Hvordan ser de unge i dag på Gud?

Kære Allan!

Jeg forstår udmærket den bekymring du giver udtryk for i dit brev. Du bor i et religiøst land, er opdraget til at tro på Gud og er selv ung, og derfor har du svært ved at forstå at så mange unge i Tyskland benægter Guds eksistens. For det er der åbenbart mange der gør, ifølge den artikel du for nylig har læst.

Nu må man selvfølgelig forstå at tallene fra en meningsundersøgelse, som dem der nævnes i artiklen, ikke altid siger alt hvad der er at sige om en sag. Direktøren for et meningsmålingsinstitut i New York forklarede for nylig at meningsmålinger „ikke siger noget om hvorvidt folk . . . har tænkt meget over en sag“. De „afslører ikke om folk står ved den vage begyndelse, i det urolige centrum eller ved den afklarede afslutning af beslutningsprocessen“.

Ikke desto mindre er der klare vidnesbyrd om at troen på Gud blandt unge mennesker i Tyskland (og måske også i dit land) er på retur. I de år jeg har boet i Tyskland har jeg talt med et stort antal unge om dette emne. Men for at jeg kunne fortælle dig hvordan situationen er lige i øjeblikket, bad jeg nogle af mine venner om at hjælpe mig med at interviewe et repræsentativt udsnit af unge. Vi opdagede at mange af dem har meget afgjorte meninger, men at der også er nogle som har virkelig svært ved at finde ud af hvad de skal mene om Guds eksistens. Deres udtalelser er ret oplysende. Lad mig gengive nogle af dem her.

Hvorfor nogle tvivler mens andre tror

De unge vi talte med, fremførte hovedsagelig fire indvendinger imod at tro på Gud. En almindelig indvending lød: „Jeg har aldrig set Gud. Derfor kan jeg ikke tro på at han er til.“ Men Joachim, en 15-årig katolik, sagde at ’alt det han havde set i naturen var grund nok til at tro’. Hans klassekammerat Ulrike var af samme mening. Hun sagde at Gud „kan ses — i det han har skabt“.

Et andet argument — der dog aldrig blev underbygget — var at „videnskaben har bevist at der ikke er nogen Gud“. Andre mente imidlertid noget andet. De henviste til at den videnskabelige forskning har afsløret „orden og regelbundethed“ i universet, eksempler på en forbløffende præcision der „ikke kan være kommet af sig selv“. En katolsk teenager, Sascha, fremførte at „videnskaben har bevist at alt har en begyndelse“, og at der derfor må være en stor Førsteårsag som har sat det hele i gang — Gud.

En tredje grund til at mange tvivlede var mere en beklagelse end egentlig et argument. „Man siger at Gud hjælper en, men det gør han aldrig,“ indvendte en ung pige. Det var dog ikke alle der var af samme mening. Svagheden ved hendes argument fremgår af denne sammenligning: Vi har sikkert alle nu og da været ude for at venner og slægtninge ikke har hjulpet os når vi syntes vi trængte til det. Der kan have været forskellige grunde til at de ikke hjalp os — men i hvert fald ikke den grund at de ikke var til! Måske var det mere vores egen fejl end deres.

Den fjerde indvending var den vi oftest hørte: „Hvis der er en Gud, ville han ikke tillade krige, mord og alle de andre frygtelige ting der sker.“ En studerende i Hamburg indvendte: „Hvis der findes en højere magt, hvorfor forbyder han så ikke den slags?“ Han overså at Gud ifølge Bibelen faktisk har forbudt sådanne ting — uden at det imidlertid har hindret mennesker i at handle som de gør. Men er det rimeligt at bruge menneskers ulydighed som en begrundelse for at Gud ikke er til? Beviser et barns ulydighed at det ikke har nogen fader?

Det er sket i ikke så få tilfælde at folk har stået og set frygtelige forbrydelser blive begået, uden at gøre noget for at gribe ind. Vi kan diskutere om de har gjort ret i at forholde sig passive, men vi betvivler ikke deres eksistens, vel? På samme måde er der mange der spørger om Gud har gjort ret i at tillade det onde — men det kan ikke være nogen grund til at betvivle hans eksistens.

Spørgsmålet om hvorfor ondskaben tillades kan forekomme meget vanskeligt. Men der er et tilfredsstillende svar på det. For at forstå det må man vide at der engang blev rejst tvivl om retmæssigheden af Guds herredømme og sandfærdigheden af hans ord. Erkender man at der nødvendigvis måtte gå en vis tid før sagen kunne afgøres endeligt, forstår man bedre hvorfor Gud har tilladt det onde. Jeg synes at der er en god forklaring på dette i Jobs bog i Bibelen (kapitlerne 1 og 2).

Tro, men ikke „fast overbevisning“

Mange unge har ikke meget at bygge deres meninger på. Nogle siger at de tror på Gud, men de ved ikke rigtig hvorfor — måske siger de bare: „Fordi mine forældre gør det.“ Andre tror ikke. De siger ofte: „Det jeg har hørt om Gud, er ikke nok til at overbevise mig.“ Men har de virkelig undersøgt sagen for at se om det de har hørt er sandt? Hvor meget har de gjort for at sætte sig rigtigt ind i tingene?

Af 66 elever i en gruppe indrømmede de 29 at de ikke vidste om deres forældre troede på Gud eller ej. Åbenbart er Gud ikke noget man taler om i deres hjem. Da disse unge ikke har tænkt meget over sagen, befandt de sig stadig ved „den vage begyndelse . . . af beslutningsprocessen“.

Det samme gælder mange ældre. En artikel i det tyske blad Der Spiegel indrømmede for nylig at troen blandt de fleste tyskere „snarere er et håb end en tro, snarere en vag antagelse end en fast overbevisning“. Men hvorfor er det sådan i et såkaldt kristent land?

Kirken — „en forstyrrende faktor mellem Gud og mennesker“

Mange unge skelner mellem dét at tro på Gud og dét at høre til en kirke. Faktisk er der mange som ikke føler at kirkerne har bidraget meget til deres tro på Gud. Det er derfor ikke så mærkeligt at der alene i de sidste ti år er over 2.000.000 som har meldt sig ud af enten den katolske kirke eller de lutherske kirker i Tyskland.

En studerende med statsvidenskab og historie som hovedfag sagde at selv om han var opdraget i en religiøs atmosfære, var det ’kun ved personlige overvejelser at han var nået til den overbevisning at der findes en Gud’. Mange sådanne unge siger i virkeligheden ja til Gud, men nej til kirken.

Allerede i 1968 advarede bladet Stern: „En tredjedel af alle kristne i Forbundsrepublikken er i fare for at miste [troen på] Gud.“ Og bladet tilføjede med en anklagende pegefinger: „Præsterne hjælper dem godt på vej.“

Det er sandt. Det gælder præster som gennem årene har fostret en „Gud er død“-teori. Præster som har lagt alt for stor vægt på et „socialt evangelium“ og tilsidesat Guds rige, Guds løsning på menneskehedens problemer. Præster der i Guds navn har fremholdt dogmer som både er ulogiske og klart ubibelske. Præster der som helhed har sat et sørgeligt eksempel for deres sognebørn. „Selv kirken retter sig ikke efter Bibelen,“ indvendte en nordtysker. Hvorfor skulle andre så gøre det?

En ung mand gav udtryk for manges mening da han med vrede i stemmen erklærede at „alt i forbindelse med kirken er svindel“. I hans tilfælde indbefattede „alt“ også „troen på Gud“. Kirkerne hævder at repræsentere Skaberen, men de har givet et helt forvrænget billede af ham, og derved er det lykkedes dem at få utallige af deres egne medlemmer til at tvivle på selve hans eksistens.

Dette er ikke gået upåagtet hen. En ung afrikansk studerende i Hamburg havde svært ved at skjule at han følte sig grundigt forrådt, da han kom med dette udfald: „I europæere er vel nok frække! I kom til Afrika og fik os til at forlade vore såkaldte hedenske religioner for at dyrke en Gud som jeg nu opdager at ingen af jer overhovedet tror på!“

I et forsøg på at genvinde de tabte medlemmer overvejer den katolske kirke og de lutherske kirker alvorligt at indlede en reklamekampagne som vil betyde at man i ugebladene, midt imellem annoncer for sæbe og tandpasta, også vil finde annoncer for kirker som forsøger at „sælge deres tro“. Ifølge meddelelser i dagspressen er de reklamefolk der er ved at forberede kampagnen, enige om at „den gode nyhed bliver solgt i en klædning fra i forgårs i stedet for i det sprog som folk taler i dag“. For at råde bod på denne mangel har de fundet på smarte reklametekster og appellerende billeder som skal sælge varen.

Men et forsøg på at sælge troen ved at pakke den pænere ind, er ikke vidtgående nok. Indholdet har mere at sige end indpakningen. Folk — og især unge mennesker — vil vide hvad de skal tro på, hvorfor de skal tro på det, hvorfor det er logisk at tro på det, og hvad det gavner dem at tro på det. Kort sagt: De vil have svar på deres spørgsmål.

I stedet for at følge Jesu gode eksempel og give klare og ligefremme svar fra Guds ord, har kristenhedens kirker og deres præster grebet til vidtløftige og undvigende udredninger, hvilket fik en af reklamefolkene til at bemærke: „Kirken er en forstyrrende faktor mellem Gud og mennesker.“

Unge hjælpes til at få en stærk tro

Hvad kristenhedens præster har undladt at gøre, søger Jehovas Vidner nu efter bedste evne at gennemføre. De lader Guds sandhedsord svare på de spørgsmål de unge stiller — og det med godt resultat. Mange unge kan nikke genkendende til følgende tanker, som er fremsat af en ung mand der nu er et af Jehovas vidner:

„De spørgsmål jeg stillede præster mens jeg gik i skole og til konfirmationsforberedelse blev enten besvaret forkert, utilfredsstillende eller slet ikke, med det resultat at jeg på det tidspunkt ikke var i stand til at fornægte Guds eksistens, men heller ikke var virkelig overbevist. Imidlertid skubbede jeg spørgsmålet fra mig. Når det kom til stykket var selv lærde teologer jo uenige om Gud og Bibelen. ’Hvis præster der studerer teologi på universitetet ikke kan forstå Bibelen, så må det være en bog som ingen kan forstå og som modsiger sig selv.’ Det var min faste overbevisning.“

Denne beskrivelse er typisk for tusinder af unge i dag. Mange vil gerne tro på Gud og føler et behov for det. Men ofte mangler de et logisk grundlag for at kunne gøre det. De står stadig „ved den vage begyndelse . . . af beslutningsprocessen“. Det kommer godt til udtryk i følgende ord af en ung mand som forklarer hvorfor han er blevet et af Jehovas vidner:

„Jeg har altid troet på at Gud er til, men jeg havde ingen anelse om hvad hans hensigt var med jorden og menneskene. Jeg var fuldstændig uvidende om livets virkelige mening. Jeg havde det ene spørgsmål efter det andet til den forkynder der besøgte mig hver uge. Jeg forsøgte at udtænke meget vanskelige spørgsmål til ham, overbevist om at han ikke ville være i stand til at svare. Men nej. Han var ikke til at slå ud; til hvert eneste spørgsmål havde han et svar fra Bibelen. Ingen præst havde nogen sinde lukket Bibelen op for mig sådan som han gjorde.“

Hvor er det opmuntrende at høre hvordan svarene fra Bibelen kan styrke et menneskes tro på Guds eksistens og indgive det tillid til at Gud snart vil gribe ind og løse menneskehedens problemer ved hjælp af sit rige! Og, Allan, jeg er sikker på at det vil glæde dig at høre at selv om der er mange unge her i Tyskland der ikke tror på Gud, er der mange andre der tror på ham. Man må håbe at et stort antal unge der stadig „står ved den vage begyndelse“ eller „i det urolige centrum . . . af beslutningsprocessen“, og hvis tro snarere er „en vag antagelse“ end „en fast overbevisning“, vil benytte sig af den gratis undervisning Jehovas Vidner tilbyder og derigennem finde svar på deres spørgsmål angående Bibelen.

Jeg har været meget glad for at udveksle disse tanker med dig, Allan, selv om det kun har været ved hjælp af papir og pen. Jeg håber snart at høre fra dig, og sender dig de kærligste kristne hilsener.

Din ven

[underskrevet Johann]

[Tekstcitat på side 17]

Kirkerne har fået mange til at miste troen

[Tekstcitat på side 18]

’Til hvert eneste spørgsmål jeg stillede, havde forkynderen et svar fra Bibelen’

[Illustration på side 15]

„Jeg har aldrig set Gud“

[Illustration på side 16]

„Gud har aldrig hjulpet mig“