne scene. Jeg har forstået, at det efter teorien er et forsøg på at afdramatisere udtrykkene. Det har imidlertid haft den følge, at børnene også uden for skoletiden ’afdramatiserer’ til stor forundring for de omkringboende, der jo ikke kender fænomenets højpsykologiske forklaring.“ — Det grønne Område, 26. januar 1972.
Flere byboere
● Strømmen mod byerne har inden for de sidste ti år skabt 29 nye millionbyer, så verden i slutningen af juni 1970 talte 133 millionbyer. Mere end en tredjedel eller 34 procent af verdens befolkning er bosat i byer, og allerede i 1980 ventes tallet at være steget til 40 procent. Mellem 60 og 75 procent af verdens anslåede 6,7 milliarder i år 2000 ventes at være bosat i større eller mindre byer.
132 stater i FN
● Den 9. december godkendte FNs generalforsamling De forenede arabiske Emirdømmer som medlem. Dermed havde organisationen 132 medlemmer ved udgangen af 1971.
Strid blandt engelske baptister
● Rektoren for det baptistiske Spurgeon College i London, dr. George Beasley-Murrey, der også er leder af den engelske baptistunions øverste råd, er trådt tilbage fra sin stilling på grund af en strid om Jesu person. Rektor Michael Taylor ved baptistkollegiet i Manchester havde sagt at Jesus var et ganske almindeligt menneske og ikke Guds „søn“ i nogen anden betydning end den hvori vi alle er Guds sønner og døtre. Beasley-Murrey beklagede at baptistunionen ikke ville tage afstand fra dette synspunkt. Dagbladet Daily Telegraph mener at yderligere 30 præster vil opgive deres medlemskab af baptistunionen. — Kristeligt Dagblad, 20. december 1971.
„Farlig vold tager til på skolerne“
● Under denne overskrift oplyser Politiken for 4. januar 1972: „Skoler er i stigende grad skueplads for voldshandlinger. . . . Et vesteuropæisk rundspørge viser, at det især er på britiske, vesttyske, franske og italienske skoler, i mindre grad på de belgiske, hollandske og måske danske, voldsmentaliteten er taget alarmerende til i de sidste fem år. I USA er der nu fast politivagt på flere store skoler i storbycentrerne. . . . Fra især britiske skoler rapporteres, at legepladsslagsmål nu også udkæmpes under brug af støvler, knive og kæder. . . . Volden øves oftest af ’den lokale bande’. Og oftest er det sådanne bandemedlemmer, der er farligt bevæbnet. . . . Men der er også vækst i de løsere grupper, hvis aggressivitet især får afløb i ydmygelsen af mindre elever. . . . Overfald på lærere er endnu sjældne, men udfordrende tilråb og trusler tager til. Ondets sande omfang lader sig næsten ikke klarlægge, fordi lærerne nødig indrømmer, at vold overhovedet forekommer.“
Ja, der er flere og flere vidnesbyrd om at vi lever i „de sidste dage“ som Bibelen taler om. — 2 Tim. 3:1-5.
Stofmisbrug og prostitution
● Femten tusind unge i Århus skønnes at have prøvet stoffer. Tusinder bruger dem fortsat i voksende omfang og styrke. Henimod 1000 sprøjtenarkomaner menes at være iblandt. Mange er nu afhængige af tre „skud“ morfinbase hver dag — en daglig udgift på 90 kroner til stof. Pengene skaffes enten ved forhandling af stoffer, ved tyveri — eller, for pigerne, igennem prostitution. Lederen af narkotikapolitiet i Århus, politiassistent Carl P. Schmidt, udtaler: „De helt unge, prostituerede piger falbyder sig selv først og fremmest for at skaffe penge til eget stof-forbrug, men somme tider også for at sikre narkotika-behovets stadige dækning hos de unge mænd, pigerne kommer sammen med. Vi har fået en ny side af narkomaniens triste følger at slås med. Den tiltagende prostitution fuldbyrder den menneskelige og sociale tragedie, purunge, kvindelige narkomaner bringer sig ud i.“ — Berlingske Tidende, 23. december 1971.
Ung mand sindssyg af LSD
● På Massachusetts’ teknologiske institut har en 21-årig ung mand ved to lejligheder taget LSD i den tro at det ikke ville skade hans hjerne. Men han tog fejl. Han fik vilde hallucinationer. Hans forstyrrede tanker førte til sidst til at han begyndte at skyde på folk med en riffel fra en kirke i Spokane i staten Washington. Først da han havde dræbt en mand og såret fire andre blev han uskadeliggjort af politiets kugler.
Hvor usmageligt!
● En illustreret artikel i det vesttyske blad Neue Illustrierte Revue omtaler de „nyrige kannibaler fra Düsseldorf“. Vi citerer: „Muntert spøgende satte de ’nyrige’ fra Düsseldorf sig til et uhyggeligt måltid i skæret af levende lys: ’Hvad må jeg byde Dem? Et stykke menneskehoved?’ Der blev serveret okseblod til. Og som dessert til kvinderne blev der serveret et mandligt kønsorgan, lavet af banan og kandiseret frugt; til herrerne en kage i form af de kvindelige genitalier.“ Hovedet var lavet af brøddej, øjnene af champignoner, pyntet med trøfler og omgivet af kalvehjerner. Det sidste nye er schweizisk chokolade formet som et fem måneder gammelt menneskefoster, serveret som dessert.
Pas på Deres spisevaner
● Amerikanernes spisevaner har efter sigende hovedansvaret for over 600.000 dødsfald af hjertelidelser, som kaldes landets værste morder. Over for udvalg som er nedsat af kongressen har dr. E. Wynder, præsident for American Health Foundation, udtalt: „Den i 1918 sjældne [hjerte]lidelse er nu skyld i over 50 procent af dødsfaldene blandt mænd over 40 i De forenede Stater, og noget tyder på at den berører et stadig stigende antal unge mennesker. . . . ja, det er en epidemi.“ American Health Foundation anbefalede blandt andet at man spiste mindre og var mere forsigtig med hvad man spiste; især skulle man undgå fedtholdige fødevarer og søde sager, og nedskære sit forbrug af salt.
Større fart med slim
● Vandmodstand på grund af strømhvirvler hæmmer et skibs fart og betyder at der kræves et stort energiforbrug for at drive skibet hurtigt frem gennem vandet. Hurtige fisk har overvundet problemet ved hjælp af slim. Stillehavets barrakuda, for eksempel, kan reducere vandmodstanden med 65,9 procent ved hjælp af sit kropsslim. Slimet opløses kun i vand når der opstår strømhvirvler på grund af hurtig bevægelse. Når det yderste lag af slimet opløses ændres vandets egenskaber, og det bevirker at strømhvirvelen går til grunde. På denne måde kan fisken bevæge sig hurtigt uden at bruge meget energi. Da man under et forsøg opløste slimet fra en barrakuda i vand således at blandingen kom til at indeholde mindre end én procent slim, blev modstanden nedsat med 44 procent.