Hvad siger Bibelen?

Kristen gavmildhed — hvordan kommer den til udtryk?

HVORNÅR blev De sidst spurgt om De ville „give et bidrag“ til et eller andet? Mange steder modtager folk ustandselig opfordringer til at give penge eller andre gaver til forskellige velgørende formål. Forventede bidragydere får ofte brochurer der viser hvilke præmier der vil blive trukket lod om blandt giverne, eller brochurer med billeder af frygteligt vansirede eller udhungrede børn.

Hvad skal man svare når man bliver bedt om at give et bidrag?

Bibelen opfordrer til at vise gavmildhed. Under guddommelig inspiration gav Moses israelitterne denne vejledning: „Du [må] ikke være hårdhjertet og lukke din hånd for din fattige broder; men du skal lukke din hånd op for ham.“ — 5 Mos. 15:7, 8.

Bibelen giver mange gode eksempler på gavmildhed. I det første århundrede opstod der en vanskelig situation for de kristne i Judæa så de blev fattige i materiel henseende, men deres medkristne kom dem villigt til hjælp. (Rom. 15:26; 1 Kor. 16:1, 2) Ved denne lejlighed blev især de kristne i Makedonien nævnt. Apostelen Paulus skriver: „Deres dybe fattigdom . . . har fået deres gavmildheds rigdom til at strømme over. For efter deres faktiske evne, ja, jeg vidner, ud over deres faktiske evne, skete dette, idet de på eget initiativ blev ved med meget indtrængende at bede os om at måtte øve velgørenhed og få en andel i hjælpen til de hellige.“ — 2 Kor. 8:2-4.

Man skal imidlertid aldrig give fordi man føler sig tvunget til det. Angående det førnævnte hjælpearbejde til gavn for trængende medkristne, skriver apostelen Paulus: „Lad hver enkelt gøre som han har besluttet i sit hjerte, ikke uvilligt eller tvungent, for Gud elsker en glad giver.“ — 2 Kor. 9:7.

Hvordan forholder det sig med velgørende organisationer der beder om penge? Opfylder man Bibelens krav om gavmildhed ved at give penge til sådanne organisationer? Ikke nødvendigvis, eftersom bidragene i og for sig godt kan være givet med et uret motiv. En sådan form for gavmildhed er værdiløs i Guds øjne, endog selv om man giver store gaver. Apostelen Paulus skriver: „Hvis jeg giver alt hvad jeg ejer til bespisning af andre, og hvis jeg overgiver mit legeme, så jeg kan prale, men ikke har kærlighed, gavner det mig intet.“ — 1 Kor. 13:3.

Nogle organisationer spiller ligefrem på de forkerte motiver ved at offentliggøre navnene på deres bidragydere. Jesus sagde at man ikke burde hige efter en sådan offentlig omtale: „Når du vil gøre godt, så skal du ikke blæse i trompet for dig selv, som hyklerne gør i synagoger og på gader, for at folk skal se op til dem. Det siger jeg jer, de har fået deres afregning. Du derimod, når du gør godt, må din venstre hånd ikke vide, hvad din højre hånd gør, for at din velgerning kan ske i det skjulte, og din Fader, som er i det skjulte, vil gengælde dig.“ — Matt. 6:1-3, Seidelin.

Noget andet man må tage i betragtning er at ikke enhver som beder om en gave har fortjent at få nogen af Deres hårdt tjente penge eller andre af Deres ejendele. For eksempel siger Bibelen: „Om efteråret pløjer den lade ikke, han søger i høst, men finder intet.“ (Ordsp. 20:4) Fattigdom og sult er hvad de dovne kan forvente. „Hvis nogen ikke vil arbejde,“ siger Guds ord, „så lad ham heller ikke spise.“ — 2 Tess. 3:10.

Hvad velgørende organisationer angår har mange af dem vist sig at være falsknerier; og selv de der virker på ærlig vis, sender ofte kun en minimal andel af de penge de har samlet ind, til det velgørende formål de var bestemt til. „Ifølge socialministeriet,“ skriver Francis Cerral i New York Times, „indsamles der årligt 22 milliarder dollars i U.S.A. og 2 milliarder dollars i New York til godgørende formål. Men i nogle tilfælde går det sådan at slet ingen eller kun 5 eller 10 procent af pengene går til det velgørende formål, mens resten går i mellemmændenes lommer.“ I 1974 var der et religiøst velgørende foretagende der indsamlede 3,3 millioner dollars. Forbløffende nok gik kun 54.000 dollars til det velgørende formål man havde indsamlet pengene til. Et fingerpeg om hvad der blev af resten får man når man hører at 45.000 dollars gik til en af kirkens præster, og 110.000 dollars til tre af hans medhjælpere.

Det er også vigtigt at man indser at velgørende organisationer ifølge Bibelen aldrig kan fjerne eller blot kendeligt mindske fattigdommen og de andre ting der tynger menneskeheden. På grund af den nedarvede synd og som følge af Satan og hans dæmoners usynlige styre, har den nuværende tingenes ordning altid været befængt med elendighed. (Rom. 5:12; Ef. 6:12; Åb. 12:9) Derfor sagde Jesus: „De fattige har I jo altid hos jer.“ (Matt. 26:11) Disse ting vil først forsvinde når Guds rige fjerner denne tingenes ordning og indfører en ny. — Dan. 2:34, 35, 44.

Vil det sige at det ligefrem vil være forkert af en kristen at give penge til velgørende organisationer? Nej. Visse organisationer gør virkelig noget godt. Man må derfor selv tage stilling til om man vil give bidrag til sådanne formål.

Som tidligere nævnt er det imidlertid et bibelsk krav at være rundhåndet og gavmild. (5 Mos. 15:7, 8; 1 Tim. 6:18) Disse egenskaber har man mulighed for at lægge for dagen selv om man ikke har penge tilovers til at give af. Hvordan det?

Det sted hvor det måske er vigtigst at vise en gavmild ånd er i familiekredsen. Ægtefæller og familiemedlemmer må ofre hinanden tid og opmærksomhed. Hører De efter når Deres ægtefælle eller andre af familiens medlemmer taler til Dem? Er De interesseret i hvad de siger og gør?

Måske har man ikke så mange materielle ejendele. Men det kan være at man kan bruge dem sådan at de bliver til større gavn for andre. Man kan vise kristen gavmildhed ved at tage nogle der ikke kan komme rundt på egen hånd med i sin bil, ved at købe ind for ældre og handicappede, eller blot ved at bruge nogen tid på at være sammen med mennesker der er ensomme.

Bortset fra ting som dem vi har nævnt her, opfordrer Bibelen også kristne til at dele „denne gode nyhed om riget“ med andre, til at hjælpe deres medmennesker til at lære Guds hensigter at kende og opnå hans godkendelse. (Matt. 24:14) Angående denne vigtige side af den kristne gavmildhed sagde apostelen Paulus: „Når jeg nu forkynder den gode nyhed, giver det mig ingen grund til at prale, for det er pålagt mig som en nødvendighed. Ja, ve mig om jeg ikke forkyndte den gode nyhed.“ (1 Kor. 9:16) Forkynder De regelmæssigt den gode nyhed?

Ifølge Bibelen må Guds tjenere være gavmilde. Men eftersom bidrag til velgørende formål kan udspringe af et forkert motiv eller gå i begærlige menneskers lommer, er denne form for gavmildhed ikke altid i overensstemmelse med Bibelens krav. I stedet for at begrænse gavmildheden til at omfatte pengegaver eller andre materielle gaver, tilskynder Bibelen de kristne til at give sig selv, især til medlemmerne af deres egen husstand. — 1 Tim. 5:8.