Jehovas vidner i Tyskland 1933-1945 — 3. del

Tanken om at skulle efterlade sine to børn uden nogen til at sørge for dem, var for meget for broder Ruef. Da der kun var få timer tilbage af hans fængselsorlov bragte han det ene af de to børn hen til sine svigerforældre, selv om de ikke var Jehovas vidner, og det andet barn tog han med til nogle brødre der boede i nærheden af den schweiziske grænse. Til sidst foretog han en dramatisk flugt over grænsen til Schweiz, hvor han fik asyl sammen med sit barn.

Først straf, derefter „venlighed“ — for at bryde integriteten

Der var tilfælde hvor børn som blev adskilt fra deres forældre, for en tid blev svage i troen og faktisk stod i fare for at blive trukket over på nazisternes side — hvilket bevægelsens ledere også regnede med. Der er for eksempel Horst Henschel fra Meissen, der som tolvårig blev døbt i 1943 sammen med sin fader. Han skriver:

„I min barndom gik det både opad og nedad. Jeg trak mig ud af Hitlerjugend — i hvert fald så vidt dette kunne lade sig gøre — og var glad og stærk. Da jeg nægtede at afgive Hitler-hilsen, som skolen krævede at vi skulle hver dag, blev jeg slået, men styrket af mine forældre var jeg glad for at vide at jeg var forblevet trofast. Men så var der andre tider hvor jeg alligevel sagde ’Heil Hitler’ — enten på grund af korporlig afstraffelse eller på grund af frygt. Jeg husker at jeg havde tårer i øjnene når jeg gik hjem, og at vi så bad sammen til Jehova. Efter dét fattede jeg igen mod til at modstå fjendens angreb næste gang. Og så skete det samme igen.

En dag kom gestapo og gennemsøgte huset. ’Er De et af Jehovas vidner?’ spurgte en af de bredskuldrede SS-mænd min moder. Jeg husker stadig, som var det lige sket, hvordan hun lænede sig mod dørkarmen og med fast stemme sagde ja, selv om hun vidste at hun før eller siden ville blive arresteret for det. Det blev hun også, to uger efter.

En dag da hun havde travlt med at tage sig af min lillesøster, som fyldte et år næste dag, ankom politiet med ordre til at arrestere hende. . . . Min fader var hjemme, så vi forblev under hans myndighed. . . . To uger senere blev min fader også arresteret. Jeg kan stadig se ham sætte sig ned foran komfuret i køkkenet og stirre ind i ilden. Før jeg gik i skole den dag havde jeg omfavnet ham af alle mine kræfter, men han havde ikke engang vendt sig om for at se på mig. Jeg har ofte tænkt på hvor hård kampen må have været for ham, og jeg er stadig taknemmelig for at Jehova gav ham den fornødne styrke til at sætte så godt et eksempel for mig. Da jeg kom hjem fandt jeg at jeg var alene. Min fader var blevet udskrevet til militærtjeneste, og var gået ned til byens udskrivningssted for at forklare hvorfor han nægtede. Dér blev han øjeblikkelig arresteret. Mine bedsteforældre og vore øvrige slægtninge — som alle var modstandere af Jehovas vidner, nogle endda medlemmer af nazistpartiet — havde sørget for at få myndighed over mig og min lillesøster på et år, for at vi ikke skulle blive anbragt på børnehjem eller opdragelsesanstalt. Jeg havde en anden søster, som var enogtyve år gammel; hun blev arresteret kun fjorten dage efter min fader, og døde i fængsel tre uger senere af difteri og skarlagensfeber.

Nu var min lillesøster og jeg hos mine bedsteforældre. Jeg kan huske at jeg lagde mig på knæ ved siden af min lillesøsters seng for at bede. Jeg fik ikke lov til at læse i Bibelen, men efter at jeg i al hemmelighed havde fået en af nabokonen, gjorde jeg det alligevel.

Min bedstefader, som ikke var i sandheden, besøgte engang min fader i fængselet. Da han kom hjem var han dybt indigneret og frygtelig vred. ’Den forbryder, den døgenigt! Hvordan kan han svigte sine egne børn?’ Med lænker om hænder og fødder var min fader blevet ført frem for min bedstefader, der sammen med de andre havde prøvet at overtale ham til at gå ind i militæret — for børnenes skyld. Men han stod fast og afslog opfordringerne, hvorefter en officer bemærkede til min bedstefader: ’Om den mand så havde ti børn, ville han ikke opføre sig anderledes.’ Det må have lydt forfærdeligt i min bedstefaders ører, men for mig var det et bevis på at min fader var trofast og at Jehova hjalp ham.

Nogen tid efter fik jeg et brev fra ham. Det var hans sidste. Da han ikke vidste hvilket fængsel min moder var indsat i, skrev han til mig. Jeg gik op på mit loftskammer og læste de første ord: ’Glæd dig når du får dette brev, fordi jeg har holdt ud. Om to timer vil min dødsdom være fuldbyrdet. . . .’ Jeg blev bedrøvet og græd, men jeg fattede alligevel ikke dybden i det — som jeg gør i dag.

Midt i alle disse afgørende begivenheder forblev jeg forholdsvis stærk. Uden tvivl gav Jehova mig den fornødne styrke til at løse mine problemer. Men Satan kender mange metoder til at lokke sine ofre i fælden, og dét skulle jeg snart opdage. En af mine slægtninge gik til mine lærere og sagde til dem at de blot skulle have tålmodighed med mig. Pludselig blev de alle sammen ovenud venlige imod mig. Lærerne straffede mig ikke, selv om jeg ikke sagde ’Heil Hitler’, og mine slægtninge blev særlig flinke og rare imod mig. Så skete det.

Helt på eget initiativ meldte jeg mig igen ind i Hitlerjugend, selv om ingen havde prøvet at tvinge mig til det, og selv om der kun var nogle få måneder til verdenskrigens slutning. Hvad Satan ikke havde kunnet opnå med strenghed, opnåede han nu med list og smiger. I dag kan jeg sige at hård forfølgelse udefra kan være en prøve på vor loyalitet, men at Satans listige angreb fra andre vinkler ikke er mindre farlige end de mere brutale angreb. I dag kan jeg se hvilke svære trosprøver min moder må have gennemgået mens hun var i fængsel. Jeg havde fået min faders sidste brev som bekræftede hans trofasthed og hengivenhed til døden, og dette styrkede mig kolossalt. Hun fik derimod tilsendt hans tøj, der endnu havde tydelige blodstænk som tavse vidnesbyrd om hans pinefulde død. Min moder fortalte mig senere at alt dette var svært for hende at bære, men at den hårdeste prøve for hende i denne tid var de breve fra mig som viste at jeg var holdt op med at tjene Jehova.

Krigen nåede hurtigt sin afslutning. Min moder kom hjem og hjalp mig tilbage på loyalitetens vej. Hun fortsatte med at opdrage mig i kærlighed til Jehova og loyalitet over for ham. Når jeg nu tænker tilbage kan jeg se at jeg havde mange af de samme problemer som en del af vore unge brødre har i dag. Men min moder opgav aldrig kampen for at hjælpe mig til at blive på indvielsens vej. Ved Jehovas ufortjente godhed har jeg nu haft det privilegium at være i heltidstjenesten i toogtyve år, hvoraf jeg har tilbragt seks år og fire måneder i fængsel i Østtyskland, fængslet ligesom mine forældre var det.

Jeg har ofte spurgt mig selv hvordan jeg har fortjent at blive så rigt velsignet af Jehova. I dag tror jeg at det skyldes min faders og moders bønner. Og de kunne ikke have sat noget bedre eksempel på kristen opførsel end de gjorde ved deres egen handlemåde.“

I 860 kendte tilfælde blev børn fjernet fra deres forældre, men det nøjagtige tal kan være meget højere. I betragtning af denne umenneskelige fremfærd fra myndighedernes side, kan det ikke undre at de til sidst gik så vidt som til at fratage ægtepar deres mulighed for at sætte børn i verden; de kunne simpelt hen erklære en af parterne for at være ’arveligt belastet’, hvorefter loven gav dem ret til at sterilisere ham eller hende.

Forhørsmetoder

En af de grusomme metoder der blev benyttet var at lade ægtefæller og andre familiemedlemmer blive vidne til den tortur en fange måtte gennemgå under forhørene. Emil Wilde beskriver denne grusomme taktik; han blev tvunget til at lytte fra sin celle mens hans hustru bogstavelig talt blev torteret ihjel.

„Tidligt om morgenen, omkring klokken 5 den 15. september 1937,“ begynder han, „kom to gestapobetjente og gennemsøgte vores hjem, efter først at have forhørt mine børn. Bagefter blev min hustru og jeg ført til politiets hovedkvarter og straks efter lukket inde i hver sin celle. Det første forhør fandt sted ti dage senere. Jeg fik at vide at min hustru også skulle forhøres første gang den dag, og det viste sig at være rigtigt.

Fra middagstid, omkring klokken 13, hørte jeg høje skrig fra en kvinde. Hun blev slået, og da råbene blev højere og højere kunne jeg høre at de kom fra min hustru. Jeg ringede på klokken og spurgte hvorfor denne kvinde, der var min hustru, blev slået; jeg fik at vide at det ikke var min hustru men en anden, der fortjente at blive slået på grund af dårlig opførsel. Sidst på eftermiddagen tiltog skrigene igen, og de blev så høje at jeg endnu en gang ringede for at klage over den behandling man gav min hustru. Gestapo nægtede stadig at det var hende. Omkring klokken 1 om natten kunne jeg ikke længere holde det ud og ringede igen, denne gang med det resultat at betjenten, hvis navn jeg ikke kender, sagde: ’Hvis du ringer bare én gang til, gør vi det samme med dig som vi har gjort med din kone!’ Så blev der stille i hele fængselet, for i mellemtiden havde de bragt min hustru til en nerveklinik. Tidligt om morgenen den 3. oktober kom den øverste gestapovagt, Classin, til min celle og fortalte at min hustru var død på nerveklinikken. Så sagde jeg lige op i hans åbne ansigt at de var ansvarlige for at min hustru var død; og den dag hun blev begravet anlagde jeg sag mod gestapo for mord. Resultatet blev at gestapo anklagede mig for bagvaskelse.

Det betød at jeg skulle igennem endnu en retssag foruden den første. Da den blev afholdt, rejste to søstre sig som vidner og sagde: ’Vi hørte fru Wilde råbe: „I djævle, I slår mig ihjel!’“ Dommeren svarede: ’Jamen de så det ikke, de hørte det kun. Jeg idømmer Dem en måneds fængsel.’ Adskillige søstre som så min hustru efter at hun var død, bekræfter at hun var frygteligt vansiret og havde store mærker på halsen og hen over ansigtet. Jeg blev nægtet tilladelse til at overvære begravelsen.“

I andre tilfælde blev der gjort forsøg på at hypnotisere brødrene. Nogle af dem fik udleveret mad der var tilsat forskellige medikamenter som for en tid fik dem til at miste herredømmet over hvad de selv sagde. I et forsøg på at fremtvinge en eller anden tilståelse blev nogle bagbundet på hænder og fødder en hel nat. Nogle kunne ikke udholde denne frygtelige tortur, og det lykkedes derfor gestapo at skaffe oplysninger om hvordan Jehovas vidners arbejde var organiseret og hvordan det blev udført.

Venlige betjente og arbejdsgivere

Selv om embedsmændene benyttede sig af ’det nye magtfulde og stærke sprog’, som især karakteriserede alle de nye ledere og var baseret på det såkaldte ’Führer-princip’, var det velgørende at der ind imellem var politiembedsmænd som, både i fængsler og uden for, behandlede Jehovas vidner på en måde der viste at de stadig var i stand til at vise menneskelig medfølelse.

Carl Göhring blev fyret fra sit job fordi han hverken ville afgive „tysk hilsen“ eller melde sig ind i Arbejdsfronten; han havde arbejdet for det private jernbaneselskab ved Leunaværkerne i Merseburg. Arbejdsanvisningen nægtede at finde ham et nyt arbejde, og han kunne ikke få nogen form for understøttelse. Men Jehova, der kender sit folks behov, ledede begivenhederne sådan at broder Göhring snart fandt et job på en papirfabrik i Weissenfels. Fabrikkens direktør, en hr. Kornelius, ansatte alle de af omegnens brødre som var blevet afskediget fra deres arbejde og forlangte intet af dem som ville stride imod deres samvittighed.

Senere var der flere, skønt ikke så mange, arbejdsgivere der gjorde det samme. På den måde blev en hel del brødre reddet fra gestapos kløer.

Der var også enkelte dommere som inderst inde ikke godkendte de metoder som Hitlers regering anvendte. Især i begyndelsen skete det ofte at en dommer bad brødrene om at underskrive et harmløst stykke papir, hvorpå der kun stod at de ville afholde sig fra enhver form for politisk aktivitet. Da brødrene kunne underskrive dette uden forbehold, blev mange af dem skånet for at miste deres frihed.

Under husundersøgelserne viste det sig ofte at ikke alle embedsmænd nærede så stort had til Jehovas vidner som det måske så ud til. Dette erfarede broder og søster Poddig da deres hjem blev ransaget. De havde lige fået post — deriblandt nogle eksemplarer af Vagttårnet og andre publikationer, som søster Poddigs kødelige søster i Holland havde tilsendt dem. Men før de fik lejlighed til at læse noget af det, ringede det pludselig på døren.

„Hurtigt!“ råbte søster Poddig, „læg det hele ind i spisekammeret og luk døren.“ Dette kunne imidlertid have virket mistænkeligt, så i sidste øjeblik besluttede hun at lade døren stå åben. I mellemtiden var en gestapoagent, fulgt af en SA-soldat, kommet ind i huset. „Nå,“ sagde han, „vi kan vel lige så godt begynde her.“ Dermed mente han spisekammeret med den åbentstående dør. Men så sagde broder Poddigs lille søn pludselig: „I skal lede længe før I finder noget i spisekammeret,“ hvorpå gestapoagenten lo og svarede: „Nå ja, så lad os da gå ind ved siden af.“ Undersøgelsen gav intet som helst resultat. Broder Poddig og hans familie fik ligefrem det indtryk at i det mindste gestapoagenten ikke engang var særlig opsat på at finde noget. SA-soldaten fandt tydeligvis at undersøgelsen ikke var grundig nok, og han ville gerne fortsætte. Men gestapoagenten irettesatte ham og forbød ham at lede videre. Efter at de var gået vendte han pludselig alene tilbage og hviskede til søster Poddig: „Fru Poddig, hør hvad jeg har at sige. Man vil tage Deres børn fra Dem fordi de ikke er med i Hitlerjugend. De må sende børnene med, selv om det kun er for et syns skyld.“ „Så gik de begge, og vi kunne læse vores post fra Holland i fred,“ skriver broder Poddig. „Vi takkede Jehova for de mange nye ting og for Vagttårnet, som vi igen havde fået.“

Fjenden bliver overlistet

Der er også talrige eksempler på at udsendinge fra gestapo under husundersøgelser tilsyneladende er blevet slået med blindhed og er blevet overlistet af brødrenes rådsnarhed — tydelige beviser på Jehovas beskyttelse og englenes hjælp.

Søster Kornelius fra Marktredwitz fortæller denne oplevelse: „En dag kom der igen en betjent for at foretage en ransagning. Vi havde adskillige publikationer i huset, deriblandt flere duplikerede numre af Vagttårnet. I øjeblikket så jeg ingen anden udvej end at stikke det hele ned i en tom kaffekande der tilfældigvis stod på bordet. Efter at de havde søgt overalt var det kun et spørgsmål om tid før de fandt gemmestedet. I samme øjeblik kom min kødelige søster uventet ind i lejligheden. Uden yderligere forklaring sagde jeg til hende: ’Hov, tag lige din kaffekande med dig nu når du går.’ Hun så først lidt forbløffet ud, men så forstod hun hvad jeg mente og gik straks med kaffekanden. Bladene var ude af farezonen, og betjentene havde ikke opdaget at de var blevet narret.“

Broder og søster Kornelius fortæller også en morsom episode i forbindelse med deres femårige søn Siegfried, som på det tidspunkt ikke havde vanskeligheder på grund af „tysk hilsen“ og lignende, fordi han endnu ikke gik i skole. Da hans forældre oplærte ham i sandheden, vidste han at de bøger og blade som forældrene altid skjulte, var meget vigtige, og at gestapo ikke måtte finde dem. En dag så han to betjente komme gennem gården hen mod forældrenes bolig; han indså straks at de var kommet for at lede efter skjulte bøger og blade, og han vidste med det samme hvad han ville gøre for at forhindre dem i at finde noget. Selv om han ikke var gammel nok til at gå i skole, snuppede han sin storebroders skoletaske, tømte alt ud af den og lagde alle bøgerne og bladene derned. Han tog tasken på ryggen og gik ud på gaden med den. Dér ventede han indtil betjentene var gået, efter at have ledt uden at finde noget. Så gik drengen ind i huset igen og gemte publikationerne hvor han havde fundet dem.

Retsindige i fængslerne

Når brødrene kom i fængsel kom de i berøring med mennesker af alle slags, og de fortalte dem naturligvis om deres håb, så vidt dette lod sig gøre. Hvor stor var ikke deres glæde når en medfange tog imod sandheden! Willi Lehmbecker fortæller om en sådan oplevelse. Han blev sammen med et antal andre fanger indespærret i et rum hvor rygning var tilladt:

„Jeg lå i en overkøje, og den fange der havde underkøjen røg så meget at jeg næsten ikke kunne trække vejret. Når alle de andre var faldet i søvn kunne jeg forkynde for ham ud fra Bibelen om Guds hensigt med menneskeheden. Han viste sig at være en opmærksom tilhører. Denne unge mand deltog aktivt i politik og var sat fast fordi han havde uddelt nogle illegale blade. Vi lovede hinanden at hvis vi overlevede og blev sat på fri fod, ville vi prøve at besøge hinanden. Men det kom til alt gå anderledes. I 1948 traf jeg ham igen ved et af vore kredsstævner. Han genkendte mig straks, hilste hjerteligt på mig og fortalte så sin historie. Efter at have afsonet sin straf var han blevet løsladt, udskrevet til militærtjeneste og sendt til fronten i Rusland. Her fik han lejlighed til at tænke over alt det jeg havde fortalt ham. . . . Til sidst sagde han til mig: ’I dag er jeg blevet din broder.’ Kan I forestille jer hvor glad og bevæget jer var?“

Hermann Schlömer kom ud for noget lignende. Ved et kredsstævne kom en broder hen til ham og spurgte: „Kan du kende mig?“ Broder Schlömer svarede: „Dit ansigt forekommer mig bekendt, men jeg ved ikke hvem du er.“ Broderen præsenterede sig så som den fangevogter der havde haft ansvaret for broder Schlömer i fængselet i Frankfurt-Preungesheim, hvor denne havde været i fem år. Broder Schlömer havde fortalt fangevogteren mange ting om sandheden. Han havde også bedt ham om en bibel, som fængselspræsten havde nægtet at skaffe ham. Fangevogteren viste venlighed og skaffede broder Schlömer en bibel. Og for at broder Schlömer kunne have noget at tage sig til mens han var alene, tog fangevogteren familiens strømper med til ham, så han kunne stoppe dem. Ja, broder Schlömer havde virkelig grund til glæde, fordi Jehovas ord i dette tilfælde var faldet på frugtbar jord.

Knaphed på åndelig føde

Hvad den åndelige føde angik blev menuen i Tyskland mindre og mindre. Heinrich Vieker fortæller noget der understreger hvor farligt det var for enkeltpersoner såvel som hele grupper at miste kontakten med organisationen så de ikke længere havde mulighed for at få åndelig føde. Han fortæller:

„Da nazisterne tog magten var vi mellem tredive og fyrre forkyndere i vores menighed. Den udfordrende stilling som den nuværende ordning indtog, fik snart mange brødre til at ’glide ud i periferien’ og blive uvirksomme; omkring halvdelen af forkynderne kom ikke mere. Det betød at vi måtte være meget forsigtige i vores omgang med dem der havde trukket sig tilbage; vi kunne hilse på dem når vi mødte dem, men ikke forsyne dem med blade når vi havde nogle. Under en drøftelse fandt vi engang ud af at alle brødrene med undtagelse af cirka fjorten havde afgivet deres stemme ved et valg.“

Der var naturligvis den fare at nogle af brødrene kunne blive berøvet åndelig føde simpelt hen på grund af en eller anden ulykkelig omstændighed der bragte den mistanke over dem at de havde trukket sig tilbage fra Jehovas organisation. Det skete i tilfældet med Grete Klein og hendes moder fra Stettin. Hør hvad hun fortæller:

„Vi mødtes i små grupper i forskellige brødres hjem. Vores menighedstilsynsmand gav mig Vagttårnet for at jeg skulle skrive stencils til duplikering. Men kun i kort tid; så blev denne forret, som jeg satte så højt, taget fra mig. Brødrene var blevet bange for at de ville blive opdaget, for de havde fundet ud af at min fader var modstander af sandheden. Vi, det vil sige min moder og jeg, fik ikke engang et personligt eksemplar af Vagttårnet. Brødrenes angst gik så vidt at de ikke engang ville hilse på os når de mødte os på gaden. Vi blev begge helt afskåret fra organisationen. I Stettin var der en hel menighed af bibelstudenter der ophørte med at eksistere fordi vi, selv om vi stadig var på fri fod, hverken havde den fornødne ledelse eller åndelig føde. . . .

Stilstand er jo det samme som tilbagegang; det kom snart til udtryk i vores åndelige indstilling. Efter at krigen begyndte fortsatte jeg med at bede for vore åndelige brødre i koncentrationslejrene; men snart begyndte jeg også at bede for mine kødelige brødre, som kæmpede med bogstavelige våben i Rusland og Grækenland. På det tidspunkt gik det slet ikke op for mig at jeg gjorde noget forkert. Jeg fik ofte den tanke om det overhovedet var muligt at indføre en ny orden under Guds rige.

Foruden mig var der mange andre unge i Stettinermenigheden som ikke vidste hvor de stod. Flere af de unge mænd, for eksempel Günter Braun og Kurt og Artur Wiessmann, gik ind i militærtjeneste og kæmpede med kødelige våben. Kurt Wiessmann blev endda dræbt i kamp. En vigtig årsag til vores negative standpunkt var uden tvivl at de ledende i vores menighed i Stettin var blevet ofre for menneskefrygt. . . .“

(Fortsættes i næste nummer)