Missionærer får indblik i de vanskeligheder der venter forude

„VI VED hvor vi skal hen, hvilke forhold vi vil komme ud for, og vi er parate til at tage af sted!“ erklærede Mark Albers. Han gav dermed udtryk for den villighed hvormed han og de andre missionærer fra Vagttårnets bibelskole Gileads 66. klasse modtog deres tildelte distrikt i 11 forskellige lande.

Det var ikke nogen let udfordring der ventede dem. De fleste af dem skulle lære et nyt sprog, en ny levestandard og fremmedartede skikke. De havde i sandhed behov for gode og nyttige råd der kunne hjælpe dem til at klare en så stor forandring.

Under afslutningshøjtidelighedens program (den 11. marts 1979) blev det klart for de 1952 der var til stede, at den vejledning der blev givet også kunne gavne dem — og ikke blot de 26 elever. En af talerne, V. Wisegarver, sagde: „I denne ordning kommer vi ofte ud for forskellige problemer. Skuffelser og andre vanskeligheder kan være en virkelig prøve. Undertiden kommer vi ud for prøvende situationer der berører hele vores tilværelse, situationer vi simpelt hen ikke kan ændre ved.“

Hvad er nødvendigt for at klare en sådan situation? Taleren svarede: „Tålmodighed!“ Han henledte tilhørernes opmærksomhed på Jakob 5:7, hvor der tales om den tålmodighed en landmand må have. „Hvad kan en landmand gøre når han har tilberedt og tilsået jorden?“ spurgte Wisegarver. „Han kunne nære overdreven bekymring, eller han kunne stampe i gulvet og skrige højt. Men alt dette ville kun tære på hans kræfter og ødelægge hans helbred og glæde, og det ville afgjort ikke fremkalde en eneste dråbe regn!“

Hvad er da „hemmeligheden“? Hvordan kan man forblive rolig under sådanne prøvende omstændigheder og skiftende forhold? Svaret blev givet af en anden taler, R. Rains, der henviste til ordene i Filipperbrevet 4:12, 13 af apostelen Paulus, der selv tjente som missionær i mange år. „Hvad var den ’hemmelighed’ Paulus havde lært?“ spurgte Rains. „Det var at acceptere og at tilpasse sig enhver situation der måtte opstå, og hele tiden se hen til Jehova efter styrke til at fortsætte.“

Rains viste med praktiske eksempler at det er nødvendigt at være villig til at tilpasse sig når man har at gøre med forskellige personligheder i den kristne menighed. Han læste et brev fra en der havde lært „hemmeligheden“. Det hed heri: „I vort missionærhjem er der en vidunderlig samarbejdets ånd. Enhver lader enhver passe sit eget, og alligevel er alle så hjælpsomme.“ Man kan altså undgå en konflikt med en tilsyneladende vanskelig personlighed ved at huske „hemmeligheden“.

Den næste taler på programmet, D. Olson, vejledte eleverne om nødvendigheden af at have en gavmild indstilling og at yde noget, fremfor at lægge en kappestridens ånd for dagen, selv om vi lever i en verden hvor mange føler at det udelukkende drejer sig om at ’komme frem’ og opnå en høj position. Alle lyttede opmærksomt mens han viste hvor indgroet kappestridens ånd kan blive, selv hos nogle kristne. Hvis vi imidlertid lægger en hjælpsom og gavmild ånd for dagen, uanset hvor lidt vi har at tilbyde, kan vi undgå den snare at gøre noget af „stridbarhed eller selvoptagethed“. — Fil. 2:3.

Skolens 85-årige præsident, F. W. Franz, talte om det fængslende emne „Hvad der skal ske på verdensskuepladsen, set fra en anden synsvinkel“. Han behandlede opfyldelsen af plagerne i Åbenbaringsbogen, kapitel 15 og 16. Disse plager skildrer nogle plagelignende budskaber som Guds folk begyndte at „udgyde“ i 1922. Franz viste hvordan disse bekendtgørelser i vor tid svarer til de sidste syv plager der ramte Ægyptens land i fortiden. (2 Mos. 8:20 til 11:10) Efter den sidste plage vandrede israelitterne ud af Ægypten, kun for at finde at de var ’trængt op mod en mur’ ved Det røde Hav. Gud sørgede imidlertid for at udfri dem fra denne tilsyneladende uovervindelige hindring.

Franz advarede om at vi meget vel kunne komme ud for en situation der ville synes lige så uovervindelig som den hindring de udfriede israelitter stod over for ved Det røde Hav. Hvis det sker, bør vi huske Guds ord til Moses: „Hold op med at bede, og få folket til at bryde op! Fremad, march!“ (2 Mos. 14:15, The Living Bible) „Så det er det I må huske,“ fortsatte Franz. „Når I kommer ud for denne tilsyneladende håbløse situation, skal I blive ved med at gå fremad under den større Moses’, Herren Jesu Kristi, ledelse.“

Et musikprogram der blev fremført af eleverne og som de havde kaldt „Brugen af musikken, Jehovas gave“, bød på en glimrende underholdning. Det fulgte musikkens historie i Bibelen fra Jubals tid, han som blev stamfader til dem der spiller på harpe og fløjte, til det store himmelske kor der, som beskrevet i Åbenbaringen, synger ’den nye sang’. — 1 Mos. 4:21; Åb. 14:3.

Eleverne opførte derefter et bibelsk skuespil, „Lad jer forvandle gennem en fornyelse af jeres sind“. Hensigten med dette var at give tilskuerne indblik i hvordan man kan forhindre at der opstår vanskeligheder i moralsk henseende. Det afslørede hvilke underfundige snarer der i dag kan ødelægge et menneskes moral, idet det gav et billede af den situation der opstod blandt israelitterne på Moabs sletter kort før de drog ind i det forjættede land. Et andet skuespil skildrede visse situationer fra Davids liv som viste nødvendigheden af at være loyal af hjertet. Pointen i skuespillets tema, „Jehova vil vogte sine loyales vej“, kom også tydeligt frem.

Denne dag — den 11. marts 1979 — vil i sandhed blive husket længe, ikke alene af eleverne men af alle de tilstedeværende.

[Illustration på side 18]

Vagttårnets bibelskole Gileads 66. klasse

Fra venstre til højre:

Første række: A. Del Carlo, E. Lahker, B. Albers, A. Todaro, G. Peay.

Anden række: R. Del Carlo, K. Lahker, V. Scott, D. Rochfort, K. Aaro.

Tredje række: D. Todaro, V. Taylor, D. Geringer, L. Graves, W. Geringer.

Fjerde række: R. Peay, M. Albers, D. Cole, J. Cole, M. Molina.

Femte række: F. Graves, G. Scott, D. Taylor, M. Rochfort, H. Fritz, T. Munz.