Proteinmangelen — hvordan kan den afhjælpes?

DET anslås at en tredjedel af jordens befolkning, mere end en milliard mennesker, ikke får tilstrækkeligt med protein i kosten. Resultatet er at utallige millioner børn i udviklingslandene dør før de når skolealderen. Mange af de øvrige er blevet varigt svækkede — mentalt og fysisk.

Eksperter der har undersøgt verdens ernæringsproblemer er enige om dette: „Medmindre forholdene forandres mærkbart vil der opstå fødevaremangel og endda hungersnød, og desuden vil borgerkrig og politiske omvæltninger uden fortilfælde feje hen over udviklingslandene.“

Proteinets betydning

Protein er uundværligt for alle mennesker. Det er en af de væsentligste grundbestanddele i legemets muskelvæv, knogler, brusk og hud. Legemets kemiske livsprocesser er afhængige af enzymer, nogle af de allervigtigste proteinstoffer. Vækst og fornyelse af legemsvæv kræver således proteiner.

Legemet fremstiller proteiner ved at forbinde aminosyrer — små enheder der indeholder kulstof, brint, ilt og kvælstof — til lange tredimensionale kæder. De fleste af de mere end tyve aminosyrer fremstilles af legemet, men otte må skaffes gennem den protein der findes i kosten. Legemet nedbryder proteinet i ernæringen til aminosyreenheder; disse forener sig igen til nyt protein, som er ’skræddersyet’ til særlige behov.

Når proteinindholdet i maden er ringe eller en af de otte uundværlige aminosyrer findes i utilstrækkelig mængde, lider legemet af proteinmangel. Denne sygdom medfører sløvhed hos voksne og hæmmer helbredelse efter tilskadekomst eller sygdom. Hos børn er følgerne tilsvarende, men alvorligere. Lettere eller moderat mangel gør børn særlig modtagelige for infektioner i luftvejene og for mavesygdomme. Mere fremskreden proteinmangel kan fremkalde varige mentale og fysiske hæmninger og kan endda medføre døden.

Proteinmangel siges at true millioner af menneskers fremtid. Dette er slemt nok, men da kløften mellem udbud og efterspørgsel af protein bliver bredere, frygtes det at en endnu værre proteinkrise forestår.

Jorden kan klare behovet

Er jorden ude af stand til at producere tilstrækkeligt med nærende levnedsmidler til dens nuværende beboere? Autoriteter som for eksempel FNs Levnedsmiddel- og Landbrugsorganisation hævder at ydeevnen af jordens landbrug er tilstrækkelig til at ernære yderligere milliarder af mennesker. Jorden kan således tilvejebringe tilstrækkeligt med levnedsmidler til alle nulevende mennesker. Hvad er der så galt?

En rapport til De forenede Nationers økonomiske og sociale Råd bemærker at problemet med proteinforsyningen vanskeliggøres af sociale og økonomiske forhold. Det anerkendes at den nuværende proteinproduktion er tilstrækkelig til at dække jordens befolknings behov. Men den når ikke ud til de mennesker som behøver den. Som den kendte antropolog dr. Margaret Mead erklærer: „Det grundlæggende problem er af etisk art.“

Resultaterne af denne dårlige etik indbefatter at der er overskud i en del af verden, samtidig med at nogle mangler mad i en anden del; for meget mad i en del af verden, mens børn sulter andre steder. Landbrug er blevet til storhandel. Man har foretaget en adskillelse mellem levnedsmidler som ernærer mennesker, og levnedsmidler som giver visse mennesker og visse lande deres indtægt. Levnedsmidler er ikke længere til blot for at ernære folk. De er blevet spekulationsobjekter.

Det er åbenbart at det egentlige problem er den nuværende uretfærdige verdensomspændende tingenes ordning. Jorden kan producere nærende føde i overflod, men under en selvisk tingenes ordning, splittet af politiske skel, når levnedsmidlerne ikke ud til de mennesker som behøver dem.

Forsøg på at klare det dårlige forhold

Ude af stand til at løse det grundlæggende problem, nemlig udskiftningen af den selviske ordning, har man forsøgt at gøre det „næstbedste“ — det vil sige, man har prøvet at råde bod på det dårlige forhold på forskellige måder. Fiskeflåderne er for eksempel blevet udvidet. Den gennemsnitlige fiskefangst for hele verden er blevet forøget med cirka seks procent pr. år. Man frygter imidlertid at en beskeden forøgelse på kun 4,7 procent om året fra 1967 vil udtømme muligheden for at hente protein ved hav- og ferskvandsfiskeri i 1985.

Et andet forsøg på at klare det dårlige forhold går ud på at forbedre fiskebehandlingsmetoderne. Målet er en mere fuldstændig udnyttelse af denne værdifulde proteinkilde. Fiskedele der normalt ikke bliver anvendt, kan omdannes til proteinrigt mel med eller uden fiskesmag eller -lugt.

Man benytter sig af forskellige handelsvarer for at prøve at lette proteinmangelen. Fabrikanter søger at forbedre metoder til at udvinde mel- og proteinkoncentrater fra jordnødder, soyabønner, bomuldsfrø og andre oliefrøafgrøder, efter at olien er blevet udvundet. De gode resultater man allerede har opnået med soyabønner er et eksempel på billig vegetabilsk protein.

Proteinkoncentratet fra soyabønner er et fløjlsagtigt, hvidt pulver som kan bruges til berigelse af stegte fødevarer, supper, drikkevarer og desserter. En blanding af majsmel, tørmælk, vitaminer, mineraler og soyabønnemel giver en nærende, proteinrig sammensætning som kan bruges til sådanne formål.

Vegetabilske proteinkoncentrater bruges både i varme og kolde sundhedsdrikke. I Hongkong sælges en sådan drik i konkurrence med læskedrikke. Eftersom soyabønneprotein kan forbindes med cirka hundrede forskellige aromaer ved fremstilling af en sådan drik, kan den tilpasses enhver lokal smag rundt om i verden.

Vegetabilsk protein spindes også til fibre for at gøre det kødlignende. Proteinfibrene blandes med fedt, vegetabilske smagsstoffer og stabiliseringsmidler. Disse kødlignende produkter kan skæres i skiver eller terninger, eller de kan males. De kan drøje på det rigtige kød.

Udover at man udvikler nye produkter fra eksisterende protein, udforsker man også nye, usædvanlige proteinkilder. Man kan udvinde protein af jordolie, naturgas, savsmuld, sukkerrør, græs og kokosnødkød. Nej, disse ting anbefales ikke direkte som føde for mennesker. Derimod udnytter visse mikroorganismer, som for eksempel gær, bakterier og svampe, disse produkter til at danne protein med. Det forventes at dette protein, produceret af mikroorganismer, kan bruges som foder til dyr der senere skal blive til føde for mennesker. Forståeligt nok kunne der opstå tvivl om hvorvidt man kunne indføre tørrede mikroorganismeceller direkte i menneskers kost.

„Den grønne revolution“

Endnu et forsøg på at klare problemet har affødt kornrevolutionen eller „den grønne revolution“. Kornafgrøderne udgør størstedelen af verdens protein- og kalorietilførsel, i alt cirka 70 procent. Mængden af kornafgrøder er blevet forøget imponerende som følge af en kombination af plantekrydsning, kunstgødning, sprøjtemidler og bedre oplagringsmuligheder.

„Den grønne revolution“ er blevet betragtet som så vigtig at en førende planteavler som medvirkede til frembringelsen af de højtydende afgrøder, blev tildelt Nobels fredspris i 1970.

De nye hvede- og rissorter har forøget produktionen af kornproteiner væsentligt i mange lande. I løbet af blot to år steg Ceylons risudbytte med 34 procent, og i løbet af seks år er Indiens hvedeudbytte blevet mere end fordoblet. Japan, et af de tættest befolkede områder i verden, opnåede et overskud af ris. For seks år siden importerede Filippinerne en million tons ris om året; i 1970 var dette land selvforsynende, og man håbede at kunne begynde at eksportere ris, men det viste sig dog at være forhastet optimisme.

Man har imidlertid givet udtryk for bekymring for at den udbredte afhængighed af nogle få højtydende kornsorter måske ligefrem skulle lægge grunden til en kæmpekatastrofe. Hvis disse få grundlæggende sorter skulle bukke under for sygdom, kunne resultaterne blive katastrofale, idet intet ville kunne erstatte dem i tide.

Meddelelser fra Filippinerne viser at denne dybe bekymring ikke er ubegrundet. „Filippinerne forventer ny rismangel,“ lød en overskrift i New York Times den 14. februar 1972. Underoverskriften erklærede: „Dødbringende virus blandt årsagerne til fortsat mangel.“ Artiklen forklarede:

„Filippinerne, landet hvor den grønne revolution begyndte, synes at opleve den ene riskrise efter den anden. Efter udviklingen af højtydende sorter i 1966 opnåede Filippinerne at blive selvforsynende med ris, og havde endda et lille overskud helt op til 1970. Sidste år var det nødvendigt at importere meget, og nu forudsiger et statistisk kontor at landet står over for uhyre mangler igen i år og næste år.

Årsagen til mangelen er ifølge Domingo Panganiban, en ekspert fra Det nationale Levnedsmiddel- og Landbrugsråd, tyfoner, manglende kapital, problemer med lov og orden, og en dødbringende plantevirus kaldet tungro.“

Man kan således ikke stole på at „den grønne revolution“ kan løse problemerne. Den fører måske snarere til en endnu værre hungersnød. Selv den nuværende forøgede produktion har ikke betydet at de sultne får flere proteiner og mere næring. I visse lande går endda helt op til 20 procent af kornafgrøderne til spilde på grund af dårlige oplagringsfaciliteter.

Der er derfor behov for langt mere end en „grøn revolution“ — en ny tingenes ordning som ikke styres af nationalisme og af selviske kommercielle interesser. Bibelen fortæller at Gud vil indføre et sådant system netop i vor generation.

Bedre udnyttelse af tilgængelige ressourcer

Hvad kan den almindelige forbruger gøre for at afhjælpe proteinmangelen i kosten for sig selv og sin familie? Der er meget man kan gøre rent praktisk i denne henseende. Kød eller steg kan smage godt, men man behøver ikke steg for at få de nødvendige proteiner. Er det muligt at få fisk? Mange får meget af deres protein fra denne kilde.

Æg, mælk og ost indeholder proteiner af høj kvalitet. Er det muligt at skaffe disse varer? Hvis ikke, findes der rigelige proteinmængder i grøntsager. Bibelen fortæller at for cirka 3800 år siden blev en nærende portion proteinrige linser solgt for en førstefødselsret! (1 Mos. 25:29-34) Bælgfrugter som linser, bønner og ærter er stadig gode proteinkilder som af mange kunne udnyttes mere effektivt. De fleste planteprodukter mangler imidlertid en eller flere af de væsentlige aminosyrer. Manglerne kan ofte rettes ved at forene disse produkter med andre grøntsager eller proteinfødevarer, som tilfører det manglende. Ved at tilføje blot en smule næring med protein af høj kvalitet, som for eksempel æg eller ost, til en ret bønner eller maniok eller vejbred (som er almindelig føde i nogle lande), skabes en aminosyrebalance der vil sætte proteinet i maden i stand til at blive udnyttet effektivt. For at opnå denne fordel må de proteinholdige fødevarer imidlertid spises sammen.

Ved at gøre større brug af soyabønner som føde kan man på en praktisk måde tilføje kosten endnu mere protein. Soyamel kan bruges til mange retter, eller man kan selv tilberede soyabønnerne. For at opnå de bedste resultater bør soyabønnerne være nogenlunde friske, og det er nødvendigt at opbløde dem i vand før kogning. De kogte soyabønner ligner nødder og er seje; nogle synes måske først at de kun er halvkogt, men de er netop som de skal være. Soyabønner kan anvendes i salater eller serveres som en grøntsagsret.

I lande hvor mængden af proteinrig føde måske er ringe, kan forældre gøre meget for bedre at udnytte de tilgængelige fødevarer i børnenes kost. I disse lande er det som regel efter at de små børn er vænnet fra at de kommer til at lide under alvorlig proteinmangel. Moderens mælk indeholder normalt tilstrækkeligt med protein, men det gør den efterfølgende kost ikke. I mange lande er maniokrod en væsentlig bestanddel i afvænningskosten, men den indeholder mange kulhydrater og kun lidt protein. Hvis man imidlertid serverede en stuvning af de friske, fine blade sammen med maniokrødderne, ville proteinproblemet blive afhjulpet — bladene, der sjældent bruges, indeholder protein nok til at afstemme kosten!

Tænk over disse ting hvis der ikke er tilstrækkeligt med protein i Deres kost. Find ud af hvilke fødevarer der kan give mere protein i kosten. Et godt helbred afhænger i ikke ringe grad af kendskab til hvilke tilgængelige proteinkilder der findes.

Skønt vor smukke jord har kapacitet til at dække alle nulevendes og endnu fleres behov, kan vi ikke forvente en lige fordeling af levnedsmidler under denne tingenes ordning. Hvorfor ikke? På grund af dens selviske, kommercielle beskaffenhed. Bibelen viser at denne ordning vil fortsætte på sin uretfærdige vej lige til den står over for sin afslutning. Og som omtalt før vil Guds nye orden sørge for en overflod af levnedsmidler til hele menneskeheden. En af Guds profeter har fortalt om det på forhånd, idet han har sagt: „Hærskarers [Jehova] gør . . . et gæstebud for alle folkeslag med fede retter og stærk vin, med fede, marvfulde retter . . . så sandt [Jehova] har talet.“ — Es. 25:6-8.