Min lange søgen efter en ukendt
HVEM er jeg? Hvorfor er vi til? Hvor går vi hen? Mit hoved var ved at sprænges af spørgsmål om tilværelsens gåder da jeg for sidste gang lagde mig på knæ i den kirke jeg så trofast var kommet i siden jeg var seks år gammel. Det var i Canada, og kirken var katolsk.
Da jeg gik ud af kirken, fast besluttet på aldrig at komme tilbage, begyndte en lang rejse for mig, en søgen efter én jeg ikke kendte. Jeg havde en følelse af at der et eller andet sted måtte findes nogen eller noget der kunne udfylde det tomrum jeg følte i mig.
Men jeg var kun 16 år, og anede ikke hvor jeg skulle lede. Månederne gik, årene gik — de var som århundreder for mig. Livet lå og ventede på mig, men hvilket liv? Livet sammen med drukfesternes sløve hob, hvor en pige i min alder løb en stærk risiko for at blive gravid uden at ønske det? Eller livet sammen med de smarte stofbrugere der påstod at deres bevidsthed blev udvidet? Det var egentlig dem jeg følte mig mest tiltrukket af, fordi de udtrykte skuffelse over „systemet“.
Så kom jeg på universitetet; det var min moder der holdt på at jeg skulle. I begyndelsen var det spændende. Professorerne og de studerende var lige ivrige efter at pille systemet fra hinanden. Men havde de noget bedre system at tilbyde? Nej. Jeg begyndte faktisk at spekulere på om hippiebevægelsen var ved at udarte til et „system“ der var endnu værre end det de selv foragtede.
Og hele tiden meldte tomheden sig hos mig. Det eneste der kunne måle sig med tomhedsfølelsen, var den trang jeg følte til at søge. En af professorerne kunne mærke hvor ulykkelig jeg var, og foreslog at jeg måske ville finde hvad jeg søgte hvis jeg rejste udenlands for at studere sprog.
Jeg søger i andre religioner
De fleste unge i Europa havde ikke noget bedre at tro på end vi havde. Tidens mode var at udforske østens religioner. Fuld af forhåbninger gav jeg mig til at undersøge hinduismen og buddhismen.
Mens jeg rejste fra land til land blev jeg betaget af hvor smukt der var overalt. Jeg tænkte: Hvis der findes en Gud, ville han ikke behøve at ændre ret meget for at jorden kunne blive et paradis. Hvad skulle han ændre? Først og fremmest os. Menneskene og deres natur.
Den slags betragtninger gav næring til andre, mere melankolske: Hvor er livet dog kort! Hvor har vi dog meget at se og lære og glæde os over! Hvorfor er livet så kort? Så utilfredsstillende?
Solens stråler glimtede i Middelhavets blå vand da skibet passerede Gibraltar på vej mod Marokko. Vi lagde til i Tanger. Her var et mylder af kvinder med slør og mænd med turban. Jeg var kommet her for at opsøge endnu en religion — islam. En ung kunstner fra Paris havde overbevist mig om at islam ville give mig hvad jeg søgte.
Muslimerne virkede oprigtige nok. Fem gange om dagen strakte de sig ud på jorden for at bede til Allah. Jeg blev præsenteret for muslimernes hellige bog, Koranen, men blandt andet opdagede jeg at denne tro ikke forbyder polygami. Desuden er vold, krige og andre blodsudgydelser udbredte i muslimernes verden, så jeg kunne ikke indse at dette skulle være bedre end kristenheden. Jeg var klar over at det ikke var her jeg fandt hvad jeg søgte.
Jeg følte mig syg om hjertet. Der var åbenbart ikke andet at gøre end at vende hjem til Canada, så jeg vendte hjem — lidt mere nedtrykt, men ikke ret meget klogere. Hvad det end var jeg søgte, så var jeg så langt fra det som nogen sinde.
Uventet hjælp
I nederlagsstemning besluttede jeg at slå mig til ro, skaffe et arbejde og prøve at tilpasse mig. Da jeg havde lært fransk på mine rejser, lykkedes det mig at blive statsansat som tosproget receptionist. Nu prøvede jeg at gå op i de samme interesser og forhold som mine omgivelser gik op i. Men hvorfor var det så forfærdelig en tortur for mig at sidde og høre på de andres sladder i kaffepauserne?
En af damerne på kontoret virkede dog anderledes — Lorraine. Hun var stilfærdig, fordringsløs og holdt sig for sig selv. Hendes distance virkede på en eller anden måde fængslende, men jeg tvivlede på at hun var en type jeg kunne tale åbent med. Derfor kunne jeg næsten ikke skjule min forbavselse da jeg opdagede at Lorraine faktisk var en yderst velinformeret kvinde.
Hun kunne give logiske og fornuftige svar på alle spørgsmål. Forsigtigt bragte jeg det ene emne på bane efter det andet — menneskeheden, udviklingslæren, sæd og skik, religion. Til sidst trak jeg vejret dybt og spurgte: „Tror du på magi?“ Her ender samtalen, tænkte jeg.
Jeg havde aldrig hørt nogen canadier svare ja. Men Lorraine svarede: „Ja, jeg ved at der findes magi. Bibelen fortæller at det er en kraft man må regne med.“
Det var et dobbelt chok; hun troede på det, og det var på grund af Bibelen hun troede på det. „Bibelen?“ sagde jeg vantro. „Kan så begavet en pige som dig tro på Bibelen?“
Jeg måtte minde hende om at selv præsterne regner Bibelen for at være en samling myter og legender. Men Lorraines takt og venlighed afvæbnede mig. „Må jeg gerne give dig noget der viser hvorfor jeg tror på Bibelen?“ Hun tog en lille, lysegrøn bog op af sin taske. Den hed Er Bibelen virkelig Guds ord?
„Hvilken tro hører du til?“ spurgte jeg nysgerrigt. Hun smilede og svarede: „Jeg er et af Jehovas vidner.“
Jehovas vidner! — Ordene blev nærmest til et skrig i min mund. Hun spurgte mildt: „Kender du noget til Jehovas vidner?“
Det gjorde jeg ikke, måtte jeg indrømme. „Hvorfor reagerede du da på den måde?“ spurgte hun.
Jeg sad målløs uden at kunne svare. Men om aftenen gav jeg mig til at kigge i den bog jeg havde fået. Den fremlagde arkæologiske vidnesbyrd om at der har været en vandflod. Den gav beviser for at menneskeheden dukkede op på jorden på én gang, og i samme form som i dag, og viste at vi nedstammer fra ét menneskepar. Min skepsis tøede og blev til fryd over at finde beviser for at Bibelen er blevet bevaret uforfalsket frem til vor tid. Og min undren steg da bogen afslørede for mig at Bibelen har profetier der er ved at blive opfyldt i vor tid.
Når man langt om længe finder hvad man hele sit liv har søgt, kan man næppe tro det. Jeg krævede beviser for hvert eneste punkt. På et bibliotek brugte Lorraine tålmodigt den ene time efter den anden til at undersøge mine spørgsmål sammen med mig. Hver eneste dag stillede jeg hende over for nye spørgsmål. En anden bibelhåndbog, Blev mennesket til ved en udvikling eller en skabelse?, viste hvor vi er kommet fra og hvor vi går hen. Og bogen Sandheden der fører til evigt liv svarede på spørgsmål som „Hvem er Gud?“ „Hvad er Guds hensigt med jorden og mennesket?“ „Hvor er de døde?“ og „Hvordan kan man kende den sande tro?“
Min verden falder fra hinanden
Men ikke så snart havde jeg besluttet at holde fast ved det jeg lærte, før min hele verden begyndte at falde fra hinanden. Min fader var lige død. Min bil blev påkørt af en anden bilist, og jeg humpede rundt på krykker i flere uger. Min bedstemoder døde, min moder blev syg, og i huset var det som om alle ting gik i stykker.
Men det faldt mig ikke ind at holde op med at studere. Lorraine støttede mig ved at sige: „Når man sætter sig for at lære om Jehova, bliver man et personligt angrebsmål for hans fjende, Satan Djævelen.“ Det styrkede mig også at læse Første Petersbrev 4:12, hvor der står om de lidelser Kristi disciple udsættes for: „I elskede, I skal ikke finde det mærkeligt at der til jeres prøvelse brænder en ild iblandt jer.“
Lorraine indbød mig til at komme hen i Jehovas Vidners rigssal. Skønt de slet ikke kendte mig, og deres måde at leve på var helt anderledes end min, omgav de mig med varme og gæstfrihed.
Nu stod det mig klart at jeg virkelig måtte undersøge denne tro. Kunne dette virkelig være sandhedens vej der fører menneskeheden tilbage til harmonien med hele Guds øvrige univers?
Til Lorraine sagde jeg: „Jeg må skaffe et deltidsarbejde, så jeg får mere tid til at forske i dette her.“
Endnu en rejse
Det viste sig umuligt for mig at finde et deltidsarbejde i nærheden. Til sidst sagde jeg til Lorraine: „Måske skulle jeg rejse til et andet land for at finde et deltidsarbejde og få tid til at studere.“
„Hvor kunne du tænke dig at rejse hen?“ spurgte hun.
„Til Kina.“
Hun havde lært at bevare fatningen, lige meget hvad jeg sagde, så hun svarede: „Kunne du ikke nøjes med Mellemamerika?“
Jeg fik at vide at Diane og Shirley, to Jehovas vidner jeg allerede havde truffet, var ved at planlægge en tur til Guatemala. Dem tog hun mig med hen for at tale med. De havde ikke noget imod at jeg rejste med dem, så vi kørte snart af sted mod Guatemala.
Mit udseende ændrede sig efterhånden som vi skred frem. I Acapulco viste Shirley mig et stykke stof. „Joy, synes du ikke dette her er kønt? Kunne du ikke tænke dig en kjole af det?“ Det blev så til en pæn, tækkelig kjole der nåede til knæene.
Diane var udlært damefrisør og viste mig billeder af forskellige frisurer. Mit hår dækkede ellers det meste af ansigtet og nåede mig halvvejs til hofterne. Omsider lod jeg hende klippe det. Da jeg kiggede mig i spejlet og så den pige hvis ansigt var kommet til syne og hvis hår nu kun nåede til skuldrene, syntes jeg, til min egen forbavselse, at resultatet slet ikke var så tosset!
Mit hjem i Guatemala
Nede i Guatemala traf jeg Jean, som Diane havde kendt siden 1968. Jean kom til Guatemala i 1966 efter at være udgået fra Vagttårnets missionærskole i Brooklyn i New York. Hun var blevet syg, men var alligevel blevet i Guatemala, og nu havde hun sit eget lille hus.
Hun var så flink at tilbyde at jeg kunne dele hendes hjem med hende. Og hvad mere var: Hun hjalp mig med at finde den ukendte jeg havde søgt. Jeg fortsatte mit bibelstudium sammen med hende, og hun opmuntrede mig ved at fortælle mange oplevelser.
Ja, nu begyndte jeg at kunne skelne den ukendte, det vil sige den der havde været ukendt for mig. Det var den der gav mit liv mening og indhold, den gavmilde Giver af enhver god og fuldkommen gave, nemlig Skaberen og Livgiveren, den eneste sande Gud, Jehova. Det var helt overvældende at opdage, efter at jeg havde famlet og søgt så længe, at „han ikke er langt borte fra en eneste af os“! — Apg. 17:27.
Jeg kunne ikke ret meget spansk, men skulle allerede hjælpe fire mennesker der studerede Bibelen. Jean og jeg forberedte os sammen til det. Hun stillede mig de bibelske spørgsmål på engelsk, hvorefter jeg prøvede at svare på spansk, for at se om jeg kunne forklare stoffet. Og vi sørgede altid for at være mindst én lektion forud for mine elever.
Samtidig hjalp Jean mig med at få et deltidsarbejde som engelsklærer. Med alle disse pligter lærte jeg straks at sætte min lid til Jehova og stole på at han ville give mig styrke til at lære et nyt sprog, til at lære sandheden, til at lære at undervise ud fra Bibelen, til at lære at undervise i engelsk, til at lære at leve i et fremmed land, til at lære en helt ny livsform, og til at lære hvordan man ifører sig en ny personlighed. — Fil. 4:13.
Efter fem måneders forløb havde jeg indviet mig til Gud for at gøre hans vilje, og blev døbt som symbol på dette. Min tvivl var borte. Min lange søgen efter Gud — den der havde været ukendt for mig — var nu endt. Jeg havde nu sat mig nye mål i livet. — Es. 2:3.
Velsignelser der aldrig vil ende
Seks dejlige år er fløjet. Vi har stadig det samme tempo på, og jeg bor stadig sammen med Jean i hendes lille hus. Vi er begge heltidsbeskæftigede med at undervise andre i Bibelen.
Vi har oplevet den velsignelse at give mange familier del i den gode nyhed om Guds kommende nye orden, og se dem indvi deres liv til Jehova. At hjælpe nye til at finde Jehova og til at komme ind på vejen til evigt liv i hans nye orden, er en belønning som ingen ord kan beskrive. Som eksempel kan vi nævne en familie på 14 medlemmer som vi har hjulpet; i alt leder de nu 59 bibelstudier med andre, og to af de 14 bruger al deres tid på at undervise andre ud fra Bibelen.
Vort verdslige arbejde er at være engelsklærere for guatemalanske virksomhedsledere i amerikanske firmaer, og det giver os ofte lejlighed til at forkynde for mennesker der aldrig har hørt budskabet før. Nogle af dem har endda bedt os om lov til at bruge Vagttårnsselskabets bibelhåndbøger i engelsktimerne. — Matt. 28:19, 20.
Mine forældre gav mig navnet Joy, som betyder glæde. Siden min indvielse har hele mit liv været en glæde. Alt dette skyldes at Jehova nu er en ven for mig, og ikke længere en ukendt. Han er i sandhed „deres belønner som ivrigt søger ham“. (Hebr. 11:6) — Indsendt.