Min søgen efter kundskab
EFTER at have rejst jorden rundt adskillige gange og set de sørgelige kår en stor del af menneskeheden må leve under, var jeg nået til det resultat at al religion var selvmodsigende og forvirrende. Men jeg længtes efter kundskab og forståelse. Der var så meget der tydede på at der var en Gud, men samtidig var der så meget andet der syntes at sige at der ikke kunne være nogen Gud.
Jeg udvandrede til New Zealand, giftede mig, og fik et arbejde, først inden for radioen og så inden for fjernsynet. Jeg specialiserede mig i dokumentariske programmer, hvilket til en vis grad kunne tilfredsstille min hunger efter dybere indsigt, fordi det betød at jeg skulle tilbringe timevis med at forske på biblioteker og i bladhusenes arkiver. Jeg indtegnede mig også til et filosofisk studium på byens universitet — dels med henblik på avancement, og dels fordi jeg tænkte at filosofien måtte udvide min kundskab og indsigt.
Jeg var som tryllebundet af begrebet filosofi. Det forekom mig at være døren til uanede mængder af kundskab. Som videnskab betragtet kan filosofi defineres som ’en metode der søger at give en helhedsopfattelse af tilværelsen og at finde grundbetingelser og principper for menneskenes viden, vurdering og handlen’. Det tiltalte mig. Jeg holdt af denne kritiske undersøgelse af menneskets tankeprocesser, fordi det forekom mig at mange af problemerne i verden egentlig skyldtes en fejl ved menneskenes måde at tænke på.
Men hvad er sandhed?
New Zealand er et land med stor naturskønhed. En dag blev jeg så bevæget over skaberværkets pragt og skønhed at jeg spontant følte at jeg måtte lovprise Skaberen. Jeg bad ham om jeg måtte få den gunst at lære ham at kende.
Et par uger senere fik jeg besøg af en lille dreng der var et af Jehovas vidner. Han tilbød mig bladene Vagttårnet og Vågn op! Jeg havde aldrig set bladene før og aldrig hørt om Jehovas vidner, men jeg havde haft mange erfaringer med religiøse mennesker der var selvretfærdige, uvidende og dogmatiske og som havde prøvet at binde mig nogle umulige og selvmodsigende ideer på ærmet. Så jeg sagde nej tak til bladene. Men drengen kom igen to uger senere med et par nye blade. Denne gang havde han sin fader med, og faderen indledte en samtale med mig.
For at få en hurtig ende på diskussionen affyrede jeg mine fire mest indviklede spørgsmål, nogle spørgsmål jeg havde parat til præster og teologer. Mine erfaringer havde vist mig at det var et probat middel til at lukke munden på enhver der nærede religiøse anskuelser. Men mine spørgsmål lukkede ikke munden på ham; de blev besvaret. Og i hvert fald tre af dem blev besvaret ud fra den bibel han havde med sig. Jeg var forbløffet og gik ind på at tale med ham en anden dag, men jeg regnede bestemt ikke med at han kunne blive ved med at klare sig så godt.
Samtidig fortsatte jeg mine studier ved universitetet. Noget af det der interesserede mig mest, var at definere begrebet sandhed.
Hvad er sandhed? Jeg opdagede at der er næsten lige så mange svar på dette elementære spørgsmål som der er filosoffer.
Ifølge erfaringsfilosofien, den såkaldte empirisme, forholdt det sig sådan: „Hvis du vil vide besked angående universet eller noget som helst andet, er det eneste rigtige at tage ud og undersøge det selv, at samle de oplysninger du får gennem sanserne.“ Men ifølge rationalismen var det helt anderledes. Den sagde at virkeligheden fuldt ud kan fattes af fornuften eller tanken og at fornuften bør følges i ethvert tvivlsspørgsmål med hensyn til hvad der er sandhed. Eksistentialismen gik stik imod dette, og sagde at viljen er vigtigere end fornuften. I forbindelse med eksistentialismen sagde Søren Kierkegaard: „Gud eksisterer ikke, han er.“ Og så var der pragmatikerne, hvis mening var denne: „Antagelser er sande hvis det er formålstjenligt for os at tro på dem og handle efter dem.“ Filosoffen Wittgenstein mente at grænserne for vort sprog også er grænserne for vor verden og at man derfor ikke er i stand til at fatte mere end ord kan give udtryk for. Intuitionismen, sådan som man kan finde den hos René Descartes, fortæller at man kun kan erhverve sig teoretisk viden ved intuition der forbinder et antal umiddelbart indlysende sandheder, og at den der har en opmærksom og uhildet opfattelsesevne straks vil få en fornemmelse af manglende sammenhæng hvis han stilles over for en tanke der er usand.
Jeg var nu totalt forvirret med hensyn til hvad der var sandhed. Den eneste „kundskab“ jeg syntes jeg kunne holde mig til, var den nøgne sandhed i Descartes, berømte ord: „Jeg tænker, derfor er jeg.“ Kunne et menneske egentlig erkende mere end det? Enhver opfattelse der ikke udspringer af ens tanker bygger jo på ens egne sanseindtryk, så var det overhovedet muligt virkelig at erkende den ydre verden? Når jeg mener jeg kan se, høre, føle, smage og lugte, drejer det sig trods alt kun om elektriske impulser der foregår i min egen hjerne. Kunne det være at hele den ydre verden blot var noget jeg forestillede mig?
Det begynder at dæmre
På dette tidspunkt var min kone og jeg noget modstræbende gået med til et regelmæssigt studium af Bibelen sammen med to af Jehovas vidner. Angående begrebet sandhed fik vi forevist en udtalelse af Jesus Kristus der var så enkel at man til at begynde med slet ikke syntes den ramte sagens kerne. I en bøn til Gud sagde han: „Dit ord er sandhed.“ — Joh. 17:17.
Ved mit studium af den såkaldte „forenelighedsteori“ var jeg stødt på den antagelse at sandheden dybest set ligger uden for menneskets erkendelsesevne fordi alt er så tæt forbundet at vi ikke kan gøre os håb om at opnå så stor kundskab. Teorien indebar følgende: „Ideelt set må der formodes at findes en udtømmende og altomfattende sandhed. Ingen opfattelser vi kan nå frem til kan dog være så udtømmende; de resultater vi når til er i bedste fald delvis sande — brudstykker af et hele som vi ikke kan finde frem til, et hele der alene ville være en tilstrækkelig beskrivelse af virkeligheden.“ Hvor kunne en sådan sandhed findes om ikke hos en Skaber, en der besidder al kundskab?
Det var en spændende idé, men kunne den fastholdes? Dette kunne man kun finde ud af ved at sætte de oplysninger der udgives for at komme fra Skaberen, på en prøve. Bibelen er jo, ifølge sine egne ord, oplysninger til os fra Skaberen, så det forekom logisk at sætte Bibelen på en seriøs prøve.
I nogen tid havde jeg vaklet mellem den optimistiske filosofi, der siger at alt i universet til stadighed er på vej mod en bedre tilstand, og den pessimistiske filosofi, der siger at verden og livet i sit inderste er slet og livet en lidelse. Der er meget der taler for begge teorier, men det forekom mig at man kun kunne afgøre sagen ved at gå ind for Augustins, i grunden helt utilfredsstillende, konklusion — at alt i universet faktisk er godt, også det der forekommer os at være slet.
Men endnu en gang fik vi gennem vort bibelstudium en logisk forklaring på et problem der har optaget tankerne hos verdens største filosoffer: Hvis der findes en god og almægtig Gud, hvorfor eksisterer ondskaben da? Jehovas vidner viste os at verden regeres af en ond skabning (Satan), hvilket den allerhøjeste Gud, Jehova, tillader for en tid, i den hensigt at bilægge et universelt stridsspørgsmål. — Job 1:7-12; Joh. 12:31; 14:30; Åb. 12:9.
Hvorfor så stor utilfredshed med styreformerne?
Et af de mange emner filosofien berører er spørgsmålet om det ideelle styre. Platons tanker indebærer at dét at styre en stat ved hjælp af demokrati er som at sende sit fjernsyn til slagteren hvis det skal repareres — sagt på nutidssprog. Han mente at folkets masser ikke havde tilstrækkeligt indblik i statskunst til at styret kunne lægges i folkets hænder, men at styret snarere skulle overlades til fyrster der var filosoffer. John Stuart Mill mente at et styre var godt i samme grad som det virkede for det almene åndelige fremskridt i samfundet og i samme grad som det kunne organisere de værdier der allerede fandtes i samfundet.
Alle mulige former for styre er blevet udtænkt og prøvet, og hver for sig er de blevet kasseret af den næste filosof i rækken. Det forekom mig at man nu, efter at så mange store hjerner i århundredernes løb havde arbejdet med spørgsmålet, måtte have fundet frem til en nærmest fuldkommen styreform. Men i dag er der langt større utilfredshed med styret end nogen sinde før.
Bibelen forklarer imidlertid hele spørgsmålet, blot ved hjælp af to punkter: (1) Menneskeheden er ikke i stand til at styre sig selv (Jer. 10:23), og (2) den almægtige Gud har allerede afgjort hvordan menneskeheden skal styres, for han har oprettet sin egen regering. (Dan. 2:44) Ved to eller tre timers studium af Bibelen kunne jeg åbenbart lære mere end jeg havde lært ved flere måneders fordybelse i menneskers filosofier.
Men jeg var besluttet på at følge mit universitetsstudium til året var gået, så jeg fortsatte.
Hvilke moralregler?
Jeg havde håbet at få en afklaring i mine tanker angående spørgsmålet moral. Men efter de filosofiske studier var jeg endnu mindre sikker på noget som helst der angår moral end jeg havde været før.
Filosoffen Immanuel Kant formulerede sin moral i blandt andet denne ’almengyldige handlingslov’: „. . . at jeg aldrig skal bære mig anderledes ad end at jeg samtidig kan ville at min maksime skal være en almengyldig lov.“ Men som andre filosoffer har påpeget, kan der være stor forskel på hvilke erfaringer og iagttagelser to forskellige mennesker har gjort, og derfor også forskel på deres slutninger om hvad der bør være en almengyldig lov. I betragtning af hvor mange mennesker der lever på jorden skulle man synes at resultatet ville blive et moralsk kaos.
Aristoteles’ moralfilosofi accepterede begrebet slaveri, da Aristoteles mente at visse mennesker „af natur“ er slaver. De såkaldte utilitarister regnede „nytten“ for at være et mål for alle handlinger, og hævdede at enhver handling kunne bedømmes ud fra de følger den fik — lyst eller ulyst, behag eller ubehag, lykke eller ulykke. Det der førte til lyst var godt, det der førte til ulyst var slet. Det var selvfølgelig en stærk forenkling af sagen, hvorfor senere filosoffer også talte om en vis kvalitetsforskel, det vil sige højere og lavere former for lyst eller behag. På den måde blev valget af moralregler nærmest som indkøb i et supermarked. Mange små fornøjelser ville aldrig tilsammen være lige så gode som én stor fornøjelse. Hvis man ved at fængsle en uskyldig mand tilføjede manden stor smerte, men hele samfundet følte dobbelt så stort behag ved denne uretfærdighed, så ville det ifølge en streng anvendelse af nytteprincippet være moralsk rigtigt at fængsle manden.
Der måtte da findes et mere ophøjet moralgrundlag end det mål af behag eller ubehag en handling medfører. Her lærte jeg igen noget fra Bibelen. Gud havde over for de to første mennesker gjort det klart at det var Ham der afgjorde hvad der er godt og hvad der er ondt, altså fastsatte moralreglerne; han fortalte at livet afhænger af lydighed mod disse regler og at ulydighed medfører døden. (1 Mos. 2:15-17) Det var jo sådan det skulle være! Jeg blev også gjort opmærksom på Jesu ’gyldne regel’: „Sådan som I ønsker at mennesker skal gøre mod jer, sådan skal I gøre mod dem.“ Det lyder så enkelt, men når man tænker dybere over det er det faktisk et gyldent visdomsord på moralfilosofiens område; ja, det er den skønnest tænkelige filosofi! — Luk. 6:31.
Den højeste visdom
Mit filosofiske studium nærmede sig sin afslutning. Jeg var ganske vist ikke kommet til det resultat at alle filosoffer er tåber og fantaster, men jeg var nået til at indse at sand visdom består i andet og mere end forstandsevner. Gud, som er den ’altomfattende sandheds’ kilde, har ikke åbenbaret menneskene hele sin kundskab.
Uafhængigt af Gud kan menneskene måske snuble over løsrevne sandhedsstumper, men det er som en vismand fra oldtiden, nemlig Salomon, sagde: „Frygt for Jehova er begyndelsen til kundskab.“ (Ordsp. 1:7, NW) Det er en kendsgerning at de fleste filosoffer, hvor begavede de end er, ikke viser nogen interesse for Jehova, hvorfor han heller ikke viser interesse for deres søgen efter kundskab. Jesus Kristus nævnte for sine disciple at Gud faktisk holder kundskaben skjult for dem. (Matt. 11:25) Apostelen Paulus sagde at deres verdslige kundskab er tåbelighed i Guds øjne. — 1 Kor. 3:19.
Selv blandt filosoffer er mange villige til at indrømme at en vis meningsløshed gør sig gældende på deres felt. Thomas Hobbes skrev engang at et af menneskets særkender var „den absurditet som ingen anden levende skabning end mennesket er underkastet. Og blandt mennesker er de der bekender sig til filosofi allermest underlagt denne“. Ejendommeligt nok foretrækker de fleste det meningsløse fremfor sandheden. Sagen er at de ikke ønsker at stå Gud til regnskab for deres handlinger.
Personligt vil jeg sige som kong David — at Jehovas love, formaninger og domme udgør en visdom der er langt mere værd end guld i mængde. (Sl. 19:7-11, NW) — Indsendt af en „Vågn op!“-læser i New Zealand.