Hvor er vejen ud af forvirringen?

DER råder stor forvirring med hensyn til hvor menneskeheden er på vej hen. Millioner af mennesker mangler desuden noget der kan give dem klare retningslinjer for deres eget liv. Hvor er vejen ud af forvirringen? Er der udsigt til en lys fremtid?

’Man kan da altid håbe!’ siger nogle måske. ’Menneskeheden har altid før klaret sig ud af sine problemer. Hvorfor ikke også i vor tid?’

Det er naturligvis altid godt at håbe. Men hvis vi skal være helt ærlige, har menneskehedens historie så ikke været en række af bristede forhåbninger? Falske forhåbninger fører kun til skuffelse. Kun forhåbninger der er pålidelige og velfunderede kan føre til en fremtid der er værd at stræbe efter.

Kan de nationale regeringer vise vejen?

Mange ser hen til at deres eget lands regering skal løse livets store problemer. De erklærer at deres eget lands velfærd og sikkerhed må komme forud for alle andre landes interesser. Ofte ønsker de en stærk regering der kan gennemføre ’lov og orden’ og fjerne den sociale uro.

Men føres et land ud af sine vanskeligheder ved kun at koncentrere sig om sig selv? Hvordan er det før i tiden gået de lande der har gjort dette? Jo, alt for ofte har stærke nationale følelser ført til diktatur. Tænk blot på Tyskland under det nazistiske styre.

Har den stærke nationalisme forbedret forholdene i andre lande? Har den løst problemerne i Sovjetunionen? Har den løst problemerne i de lande der for nylig er blevet uafhængige, for eksempel de afrikanske lande?

Mange tænkende mennesker kan se at nationalismen ikke er den rigtige vej ud af menneskehedens svære problemer. De ved fra historien at nationer stadig er fremstået og faldet, og at ingen menneskeskabt styreform nogen sinde har kunnet opfylde alle indbyggeres behov.

Hvorfor ikke en verdensregering skabt af mennesker?

Fordi verdens problemer har vokset sig så store, er mange enige med den britiske historiker Arnold Toynbee i følgende udtalelse:

„Menneskehedens strategiske og hygiejniske problemer er verdensomfattende, og de presser på; de kan ikke løses af de lokale staters regeringer. De kræver at der oprettes en global myndighed som forsynes med overnational magt.“

Men er det realistisk at forvente at hver eneste nation frivilligt vil afgive sin suverænitet til en sådan verdensregering? Er det nogen sinde sket? Nej, for nationalismens ånd er for stærk. Derfor advarer Arnold Toynbee også: „Menneskehedens fortsatte eksistens er betinget af politisk enhed, men den nuværende indstilling blandt menneskeheden går mere og mere i den modsatte retning.“

Og selv om de enkelte lande bøjede sig og virkelig overdrog deres nationale interesser til en verdensregering indført af mennesker, er det da sandsynligt at de vil kunne få fat om roden til deres problemer? Er det logisk at tænke at lederne — mennesker som ikke har formået at løse deres egne landes nationale problemer — vil have større held ved at samle deres bestræbelser? Når disse mænd er kommet til kort hver for sig, er der så grundlag for at de sammen vil kunne løse de verdensomspændende problemer?

Et jag efter egne interesser

Det store flertal tænker imidlertid mere på deres egne selviske interesser. De følger den kurs der kan skaffe dem de fleste materielle bekvemmeligheder og samtidig, håber de, en vis økonomisk sikkerhed.

Men har denne materialistiske livsform som så mange følger så ivrigt, gjort menneskehedens problemer mindre? Betragt engang nogle af resultaterne.

Der er voksende mangel på mange af jordens naturlige ressourcer. Hvorfor? Fordi jorden gradvis er blevet berøvet flere og flere af disse ressourcer, til fremstilling af de varer forbrugerne kræver.

Dette har affødt det moderne „industrisamfund“. Det har ganske vist givet nogle fordele, men det har også medført at millioner af mennesker har et ensformigt arbejde ved samlebånd i støjende, overfyldte fabrikker, uden ret meget håb om nogen sinde at få et bedre arbejde. Mange skal køre til og fra arbejde gennem en røgtåge der svider i øjnene og halsen, ad gader der er tæt trafikerede og ofte kantede med store mængder affald.

Et stort antal mænd og kvinder påtager sig ekstra arbejde for at tjene flere penge, fordi de gerne vil have flere materielle ting, og fordi priserne hele tiden stiger. Samtidig forsømmes familierne så det næsten råber til himmelen. Flere og flere hustruer bliver frustrerede og griber til alkohol. Børn der ikke får den opmærksomhed og pleje de skal have, føler at der er en ’kløft’ mellem dem og deres forældre, og derfor går de deres egne veje, hvilket ofte betyder narkotika og umoralitet.

Men euforiserende stoffer kan gøre brugeren til invalid eller dræbe ham. Den udbredte alkoholisme, og de omsiggribende kønssygdomme som umoraliteten medfører, kræver en uhyggelig mængde ofre. Tempoet i den moderne tilværelse er blevet for hurtigt til at man kan glæde sig over livet. Skuffelser og spændinger medfører at flere og flere rammes af sindslidelser, hjertesygdomme og andre lidelser. Og meget af dette kommer af det hektiske jag efter materielle besiddelser.

Findes løsningen hos verdens religioner?

Færre og færre vender sig til de traditionelle religioner og trossamfund for at finde en løsning. Hvorfor? Fordi de finder at kirkerne er uenige indbyrdes, at de står splittet i væsentlige spørgsmål. Visse præster betvivler endda Guds eksistens. De udflydende normer for hvad der er rigtigt og hvad der er forkert bidrager til følelsen af at verden har mistet orienteringen og driver om som et skib uden ror.

For eksempel appellerede mange katolske biskopper i U.S.A. i 1971 til at krigen i Indokina skulle afsluttes, idet de antydede at det var ’en umoralsk krig’. Men nogle af kirkens ledere havde før sagt det modsatte. Kardinal Spellman havde omtalt de amerikanske tropper i Vietnam som „Kristi soldater“ og sagt at det måtte være „utænkeligt“ for dem at kæmpe for „noget som helst andet end sejren“. Derfor er mange oprigtige katolikker stadig forvirrede og har ingen tillid til kirkens evne til at vejlede.

De protestantiske kirker er i de senere år blevet rystet af sociale spørgsmål. Inden for samme trossamfund har man set at nogle menigheder støtter raceintegration, mens andre menigheder går imod. Visse kirker støtter radikale, venstreorienterede bevægelser der går ind for sociale forandringer, mens disse fordømmes af andre inden for samme trossamfund. For lægmanden der befinder sig midt i stridighederne, føles dette forvirrende og frastødende.

Noget andet der har bidraget til forvirringen er at et stigende antal kirkefolk regner kønslige forbindelser uden for ægteskabet, ja selv ægteskabsbrud, for antageligt.

Der er også flere og flere præster der regner homoseksualitet for antageligt. Men Bibelen forbyder udtrykkelig utugt, ægteskabsbrud og homoseksualitet. Guds ord siger at de der praktiserer sådanne ting fortjener døden. — Rom. 1:24-32; 1 Kor. 6:9, 10.

Der er også millioner der har søgt til astrologi, ’ouija’-brætter, sort magi og satandyrkelse. Men ingen af disse ting har kunnet anvise hvor menneskeheden kan finde virkelig fred og sikkerhed.

Hvor kan man tillidsfuldt vende sig hen?

Er der noget man kan vende sig til for at finde en pålidelig rettesnor? Hvem kan vise os hvor vi skal gå hen for at finde en lykkelig fremtid?

Et af Bibelens ordsprog siger: „Uden syner forvildes et folk.“ (Ordsp. 29:18) Dette gode princip viser sig at være sandt også i dag. Uden noget klart syn af fremtiden, uden en åbenbaring til at lade sig lede af, har ufuldkomne menneskers store fejltagelser ført til større og større vanskeligheder, til blodsudgydelse, umoralitet og sorg.

Menneskeheden har brug for en særlig vejledning, som den ikke kan give sig selv. Hvor må denne vejledning komme fra? Den kan kun komme fra en kilde der står over mennesket. Den må komme fra menneskets skaber, Jehova Gud. Kun han ved med sikkerhed hvor denne verden styrer hen og hvad der vil føre til en verden uden sorg og vanskeligheder.

Derfor tror Jehovas vidner at svaret på spørgsmålet om hvor verden styrer hen, findes i Bibelen og dens profetier. Der er millioner af mennesker i over to hundrede lande på jorden som er i færd med at foretage en undersøgelse af Bibelen sammen med Jehovas vidner. En af de ting de har hørt om og drøftet er betydningen af et bestemt årstal i vor tid — 1914. Hvad har dette årstal at gøre med vor tid og Deres håb for fremtiden?