Da Mount St. Helens eksploderede

Søndag den 18. maj sidste år blev stilheden i de tidlige morgentimer med ét brudt da en kraftig eksplosion, 2500 gange større end da atombomben faldt over Hiroshima, kunne høres og mærkes over hele den sydvestlige del af staten Washington og det nordvestlige Oregon. Mount St. Helens, som ligger omkring 70 kilometer nordøst for området Portland-Vancouver, var pludselig kommet i udbrud.

HISTORIEN om Mount St. Helens’ udbrud begyndte i marts, da videnskabsmænd kunne spore jordskælv på og under selve bjerget. Rystelserne var et tydeligt varsel om det der skulle komme til at ske i slutningen af marts og igen i maj. Det første tegn på vulkansk aktivitet blev bemærket den 27. marts. Nu og da udsendte bjerget damp, og der var daglige jordskælv.

St. Helens var 2950 meter højt og frembød et majestætisk syn for alle der føler sig tiltalt af skovklædte bjerge, spejlklare bjergsøer og snedækkede bjergtinder. Efter eksplosionen den 18. maj var alt dette borte. Omkring den 10. maj havde nogle geologer bemærket at der på bjergets nordside var en udbuling som voksede med en hastighed på én til to meter om dagen. Otte dage senere overrumplede bjerget praktisk talt alle med den voldsomme eksplosion, der kunne mærkes over 300 kilometer borte.

I tonsvis af røg og aske blev slynget langt op i luften for senere at dale ned og lægge sig, nogle steder i 10-15 centimeter tykke lag. Vinden blæste i østlig retning, og asken faldt så langt østpå som i Montana. Den fine aske bevægede sig i en højde af cirka 12.000 meter hen over byen New York og ud over havet.

I et stort område var det yderst vanskeligt at trække vejret, og der var stor fare for mennesker med åndedrætsbesvær. Man så dyr ligge og kæmpe med lungerne fulde af den fine aske. Biler gik i stå fordi asken tilstoppede luftfiltrene. Den irriterede øjne og næse, og gjorde i det hele taget livet ubehageligt i flere dage efter udbruddet. Byer i den østlige del af Washington fik deres snerydningsmateriel frem og ryddede gaderne. Husejere var nødt til at rydde fortove og havegange, og desuden hustage for at hindre at den ophobede aske blev for tung. Alle afgrøder i den østlige del af Washington var dækket med aske.

Ødelæggelserne

Mount St. Helens’ udbrud raserede et område på omkring 400 kvadratkilometer. I nærheden af bjerget var ødelæggelserne ufattelige. Eksplosionen nedlagde mere end 140 kvadratkilometer skov og anden plantevækst. Den glødende varme afbrændte fuldstændig alle grønne blade, og fra luften så det ud som om jorden var dækket af et tændstiktæppe. En nærliggende sø, Spirit Lake, der før lå som en funklende juvel mellem de majestætiske bjerge, blev fyldt med mudder og tømmer. Bjergfloder som Toutle og Cowlitz, ja endog den mægtige Columbia-flod, blev blokeret af tonsvis af mudder og sten som blev skyllet ned fra bjerget.

Så meget mudder, aske og andet materiale fandt lidt efter lidt vej ned ad Columbia-floden at omkring 15 kilometer af den blev så tilstoppet at ingen skibe kunne besejle den. Militærets ingeniørkorps arbejdede sammen med havnebyerne Vancouver og Portland dag og nat for at rydde en sejlrende. Med 10 tunge muddermaskiner gravede man en godt 10 meter bred kanal. Arbejdet med at fjerne 16 millioner kubikmeter sten og aske blev anslået at ville koste 44 millioner dollars.

Omkostninger

Man var ikke straks klar over hvor store de totale skader var, men embedsmænd har udtalt at den samlede regning vil løbe op i flere milliarder dollars. Tabet af afgrøder kommer måske op på millioner af dollars. Tabte indtægter fra havnene i Portland og Vancouver beløb sig til næsten fem millioner dollars om dagen så længe Columbia-floden var lukket. Det totale tab af væltet skov blev anslået til 500 millioner dollars — nogle sammenlignede det med tabet af 200.000 enfamilieshuse. Tabet for landbruget i det østlige Washington blev sat til omkring 313 millioner dollars, men eksperter siger at dette tal er for lavt og må revideres opad. Ødelæggelser i statslige skovområder: 134 millioner dollars. Listen er næsten endeløs.

Måske vil omfanget af ødelæggelserne aldrig blive kendt, men én ting er sikker — de er vidtgående og simpelt hen ufattelige.

Det menneskelige element

Det mest tragiske ved historien om Mount St. Helens er tabet af menneskeliv. Mindst en snes mennesker omkom og mange flere savnedes. Det formodes at mange af de savnede simpelt hen blev opløst af den enorme hede fra den første eksplosion. Man ved at en mand som befandt sig omkring 24 kilometer fra eksplosionens centrum, pådrog sig tredjegradsforbrændinger, og en anden blev dræbt af heden. Andre døde fordi de indåndede for store mængder aske.

En mand der i mange år havde boet ved Spirit Lake, mente at han var i sikkerhed og at skoven på bakkerne ville hindre at noget fra vulkanen nåede ned til ham. Få minutter efter udbruddet var der intet i live i det område.

Mange løb en unødvendig risiko ved at tage hen til bjerget på trods af advarsler, og andre satte livet på spil for at tjene penge på ødelæggelsen. For eksempel lå der i tonsvis af træstammer, mudder og sten i floderne Toutle og Cowlitz, og man så folk i små både, ja endog på træstammerne, i færd med at kapre så meget træ som muligt.

På grund af askenedfaldet blev beboerne øst for St. Helens rådet til at bære stofmasker eller gasmasker for at beskytte deres lunger. Nogle forretningsfolk solgte disse til en ublu pris, mens andre solgte luftfiltre til biler for 30 dollars eller mere.

De fleste mennesker var dog meget imødekommende og ivrige efter at hjælpe. Kørselshastigheden var i det hærgede område nedsat til 25 kilometer i timen. De fleste rettede sig efter det og var i mange henseender samarbejdsvillige.

Fremtiden?

Men hvad finder bjerget på næste gang? I ugerne efter eksplosionen var det det spørgsmål der først og fremmest optog folk i det hærgede område. I slutningen af maj bemærkede geologer under en flyvning hen over bjerget at en pukkel af sydende og boblende stenmasse var ved at tage form i St. Helens’ krater. Ved senere udbrud blev denne pukkel imidlertid sprængt i luften, og der spredtes aske over store områder.

Når smeltede stenmasser tvinges opad og hobes sammen svales de af foroven, og dette nye materiale presses opad og ud til siderne og danner en pukkel. Sådanne lavapukler øger ofte et bjergs højde. I 1957 kom en vulkan i det østlige Sibirien i udbrud, hvorved der dannedes en lavapukkel og bjerget voksede cirka 300 meter på et år.

Vil St. Helens nogen sinde komme i udbrud på en mere „stilfærdig“ måde, med lavamasser flydende ned ad siderne, sådan som vulkanerne på Hawaii? Geologerne siger at det ikke kan lade sig gøre. I Cascadebjergene, hvor Mount St. Helens ligger, er vulkanernes smeltede stenmasser tykkere i konsistensen og kan derfor ikke flyde på den måde. Ligesom spildt karamel ikke løber som vand, kan de smeltede stenmasser i Mount St. Helens heller ikke strømme ned ad bjergsiderne på samme måde som lavaen i vulkanerne på Hawaii.

Måske vil Mount St. Helens blive ved med at komme i udbrud og udslynge sten og aske i de næste 30 år.

Det smukke og majestætiske bjerg som før i tiden tryllebandt mange turister, har mistet meget af sin tiltrækningskraft efter at det er eksploderet. Før var det 2950 meter højt; nu er det omkring 400 meter lavere. Vil det atter komme i udbrud når en lavapukkel bliver dannet? Det kan kun tiden vise.

[Ramme på side 15]

TABSLISTE OVER DYRELIVET

5250 ELSDYR

6000 HJORTE

200 BJØRNE

100 BJERGGEDER

15 BJERGLØVER

441.000 LAKS OG ØRREDER

1.500.000 FUGLE OG SMÅ PATTEDYR

Tallene synes måske ufattelige, men ikke når man tænker på at der ved eksplosionen blev sprængt over fire kubikkilometer af toppen af St. Helens. Seksten kilometer fra krateret blev en 10-tons larvefodstraktor slynget 335 meter gennem luften. Biologer har kaldt det den største naturvildtkatastrofe i Amerikas historie.

Mange dyr blev dræbt da eksplosionen indtraf, men de overlevende vil mærke katastrofens følger gennem lange tider. Dyr som befandt sig i udkanten af eksplosionszonen flygtede ind i nærliggende grønne områder, hvilket vil overfylde disse områder og resultere i mangel på føde.

Over en strækning på 480 kilometer blev lakse- og ørredfloder næsten ødelagt, og det samme gjorde 26 søer. Og 11 millioner laks gik tabt da Toutle-flodens udklækningssteder blev oversvømmet af aske- og mudderfyldt vand.

Efter at have undersøgt overlevende ørreder i nogle af vandløbene, udtalte biologer fra jagt- og fiskeriministeriet: „Se hvor skårede og forrevne de er, og se den blege farve! Asken skader deres gæller. De klarer den aldrig.“

Som følge af askenedfaldet i Columbia-bækkenet, 160 kilometer fra vulkanen, var op til 90 procent af fasanrederne forladt. Ved søen Moses Lake i samme område var 85-90 procent af vadefuglenes reder forladt.

Dog er der et lyspunkt: Man har set hjorte i eksplosionsområdet; de spiser den nye vegetation som vokser op gennem asken. Biologen Rich Poelker har fundet gode tegn på at livsmulighederne vender tilbage med de nye unge planter der vokser op. Han har sagt: „Jeg ser en masse myrer, men ingen andre insekter. Jeg har hverken set eller hørt nogen fugle.“ Hans sidste kommentar: „Jeg tror at man kan samle det hele ved at sige at det vil tage lang, lang tid, men fuglene vil komme til at synge igen på Mount St. Helens.“

[Helsides illustration på side 13]