Hvad Bibelen siger

„Den, som har set mig, har set Faderen“ — i hvilken forstand?

VED en lejlighed sagde Filip, en af Jesu disciple: „Herre! vis os Faderen, og det er os nok.“a (Joh. 14:8) Jesus svarede: „Så lang en tid har jeg været hos jer, og du har ikke lært mig at kende, Filip? Den, som har set mig, har set Faderen.“ (Joh. 14:9) Hvad mente Jesus med denne udtalelse?

Før vi besvarer dette spørgsmål vil vi betragte den måde nogle fortolker Jesu ord på. De mener at hvis en der har set Jesus også har set Faderen, må Jesus være Gud den Almægtige, fuldstændig lig med sin Fader, Jehova.

De der har denne opfattelse henviser også til mange passager i det såkaldte Gamle Testamente der taler om Jehova Gud, men som de kristne bibelskribenter (i Det nye Testamente) anvender om Jesus Kristus. For eksempel: Gennem profeten Esajas sagde Gud: „Jeg, jeg alene er HERREN, uden mig er der ingen frelser.“ (Es. 43:11) Og i en bøn til Gud sagde salmisten: „Thi hos dig er livets kilde, i dit lys skuer vi lys!“ (Sl. 36:10) De kristne bibelskribenter siger imidlertid at Jesus Kristus er menneskehedens frelser og kilden til liv og lys. — Joh. 1:4; 5:26; 8:12.

Men beviser sådanne parallelle skriftsteder og det at Guds søn sagde: „Den, som har set mig, har set Faderen,“ at Jesus er Gud den Almægtige? Lad os undersøge det nærmere.

I Bibelen omtales Jesus Kristus gentagne gange som den Gud har „sendt“ som sin ypperste repræsentant. (Se for eksempel Johannes 3:17, 28, 34; 5:23, 24, 30, 37.) Interessant nok omtaler Bibelen ofte personer der er udsendt af andre, som om de var dem de er udsendt af. Det fremgår af følgende to eksempler:

(1) I Mattæus-evangeliet berettes det at Jesus, efter at have holdt Bjergprædikenen, gik ind i Kapernaum, hvor „en høvedsmand [kom] hen til ham“ og bad ham helbrede hans tjener. (Matt. 8:5-13) Af parallelberetningen i Lukas 7:1-10 fremgår det imidlertid at høvedsmanden sendte „nogle af jødernes ældste til ham [Jesus] for at bede ham om, at han ville komme og redde hans tjeners liv“.

(2) I Markus-evangeliet læser vi at „Jakob og Johannes, Zebedæussønnerne,“ kom hen til Jesus og sagde: „Giv os sæde, den ene ved din højre, den anden ved din venstre side, i din herlighed.“ (Mark. 10:35-37) Mattæus fortæller imidlertid at det i virkeligheden var „Zebedæussønnernes moder“ der på sine sønners vegne rettede denne bøn til Jesus. — Matt. 20:20, 21.

Ingen vil naturligvis udlede af disse bibelske beretninger at de omtalte jødiske ældste var lig med høvedsmanden, eller at Jakobs og Johannes’ moder var lig med sine sønner. På samme måde bør ingen drage den slutning at Jesus er lig med Gud, blot fordi noget der visse steder i Bibelen siges om Jehova Gud, andre steder er anvendt om Jesus Kristus. Grunden er at Jesus repræsenterer Gud.b

Er det så grunden til at Guds søn sagde: „Den, som har set mig, har set Faderen“? Ja, men der ligger mere i dette udtryk end at Jesus repræsenterer sin Fader. Filips anmodning: „Herre! vis os Faderen,“ tyder på at Filip ønskede at Jesus skulle udvirke at Gud synligt manifesterede sig for hans disciple, sådan som Han tidligere havde gjort i syner for Moses, Elias og Esajas. (2 Mos. 24:10; 1 Kong. 19:9-13; Es. 6:1-5) Det Guds tjenere havde set i disse syner var imidlertid ikke Gud selv, men noget der symbolsk repræsenterede ham. (2 Mos. 33:17-22; Joh. 1:18) Med sit svar viste Jesus at Filip allerede havde noget der var bedre end den slags syner. Eftersom Jesus til fuldkommenhed genspejlede sin Faders personlighed, en personlighed som kun Sønnen ’kendte’ fuldt ud, var dét at se Jesus Kristus det samme som at se Gud selv. — Matt. 11:27.

De mirakler Guds søn udførte, var for eksempel et udtryk for den kærlighed og den omsorg for menneskers velfærd som er karakteristisk for Jehova Gud. Intet under at de der i den galilæiske by Nain så Jesus oprejse en enkes døde søn, udbrød: „Gud har besøgt sit folk.“ — Luk. 7:11-16.

Folk havde også mulighed for at ’se Faderen’ (det vil sige erkende hans personlighed, vilje og hensigt) i kraft af det Jesus sagde og den måde han sagde det på. De der lyttede til Jesus, lærte at Gud dømmer mennesker efter deres hjertetilstand og ikke efter ydre omstændigheder som rigdom, uddannelse, ceremoniel renhed eller national afstamning. (Matt. 5:8; 8:11, 12; 23:25-28; Joh. 8:33-44) Hvor forskelligt fra den indstilling de jødiske religiøse ledere havde! — Se Johannes 7:48, 49.

Den måde Jesus talte på fik også hans tilhørere til at forstå at han overbragte dem et budskab fra Gud, „thi han lærte dem som en, der har myndighed, og ikke som deres skriftkloge“. (Matt. 7:29) I stedet for at tale indirekte, i en anden lærers navn (som det var skik blandt de skriftkloge), talte Jesus ofte i første person, i vendinger som disse: „Jeg siger jer,“ „Sandelig siger jeg eder,“ og „Sandelig, sandelig siger jeg eder.“ (Se Mattæus 5:20, 22; 6:2, 5, 16; Johannes 1:51; 3:3, 5, 11; 5:19, 24, 25.) Ved visse lejligheder erklærede Jesus endog at nogle mennesker havde fået deres synder tilgivet, hvilket fik nogle til at anklage ham for blasfemisk at tiltage sig en ret der alene tilkom Gud. — Mark. 2:1-7; Luk. 5:17-21; 7:47-49.

Men Jesus tilranede sig aldrig Guds stilling. Han indrømmede gerne at den myndighed hvormed han talte og handlede, ikke hidrørte fra ham selv. Det var en myndighed han havde fået overdraget, for „Faderen havde lagt alt i hans hænder“. (Joh. 13:3; jævnfør Mattæus 11:27; 28:18; Johannes 3:35; 17:2.) Derfor sagde Jesus: „Sandelig, sandelig siger jeg eder: Sønnen kan slet intet gøre af sig selv, men kun det, han ser Faderen gøre; thi hvad han gør, det samme gør også Sønnen.“ — Joh. 5:19; jævnfør Johannes 5:30; 8:28, 42.

Eftersom alt hvad Jesus gjorde var i fuldstændig harmoni med Guds vilje, kunne de der iagttog Jesus „se“ hvordan Gud handlede. I sine kommentarer til Johannes 14:9 udtrykker bibelkommentatoren Albert Barnes det således: „Har set Faderen. Dette kan ikke hentyde til Guds væsen eller beskaffenhed, for Gud er usynlig, og i den forstand har intet menneske nogen sinde set Gud. Alt hvad der menes med udtrykket har set Gud, er at Han har manifesteret sig eller har givet sig til kende, så vi kan lære hans karakter, hans vilje og hans planer at kende. . . . Kundskab om Sønnen var naturligvis i sig selv det samme som kundskab om Faderen. Der var en så fuldstændig harmoni i deres natur og beskaffenhed at den der forstod den ene, også forstod den anden.“ — Jævnfør Johannes 10:30.

[Fodnoter]