Jeg-dyrkelsen går ud over os alle

„Det er mig det drejer sig om“ — denne ego-filosofi har langtrækkende virkninger. Den frembringer dårlige frugter som går ud over os alle.

ER den vestlige verden ved at gå i opløsning? Det mener mange. Et amerikansk nyhedsugeblad har for nylig stillet spørgsmålet om ikke U.S.A. i hvert fald er på vej nedad. Grunden? Bladet skriver: „På det moralske område er traditionelle normer som flid, selvbeherskelse og offervilje ved at blive fortrængt af den omsiggribende ego-dyrkelse, som ikke alene har medført stigende kriminalitet, opløste familier og andre splittelser, men også et fald i standarden inden for undervisning og på arbejdspladserne, hvorved U.S.A.s konkurrencedygtighed i verden er blevet svækket.“ — U.S. News & World Report, 27. november 1978.

Jeg-dyrkerne gentager deres valgsprog: ’Gør hvad der passer dig.’ En mand i Chicago gjorde hvad der passede ham; det var homoseksuelle overfald, og nu er 32 drenge døde. Han myrdede dem, kastede nogle af dem i en flod og begravede resten under sit hus og sin garage, hvor man har fundet ligene af 28 af dem. I 1968 blev han idømt ti års fængsel, for et forhold til en 16-årig dreng. Han afsonede kun de 18 måneder. Havde han afsonet hele dommen, ville 32 drenge have været i live i dag. Hans homoseksualitet var altså ikke nogen „offerløs forbrydelse“.

For fem år siden blev 27 unge mennesker i Houston ofre for lignende forbrydelser, udført af en gruppe homoseksuelle som torterede deres ofre. Og samtidig er samfundet i almindelighed ved at anlægge et mere liberalt syn på homoseksualitet. Det er senator H. L. Richardson fra staten Californien dog ikke: „Homoseksuelle er ude efter det de kalder ’kyllinger’. Kyllinger er letpåvirkelige unge mænd, som regel først i teenage-årene, som bliver ofre for en livsform de måske ikke ville have overvejet ellers. Jeg regner bestemt disse unge mennesker og deres forældre for at være ofre.“

Kan man sige noget om hvorvidt homoseksualitet er godt eller dårligt? Guds syn på det fremgår af dette bibelcitat: „Gud overgav dem til vanærende seksuelle lidenskaber, for både ombyttede deres kvinder den naturlige omgang med den unaturlige og ligeledes forlod også mændene den naturlige omgang med kvinden og blev optændt i deres begær efter hinanden, idet mænd med mænd øvede hvad der var uanstændigt og pådrog sig den fulde løn som deres vildfarelse fortjente. . . . de som øver sådanne ting fortjener døden.“ — Rom. 1:26, 27, 32.

I sin rapport om emnet påviste senator Richardson at denne umoralitet også går ud over andre: „Hver gang et samfund viser en eftergivende holdning over for homoseksualitet, pornofilm og prostitution, går kriminaliteten helt op i skyerne. Hollywood er et levende eksempel. Dér er visse kvarterer i den grad blevet en rådden kloak at de lovlydige borgere og handlende er tvunget til at rejse væk.“ Det kan selvfølgelig give store økonomiske tab i forbindelse med forretning og ejendom.

„Pornografi kan fremkalde sex-afvigelser,“ siger psykologiprofessor, dr. Victor B. Cline. Han fortsætter:

„Når pornografiens forsvarere ikke ligefrem kræver den beskyttet under forfatningens første tillægsartikel, siger de at den er en harmløs adspredelse — muligvis endda med terapeutisk virkning — som måske kan fjerne voldtægtsforbrydere og sex-afvigere fra gaderne. . . . Men den psykologiske og den medicinske litteratur er fyldt med forskningsresultater som påviser at seksuelle afvigelser kan fremkaldes ikke alene ved at en udsættes for reelle handlinger, men også af pornografi. . . . Skønt vi måske vil sige at alle i et frit samfund bør have lov til selv at afgøre om de vil udsætte sig for risikoen ved pornografi, må vi altså også overveje de eventuelle ofres rettigheder, de mennesker som mod deres vilje bliver ofre for en sex-afviger og hans fantasier — alt sammen noget der kunne forekomme fordi en enkelt person fik lejlighed til at løbe den risiko at få erotisk materiale i hænderne.

I sidste instans må samfundet sætte nogle grænser når risikoen for overlast er for stor til at den kan tolereres. Hvad pornografi angår, tror jeg at dette punkt for længe siden er blevet overskredet. I mine øjne er det simpelt hen ikke rigtigt når nogle hævder at udstilling og salg af pornografi er ’en offerløs forbrydelse’. Det videnskabelige materiale taler alt for stærkt for det modsatte.“

Det moralske forfald gør sig gældende på mange andre områder end det seksuelle. På flere måder går det ud over os alle. Blandt andet ved de højere skatter der skal til for at betale politi, retsvæsen og fængsler. Endnu et område der berøres af jeg-dyrkelsen er, som nævnt i føromtalte ugebladsartikel:

’Faldende standard på arbejdspladserne’

Vi kender alle til — og lider under — den dalende kvalitet af de produkter vi køber. Egoistiske industriledere anvender ringere materialer. Og egoistiske ansatte kræver højere løn for mindre arbejde og ringere arbejde. Mange er så begærlige at de stjæler.

„En førende forsker af tyveri på arbejdspladser siger at det er tyveri, og ikke baseball, der er amerikanernes nationalsport,“ stod der i en artikel med overskriften „Kontortyverier — det er også forkert hvis man ikke bliver opdaget“. Artiklen indleder sådan: „Den smarteste og heldigste skurk i Amerika bærer hvid flip.“ Den fortsætter:

„Han eller hun er sandsynligvis respektabel, flittig og går i kirke, . . . uden anlæg for vold, men alligevel forbryder. Forbrydelsen består i tyveri fra firmaet, fra kunderne, klienterne eller staten — og byttet er et svimlende beløb på over 200 milliarder kroner om året i tyverier. Det er ti gange så meget som det samlede materielle udbytte af voldsforbrydelser.“ — U.S. Catholic, januar 1979.

De fleste siger at de går ind for „den gyldne regel“ („Gør mod andre . . .“), men at følge den er noget ganske andet. Enhver har sin egen måde at forsvare sine synder på. Mange ræsonnerer som så: ’Man kan lige så godt tage lidt fra kasseapparatet — den slags tab er alligevel kalkuleret ind i priserne.’ ’Tag bare lidt materialer med hjem fra lageret — du får alligevel ikke nok i løn.’ ’Alle de andre gør det. Hvorfor så ikke jeg?’ Mange, både arbejdere og funktionærer, betragter det ligefrem som ekstra goder de har krav på. Virksomhedslederne betragter det som tyveri, og udgiften betales af dig og mig. Det er os det går ud over.

Mange forretningsfolk handler selv endnu værre. Statsadvokaten i New York har sagt: „Børssvindlere og spekulanter, bestyrelsesmedlemmer som har solgt fortrolige oplysninger fra firmaet, forretningsfolk som ønsker et skatteskjul for deres indtægter, og utallige børsinvestorer har alle sammen benyttet bankkonti i udlandet for at undgå skat af profitten fra deres transaktioner.“ Og de der har gjort det er „folk som ville være de første til at give ondt af sig hvis der skete et overfald eller røveri i deres kvarter“.

Hvem kan jeg anlægge sag imod?

Aldrig før har så mange anlagt sag mod så mange. Også dette er et udtryk for den egocentriske mentalitet der griber om sig. Det menes at der hvert år finder mere end syv millioner sagsanlæg sted alene i De forenede Stater. Det er en sand lavine af processer, som næsten er ved at begrave domstolene. Mange af sagerne er berettigede, men mange andre er helt grundløse, og en stor del af dem udspringer af ren og skær grådighed og hysteri. Patienter anlægger sag mod deres læge, klienter mod deres sagfører, skoleelever mod deres lærer, arbejdere mod deres chef, forbrugere mod fabrikanter, private mod private, og så videre. Selv familielivet griber dette hysteri ind i: „Børn haler deres forældre for en domstol, ægtemænd og koner fører proces mod hinanden, brødre anlægger sag mod brødre, og venner mod venner,“ fortæller en artikel i U.S. News & World Report for 4. december 1978.

Artiklen giver nogle eksempler: En tidligere studerende ville have 853.000 dollars i erstatning fra University of Michigan, blandt andet på grund af den mentale overlast han led da han fik en fjerdekarakter i tysk i stedet for den førstekarakter han havde regnet med. En mand flygtede fra et fængsel, og da han blev pågrebet gik han til en domstol for at få en million dollars i erstatning fra sheriffen og fængselsbetjentene fordi de lod ham undslippe, så hans straf blev forlænget. En moder krævede 500.000 dollars i erstatning fra kommunale embedsmænd fordi de ikke ville lade hende sidde og amme sit barn ved siden af et kommunalt soppebassin. En ung mand forlangte 350.000 dollars af sine forældre med den begrundelse at de ikke havde opdraget ham ordentligt, så han nu ikke kunne tilpasse sig samfundet. Forældre anlagde sag fordi deres datter brækkede en finger da hun prøvede at gribe en bold under et boldspil, idet de hævdede at gymnastiklæreren ikke havde lært pigen at gribe rigtigt.

Eksperter siger at „retsprocessernes spøgelse tapper os for produktivitet, kreativitet og medmenneskelig tillid, fordi det skaber ’handlingsfrygt’ i mange dele af samfundet“. Det frygtes også at trangen til at anlægge sag yderligere vil nedbryde personlige forhold og institutioner som har medvirket til at holde samfundet sammen.

Folk vil altså gerne gøre som det passer dem, men andre skal tage konsekvenserne. Alt dette er et resultat af jeg-dyrkelsen. Og det går ud over os alle.