Kan troen virkelig flytte bjerge?

HVOR stærk er troen? For to tusind år siden sagde Jesus Kristus: „Hvis I har tro på størrelse med et sennepsfrø, vil I sige til dette bjerg: ’Flyt dig herfra og derhen,’ og det vil flytte sig, og intet vil være umuligt for jer.“ — Matt. 17:20.

Jesus gav her udtryk for at troen var så stærk at ingen bjerglignende hindring kunne afskære den troende fra at tilbede Gud. Men er dette realistisk? Eller er Jesu ord blot en ’nydelig teori’? Foreligger der pålidelige vidnesbyrd om at nogle i dag har en tro der kan ’flytte bjerge’?

Vi opfordrer dig til at tænke over følgende tildragelser. Der er tale om virkelige hændelser i forbindelse med ni internationale stævner med temaet „Den sejrende tro“, som blev afholdt i løbet af efteråret og vinteren 1978 i det fjerne østen og på Stillehavsøerne. Sådanne stævner er et vigtigt led i Jehovas vidners tilbedelse. Lad os se på de kæmpemæssige „bjerge“ som nogle af stævnedeltagerne stod over for.

Økonomiske problemer

I de lande hvor stævnerne blev afholdt, er der stor fattigdom blandt den jævne befolkning. I nogle tilfælde måtte mange deltagere rejse i hundredvis af kilometer for at komme til det nærmeste stævne. Hvorfra skulle de få penge til at betale for rejsen?

I Burma var det gribende at høre om hvordan nogle solgte det meste af deres forråd af ris, og mange andre solgte deres kæreste ejendele, i nogle tilfælde endog deres eneste ko, for at skaffe de nødvendige penge. For nogle læsere lyder dette måske ikke af ret meget, men for dem betød det at de gav afkald på deres materielle sikkerhed i vintermånederne. De havde tillid til at Skaberen ville velsigne deres flittige bestræbelser for at skaffe hvad de behøvede fremover.

En kristen kvinde i Ny Caledonien havde fået udbetalt en større pengesum af staten på grund af sin mands død, og brugte en del af beløbet til at overvære stævnet for. De penge hun brugte svarede til tre års indkomst, men hun var lykkelig for at kunne overvære stævnet sammen med sine to børn.

Blandt dem der var til stede i Bangkok i Thailand, var der en søskendeflok på syv som betalte en rejse på 1120 kilometer. For at skaffe pengene, samlede to af pigerne små rågummistykker der blev kasseret på deres arbejdsplads, og solgte dem, ligesom de også lavede simple armbånd som de solgte. Dette gjorde de gennem et års tid, til trods for at deres moder, som var modstander af Jehovas Vidner, forsøgte at hindre dem i at overvære stævnet.

En beslutsom tro var nødvendig i en mængde tilfælde hvor nogle ikke kunne få fri fra deres arbejde for at komme til stævne. Mange traf den vanskelige beslutning at overvære stævnet alligevel, uanset konsekvenserne. Dette blev et voldsomt problem i Australien, hvor stævnerne blev holdt i december — den store måned for detailhandelen. Men som helhed lagde Jehovas vidner tro for dagen. Én blev afskediget fordi han tog til stævne. Under bøn til Gud søgte han andet arbejde. Med hvilket resultat? Han blev antaget, og blev bedt om at begynde den 18. december, tre dage efter at stævnet i Sydney var slut!

Problemer med helbredet

Svær sygdom kan forekomme som et stort bjerg der hindrer én i at komme til et stævne. Dette kunne have været et problem for et australsk Jehovas vidne, der beskriver sig selv som „død fra halsen og nedefter“. Men selv om han er lam i både arme og ben, handlede han i tro. Han henvendte sig til det hospital hvor han blev behandlet, og der blev truffet foranstaltning til at han og hans to børn kunne blive fløjet til stævnet, hvor hans eksempel rørte manges hjerter.

Selv for en robust ung mand med et godt helbred ville en 2000 kilometer lang rejse, uden søvn, i et overfyldt tog, være noget af en prøvelse. En af de delegerede ved det indiske stævne — en 78-årig mand (se billedet) — rejste imidlertid siddende på en træbænk i et tog, i fire dage og tre nætter, for at kunne overvære stævnet! Hverken alder eller svigtende helbred standsede ham!

Den ældste søn af en fattig enke i Thailand er krøbling og kan kun bevæge sig rundt ved at kravle. Sidste år blev han et af Jehovas vidner. Hvordan ville han komme til stævne? Han begyndte at dele sin nye tro med sin moder og sin yngre broder. De reagerede positivt, og begge tog med ham til stævnet og hjalp ham (se billedet). Hans broder var en af de 21 der blev døbt ved det pågældende stævne. Tilsyneladende bjerge i form af alvorlige fysiske handicap blev i sandhed overvundet.

Naturkatastrofer og menneskeskabte problemer

Nogle uger før stævnet i Bombay blev Indien ramt af en alvorlig oversvømmelse, som medførte at mange tusind døde og millioner blev hjemløse. Da omkring 100 Jehovas vidner var ved at forberede sig til at tage af sted fra Calcutta, godt 2000 kilometer fra stævnebyen, stod fire femtedele af Calcutta under vand. En broder beskriver sin situation således:

„Vandet begyndte gradvis at trække sig tilbage, men vi havde ingen mad, ingen petroleum, intet brændsel til komfuret, og for at gøre sagen værre skabte skrækken for jordskælv panik i de våde, snavsede gader.

På grund af gigt kan min kone ikke gå. Ude af sig selv af fortvivlelse spurgte hun: ’Hvordan kan vi drømme om at tage til stævne med tre børn under disse forhold?’ Efter at have overvejet sagen under bøn svarede jeg: ’Hvis vi ikke kan klare dette pres nu, hvordan skal vi da kunne klare os igennem den store trængsel?’ Det lykkedes os så at komme til stationen for at tage toget til stævnet i Bombay.“

Denne familie og andre trodsede problemerne og nåede frem til jernbanestationen — kun for at opdage at alle tog var blevet aflyst! Oversvømmelserne havde beskadiget sporene. „Måske kan jernbanen skaffe et særtog til jer!“ spottede nogle som så til. Alt håb syntes ude.

Adskillige timer senere blev det meddelt at man ville prøve at sende et tog til Bombay for at efterse jernbanelegemet. Snart befandt de forbløffede Jehovas vidner sig undervejs til stævnet!

Trætte, men lykkelige, efter en rejse på 36 timer sluttede de sig til andre delegerede i Bombay og ankom til hallen hvor stævnet skulle holdes. Den var låst! De blev modtaget med den triste nyhed at der måske ikke ville blive noget stævne. Og det var kun få timer før det planlagte program skulle begynde.

På grund af et menneskeskabt problem — en strejke blandt hallens ansatte — havde man måttet lukke. Stævnedeltagerne sendte inderlige bønner til Jehova. Nogle af dem aflagde i sidste øjeblik et besøg hos fagforeningslederen. De påpegede at det var fredselskende mennesker der ønskede at benytte hallen udelukkende af religiøse grunde.

Efter en times samtale tog fagforeningslederen, som ellers sjældent viste sig offentligt, hen til hallen og gav strejkevagterne besked på at lade Jehovas Vidner benytte hallen uden forstyrrelser. Det blev det største stævne Jehovas Vidner nogen sinde havde holdt i Indien.

Forfølgelse

Misforståelser og stærke følelser kan give anledning til religiøs forfølgelse der kan virke som et kæmpemæssigt bjerg, især for dem der studerer Bibelen men endnu ikke er blevet indviede Jehovas vidner.

Dette må i hvert fald siges om et australsk ægtepar som af hustruens fader blev bedt om at afbryde deres drøftelser med Jehovas vidner. Den pågældende familie har stærke patriarkalske traditioner som giver faderen stor autoritet. For at understrege sit forlangende sparkede han sin datter i maven, skønt hun var seks måneder henne, og brækkede hendes næse med en knytnæve!

Hindrede dette det unge par i at overvære stævnet? Nej. Faktisk gjorde deres beslutsomhed et sådant indtryk på faderen at han blev mildere stemt, og han passede endog den lille nyfødte mens de glædede sig over stævnet sammen med deres treårige søn!

Ved stævnet på Fiji sad de 25 dåbskandidater og lyttede til dåbsforedraget da en mand pludselig kom farende ind, greb fat i sin kone der sad blandt kandidaterne, slog hende og trak hende ud i sin bil. Han kørte hende omkring halvanden kilometer væk, og gav hende besked på at gå hjem mens han tog på arbejde. Gik hun hjem? Nej, hun løb tilbage til stævnepladsen, og nåede derhen, lige tids nok til at blive døbt sammen med de øvrige!

Er her tale om isolerede tilfælde? Nej! I mange af de lande hvor stævnerne blev holdt, er det religiøse had stort. De kristne er et mindretal der bliver set ned på. Lokalsamfundet lægger et stort pres på dem der bliver Jehovas vidner. Alligevel var der mange hundrede der trodsede modstanden; blandt stævnedeltagerne var der endog tidligere hinduer og buddhister.

Racemæssige og kulturelle fordomme

Verden er fuld af racefordomme og kulturelle fordomme. En nyere undersøgelse foretaget i England har for eksempel vist at hver anden englænder er bekymret over raceforholdene og mener at staten „bør betale immigranterne så de kan vende tilbage til deres hjemlande — Pakistan, Jamaica, Indien, Kenya og andre tidligere britiske besiddelser“. Kirkerne har ikke forbedret situationen meget; ifølge en canadisk undersøgelse nærer 65 procent af alle baptister, lutheranere og presbyterianere racefordomme i større eller mindre grad. Ville sådanne fordomme vise sig at være en bjerglignende hindring når stævnerne blev overværet af mennesker med forskellig racemæssig og kulturel baggrund?

Mange hundrede delegerede fra Storbritannien, De forenede Stater, Canada, Tyskland, Sverige, Schweiz, Venezuela og andre lande tog rundt til stævnerne i det fjerne østen og på Stillehavsøerne. Men hvilken bemærkelsesværdig kontrast! Der var ikke det mindste spor af racisme, hverken fra de besøgendes eller deres værters side. Sædvanligvis ventede der de fremmede gæster en hjertelig velkomst i lufthavnen. På Fiji blev gæsterne budt velkommen på en karakteristisk måde. En beretning fortæller:

„Da stævnedeltagerne havde forladt tolden blev de overraskede over at se et vældigt banner som bød dem velkommen, og over at blive bekranset med velduftende frangi-pani-blomster af smilende fijianske brødre som ventede dem. Det var en glædelig påmindelse om apostelen Peters ord om ’hele samfundet af brødre i verden’. (1 Pet. 5:9) Dette varme kærlighedsbånd mellem mennesker som ikke kender hinanden personligt men blot gennem troen, vil blive husket i lang tid.“

Snart var de besøgende fuldt engagerede i deres hjertelige værters skikke. Mange stævnedeltagere var glade for at bo i deres medkristnes beskedne hjem, fremfor på mere komfortable hoteller. Det gjaldt også nogle fra Jehovas Vidners hovedkontor i New York.

I Ny Caledonien var folk i almindelighed forbløffede over at se Jehovas vidner af forskellige racer arbejde sammen. En kvinde som boede nær stævnepladsen tog hjerteligt imod de to Jehovas vidner som besøgte hendes hjem, idet hun sagde: „Er I Jehovas vidner? Så vil jeg meget gerne have jeres brochure! Vidste I at min lejlighed ligger nær nok til at jeg kan se og høre alle stævneprogrammerne? Jeg er meget imponeret over de mange nationaliteter!“

Et af medlemmerne af Jehovas Vidners styrende råd besøgte Burma, hvor det jævne folk føler at vesterlændingene ser ned på deres kultur og deres måde at klæde sig på. Til glæde for de indfødte burmesere bar han den lokale klædedragt, en longi — et skørt — som han havde fået. Han holdt endog sine foredrag iført ’skørtet’. Racemæssige og kulturelle forskelle kunne have været et bjerg som adskilte stævnedeltagerne, men ægte tro flyttede det.

Hvoraf kommer denne tro?

Vi har kun betragtet et lille udpluk af de mange eksempler på at troen har flyttet store hindringer. Men hvordan opbygges denne tro? Det belyses af den følgende erfaring, fortalt af en stævnedeltager:

En mand i Thailand var dranker og spillede desuden sine penge væk. Han slog jævnlig sin kone og sine børn. Seks måneder før stævnet, begyndte han og hans kone at studere Bibelen sammen med Jehovas vidner.

Straks begyndte han at anvende Bibelens principper og at aflægge sine dårlige vaner. Han blev flittig med sit arbejde, og det lykkedes ham at spare så mange penge sammen at han selv, hans kone og seks andre familiemedlemmer kunne overvære stævnet. Fra en fordrukken spillefugl til en arbejdsom familieforsørger på kun seks måneder — alt sammen på grund af Bibelen!

Det samme blev påpeget på Fiji, hvor der blev holdt et særligt program for engelsktalende gæster. Ordstyreren, en indfødt fijianer, henviste til mange indfødtes tidligere adfærd idet han sagde: „Vi var hovedjægere og kannibaler.“ Han holdt så med en dramatisk gestus Bibelen op, og fortsatte: „Hvis ikke det havde været for denne bog, ville vore gæster sikkert have ligget i vore madgryder nu!“

Ja, Bibelen er kilden til ægte tro. Den kan skabe ægte kærlighed til de rette principper. Det er på grundlag af denne bog at troen kan opbygges, så den bliver stærk nok til at ’flytte bjerge’.

[Oversigt på side 15]

By: Bangkok, Thailand

Højeste tilhørertal: 1.026

Vidner lokalt: 720

By: Sydney, Australien

Højeste tilhørertal: 27.808

By: Perth, Australien

Højeste tilhørertal: 9.043

Vidner lokalt: 27.864

By: Bombay, Indien

Højeste tilhørertal: 4.456

Vidner lokalt: 4.506

By: Ba, Fiji

Højeste tilhørertal: 2.282

Vidner lokalt: 610

By: Nouméa, Ny Caledonien

Højeste tilhørertal: 816

Vidner lokalt: 372

By: Papeete, Tahiti

Højeste tilhørertal: 985

Vidner lokalt: 437

By: Auckland, New Zealand

Højeste tilhørertal: 12.328

Vidner lokalt: 6.520

By: Rangoon, Burma

Højeste tilhørertal: 901

Vidner lokalt: 884

I alt:

Højeste tilhørertal: 59.645

Vidner lokalt: 41.913

[Kort på side 15]

(Tekstens opstilling ses i den trykte publikation)

INDIA

Bombay

BURMA

Rangoon

THAILAND

Bangkok

AUSTRALIA

Perth

Sydney

NEW CALEDONIA

Nouméa

FIJI

Ba

TAHITI

Papeete

NEW ZEALAND

Auckland

[Illustration på side 16]

En 78-årig stævnedeltager i Indien

En handicappet som overværede stævnet i Thailand sammen med sin moder og broder

[Illustration på side 17]

En stævnedeltager deler budskabet med en buddhistmunk i Bangkoks oversvømmede gader

[Illustration på side 18]

Stævnedeltagere af forskellige racer er forsamlet i ægte kærlighed