En sejr for tilbedelsesfriheden
AF „VÅGN OP!“-KORRESPONDENT I BRASILIEN
HVORDAN ville du føle det hvis du var til et møde sammen med nogle der ligesom du tilbad Gud, og politiet pludselig brasede ind med en ordre om at lukke dette tilbedelsessted? Det er lige netop hvad der skete for Jehovas vidner i Cachoeiras de Macacu og Japuíba, i staten Rio de Janeiro, Brasilien, søndag den 13. juni 1976.
Hvorfor skete det? Fordi nogle af Jehovas vidner brugte deres juridiske rettigheder til at afslå en blodtransfusion til deres dreng der var kommet til skade.
Hvad var der sket?
Fredag den 11. juni ramte den syttenårige César de Souza Corrêa sig selv ved et vådeskud med en jagtriffel. Hans forældre bragte ham til hospitalet i Cachoeiras de Macacu, hvortil han ankom omkring klokken 20 for at modtage lægebehandling.
Sygeplejerskerne og den vagthavende læge opdagede at den unge César havde indre blødninger med alvorligt blodtab. Césars fader, Octávio Luiz Corrêa, bad en kirurg og personlig ven, som han havde tilkaldt, om at gøre alt hvad han kunne for at redde sønnen. Imidlertid satte faderen sig af samvittighedsgrunde imod brug af blodtransfusion som et middel til at forlænge drengens liv.
Dog gjorde Octávio intet for at hindre en passende lægebehandling. Ej heller kom han ind på operationsstuen. Sørgeligt nok døde César imidlertid under operationen, skønt han fik en transfusion på trods af faderens indvendinger.
Som det sædvanligvis sker i disse tilfælde blev den offentlige mening pisket op og der fremkom anklager om uvidenhed, fanatisme og lignende. Muligvis under indflydelse af den offentlige mening og sin egen respekt for menneskeliv, en værdi han anså for at være tilsidesat, afsagde dommer Celso F. Panza en dom, (kendelse nr. 5/76) den 13. juni 1976, der gik ud på at to af Jehovas Vidners rigssale skulle lukkes og deres forkyndelse af Guds rige forbydes i kommunen.
Snart blev der i den offentlige presse gjort opmærksom på at rettens handlemåde var i strid med forfatningen. For eksempel sagde dr. Benjamin de Moraes, professor i strafferet ved Rio de Janeiros statsuniversitet, i en udtalelse til avisen O Globo at dommeren „gik for vidt, set fra et forfatningsmæssigt synspunkt“. Efter at have citeret artikel 153 i Brasiliens forfatning, der garanterer samvittighedsfrihed, erklærede han: „Denne retslige aktion vil uden tvivl blive omstødt ved en højere instans.“
Dr. José H. Dutra, kriminolog og professor i strafferet, udtalte: „Ved at overskride sine beføjelser . . . ser det ud til at dommer [Celso] Felício Panza fortrængte de to andre magtområder: det lovgivende og det udøvende, i modstrid med det standpunkt der for længst blev defineret af Montesquieu. . . . Det er klart at der må gives et retsligt tilhold eftersom Jehovas vidner ganske tydeligt er i deres gode ret.“
Blandt andre jurister udtrykte dr. Themístocles Cavalcanti sin tro på at når først sagen blev forelagt en højere ret, ville den blive afgjort til gunst for Jehovas vidner. (O Globo, 15. og 21. juni 1976) Og dette skete virkelig, til glæde for alle der elsker frihed og retfærdighed.
En sejr for tilbedelsesfriheden?
Jehovas vidner brugte deres ret til at „forsvare og juridisk stadfæste den gode nyhed“. (Fil. 1:7) Gennem en lokal tilsynsmand, L. Lehký, anmodede de en domstol om at tage sagen op. (Nr. 188/76) Henvendelsen blev underskrevet af fire jurister.
I et bemærkelsesværdigt resumé udtalte advokaten dr. Antônio Augusto de Vasconcelos Neto: „Dommen [der beordrede rigssalene lukket] overskred de magtbeføjelser der er givet dommeren, beføjelser som i dette tilfælde havde at gøre med sager der især skulle beskytte ungdommen. Jeg kender ikke nogen lov der har bemyndiget dommeren til at udstede en skreven ordre til politiet om at lukke alle sale som benyttes af en religiøs sekt, hvis virksomhed er blevet tilbørligt autoriseret af de kompetente myndigheder. . . . Den skriftlige ordre til at lukke alle steder hvor Jehovas vidner afholder møder er imod det forfatningsmæssige princip om religionsfrihed og om grænserne for dommerens jurisdiktion.“
Dokument nr. 274/76 var ligeledes værd at bemærke på grund af dets klare forsvar for tilbedelsesfriheden. Det blev udstedt af justitsministeriets retsafdeling repræsenteret ved dr. José Antonio Marques, og lyder som følger:
„Indledningsvis, som den udmærkede chef for dette ministerium viser i sin bekendtgørelse, skal det siges at den kirke man har til hensigt at sætte uden for loven eksisterer over hele verden og overalt i Brasilien.
Dernæst skal det bemærkes at lukningen af kirkerne ikke betyder udslettelse af kulten, enden på de religiøse regler der iagttages af Jehovas vidner. Den kristne religion blev endog praktiseret i de romerske katakomber, og jo mere dens tilhængere blev forfulgt, jo mere spredtes den i hele verden.
Fra et forfatningsmæssigt standpunkt er dokument nr. 5/76 udstedt af dr. Celso Felício Panza uholdbart, da det er i modstrid med artikel 153, paragraf 5, i forbundsforfatningen.“
Den afgørende dom blev afsagt om eftermiddagen den 26. oktober 1976. Den dystre atmosfære i retssalen ved første civilkammer i retsbygningen i Rio de Janeiro, justitspaladset, gav anledning til alvorlige overvejelser. Omkring klokken 16 begyndte retsmødet. Adskillige repræsentanter for Jehovas vidner var til stede, deriblandt to sagførere, H. S. Silva og O. do N. Paula.
Da retspræsidenten spurgte om der var en sagfører for Jehovas vidner til stede, bad O. do N. Paula om at få ordet, og han fremholdt et kort mundtligt forsvar baseret på forsvarerens resumé. Derefter stemte dommerne i „det ærværdige første civilkammer“ énstemmigt for appellen og erklærede den dom der var afsagt af dr. Panza for ugyldig, og tillod samtidig at rigssalene blev genåbnet samt at forkyndelsen af Rigets budskab kunne genoptages i Cachoeiras de Macacu kommune. Endnu en gang en sejr for tilbedelsesfriheden. — Se Diário Oficial for staten Rio de Janeiro, den 11. november 1976, tredje del.
Vigtige spørgsmål
Til gavn for oprigtige mennesker der ønsker at ræsonnere over sådanne tilfælde, fremholder vi her nogle vigtige spørgsmål der har med denne sag at gøre.
Sp. Hvordan ser Jehovas Vidner på livet?
Sv. „Som den der er livets kilde har Jehova erklæret et menneskes liv for dyrebart, helligt. (1 Mos. 9:5; Sl. 36:10) . . . De der elsker livet og betragter hver dag de lever som hellig, vil bestræbe sig for i alle forhold at leve og færdes på en måde der kan godkendes af Ham der har skænket menneskene livet.“ — Vagttårnet, 1. oktober 1975, side 455.
For Jehovas vidner er døden ikke nogen velsignelse. Den er en „fjende“ der snart vil blive afskaffet af Gud. — 1 Kor. 15:26, 54; Åb. 21:4.
Sp. Da det ikke drejede sig om hans eget liv men om et andet menneskes liv, hvilke overvejelser bevægede da Octávio, et af Jehovas vidner, da han afslog blodtransfusion til sin søn?
Sv. Ethvert Jehovas vidne elsker sine børn inderligt. I dette tilfælde har Octávio og hans hustru altid sørget godt for deres otte børn og en adoptivdatter. Da Octávio derfor traf sin beslutning, overvejede han (1) sit gudgivne forældreansvar, som er klart udtrykt i Bibelen og i dette lands love; (2) hans søns personlige ønsker.
Ifølge dr. Jean Chazal, ærespræsident for den internationale sammenslutning af dommere vedrørende ungdomskriminalitet: „Eftersom barnet er en person må det altid behandles som et individ og ikke som en genstand.“ (Les droits de l’enfant, citeret i Unge menneskers Rettigheder af A. Cavallieri, side 20) Dette passer afgjort i det aktuelle tilfælde med en mindreårig der er et af Jehovas vidner. En dommer der har en sådan høj respekt for en mindreårig som person, ville aldrig påtvinge ham en blodtransfusion imod denne persons vilje og samvittighed.
Sp. Hvorfor afslog Octávio Corrêa blodtransfusion?
Sv. Først og fremmest fordi Bibelen forbyder at man anvender blod som næring eller for at forlænge livet. Den portugisiske udgave af Great Encyclopedia Delta Larousse siger: „Blodet er levende væv der cirkulerer i et kredsløbssystem og hvis hovedfunktioner er: 1) at føre de nødvendige næringssubstanser og ilt til alle væv i legemet; 2) at samle og føre affaldsprodukter, der er unyttige eller skadelige for cellevirksomheden, til udskilningsorganerne (nyrer, lunger, hud etc.).“ (Side 6079) Blodet nærer og renser således legemet.
Jehova Gud, der kender mere til blodet end nogen anden, forbød at man spiste blod. Hans ord, Bibelen, erklærer: „Dog kød med sjælen, det er blodet, må I ikke spise!“ — 1 Mos. 9:4.
Jesu Kristi apostle og de første kristne ældste adlød denne befaling. Under ledelse af Guds hellige ånd blev det krævet at kristne „skal holde sig fra det der er ofret til afguder såvel som fra blod og det kvalte og fra utugt“. — Apg. 15:20; 21:25.
Sp. Ved at forkaste en blodtransfusion, indskrænkede Octávio Corrêa da ikke lægens professionelle frihed til at vælge den bedste behandling for sin patient?
Sv. Lægeloven viser i artikel 48 at det er lægens ret at vælge behandlingsmåden for patienten. Men artikel 31 påpeger at lægen har pligt til at underrette patienten om diagnosen og prognosen samt om formålet med behandlingen. Det er klart at en sådan underretning foreskrives for at opnå patientens samtykke. Når det kommer til stykket, hvem skal så betale for behandlingen? Hvem har i virkeligheden afgørelsen vedrørende en person og hans velfærd?
Artikel 32, § f, i lægeloven virker begrænsende når den siger: „Lægen har ikke lov til at: udøve sin myndighed på en sådan måde at han begrænser patientens ret til at bestemme vedrørende sin person eller velfærd.“ Dette etiske princip bekræftes af bestemmelser i civil- og strafferetten, og det viser at lægen er ansvarlig for enhver skade han tilføjer sine patienter.
Tag for eksempel en læge der bliver behandlet af en kollega, måske en specialist. Vil han så ikke bruge sine ’rettigheder som patient’ og afgøre om han vil acceptere eller forkaste den foreslåede behandling?
Jehovas vidner indskrænker ikke lægens professionelle frihed når de beder ham om at respektere hans egen lægelov; de undgår den faldgrube at overdrive et tilfældes alvor og at anse en blodtransfusion for at være en ufejlbarlig helbredelsesmetode, hvilket den ikke er. — Se artikel 32, § d, og artikel 5, § e.
Sp. Gik Octávio Corrêa ikke imod videnskaben eller handlede han ikke i uvidenhed da han afslog blodtransfusion til sin søn?
Sv. Dr. Arthur D. Kelly, tidligere sekretær for den canadiske lægeforening, har erklæret: „Ingen læge kan være sikker på at en person vil dø hvis han ikke får en blodtransfusion eller leve hvis han får en. . . . Jeg beklager metoder der har til hensigt at gennemtvinge en transfusion eller nogen som helst behandlingsmåde. Man sætter sig selv i Guds sted.“ — Religion, Medicine and Law.
Ingen oplyst læge kan nægte at gode medicinske lærebøger indeholder vægtige advarsler imod blodtransfusioner. Nogle hospitaler afholder endog åbne drøftelser om farerne ved transfusioner. — Se HED, tidsskrift for Ernesto Dornelles Hospital, for marts 1972, siderne 87-108, og det medicinske tidsskrift Iamspe, oktober-december 1975, side 28.
Er følgende erklæringer uvidenskabelige?
Dr. Almeida Machado, sundhedsminister i Brasilien, har udtalt: „Patienten må have et minimum af sikkerhed når han modtager en blodtransfusion. . . . Han bør ikke udsættes for at blive indpodet malaria, leverbetændelse, syfilis, Chagas’ sygdom [en infektionssygdom].“ (Veja, 31. marts 1976, s. 54) Og da dr. Machado aflagde vidnesbyrd for forbrugernes undersøgelseskomité i deputeretkammeret sagde han at besmittet blod „frembringer flere dårlige virkninger end alle de forbudte lægemidler tilsammen“. — O Estadode Sào Paulo, 26. november 1976.
Dr. Baruch Blumberg, nobelpristager i medicin i 1976, kommenterede: „Især i Brasilien burde salg af blod forbydes, fordi ikke blot leverbetændelse men også mange andre sygdomme, såsom Chagas’ sygdom og malaria, kan overføres ved blodtransfusioner.“ — Jornal do Brasil, 20. september 1976, s. 4.
Sp. Hvilke forsvarlige alternativer har Jehovas vidner set fra et lægeligt synspunkt at tilbyde i stedet for blodtransfusioner?
Sv. Jehovas vidner er taknemmelige mod de videnskabsmænd der har opdaget de såkaldte plasmaerstatninger, og også mod de læger der er villige til at anvende dem, i særdeleshed som blodfortyndere. Octávio Corrêa sagde til kirurgen at han ville tillade brugen af erstatningsmidler, såsom saltvandsopløsning, Ringers laktat, Haemaccel, dextran, PVP og andre.
Ikke fanatiske men faste
Denne lille oversigt understreger følgende: Jehovas vidner er ikke fanatikere, men deres tro vedrørende anvendelsen af blod er fast forankret i Guds ufejlbarlige ord. De betragter det som absolut vigtigt at følge deres kristne samvittighed, der er oplært ved hans ord, også selv om deres eget liv står på spil. Ydermere værdsætter de lægers og videnskabsmænds indsats for at forlænge livet, når disse bestræbelser ikke krænker den kristnes bibelske forpligtelse til at ’afholde sig fra blod’. — Apg. 15:20, 29.
Ikke desto mindre er Jehovas vidner faste i deres beslutning om at adlyde den almægtige Gud og hans ord. Følgelig vil de fortsat afholde sig fra blod. De vil også holde ud i bestræbelserne for at hævde tilbedelsesfriheden. Med henblik på dette følger Jehovas vidner Bibelens råd om at bede „for konger og alle dem som er i høje stillinger, så vi fortsat kan føre et roligt og stille liv med al gudhengivenhed og alvor“. — 1 Tim. 2:1-5.