Vi betragter verden
Ledighed foretrækkes
● Mange unge står uden arbejde når de kommer ud af skolen, og en stor del af dem foretrækker tilsyneladende „at tage et sabbatsår på det offentliges regning“, skrev Berlingske Tidende den 23. november sidste år. De lokale socialkontorer betaler de unges husleje og giver dem et beløb til privat forbrug, og mange gør ikke nogen særlig stor indsats for at finde et arbejde. Kaj S. Blunch, der er formand for arbejdsformidlingscheferne i Danmark, siger: „Jeg må erkende, at der er unge, for hvem en ugentlig understøttelse på et par hundrede kroner passer til deres livsform, og de er vanskelige at motivere til at arbejde. Det kniber med at få kontakt med de unge arbejdsløse. Der er ikke så mange, der kommer af sig selv for at søge arbejde. Man kan næsten tale om en kommunikationskløft. . . . Det er heller ikke alle job de unge arbejdsløse vil have.“
Forkert form for afslapning
● Ved Marylands universitet har man for nylig påvist at alkohol kun tilsyneladende modvirker fysisk spænding; virkningen er først og fremmest psykisk, idet den virker sløvende på centralnervesystemet. Den der drikker føler sig måske afslappet, men i virkeligheden kan hans legeme godt være meget anspændt. I forbindelse med universitetets undersøgelse foreslås det at man hellere skal søge afslapning for legemet ved at drive en mildere form for motion end ved at sætte sig ned og drikke.
Slanger i kirken
● En amerikansk præst ved navn Ricker har fået en dom på seks års fængsel for angreb med et dødbringende våben. Dagbladet Politiken fortæller: „Under en meningsudveksling med præsten i nabosognet, pastor Doyle Hatfield, kastede Ricker en klapperslange i hovedet på Hatfield. Clyde Ricker, der anvendte giftslanger under sine prædikener for at bevise sin tro, blev også dømt for at have forstyrret gudstjenesten ved at bringe giftslanger ind i kirken.“ — 28. november 1975.
Astrologi er en misforståelse
● En gruppe berømte videnskabsmænd, deriblandt atten nobelpristagere, har for nylig rettet et angreb mod astrologien. De har observeret at ’anerkendelse af astrologien gennemtrænger alle lag i det moderne samfund og bidrager til at fremme irrationalisme og obskurantisme’. Deres egen bedømmelse er denne: „Det er ganske enkelt en misforståelse at tro, at de kræfter, der udøves af stjerner og planeter i en persons fødselsøjeblik, på nogen måde kan forme den pågældendes fremtid. Og ligeså urigtigt er det, at visse fjerne himmellegemers placering kan gøre bestemte dage eller perioder mere gunstige for den ene eller den anden foreteelse, eller at det himmeltegn, hvorunder man er født, skulle kunne have betydning for ens evne eller mangel på samme til at omgås andre mennesker.“ — Weekendavisen, 24. oktober 1975.
Bro over kommunikationskløften
● „Det er utroligt!“ skriver en moder i et læserbrev i newyorkerbladet Daily News. „Jeg har opdaget hvordan jeg kan sætte over den kløft der var mellem mig og min fuldstændig ikke-kommunnikerende teenagedatter.“ Hvad er løsningen? Hun siger at hun prøvede at ’give sin datter en håndsrækning’ med opvasken, i stedet for at tvinge datteren til at vaske op alene. Resultatet: „Pigen snakkede næsten ørerne af mig! . . . Jeg føler at vi er kommet hinanden meget nærmere, og det samme gør hun.“ Den idé at forældre både skal kunne arbejde og lege sammen med deres børn er ikke ny, men alt for mange forældre har glemt den i vor tid, hvor alle går deres egne veje og har hver sit at tage sig til.
Største luftbro i Afrika
● Omkring 120.000 sultende nomader fra tørkeramte egne i det nordlige Somalia er blevet fløjet til nogle lejre i mere beboelige egne i den sydlige del af landet, meddeles det. Talsmænd for hjælpeprogrammet fortæller at sovjetiske flyvemaskiner på lidt over en måned har flyttet somalierne til nye boliger, hvor sovjetiske eksperter skal lære dem dybhavsfiskeri og kornavl. Det er meningen at nogle få tusind efterhånden skal vende tilbage til deres nomadetilværelse.
Et billede af verdens stater
● For nogen tid siden omtalte FNs generalsekretær verdensorganisationen som et billede af medlemsnationerne. I Berlingske Tidende blev under overskriften „FN afspejler verden som den er“ citeret en udtalelse af Gromyko, Sovjetunionens udenrigsminister, hvori han omtalte FN som „et levende billede af bekymringer og angst, af menneskehedens håb og stræben“, og bladet tilføjede: „I generalforsamlingen er . . . opstået et sandere spejlbillede af verdens ansigt, med vorter og det hele.“ — 23. november 1975.
Interessant nok tales der her et sprog som meget ligner det der for 1900 år siden blev brugt da Åbenbaringsbogen i Bibelen blev nedskrevet. Her omtales det politiske system der styrer verden før Kristus overtager verdensherredømmet, som et vilddyr, og det nævnes at de der bor på jorden fremstiller ’et billede af vilddyret’. Billedet bliver gjort levende, og jordens folk opfordres til at tilbede det, tro på det. (Åb. 13,14,15) Vilddyrets billede skildres også selv som et dyr, en verdensmagt, der er i opposition til Gud og Kristus og derfor „går bort til ødelæggelse“. — Åb. 17:3, 11, 14.
Generalforsamlingens 30. session, som sluttede den 17. december 1975, blev bedømt af forskellige. På de latinamerikanske landes vegne sagde Waldo Waldron-Ransey fra Barbados at visse af sessionens beslutninger afspejlede den ydre verdens „forvirring og rådvildhed“. Daniel P. Moynihan, den amerikanske FN-ambassadør, erklærede at sessionen havde været ’en alarmerende skuffelse’ og at der var forekommet visse „vederstyggeligheder“ som USA ikke ville glemme — han tænkte her blandt andet på resolutionen om zionisme. Kurt Waldheim sagde i sit nytårsbudskab 1975 at verdensorganisationen ifølge sagens natur „må afspejle nutidens politiske og økonomiske brydninger“.
Spædbørn reddes
● Næsten 20 procent af de nyfødte kinesiske spædbørn i Hongkong lider af et abnormt højt indhold af galdepigmenter i blodet. Sygdommen, som undertiden er dødbringende, er almindelig blandt spædbørn der fødes for tidligt og hvis lever endnu ikke er fuldt udviklet. Bladet South China Morning Post siger at nu „opfordrer lokale læger til at man ganske enkelt bruger blåt lys som erstatning for de farlige blodtransfusioner“. Tidligere behandlede man først og fremmest sygdommen ved at foretage en fuldstændig udskiftning af barnets blod, men nu erstattes denne praksis af en anden, nemlig at bade spædbørnene i blåt lys; det sker ikke alene på hospitaler i Hongkong, men også i andre lande.
Mænds og kvinders levetid
● Er der en eller anden arvelig faktor som gør at kvinder lever længere end mænd? Statistikken viser at kvinder lever nogle år længere, men ifølge en rapport i bladet Journal of Breathing, udgivet at Illinois’ lungeforening, er det „nonsens“ at slutte at kvinders længere levetid skyldes noget medfødt. Hvorfor? Fordi undersøgelsen viser at både mænd og kvinder når en gennemsnitlig levealder af 75 til 76 år, hvis de ikke ryger. Undersøgelsen forudsiger at kvindernes gennemsnitlige levetid vil falde i de kommende år, efterhånden som tendensen til at flere kvinder ryger slår igennem.
Velsignelser fra paven
● En talsmand for den græsk-katolske kirke i Jerusalem har for nylig meddelt at pave Paul VI i et ’varmt og personligt’ brev har tildelt en „særlig, apostolsk velsignelse“ til den fængslede ærkebiskop Hilarion Capucci. Ærkebiskoppen afsoner en fængselsstraf på tolv år for at have smuglet skydevåben og sprængstoffer for terrorister i Israel. Pavens brev, som er personligt underskrevet, var et svar på et brev fra ærkebiskoppen, hvori denne beklager at han „er i fængsel og lider for freden og forsoningen blandt folkene i mellemøsten“.
En anden pavelig velsignelse i en anden del af verden fremkaldte denne reaktion i form af et læserbrev i Detroitbladet News: „Jeg er katolik. Den artikel De for nylig bragte om at paven havde sendt et lykønskningstelegram i anledning af at [en kendt mafialeders] datter skulle giftes, gjorde mig rasende. . . . Vores kirke er i vanskeligheder. Vi kan ikke få de unge til at komme. De kalder os hyklere, og jeg begynder at forstå det. . . . hvis paven bliver ved med at sende telegrammer til de store kanoner inden for mafiaen, er jeg sikker på at vi der ikke tror på mafiaen, ikke har lyst til at blive i kirken længere.“ En katolsk præst fra Detroit, Hubert Maino, prøvede at forklare: „Enhver kan få en pavelig velsignelse ved bare at få en præst til at erklære skriftligt at han er katolik og at hans forhold til kirken er i orden.“
En god spion
● Hvad gør en mand til en god spion? En foreløbig rapport fra det amerikanske senats undersøgelsesudvalg vedrørende efterretningstjenesten afslører at en agent der var i Congo i 1960 og blev anset for at være „et godt aktiv“, var en statsløs lejesoldat og eventyrer, dokumentfalskner og bankrøver. „Han er udmærket bekendt med begreberne ret og uret,“ stod der i et telegram fra Afrika, hvori han blev anbefalet, „men hvis han får en opgave som måske er moralsk forkert i verdens øjne, men nødvendig fordi hans overordnede har beordret ham til at udføre den, så er den rigtig, og han vil pligtopfyldende tage de nødvendige skridt til at udføre den, uden nogen samvittighedskvaler“.
Hvilke sprog tales mest?
● Kinesisk står øverst på listen over de sprog der tales mest. Det tales af 750.000.000 mennesker. Nr. 2 på listen er det engelske sprog, som anvendes af 350.000.000. Derefter kommer hindi, som tales af 250.000.000. Spansk er nr. 4 med 220.000.000, og russisk er nr. 5 med 145.000.000.