Hinduismens syn på livet og døden

MIN far, en kendt forretningsmand i Jamnagar, Indien, var blevet alvorligt syg. Han havde i årevis lidt af dårligt hjerte, men nu var der tilstødt komplikationer.

Min ældre bror, som bor i staten New York, modtog i februar 1976 meddelelsen: „Kom hjem hurtigst muligt, senest om en uge.“ Han kontaktede mig øjeblikkelig, og to dage senere gik vi om bord i et fly fra Kennedy-lufthavnen i New York.

Der var sket en del siden jeg sidst havde været hjemme for otte år siden, og da jeg påbegyndte den lange rejse og havde fået sat mig godt til rette i sædet, gik der derfor mange tanker gennem mit hoved.

Baggrund og tanker

Min far havde sendt mig på universitet i U.S.A. i begyndelsen af tresserne. Skønt jeg var opvokset som hindu begyndte min religiøse overbevisning at ændre sig da jeg gik i gang med at studere Bibelen, efter at jeg havde afsluttet min eksamen. I tidens løb har far og jeg skrevet en hel del sammen om dette emne. Min far var dybt religiøs, han havde faktisk sin personlige guru. Jeg kan huske at han dengang jeg var dreng forlod hjemmet i flere uger hvert år for at besøge sin guru i Himalayabjergene.

Derfor, mens jetflyet snurrede gennem natten, var mine tanker optaget af min fars tilstand. Jeg spekulerede blandt andet på: Hvad mon han nu tænkte om livet efter denne tilværelse? Hvor stærk ville hans overbevisning være i hans kritiske tilstand?

Jeg tænkte på de ting far havde skrevet til mig. I august 1973 havde han for eksempel skrevet i et brev: „Den styrke man får gennem kendskab til Braman eller den højeste vished er større end al anden styrke . . . Sand styrke viger aldrig tilbage, selv ikke ansigt til ansigt med døden: fordi man er fuldstændig klar over at døden kun er en forandring der berører ens fysiske legeme. Jeg’et dør ikke, fordi det aldrig er blevet født. . . .

Når man har en sådan viden kan man acceptere selv korsfæstelse med et smil og bede for sine bødler. Når døden kommer vil man være hård som sten, fordi man har ’berørt Guds fødder’ . . . Derfor beskrives et menneskes fysiske død som mahat-samadhi eller ’den store ekstase’ med en hinduisk talemåde.“

Som andre hinduer troede far på at ’det indre jeg’ eller sjælen var udødelig. Denne ’sjæl’, følte han, var blot lukket inde i den fysiske krop eller ’ydre skal’. Ved døden vandrer dette ’egentlige jeg’ over i et andet legeme. Far troede at hvis en person havde opført sig godt og rigtigt, ville vedkommende ved døden blive overført til en højere eksistens, hvorimod han, hvis han havde levet ondt, endog kunne blive overført til et dyr.

Nu da far lå for døden tænkte jeg på om hans tro ville styrke og hjælpe ham. Mine tanker gik også til de andre medlemmer af familien og til det daglige liv i mit hjem.

Min yngre bror og søster var begge blevet gift siden jeg sidst havde set dem. De havde begge selv valgt deres ægtefælle, hvilket var en afvigelse fra indisk skik. Jeg var godt klar over at der var sket ændringer i de sociale skikke, men jeg var spændt på selv at se hvad der var sket.

For eksempel var det mens jeg voksede op i Jamnagar ikke tilladt at en mand så sin svigerdatters ansigt eller at en kvinde talte direkte med sin svigerfar. Min bedstefar, som havde boet hos os, så derfor ikke på min mors ansigt, og når bedstefar talte til mor svarede hun ikke direkte, ikke engang i telefonen, men gennem en anden. De var aldrig alene sammen i et værelse.

Det var heller ikke tilladt at ugifte drenge og piger holdt hinanden i hånden eller blot talte med hinanden. Jeg havde aldrig set nogen gøre det i gaderne i Jamnagar. Jeg talte heller aldrig med en ugift kvinde med undtagelse af min nærmeste familie, mens jeg boede i Jamnagar. Det var ikke socialt acceptabelt. Men hvordan så det ud med sådanne skikke i dag?

Ankomst til Jamnagar

Vort fly landede i Bombay om eftermiddagen den 27. februar. Desværre var der ikke reserveret plads til mig på flyet til Jamnagar. Vi tog derfor med fly til Rajkot og videre derfra med taxa de resterende 80 kilometer.

Mens vi kørte dukkede mange minder op. Sidst i halvtredserne var min bedstefar landbrugsminister i Saurashtra-staten, som nu er en del af Gujarat-staten. I mine skoleferier tog han mig ofte med på sine officielle besøg i landsbyerne. Vi passerede nogle af dem under køreturen. På afstand kunne jeg se forsamlingshuset i Dhhrol, hvor bedstefar plejede at tale til landmændene.

I slutningen af halvtredserne boede de fleste folk i hytter med blot ét rum; de var lavet af ler blandet med kogødning. Gulvet var af samme materiale, det var som stampet jord. Kvinderne hentede vand fra landsbyens brønd i store krukker, som de anbragte på hovedet. Efter hvad jeg kunne se, havde forholdene ikke ændret sig meget.

På hospitalet

Far var indlagt på det lokale hospital. Her lå han da vi ankom. Han kunne genkende os og var glad for at se os, men han var så svag at det ikke var muligt at tale med ham. Hospitaler i Indien er meget forskellige fra hospitaler i U.S.A. og Europa. Patientens familie kommer med mad og tager sig af det meste af pasningen. Jeg havde den forret at sørge for min far på den måde i de følgende ni dage.

Jeg plejede at tage til hospitalet om eftermiddagen og tilbringe natten hos far. Han blev madet intravenøst, men ind imellem madede vi ham med ske. Når han viste tegn på at ligge ubehageligt vendte vi ham til en bedre stilling. Jeg håbede at han ville blive så stærk at vi kunne tale sammen, men det blev han aldrig.

Mens jeg sad hos min far udnyttede jeg tiden med at læse i Bibelen og Aid to Bible Understanding. Min svigerinde så det og blev nysgerrig. Da hun blev gift med min yngre bror for cirka tre år siden, flyttede hun ind i min families temmelig store hus, og jeg kunne se at hun var kommet til at holde meget af min far.

Der var megen usikkerhed med hensyn til hvad der kunne gøres for ham, og man regnede med at han ville dø uanset hvilken behandling han fik. En eftermiddag da min svigerinde og jeg var alene på hospitalet spurgte hun mig: „Føler du dig lige så usikker og forvirret som de andre?“

Først troede jeg hun tænkte på min fars fremtid, og jeg sagde derfor: „Faktisk ikke.“ Hun ville så vide hvorfor jeg ikke var det. Jeg antydede at det var på grund af denne bog, Bibelen, som hjælper én til at forstå Skaberens hensigter. Hun fortalte at når jeg havde ladet min bibel ligge på hospitalet havde hun taget den og læst noget fra skabelsesberetningen, men hun havde ikke forstået det. Hun spurgte: „Hvem er denne Skaber?“

Vi vidste begge at i henhold til hinduismen er der mange guder, hvoraf nogle er skabere og andre ødelæggere. Jeg slog derfor op i Bibelen på Salme 83, vers 18, og bad hende læse det. Hendes udtale af engelsk var ret god: „For at folk må kende at du, hvis navn er Jehova, du alene er den Højeste over hele jorden!“ — NW.

Navnet Jehova var imidlertid nyt for hende, og hun vidste ikke hvordan hun skulle udtale det; men hun forstod at Bibelens Gud har et navn. Det gjorde indtryk på hende at Bibelen lærer at der er en almægtig Gud ved navn Jehova som har skabt alle ting, og at han er uden begyndelse og uden slutning. — Åb. 4:11; Sl. 90:1, 2.

Min familie vidste allerede at jeg var blevet kristen. Jeg havde skrevet til dem om min gerning som heltidsforkynder som et af Jehovas vidner. Så i løbet af disse dage fulde af bekymring for min far opstod der mange diskussioner om døden og udsigten til et liv efter døden.

Sjælen og Guds kærlighed

Ligesom min far havde mine andre slægtninge den hinduiske tro på at sjælen er udødelig — at det ’indre jeg’ eller ’virkelige jeg’ fortsætter eksistensen under en anden form efter døden. Men min svigerinde, som er læge, var noget af en undtagelse, for hun accepterede ikke fuldt ud hinduismens syn. Hun var derfor ret åben over for hvad Bibelen siger.

Jeg forklarede hende at ifølge Bibelen er den menneskelige sjæl ÉN SELV — hele personen — og at der ikke er nogen adskilt usynlig sjæl som lever videre efter døden. „Den sjæl, der synder, den skal dø,“ siger Bibelen. Og Bibelen lærer også at „de døde ved ingenting“. (Ez. 18:4, 20; Præd. 9:5) Dette var nye tanker for hende, men det passede bedre med hvad hun selv havde erfaret, og det virkede som om hun accepterede det.

En dag havde jeg lejlighed til at spørge min svoger, som også er læge: „Hvad er det der bestemmer om en sjæls fortsatte eksistens vil blive på et højere eller et lavere plan? Der må være en kraft udefra,“ bemærkede jeg, „som afgør om en sjæl skal leve på et højere eller et lavere plan.“

Han svarede at vi kunne se det fra det synspunkt at „Gud“ havde en kæmpecomputer og, forklarede han: „Gud holder regnskab med ens karma, eller handlinger. Hvis en person har flere gode handlinger end dårlige, så vil han blive genfødt under gunstige betingelser. Men hvis de dårlige handlinger overstiger de gode, vil genfødelsen blive under ugunstige betingelser.“

Det vil, ifølge hans forklaring, betyde at alt hvad en person foretager sig i løbet af hele sit liv er bestemmende for om han eller hun vil få en gunstig eller en ugunstig genfødelse. Jeg spurgte: „Hvordan kan vi så vide, om far vil få en gunstig eller en ugunstig genfødelse?“

Han svarede at det kunne vi ikke vide, for vi havde ikke kendt min far hele hans liv. Jeg henviste så til Bibelens lære; jeg sagde: „Jehova er ikke en Gud som holder regnskab med hele vort livsløb. Vi kan have gjort mange dårlige ting, men hvis vi angrer og ændrer os, så er vort tidligere livsløb glemt; det er tilgivet. Det er hvad vi gør fra det tidspunkt hvor vi omvender os, der er væsentligt for Jehova Gud.“

Det er det Bibelen forklarer med hensyn til Jehovas handlemåde med sit folk: „Så langt som østen er fra vesten, har han fjernet vore synder fra os. Som en fader forbarmer sig over sine børn, forbarmer [Jehova] sig over dem, der frygter ham.“ (Sl. 103:12, 13) Denne kærlige måde at handle med menneskene på gjorde et stort indtryk på min svoger, for han havde aldrig tænkt at Gud var sådan.

Især min svigerinde var interesseret i hvad Bibelen lærer. Hun ønskede at kende Guds hensigt med jorden og menneskene. Jeg viste hende Jehovas løfte om at oprette en „ny verden“ bestående af folk som gjorde Guds vilje. (2 Pet. 3:13) Som Bibelen siger: „De sagtmodige skal arve landet, de fryder sig ved megen fred.“ — Sl. 37:11.

Forholdene blandt menneskene på jorden vil blive fuldstændig forandrede, fortalte jeg og læste Åbenbaringen 21, versene 3 og 4, for hende: „Gud selv vil være hos dem. Og han vil tørre hver tåre af deres øjne, og døden skal ikke være mere, heller ikke sorg eller skrig eller smerte skal være mere. De tidligere ting er forsvundet.“ Sådanne bibelske løfter forbløffede hende. Hun blev virkelig interesseret og ønskede at lære mere.

Ændring i skikkene

Efter nogle få dage hjemme kunne jeg tydeligt se hvor meget de sociale skikke havde ændret sig. For eksempel behandlede min svigerinde andre folk næsten som kvinder gør det i den vestlige verden. Hun talte ansigt til ansigt med min far og mig. Eftersom jeg er hendes ældre svoger, ville hun, hvis det havde været for tyve år siden, formodentlig have vendt sit ansigt bort eller skjult det i sin sari når hun talte til mig. Og hun ville sandsynligvis aldrig have været alene med mig i et værelse.

Øjensynlig talte unge mænd og kvinder nu med hinanden, eftersom det var blevet helt almindeligt for dem selv at vælge deres ægtefælle. Jeg fik endog at vide at studenter tager på skovtur sammen, noget som var uhørt da jeg gik i skole. På den anden side lagde jeg mærke til at min mor og andre ældre kvinder stadig holdt fast ved de gamle skikke.

Fars død

I mellemtiden blev min far hurtigt dårligere, og han blev derfor flyttet hjem for at dø der. En tidlig morgen, søndag den 7. marts, syntes slutningen at være nær. Mens familien samlede sig rundt om fars seng, trak han vejret dybt en sidste gang og udåndede.

Min svoger bad mig række ham stetoskopet. Han satte det på min fars bryst, og med et bedrøvet ansigt trak han lagenet over fars hoved. Klokken var 3.30 om morgenen. Far var død — kun 58 år gammel. Mor begyndte straks at græde, og det samme gjorde de andre kvinder der var til stede.

De følgende handlinger bar meget tydeligt præg af den religiøse tro. Endnu før hendes tårer var borte gik min svigerinde udenfor og kom tilbage med frisk kogødning, som hun lagde i en lige linje hen over gulvet i knap 2 meters længde. På gulvet stænkede hun noget vand, som hun havde hentet i Gangesfloden. Så blev et hvidt lagen lagt over dette område og min fars legeme anbragt på lagenet.

Alt fra koen betragtes som helligt, inklusive dens gødning. Også Gangesfloden betragtes som hellig. Derfor blev dette område på gulvet betragtet som renset efter behandlingen med gødning og vand. Sødligt duftende røgelse blev brændt foran legemet. Det mener man giver en ren atmosfære som skulle lokke rene ånder til nabolaget.

Næsten øjeblikkelig efter dette begyndte man at synge en hinduisk bøn. Min svoger tog ledelsen, og de andre fulgte ham efter behag. Sætningen „Shri Rama Jay Rama Jay Jay Rama“ blev konstant gentaget med en bestemt melodi. Rama er navnet på en hindugud, og sangen betyder „Lad Rama være sejrrig“. Sangen skulle berolige de sørgende og hjælpe dem til at koncentrere sig om Gud. Den syntes i hvert fald at tjene som en erstatning for gråd.

Mens dette stod på gik nogle budbringere rundt for at fortælle venner og slægtninge om dødsfaldet. En ven fortalte nyheden pr. telefon. Begravelsesprocessionen skulle finde sted klokken 7.30, kun fire timer efter at far var død.

Legemet beredes

Min ældre bror spredte knust sandeltræ blandet med vand på fars pande. Derefter lagde han noget rødt pudderagtigt materiale kaldet kanku over hans pande og stænkede Ganges-vand på hans ansigt. Så gik han rundt om fars legeme fem gange, en handling som kaldes prudikchana. Til sidst råbte han tre gange i fars øre „Hari ohm Tatsat“, hvilket betyder „Pris Gud“, idet Hari er en anden hindugud. Denne sætning henstiller til sjælen at den forlader legemet og fortsætter med at prise Gud. Andre der var til stede fulgte samme procedure.

Derefter forlod alle værelset med undtagelse af et par stykker. Legemet blev klædt af og vasket og kanku blev spredt over hele legemet. Mens dette blev ordnet var der nogle der mumlede mantras (bønner) på sanskrit. En bøn blev også bedt på mit indfødte sprog, gujarati; den lød: „Oh, herre, tag denne mands sjæl og lad hans sjæl hvile i fred.“ Hele legemet med undtagelse af ansigtet blev dækket med et hvidt klæde og noget rødt silkestof. Derefter blev det anbragt på en bambusbåre.

Båren blev lavet midt i værelset. To mænd som var vant til at lave dette arbejde havde den klar på en halv time. Båren blev lavet af to bambusstolper der var cirka 3 meter lange, og med cirka tolv bambusstykker, som blev anbragt på tværs; det hele blev holdt sammen af et reb. Legemet blev lagt på båren og bundet fast til den. Der blev lagt mange blomster omkring min fars hals.

Begravelsesprocessionen

Mine to brødre, en af mine fætre og jeg selv bar fars blomstersmykkede legeme uden for huset, mens kvinderne udstødte høje skrig. Det var sidste gang de så hans legeme, for kvinder deltager ikke i begravelsesprocessioner.

Mænd klædt i hvidt eller lyst tøj ventede uden for huset med klæde rundt om halsen. Mens liget bliver båret gennem gaderne følger de stille efter. Da min far var en kendt forretningsmand må der have været omkring 500 mænd som fulgte processionen; det var læger, sagførere, ingeniører, forretningsmænd, landmænd og filosoffer.

Efter 45 minutter kom processionen til indgangen af Smashan (stedet for ligbrændingen), hvor den standsede. Indtil dette tidspunkt var min far blevet båret med hovedet forrest som en antydning af at han så tilbage på alt det han havde gjort i denne verden. Nu da vi gik ind i Smashan blev han båret med fødderne først for at symbolisere at han nu skulle se frem til hvad der skulle ske.

Ligbrændingen

Her i Smashan er der et område på omkring 2,4 gange 3 meter hvor selve ligbrændingen foretages. Da legemet kom hertil gik fire mænd i gang med at lægge ligbålet til rette. De begyndte med at lægge et lag tørret kogødning, cirka 1,2 meter bredt og 1,8 meter langt og 10 centimeter højt. (Ud over at kogødningen betragtes som hellig, er den også meget brændbar.) Oven på dette anbragte de et lag af brænde, og til sidst blev min fars legeme placeret ovenpå.

Man fjernede derefter alle klædningsstykker og blomster fra legemet og gned det ind med ghee, et fedt, smøragtigt udtræk fra mælk. Ghee betragtes som helligt og er samtidig meget brændbart. Brænde blev derefter lagt oven på og langs siderne af legemet, og så blev der tændt for ilden.

I den første time mens vi alle betragtede det, blev der konstant bedt mantras på sanskrit. Ved slutningen af hver bøn sagde de bedende mænd „Swaha“, hvilket betyder „sådan skal det være“. Som tegn på sin indforståelse hældte min yngre bror desuden ved hvert „Swaha“ mere ghee i flammerne, og min ældre bror hældte noget samagri, en sødligt duftende brændbar blanding, over. Disse mantras skulle være til gavn for sjælen. En af dem lyder for eksempel: „Lad sjælen som aldrig dør fortsætte med dens bestræbelser på at nærme sig Gud.“

I løbet af to timer var legemet fortæret. En portion af asken blev samlet i en lerkrukke, som min bror senere anbragte i Gangesfloden. Alle der var til stede, badede så. Der var faciliteter til dette formål i Smashan.

Et grundlag for sand trøst og håb

I Smashan findes der mange statuer som beskriver de forskellige af hinduismens læresætninger. Jeg lagde især mærke til en som blev kaldt „Livscirklen“. På et mægtig stort cirkelrundt monument blev der vist syv scener. Den første viser et barns fødsel. Den anden et barn på vej til skole. Den tredje et par som bliver gift. Den fjerde en scene fra familielivet. Den femte sygdom og alderdom. Den sjette en persons død. Og den syvende viser personen som bliver ført hen for at brændes.

Dette livsløb regnes ifølge hinduismen for det normale, sådan som det bør være. Sygdom og død vil i henhold til denne cyklus altid være til. Men giver en sådan lære virkelig trøst og håb for de sørgende?

Efter at have badet gik vi hjem. Om aftenen, mens alle havde travlt med andre ting, lagde jeg mærke til at min svigerinde sad for sig selv og græd stille. Jeg spurgte derfor: „Hvad græder du for?“ Hun svarede at hun ville komme til at savne min far, ja at hun allerede gjorde det nu.

Derfor talte vi endnu en gang om Jehova Gud, og jeg spurgte hende: „Har de ting du har lært om Jehova, ikke gjort dig lykkelig?“ Hun sagde: „Jo, hvis alle disse ting virkelig bliver opfyldt vil der være grund til at glæde sig.“

Vi havde indtil dette tidspunkt ikke talt om opstandelsen, og jeg spurgte derfor: „Hvordan ville du føle det, hvis det var muligt for dig at se min far igen med den samme personlighed som han havde da du kendte ham? Ville du bryde dig om det?“ Svaret var naturligvis ja.

Jeg åbnede så min bibel, og vi læste Apostelgerninger 24, vers 15, hvor der står: „Og jeg har håb til Gud, et håb som disse også selv nærer, at der vil finde en opstandelse sted af både retfærdige og uretfærdige.“ Dette ord „opstandelse“ var nyt for hende, det var en helt ny tanke. Jeg forklarede hende at opstandelse ikke er det samme som genfødelse eller reinkarnation, men at det betyder at de som har været fuldstændig uden bevidsthed i døden, kommer tilbage til livet. De fleste mennesker som har levet, fortalte jeg hende, vil blive oprejst til et liv på jorden, hvor forholdene vil være meget bedre end de er i dag.

Hun var i stand til at forstå denne bibelske lære fordi hun var oprigtigt interesseret i at lære hvad Bibelen fortæller. Og hun var i stand til at sammenligne det med den hinduiske tanke om reinkarnation. I henhold til den hinduiske lære vender menneskene også tilbage til liv på jorden, men med en anden personlighed, eftersom man mener at sjælen overføres til et moderskød for at blive genfødt som en anden — med det resultat at hun aldrig ville være i stand til at genkende min far ved hans genfødelse. Bibelens lære om opstandelsen virkede derfor tiltalende på hende, fordi hun savnede min far og længtes efter at se ham igen sådan som hun havde kendt ham.

Jeg pegede desuden på at i henhold til reinkarnationen vender man tilbage til dette system, under de samme betingelser hvor man bliver syg og dør. Men opstandelsen vil finde sted efter at Jehova Gud ved hjælp af sin himmelske regering har gjort ende på dette korrupte system. (Matt. 6:9, 10; Dan. 2:44) Man ville derfor i Guds nye ordning kunne glæde sig over de forhold vi tidligere havde læst om i Åbenbaringen 21, vers 3 og 4. Sygdom, sorg og endog død ville høre fortiden til!

Behov for hjælp

Nu var min svigerindes tårer forsvundet, og hun følte sig meget bedre tilpas. Men om nogle få dage ville jeg forlade hende, og hendes bekymring var: „Hvem skal nu undervise mig? Hvordan vil jeg få mulighed for at lære alle disse ting fra Bibelen?“

Jeg gav hende en bibel og en del bibelske studiebøger. Jeg henledte især hendes opmærksomhed på bogen Er dette liv alt? Og jeg viste hende hvordan hun kunne bruge den som en hjælp til bibelstudium. I vor seneste korrespondance har vi brugt denne bog som grundlag for en drøftelse af bibelske emner.

Der er ingen Jehovas vidner i Jamnagar eller i den del af Indien. Men under dette besøg var jeg lykkelig over at bemærke at især unge mennesker var søgende, og at de, såfremt de fik den nødvendige hjælp, reagerede positivt over for Guds ords sandheder. Hvis det er Guds vilje er det mit håb at jeg må være medvirkende til at hjælpe nogen af dem til at lære sandheden om den levende Gud Jehova at kende, en sandhed som fører til evigt liv. (Joh. 17:3) — Indsendt.

[Tekstcitat på side 13]

„Jeg spurgte: ’Hvordan kan vi så vide om far vil få en gunstig eller en ugunstig genfødelse?’“

[Tekstcitat/illustration på side 14]

„Alt fra koen betragtes som helligt, inklusive dens gødning“

[Tekstcitat på side 15]

„I løbet af to timer var legemet fortæret.“

[Tekstcitat på side 17]

’Bibelens lære om opstandelsen virkede tiltalende på hende.’

[Illustration på side 11]

Min søster og min svigerinde

[Illustration på side 16]

Monumentet ved navn „Livscirklen“