Lær kunsten at lytte
I DAG er der mange forskellige slags „kløfter“ mellem folk. Der er „generationskløften“ mellem ældre og yngre. Der er kløfter mellem forældre og børn, mellem skolelærere og elever, mellem arbejdsgivere og ansatte, og mellem religiøse ledere og lægfolk.
Hvoraf kommer disse kløfter? Årsagerne er uden tvivl mangfoldige, men i hvert af tilfældene er en af hovedårsagerne sikkert manglende kommunikation fra begge parters side. Og dette skyldes i høj grad at parterne har forsømt at lytte til hinanden. Alt for ofte tænker folk på noget andet når nogen taler til dem, i stedet for at lytte til det der bliver sagt. Ægtemænd er tilbøjelige til at gøre dette, især hvis deres hustru taler meget.
At kunne lytte er særlig vigtigt for forældre, skolelærere og folk i ledende stillinger inden for forretning eller industri, og for dem der skal give råd til andre angående følelsesmæssige problemer.
Hvad vil det sige at lytte?
At lytte vil sige at ofre sin fulde opmærksomhed, at anvende både sindet og hjertet, ørerne og forstanden. Det er meget passende når man taler om at ofre sin fulde opmærksomhed, for det koster ganske rigtigt noget. Først og fremmest skal man ofre af sin tid, men også af sine private interesser, for det indebærer at man må lade en andens interesser gå forud for sine egne. At lytte kræver med andre ord både uselviskhed og visdom, tålmodighed og selvbeherskelse.
Med hensyn til det at lytte gælder følgende tre punkter: (1) Man kan lytte efter eksakte oplysninger, tal og størrelser, efter de meninger der bliver givet udtryk for. (2) Man kan også lytte efter hvilke følelser der ligger bag, nemlig ved at lægge mærke til tonefaldet og høre om den der taler er glad eller vred, tilfreds eller nedtrykt, stolt eller ydmyg. De følelser der skinner igennem hos den der taler, kan i meget høj grad kaste lys over det som han eller hun siger. Her har det den allerstørste betydning at man viser empati. Endelig er der den mulighed at man kan (3) lytte efter det der ikke bliver sagt. Hvordan kan man det? Ved at hæfte sig ved det der antydes, men ikke direkte siges, det underforståede. Hvilken hensigt, hvilket motiv synes at ligge bag det der bliver sagt? Den som taler hæmmes måske i at give direkte udtryk for hvad der ligger ham på sinde, enten på grund af stolthed eller skamfølelse, fordi han er for følelsesmæssigt engageret, eller fordi han nødig vil fornærme en overordnet.
Om at lytte til børn
Både forældre og skolelærere har mange lejligheder til at yde hjælp ved at lytte til deres børn eller deres elever. Det er således blevet sagt at „en af de mest grundlæggende og værdifulde kvalifikationer en lærer kan tilegne sig, er kunsten at lytte“. En kvindelig skoleinspektør der er moder til fire børn, siger: „At lytte er det bedste redskab jeg kender til at hjælpe mine børn og mine elever til selv at løse deres problemer. Man bliver forbløffet over hvor fint de klarer sig når de får en lille chance.“
Undertiden følger børn en egensindig kurs, til dyb skuffelse for deres fader og moder. Forældrene kan simpelt hen ikke forstå det, men hvis de havde været bedre til at lytte ville de måske have hørt noget der kunne have advaret dem. De kunne for eksempel have hørt at børnenes ord ikke stemte med de følelser der lå bag, at børnene kun med læberne fulgte forældrenes ønsker, men i det skjulte nærede en oprørsk og uafhængig ånd.
At lytte til børn kræver tålmodighed og takt, og fremfor alt sympati, empati og forståelse. Hvis barnet for eksempel gør noget der er forkert eller giver udtryk for en tanke der er forkert, er det så klogt at give sig til at kritisere eller fordømme barnet øjeblikkelig? Resultatet kan blive at drengen eller pigen skjuler sine følelser, og de skjulte følelser er farligere end dem der åbent udtrykkes, for de betyder at kommunikationen er afbrudt.
Lyt til den følelse der ligger bag barnets ord, hvad enten det er glæde eller vrede, fryd eller nederlag, og indlev dig deri med dyb forståelse, så barnet forstår at du lytter. Det kræver ganske vist både tid og tålmodighed, men kloge forældre indser at det at lytte til sine børn er en af de bedste ting man kan investere sin tid i.
Man skal imidlertid ikke bare være villig til at lytte, men også vide hvordan man kan opmuntre barnet til at udtale sig. Læn dig frem, koncentrer din opmærksomhed, lad barnet forstå at det frit kan udtale sig, idet du opmuntrer det med udtryk som: „Fortæl mig hvad der er i vejen.“ „Ja?“ „Og hvad skete der så?“ Prøv at stille ind på barnets bølgelængde. Og i stedet for straks at fortælle hvad der var forkert eller hvori drengen eller pigen tog fejl, hvorfor så ikke nogle spørgsmål som kan hjælpe ham eller hende til at indse sin fejl uden at du gør opmærksom på den? Ved at lytte til sine børn med forståelse, opmærksomhed, takt, følsomhed og empati vil man skabe en atmosfære der betyder at de kan vokse op som tillidsfulde mænd og kvinder med et lyst syn på livet.
Om at lytte til sine underordnede
Hvor vigtigt det er at være en god tilhører, understreges mere og mere over for folk i ledende stillinger inden for forretning eller industri. Det siges at virksomhedsledere i gennemsnit bruger 40 procent af deres tid til at lytte, og at de kun absorberer 30 procent af hvad de hører. Derfor findes der kurser hvor forretningsfolk kan lære kunsten at lytte.
Ved sådanne kurser lærer man at koncentrere tankerne om det der bliver sagt — og det kan være et problem, for tankerne bevæger sig langt hurtigere end munden kan tale. Der givet det råd at man skal (1) analysere hvad der bliver sagt, uafbrudt; (2) se bort fra det der ikke er relevant; (3) gruppere de vigtige punkter; (4) overveje og sammenligne det der bliver sagt, med det man ved i forvejen; (5) tænke fremad, for at se hvor taleren er på vej hen; (6) lytte efter det der ikke bliver sagt.
En der fører tilsyn på det ene eller det andet felt, må, foruden at lytte på denne måde, også lytte efter de følelsesmæssige overtoner. Desuden må han, på grund af det forhold der er mellem de to, den tilsynsførende og den underordnede, lytte omhyggeligt efter det der antydes, men ikke siges. Han må forstå at den underordnede måske er usikker og bange for at sige tingene ligeud. Måske er han bange for at fornærme sin overordnede, for at miste sit arbejde, for at hele sagen snarere bliver værre end bedre ved at han siger noget, og derfor tøver han måske med at sige det han virkelig har på hjerte. Her gælder det også at den tilsynsførende, ved at lytte med forståelse og indleven, og ved at stille taktfulde spørgsmål, kan nå ned til problemets rod og finde løsningen.
Om at lytte til mennesker med følelsesmæssige problemer
Angående folk der skal give andre råd om følelsesmæssige problemer, har man stillet dette spørgsmål: „Hvilken egenskab er vigtigst hos en rådgiver som skal hjælpe bekymrede eller nedtrykte mennesker?“ Og hvad var svaret? „At han ofrer sin fulde opmærksomhed“ — med øjne såvel som med ører. Ifølge en af Amerikas førende psykiatere, dr. Karl Menninger, er det, både med hensyn til diagnose og behandling, gavnligt at lægen eller rådgiveren lytter. Med andre ord: når rådgiveren lytter vil han bedre kunne forstå problemet, og det vil have en helbredende virkning på den der har brug for hjælp.
Der lægges så stor vægt på værdien af at lytte fordi mennesker har tendens til at ville tale lige fra begyndelsen. Det skyldes måske selvtillid, succes, position, uddannelse eller erfaring. Bibelen giver et råd der er meget passende i denne henseende: „Ethvert menneske bør være hurtig til at høre, langsom til at tale, langsom til vrede.“ — Jak. 1:19.
Den følgende sandfærdige beretning kan være med til at understrege hvor vigtigt det er at lytte i stedet for altid at tale, når man skal vejlede andre:
Det var en søndag morgen, og en kristen ordets forkynder var ved at lægge sidste hånd på forberedelsen af et bibelsk foredrag som han skulle holde senere på dagen. Pludselig blev han revet ud af sine tanker ved at en ophidset ung mand stormede ind i værelset uden at banke på og begyndte at fortælle om sine sorger. Hele natten havde han grublet over dem. I stedet for at opmuntre den unge mand til at fortælle videre, og stille spørgsmål der kunne hjælpe ham til at indse sit problem, leverede forkynderen på stedet en vejledning han fandt passende, for det meste af irettesættende art. Den unge mand gik, men vendte snart efter tilbage i en tilstand af raseri, sprang ind på forkynderen og prøvede at kvæle ham. Heldigvis blev postyret hørt af nogle på den underliggende etage; de kom til for at se hvad der var på færde, og det lykkedes at bringe manden til ro.
Hvis man skal hjælpe nogen som har følelsesmæssige problemer, er det i sandhed vigtigt at lytte, og ikke alene det, men også at overbevise den bekymrede og nedtrykte om at man lytter med oprigtig interesse. Man må stille spørgsmål, prøve at få eksakte oplysninger ved at spørge: „For eksempel?“ eller ved at stille lignende spørgsmål; man må tilskynde vedkommende til at udtale sig idet man siger „Ja“, „. . . og så?“ eller lignende. Vær ikke utålmodig, og vær især ikke for hastig til at irettesætte. Den bekymrede kommer øjensynlig til dig for at få råd og hjælp, men hvad han har lige så meget — eller endnu mere — brug for, er at én vil lytte til ham med forståelse og interesse. Ved at være opmærksom på dette har nogle endda kunnet hjælpe sindslidende som af forskellige institutioners personale regnedes for at være uhelbredeligt syge; sådanne sindslidende har genvundet deres mentale ligevægt.
Følgende inspirerede råd er i høj grad på sin plads: „Alt har sin stund og hver en ting under himmelen sin tid: . . . tid til at tie og tid til at tale.“ (Præd. 3:1-7) Når et barn beder om lidt interesse, når en underordnet kommer til dig med et problem eller en rapport, eller når en der er nedtrykt kommer til dig efter råd og vejledning, husk så at vise tålmodighed og empati, at sætte dig i den andens sted. Husk ordene fra Prædikerens bog om at der først er „tid til at tie“ og derefter „tid til at tale“. Lyt efter oplysninger. Lyt også efter de følelsesmæssige overtoner. Og lyt efter det der måske antydes, men ikke siges direkte. Hvis man rundhåndet og med glæde ofrer sin opmærksomhed, vil man få rigt udbytte af det — man vil erfare den tilfredshed der ligger i at have gjort noget der virkelig gavner andre.