Bør man vende tilbage til kul?
INDTIL 1940 var kul den vigtigste kommercielle energikilde i verden. Siden da er brydningen af kul fortsat stort set uændret hvad mængden angår, men brugen af olie og naturgas er vokset så hurtigt at kullet nu kun dækker omkring 30 procent af hele verdens energiforbrug. Grunden er ikke at der har været vanskeligheder med kulforsyningen, men hovedsagelig at olien har været billigere. Hvis olien nu bliver for dyr, og hvis den til sidst slipper op, kan vi da gå tilbage til kul igen?
Der er i hvert fald rigeligt med kul. De kendte forekomster vil kunne dække vort energibehov i mindst 150 år. Det ville blive nødvendigt at åbne mange nye miner, og tilsvarende skulle mulighederne for jernbanetransport og søtransport udvides, men kullet er der i det mindste.
Kul kan udmærket anvendes til fremstilling af elektricitet og som energikilde i industrien, men når det drejer sig om boligopvarmning er der nogle åbenlyse ulemper ved kul.
Boligopvarmning
Mange af vore læsere kan sikkert huske dengang man hver dag i vintertiden måtte skovle kul eller koks ind i fyret, og senere måtte bære asken bort. Det krævede en vis kyndighed og tålmodighed at tænde op i en kulkamin når ilden var gået ud. Når man sammenligner alt dette besvær med hvor let det er blot at indstille sit termostatfyr, som automatisk igangsætter en mekanisme der fra et vågeblus antænder den nødvendige mængde gas eller olie, er det kun de færreste der vil have lyst til at vende tilbage til „kulalderen“.
Husk også hvordan det var i byerne dengang alle fyrede med kul — den nyfaldne sne antog hurtigt en grumset kulør når sodpartiklerne fra de hundreder af skorstene lagde sig over snedækket. En generation der har vænnet sig til de bekvemme og renlige oliefyr, vil ikke være begejstret for at skulle flytte en kulkasse ind i huset.
Hvad med bilerne?
Når det drejer sig om drivmiddel til vore automobiler kan vi godt lade kul ude af betragtning. I en forbrændingsmotor som den der bruges i bilen kan udelukkende flydende eller luftformige brændstoffer benyttes. Men forskellen mellem kul og olie ligger hovedsagelig i indholdet af brint. Kul kan bringes til at indgå forbindelse med brint, hvorved det kan omdannes til flydende eller luftformigt brændstof. Dette gjorde man i stor målestok i Tyskland under den anden verdenskrig for at skaffe det nødvendige brændstof, og processen anvendes i dag i Sydafrika. Men hvis der skal produceres så meget syntetisk brændstof at det kan erstatte olien, vil det betyde at en meget stor del af olieindustrien og den kemiske industri skal indstilles på dette, og sandsynligvis vil statstilskud blive nødvendige. Inden for en overskuelig fremtid vil den type brændstoffer kun være tilgængelig i små mængder og til meget høje priser.
En mere nærliggende mulighed er at drive automobilerne med elektriske batterier. El-bilerne er allerede temmelig almindelige i nogle byer, hvor de bruges til transport af enkeltpersoner eller grupper. Men de el-drevne biler kan slet ikke opfylde de krav som bilisten i dag stiller til hastighed, kapacitet og aktionsradius.
Større el-drevne vogne eller tog egner sig udmærket til kollektiv transport. Sporvogne og trolley-busser der hentede elektriciteten fra en luftledning, var indtil for få år siden et ganske almindeligt træk i gadebilledet i mange byer. Her i Europa og i Japan er togdriften mange steder elektrificeret. Alt dette er foreneligt med at hente kraft fra store kraftværker der drives af kul, men det indebærer et radikalt skifte, bort fra individuel transport, fra privatbiler, til kollektiv transport.
Forureningsproblemerne er der stadig
Hvis man skifter over fra olie til kul vil luftforureningen skifte karakter, men ikke forsvinde. De delvis afbrændte hydrocarboner fra automobilernes udstødningsgas, som er en af de største årsager til smog, vil ikke længere være noget problem, men problemet med kvælstofilte og svovlilte vil måske være lige så slemt eller endnu værre hvis man går over til kul. Man må finde frem til en mere effektiv forbrændingsform hvis man ikke igen skal opleve den røgfyldte luft man kendte i industribyerne for 50 år siden.
Der findes en anden form for forurening der ikke kan undgås og der ikke kan rådes bod på så længe man foretager afbrænding af fossile brændstoffer. Det er ophobningen af kuldioxyd i atmosfæren. Lige siden den industrielle revolution begyndte, har vi hentet så meget kulstof op af jorden og ført det ud i atmosfæren i form af kuldioxyd, at koncentrationen af dette, globalt set, er steget med 5 procent. Nogle forskere mener at jordens klima har været afhængigt af en fint afpasset balance liggende omkring den normale koncentration, og at en forandring af dette forhold kan hæve temperaturen så meget at de polare iskalotter smelter. Nogle frygter endda at klimaet kan blive for varmt til at livet kan fortsætte.
Det er muligt at man i sidste instans vil finde andre energiformer der kan dække menneskets behov, men det ser ud til at ingen af de kendte alternativer kan udvikles så hurtigt at det kompenserer for de hastigt svindende olieressourcer. Den eneste energikilde der kan udnyttes hurtigt nok til at udfylde tomrummet, er kul.
Men er brugen af kul da virkelig den endelige løsning på energiproblemet? Ifølge Bibelen er det Guds hensigt at gøre hele denne jord til et paradis. Tanken om at vi skulle være afhængige af en energikilde der forurener miljøet, stemmer ikke overens med dette. Ydermere fortæller Bibelen at Gud har skabt jorden til at være beboet til evig tid, og at gudfrygtige mennesker skulle kunne leve evigt på den. (Es. 45:18; Sl. 96:10-13; Joh. 17:3) Det er klart at Gud da også har passende energikilder til rådighed for os, kilder der vil vare længere end 1980erne — ja længere end de næste 150 år.
Hvilke energikilder svarer til denne beskrivelse? Hvordan kan de udnyttes? I fremtidige numre af Vågn op! vil vi behandle disse spørgsmål og undersøge hvad der i øjeblikket gøres for at løse de aktuelle problemer.