Jehovas vidners historie i De forenede Stater — 7. del

Ganske vist blev bibelstudenterne ikke ’hentet hjem’ til himmelen i oktober 1914. Men hedningernes tider på 2520 år udløb. Og, som Jehovas tjenere efterhånden indså mere fuldt ud, havde de nok at gøre her på jorden med at forkynde den gode nyhed om Guds oprettede rige, efter denne tid. Det var tydeligt at der stadig var mange som ville reagere gunstigt på sandheden fra Bibelen. Herom skrev Russell i Vagt-Taarnet for april 1915: „Der er visse Tegn, der tyder paa, at Herren har et stort Arbejde til alle sine vaagende Hellige at udføre nu i Tiden. . . . Der er nogle af Herrens Børn, der synes at være besatte af den Idé, at ’Døren er lukket’, og at der ikke mere er nogen Lejlighed til Tjeneste. Derfor bliver de sløve med Hensyn til Herrens Arbejde. Vi skal ikke spilde nogen Tid med at drømme om, at Døren er lukket. Der er folk, som søger Sandheden — Folk, som sidder i Mørke. Der har aldrig været en Tid som den nuværende. Aldrig har saa mange Mennesker været rede til at høre det gode Budskab. I alle de 40 Høstaar har der ikke været saadanne Lejligheder til at forkynde Sandheden, som der nu frembyder sig. Den store Krig og Tidernes varslende Tegn er ved at vække Folk op, og mange begynder at spørge. Derfor bør Herrens Folk være meget flittige, idet de gør med deres Kraft, hvad deres Hænder finder at gøre.“

„Der ligger et stort arbejde og venter“

Guds folk blev således formanet til at forblive trofast og ’have rigeligt at gøre i Herrens gerning’. (1 Kor. 15:58) Endnu et bevis for at broder Russell var overbevist om at der lå et stort arbejde forude for Jehovas tjenere, er en tildragelse som A. H. Macmillan mange år senere berettede om. C. T. Russell tilbragte altid formiddagen fra kl. 8.00 til middagstid med at udarbejde artikler til The Watch Tower eller med andet skrivearbejde eller bibelstudium. Macmillan skrev: „Ingen kom til hans studereværelse om formiddagen uden at være direkte tilkaldt eller uden at have noget meget vigtigt at forelægge ham. En morgen omkring fem minutter over otte kom en stenograf løbende ned ad trapperne og sagde til mig: ’Broder Russell vil gerne tale med dig i sit studereværelse.’ Jeg tænkte: ’Nå, hvad mon jeg nu har gjort?’ At blive kaldt til studereværelset om morgenen betød at det måtte være noget vigtigt.“ Broder Macmillan fortæller videre:

„Jeg bankede på døren til studereværelset, og broder Russell sagde: ’Kom indenfor, broder! Vil du ikke gå ind i dagligstuen?’ Dagligstuen lå ved siden af studereværelset. Han sagde: ’Broder, er du sandheden lige så hengiven nu som du var da du begyndte?’ Jeg så overrasket ud. Han fortsatte: ’Du skal ikke blive forbavset! Det er kun et indledende spørgsmål.’ Så begyndte han at tale om sit helbred, og jeg kendte tilstrækkeligt til medicinske forhold til at være klar over at han ikke havde mange måneder tilbage at leve i såfremt der ikke indtraf en ændring. Han sagde: ’Det er altså det jeg vil tale med dig om, broder; jeg er ikke længere i stand til at passe arbejdet selv, og der er endnu et stort arbejde der skal gøres, . . .’

Jeg sagde: ’Broder Russell, det du siger, hænger ikke rigtigt sammen. Det stemmer ikke rigtigt.’

’Hvad mener du, broder?’ spurgte han.

’At du skal dø, og arbejdet skal fortsætte!’ svarede jeg. ’Når du dør, vil vi alle stille lægge armene over kors og vente at følge med dig til himmelen. Så er det slut med vort arbejde!’

’Broder,’ sagde han, ’hvis det er din tro, så ser du ikke meningen med vores arbejde. Dette er ikke menneskers værk. Jeg betyder ikke noget for arbejdets gennemførelse. Lyset vokser. Der ligger et stort arbejde og venter.’ . . .

Efter at broder Russell havde skildret det arbejde der lå foran, sagde han: ’Jeg må have nogen der kan komme her og aflaste mig. Jeg vil stadig lede arbejdet, men jeg er ikke i stand til at føre tilsyn med det på samme måde som tidligere.’ Vi drøftede derpå forskellige personer. Da jeg til sidst ville gå og skulle gennem en skydedør der førte ud til gangen, sagde han: ’Lige et øjeblik. Gå du nu ind i dit værelse og bed til Gud om denne sag, og kom så og sig mig om broder Macmillan vil modtage denne stilling.’ Han lukkede døren før jeg fik sagt mere. Jeg stod helt overvældet. Hvad kunne jeg gøre for at hjælpe broder Russell i dette arbejde? Det krævede en mand der ejede administrative evner, og alt hvad jeg kendte til var at forkynde religion. Jeg tænkte imidlertid sagen igennem og gik senere tilbage til ham og sagde: ’Broder, jeg vil gøre alt hvad jeg kan. Det er lige meget hvad du sætter mig til.’“

Overbevist om at der ventede Guds folk et stort arbejde, gav C. T. Russell sine nærmeste medarbejdere besked på at forberede sig på en talmæssig vækst. Han foretog nogle ændringer som ville knytte organisationen sammen, og anbefalede visse fremtidige ændringer som de skulle foretage hvis han ikke var i stand til at gøre det personligt. A. H. Macmillan fik ansvaret for kontoret og betelhjemmet. Så i efteråret 1916 begav Russell sig, på trods af at hans helbred hurtigt forværredes og han rent fysisk følte sig yderst dårligt tilpas, at sted på en tidligere arrangeret foredragsrejse.

Den sidste rejse

Den 16. oktober 1916 tog Russell af sted fra New York på en rejse til Detroit i Michigan, gennem et stykke af Canada. Han var sammen med sin sekretær, Menta Sturgeon. Fra Detroit rejste de to mænd videre til Chicago, ned gennem Kansas og videre ind i Texas. Russells helbred var så dårligt at sekretæren flere gange måtte træde til som stedfortrædende taler i byer hvor der var arrangeret foredrag. Tirsdag aften den 24. oktober, i San Antonio i Texas, holdt Russell sit sidste offentlige foredrag, som havde emnet „Verden i Brand“. Under dette foredrag måtte han tre gange forlade scenen, og hans sekretær måtte tage tråden op og tale mens Russell var borte.

Tirsdag nat var broder Russell sammen med sin sekretær og rejsefælle i tog på vej til Californien. Russell var syg og måtte blive i sengen hele onsdagen. På et tidspunkt tog hans rejsefælle hans hånd og sagde: „Det er den hånd af alle de hænder jeg har set, som har knust de fleste trosbekendelser.“ Russell svarede at nu troede han ikke at den skulle knuse flere.

De to mænd blev opholdt en dag i Del Rio i Texas fordi en bro var brændt og der skulle opføres en anden. De kørte af sted fra Del Rio torsdag morgen. Fredag aften skiftede de tog ved et knudepunkt i Californien. Hele lørdagen havde Russell svære smerter og var meget svag. De kom til Los Angeles søndag den 29. oktober, og dér holdt C. T. Russell om aftenen sit sidste foredrag for en menighed. På det tidspunkt var han blevet så svag at han ikke kunne stå op under foredraget. „Jeg beklager at jeg ikke kan tale med kraft og styrke,“ sagde Russell. Han bad da mødets ordstyrer om at flytte talerstolen og bringe ham en stol. Da han satte sig ned sagde han: „Undskyld at jeg sidder ned.“ Han talte i omkring 45 minutter, hvorefter han kort besvarede nogle spørgsmål. Angående den lejlighed siger Dwight T. Kenyon: „Jeg havde den forret at være til stede ved broder Russells sidste foredrag i Los Angeles den 29. oktober 1916. Han var meget syg og sad ned mens han holdt sit foredrag over Zakarias 13:7-9. Hans afskedsord fra Fjerde Mosebog 6:24-26 gjorde dybt indtryk på mig!“

Broder Russell indså nu at hans tilstand var så alvorlig at han ikke kunne fortsætte, så han besluttede at aflyse resten af sine foredragsaftaler og hurtigt vende tilbage til betelhjemmet i Brooklyn. Tirsdag den 31. oktober var han på dødens rand. I Panhandle i Texas steg en læge, som tidligere var blevet tilkaldt pr. telegram, på toget; han dannede sig et indtryk af Russells tilstand og bekræftede de kritiske symptomer. Så fortsatte toget. Kort efter, tidligt på eftermiddagen tirsdag den 31. oktober 1916, døde den 64-årige Charles Taze Russell i Pampa i Texas.

„Gud er endnu ved roret“

De mange prøvelser, det store arbejde med at forkynde, og ansvaret i forbindelse med at skrive bøger og artikler, foruden mange andre pligter, havde tæret hårdt på Charles Taze Russells kræfter. I omkring 32 år havde han tjent som præsident for Watch Tower Bible and Tract Society. Det anslås at han har rejst over en million engelske miles (1.600.000 kilometer) som offentlig taler og holdt over 30.000 prædikener. Hans skrevne produktion løb op til mere end 50.000 sider, og han dikterede ofte omkring tusind breve om måneden, samtidig med at han administrerede en verdensomspændende evangeliseringskampagne som på et tidspunkt omfattede 700 talere. Yderligere var det Russell personligt der samlede materialet til det mest omfattende og oplysende bibelske drama der nogen sinde har været vist, Skabelsens Fotodrama.

Da broder Russell havde spillet en så fremtrædende rolle i gerningen med at forkynde den gode nyhed, blev han savnet af mange bibelstudenter. „Da jeg næste dag ved morgenbordet læste telegrammet om hans død for betelfamilien,“ siger A. H. Macmillan, „lød der suk og gråd overalt i spisestuen.“ Reaktionen blandt Guds folk som helhed var blandet. Broder Arden Pate, som for øvrigt var ordenshavende i Majestic Theatre i San Antonio da C. T. Russell holdt sit sidste offentlige foredrag, fortæller: „Nogle sagde: ’Så er det forbi,’ og det var det også for deres vedkommende, for de så ikke at Jehova ledede sit folk, de så for meget hen til ét menneske.“ Ved begravelseshøjtideligheden søndag den 5. november 1916 i New York City Temple talte en række af Russells nære medarbejdere om det store tab. Men de opmuntrede også til fortsat trofasthed. Der blev også holdt en højtidelighed i Carnegie Music Hall i Pittsburgh (Allegheny) i Pennsylvanien, den 6. november klokken 14, med bisættelse i betelfamiliens gravsted på Rosemont United Cemeteries i Allegheny, da mørket faldt på.

Ved begravelseshøjtideligheden i New York fortalte A. H. Macmillan om den samtale broder Russell havde haft med ham kort før sin død, og nævnte også visse skridt som Russell havde taget i forbindelse med arbejdet på Selskabets hovedkontor. Derefter sagde Macmillan blandt andet: „Det arbejde som ligger foran os, er stort, men Herren vil give os den tilstrækkelige nåde og styrke til at udrette det. . . . nogle forsagte arbejdere tænker måske at tiden er kommet til at lægge vore høstredskaber fra os og vente indtil Herren kalder os hjem. Dette er ikke nu tiden til at lytte til dem der vil sagtne farten. Nu er det tid til handling — mere beslutsom handling end nogen sinde før!“

J. F. Rutherford sagde, hen mod slutningen af sin tale ved højtideligheden om aftenen: „Mine elskede brødre — vi som er her, og alle som er på jorden — hvad skal vi gøre? Skal vi kølne vor iver for vor Herres og Konges sag? Nej! Ved hans nåde vil vi forstærke vor iver og energi for at fuldende vort løb med glæde. Vi vil ikke frygte eller vakle, men stå skulder ved skulder og stride for troen, idet vi glæder os over vort privilegium at måtte forkynde budskabet om hans rige.“

Selskabets sekretær og kasserer, W. E. Van Amburgh, udtalte også noget der var værd at lægge mærke til. Ved begravelseshøjtideligheden sagde han: „Dette store verdensomfattende værk er ikke et menneskes værk. Det er meget for stort dertil. Det er Guds værk, og det forandres ikke. Gud har i det forgangne brugt mange tjenere, og han vil uden tvivl bruge mange i fremtiden. Vor indvielse er ikke til et menneske eller et menneskes værk, men til at gøre Guds vilje, således som han vil vise os den igennem sit ord og sit forsyns ledelse. Gud er endnu ved roret.“

Det var en meget vanskelig tid for Guds tjenere. Men de så hen til Jehova efter hjælp. (Sl. 121:1-3) Gud ville finde andre som han kunne benytte til at bære de store ansvarsbyrder i sin organisation. Forkyndelsen ville fortsætte.

Jehovas tjenere havde netop gennemgået en prøvelsens tid, men der lå også kritiske år forude. Efter C. T. Russells død den 31. oktober 1916 var der ingen præsident for Watch Tower Society. Indtil det årlige møde den 6. januar 1917 blev Selskabets anliggender ledet af en eksekutivkomité. I den tid opstod naturligvis spørgsmålet om hvem der skulle være den næste præsident. En dag sagde broder Van Amburgh til A. H. Macmillan: „Broder, hvad mener du om det?“ „Hvad enten man kan lide det eller ej kan der kun være tale om én,“ svarede Macmillan. „Der er kun én mand der kan påtage sig dette arbejde nu, og det er broder Rutherford.“ Broder Van Amburgh greb Macmillans hånd og sagde: „Jeg er ganske af samme mening.“ Derom vidste J. F. Rutherford intet, og han gjorde heller ikke noget for at sikre sig stemmer så han kunne blive valgt som præsident. Ved Selskabets årlige møde den 6. januar 1917 blev han imidlertid nomineret og valgt som præsident for Watch Tower Society.

Broder Rutherford påtog sig ydmygt sine nye pligter, og han holdt ved den lejlighed en kort tale hvori han bad om sine trosfællers „forenede bønner, dybe sympati og ubetingede samarbejde“. Han forsikrede dem: „Han der har ledet os så langt, vil fremdeles lede os. Lad os have tapre hjerter, redebonne sind og villige hænder, idet vi altid sætter hele vor lid til Herren og spejder efter hans ledelse. Han vil føre os sikkert til sejr. Idet vi fornyr vor pagt med ham i dag og er forenede i den kristne kærligheds hellige bånd, kan vi gå frem og forkynde for verden: ’Himmeriges rige er nær.’“

Rutherfords baggrund

Rutherford var selv en modig forkæmper for sandheden. Han blev født at baptistiske forældre i Morgan County i Missouri den 8. november 1869. Broder A. D. Schroeder giver os nogle oplysninger som han har fået af søster Ross, der var broder Rutherfords ældre (kødelige) søster: „Deres fader var en streng baptist ude i Missouri, hvor familien boede. Hendes yngre broder Joseph havde aldrig kunnet godtage baptisternes lære om ’et brændende helvede’. Det resulterede i mange heftige diskussioner i hjemmet, allerede før de hørte om sandheden. Hendes broder havde altid haft sine meningers mod, foruden at han havde en stærk retfærdighedssans. Lige fra sin ungdom ønskede han at blive sagfører og dommer. Deres fader ville have at han skulle blive på farmen i stedet for at gå på college og studere jura. Joseph måtte finde en ven der kunne låne ham penge, ikke alene til at betale en medhjælp der kunne arbejde på faderens farm i hans sted, men også til at betale sine juridiske studier.“

(Fortsættes i næste nummer)

[Illustration på side 16]

Joseph F. Rutherford i 1915