Vi betragter verden
Skydevåben
● En treårig dreng i USA dræbte en seksårig dreng med en revolver. New York Times skrev i en lederartikel at folk som holder af skydevåben hævder at „det ikke er skydevåben der dræber; det er mennesker der dræber“. Artiklen bemærkede imidlertid ganske rigtigt at hvis der ikke havde været noget skydevåben i nærheden kunne den dræbte dreng måske „være sluppet med et blåt øje, et skrabet skinneben og sårede følelser, men han ville trods alt være i live. Skydevåben kan altså dræbe“.
Bakterier på rengøringsarbejde
● Mange industrielle affaldsprodukter er meget vanskelige at rense eller nedbryde. I længere tid har man brugt sporebakterier, som blandt andet findes i animalske affaldsstoffer, til rensningsanlæg. Men den type bakterier er ikke effektive nok til at nedbryde olieaffald, fedtstoffer, syntetisk sæbe og forskellige giftstoffer. Nu har biologer imidlertid fundet frem til andre bakterier som kan nedbryde det mere genstridige industriaffald. Bakterierne dyrkes i store flasker, der tilsættes næringsstoffer, og det hele bliver frysetørret og pakket, hvorefter bakterierne kan sælges. Der er omkring fem milliarder bakterier i hvert gram. Forbrugeren skal lune pakken ved 38 graders varme i en times tid. Derved vækkes bakterierne til live, og de tager fat på de affaldsprodukter de skal skaffe af vejen.
Ringere fiskefangst
● Fiskeflåderne i verden bruger mere og mere moderne udstyr og har nu i adskillige år fisket intensivt i verdenshavene. Hvad er resultatet blevet? Naturforskeren Garrett Hardin siger: „Siden begyndelsen af dette tiår er fangsttallene dalet, hvilket viser at vi udnytter denne ressource hurtigere end den af sig selv kan opbygges igen.“ Han tilføjer at „den ene art af havdyr efter den anden er ved at uddø“; men mennesket har i de fleste tilfælde kun reageret ved at fiske endnu mere intensivt.
Stor administration
● De forenede Staters forbundsregering har fem millioner mennesker på sine lønningslister. Der er 2,9 millioner civile ansatte og 2,1 million i de væbnede styrker. Lønudbetalingen var på 1,9 milliarder dollars i 1940; nu er lønningerne imidlertid steget til i alt 41,7 milliarder dollars. USAs befolkning er 53 gange så stor som den var for 185 år siden, men i dag er antallet af forbundsregeringens ansatte 1500 gange så stort som dengang. Staten ejer en tredjedel af al jord i landet. Den ejer også 405.000 bygninger, til en samlet værdi af 91 milliarder dollars.
„Superrotter“
● Byen New Yorks officielle instans for skadedyrsbekæmpelse har meddelt at 12 procent af de rotter som i en bestemt periode blev indfanget, hørte til de såkaldte „superrotter“. Der er tale om rotter som kan tåle op til ti gange den normale dødelige portion gift uden at dø. Derefter formerer de sig og erstatter lidt efter lidt deres svagere artsfæller. På grund af nedskæringer i byens budget forudsiges det at det samlede antal rotter vil stige (der er cirka ni millioner i øjeblikket), og at flere og flere procent af dem vil være „superrotter“. Man er ved at afprøve en ny form for gift på disse rotter, men den er meget farlig og må kun anvendes under skarp kontrol; ingen mennesker må komme i direkte berøring med den, og de døde rotter skal fjernes; kattene der spiser dem dør også.
Aborttallene stiger
● I 1975 nåedes en sørgelig rekord i De forenede Stater — én million kvinder fik med myndighedernes tilladelse gennemført en svangerskabsafbrydelse. Det var 11 procent flere end året før. Men mange kvinder der ansøgte om abort på legal vis kunne ikke få plads, på grund af klinikkernes belastede kapacitet. Det menes derfor at det rigtige tal er langt højere end en million. Eftersom der skete omkring tre millioner fødsler i USA i 1975, betyder det at der foretages mindst én svangerskabsafbrydelse for hver tre fødsler. Flere og flere ufødte børn fratages livet.
Større modstandskraft
● Kvinder har et forholdsmæssigt større lag fedt end mænd. Dr. Joan Ullyot fra San Francisco siger at dette giver kvinderne større modstandskraft mod varme og kulde og mod sult. Det er, siger hun, grunden til at kvinder ofte klarer sig bedre end mænd ved skibbrud eller bjergbestigningsulykker.