Jeg lærte at værdsætte mit syn
DET var en gribende oplevelse for mig, da jeg for nogle måneder siden sad og betragtede de venner der var kommet til min „takkefest“. Jeg nød det i den grad at jeg ønskede at festen aldrig ville slutte. Jeg kunne se igen, og mens jeg frydede mig over at betragte alle disse leende og snakkende mennesker, takkede jeg Jehova for at jeg tydeligt kunne se hver eneste af dem.
Idet jeg sad og betragtede dem, gik mine tanker mere end et år tilbage, til den tid da lægen fortalte mig at min søster var ved at dø af uræmi. Snart efter døde min fader af et hjerteanfald, måske på grund af fortvivlelse over min søsters alvorlige sygdom. En måned senere døde min søster. På grund af deres død, og fordi jeg også selv havde problemer med helbredet, syntes det fornuftigt at jeg tog ind på et hospital i Manila for at gennemgå en omfattende undersøgelse.
Jeg blev indlagt en eftermiddag klokken fire. Da jeg to dage senere var parat til at tage hjem, mærkede jeg pludselig en kraftig smerte i maven og hovedet. Jeg kaldte på lægen, og han gav mig et beroligende middel. Men smerten holdt ikke op.
Min nakke føltes varm, og jeg lukkede øjnene. Da jeg åbnede dem igen var alt mørkt. Jeg bad om at få lyset tændt, men de sagde at det allerede var tændt. Jeg begyndte at skælve, da jeg forstod at jeg ikke kunne se! Jeg lukkede endnu en gang øjnene, og åbnede dem igen. Der var en svag forandring. Nu kunne jeg se en grå tåge. Jeg kunne ikke skelne noget som helst, men jeg kunne se ligesom en bevægelse i tågen hvis noget rørte sig.
I et stykke tid troede jeg at det ville gå over igen, men det gjorde det ikke! Da jeg indså at der ikke skete nogen bedring blev jeg hysterisk. Jeg tiggede om hjælp og græd bitterligt, indtil de var nødt til at give mig ilt. Derefter bad jeg til Jehova om hjælp, og blev meget roligere.
Opmuntret af venner
Mine øjne blev undersøgt flere gange på hospitalet, men alle kom til den slutning at det ikke var nogen organisk sygdom. Jeg blev helt fortumlet og syntes at jeg var ved at miste mit greb om virkeligheden. Min mand satte sig i forbindelse med nogle af vore kristne venner, som straks kom og besøgte mig. Samværet med dem opmuntrede mig enormt. Jeg begyndte at få det bedre indvendig, og selv om mine øjne ikke blev bedre, tvang jeg mig til at opføre mig normalt, for ikke at gøre det sværere for min mand, Manny.
Der skete ingen forandring i min tilstand mens jeg var på hospitalet, så det lod til at jeg lige så godt kunne tage hjem. Her ventede nogle venner og mine to børn, King og Ruth, på mig. I nogen tid blev jeg til stadighed besøgt af venner fra de forskellige menigheder. Nogle lavede mad, nogle gjorde rent og nogle snakkede blot med mig. Alt dette var meget styrkende, men jeg vidste at brødrene også havde travlt. Så jeg takkede dem og sagde at eftersom jeg havde to store børn (King var 15 og Ruth 13) kunne de hjælpe mig nu.
At leve uden at kunne se
Der var tidspunkter når jeg var alene, hvor jeg ikke kunne lade være med at fælde en tåre ved tanken om at der tilsyneladende ikke var nogen mulighed for at mit syn ville vende tilbage. Men så plejede jeg straks at bede til Jehova, og blev glad igen. Min situation var jo trods alt ikke nær så slem som den situation Job havde befundet sig i. Desuden havde jeg to flinke børn og en vidunderlig mand. Dette var i sig selv grund nok til at takke Jehova.
Jeg blev hurtigt vant til at passe mine sædvanlige huslige sysler. Efter en måneds tid kunne jeg lave næsten alt det jeg før havde lavet, selv om det ikke gik så hurtigt. Jeg købte ind sammen med et andet Jehovas vidne, og jeg vaskede tøj og gjorde rent alene. Jeg tilberedte og lavede også mad, selv om stegningen gav nogle problemer. Undertiden blev jeg skoldet med varmt fedt. Jeg fandt ud af hvornår maden var færdig ved at smage på den.
Manny og børnene var enige om at behandle mig som de altid havde gjort, og ikke som en invalid. Nøjagtig som før kunne de finde på at sige: „Mor, vil du give mig noget vand?“ Eller: „Skat, vil du give mig mine sokker?“ Og de forventede at jeg gjorde det! Dette styrkede i høj grad min selvtillid.
Ikke desto mindre behøvede jeg hjælp, og min mand og mine børn var fantastiske. Børnene, især Ruth, var til stor gavn. De måtte nødvendigvis påtage sig flere af de huslige pligter, og det lærte dem at udføre et stykke arbejde. Især i begyndelsen kunne jeg ofte komme galt af sted. Når børnene var i skole skete det ofte at jeg snublede, skar mig eller blev bidt af hunden fordi jeg kom til at træde på den. Men jeg prøvede at være forsigtig, og der skete ingen alvorlige ulykker.
Jeg lærte at værdsætte de andre sanser Jehova har skænket os. Fordi jeg havde mistet synet, blev min høre-, føle- og smagssans skarpere. Og min hukommelse blev meget bedre. Jeg kunne kende forskel på mønter ved at føle på dem, og jeg foldede pengesedlerne på forskellige måder, alt efter deres værdi, således at jeg nemt kunne kende forskel på dem. Selv nu hvor jeg kan se igen, er min hukommelse meget skarp og min hørelse meget følsom.
Kristen virksomhed
Manny og vennerne i menigheden var en stor hjælp for mig så jeg fortsat kunne tage del i den kristne virksomhed. Jeg kunne holde mig à jour med indholdet af de nye bøger og blade fordi Manny læste højt for mig om aftenen før vi lagde os til at sove. Ved møderne var jeg i stand til at kommentere, takket være vort forberedende studium. Jeg tog også del i sangen. Det foregik på den måde at min mand hurtigt læste de ord der skulle synges, for mig. Jeg sang så med på dem, mens han sagte læste den næste linje for mig.
Jeg var også i stand til at deltage i forkyndelsen fra hus til hus, og jeg fortsatte med at lede mit bibelstudium. Andre måtte naturligvis læse skriftstederne og spørgsmålene, men jeg kunne stille hjælpespørgsmål for at fremhæve vigtige punkter. I denne situation var jeg meget taknemmelig for at jeg før i tiden havde udnyttet mine muligheder for at studere Bibelen og opbygge en rigdom af kundskab. Den dame jeg holdt bibelstudium med, havde tidligere forekommet lidt uinteresseret. Men efter at jeg var blevet blind, gjorde hun gode fremskridt.
Min bøn blev altså besvaret. Jeg kunne blive ved med at tjene Jehova og finde glæde og lykke i denne tjeneste.
Mit syn vender tilbage
I omkring otte måneder kunne jeg kun se en grå tåge. Jeg blev ved med at konsultere forskellige læger og tage den medicin de ordinerede, men der var tilsyneladende ingen bedring. Men omkring to måneder efter at jeg var holdt op med at tage den ordinerede medicin, fik jeg det lidt bedre. Lidt efter lidt kunne jeg svagt skimte omridset af forskellige ting, og den grå tåge forsvandt. Selv om alting stadig var hvidt, hjalp dette mig når jeg vaskede og lavede mad.
Et år gik. Jeg kunne nu skelne nogle farver, men jeg var ofte svimmel, som om jeg befandt mig under vand. Alt kunne pludselig dreje rundt og så forsvinde. Mit syn var stadig meget svagt, men jeg kunne genkende mennesker når de kom tæt på. Og så, i den trettende måned af min sygdom, kiggede jeg en dag på en småkagedåse og kunne læse bogstaverne på etiketten. Endelig var mit syn vendt tilbage!
Der sad jeg altså, ved min „takkefest“, og følte en inderlig taknemmelighed over for Jehova for mange forskellige ting. Jeg var naturligvis taknemmelig for at mit syn var vendt tilbage. Jeg var også taknemmelig for alle de ting jeg havde lært ved at være blind i et stykke tid. Jeg var kommet mine kristne brødre meget nærmere på grund af den inderlige kærlighed de havde vist mig da jeg mest behøvede den. Jeg værdsatte i høj grad den varme kærlighed der fandtes i vores familie. Vi var kommet hinanden meget nærmere efter det der var sket. Eftersom jeg havde måttet sætte hele min lid til Jehova, var jeg også kommet ham meget nærmere. Jeg kunne mærke at mit forhold til ham var blevet uddybet. Og jeg havde lært at det dyrebareste privilegium vi har, er vores tjeneste for ham. — Indsendt.