Amning — en moders kærlige „offer“

MIN mand og jeg måtte tage stilling til mange ting. Vi ventede vores første barn, og den forestående fødsel rejste en lang række spørgsmål der skulle besvares. Skulle vi prøve en „naturlig“ fødselsmetode? Skulle min mand overvære fødselen? Hvilket hospital skulle vi vælge? Ja, listen var meget lang.

Der er imidlertid navnlig én beslutning der har været til stor glæde for mig — beslutningen om at jeg ville amme mit barn. Måske kunne du tænke dig at vide hvordan og hvorfor vi traf den beslutning — og hvorfor jeg er så glad for at vi gjorde det.

Først læste jeg nogle bøger om emnet og talte med mange af mine veninder der ammede eller havde ammet deres børn. Jeg erfarede at de fleste læger og børnelæger er enige om at modermælk er det bedste man kan give sit barn, ikke blot fra et ernæringsmæssigt synspunkt, men også fra et følelsesmæssigt synspunkt. Jeg læste om hvilke forandringer der sker med kvindens krop under en graviditet. Min mand og jeg gik endda til fødselsforberedelse sammen.

Tilpasning

Jeg havde altså ’læst på lektien’, og det hjalp mig til at få et mere realistisk billede af hvad det vil sige at amme et barn; det er en kæmpeopgave. Det er en del af børnepasningen som selv den mest hjælpsomme og medfølende mand ikke kan hjælpe sin hustru med. Men min mand og jeg talte om det, og vi besluttede at vores barn udelukkende skulle have modermælk.

Jeg vil aldrig glemme hvordan det var at få vores første barn. Da fødselssmerterne var overstået, præsenterede lægen mig for et lille nyt menneske — en datter! Jeg undersøgte hver eneste lille finger og tå før sygeplejersken tog hende med for at vaske hende. Jeg var ærlig talt lidt nervøs ved tanken om at amme første gang. Jeg havde hørt at nogle spædbørn slet ikke er interesseret i det første måltid og at nogle endog falder i søvn i moderens arme.

Det gjorde vores datter nu ikke. Jeg blev temmelig overrasket over hvor stærkt hendes sugeinstinkt var. Det gjorde lidt ondt. Men jeg vænnede mig til det, og fandt ud af at hvis jeg ammede hende når hun syntes at være sulten i stedet for at følge en bestemt tidsplan, blev mine bryster ikke opsvulmede, hvilket ellers kan være et problem for nybagte mødre.

Først nogle dage efter fødselen begynder brysterne at give mælk. Men det betyder ikke noget for barnet, for det får næring fra den gullige væske der kaldes kolostrum eller råmælk, som udskilles i mellemtiden. Bogen Nursing Your Baby siger at kolostrum „spiller en særlig vigtig rolle i forbindelse med at beskytte spædbarnet mod sygdom. Kolostrum indeholder antistoffer, og navnlig mod forskellige virus. Man har nu opdaget at disse antistoffer udnyttes af spædbarnet og beskytter det imod bestemte sygdomme gennem de første seks måneder, uanset om amningen fortsættes efter de første få dage eller ej.“

At vide dette er en opmuntring man virkelig har brug for når man ammer. Ærlig talt, en gang imellem havde jeg det sådan at jeg næsten gruede for næste gang jeg skulle amme. Lægen rådede mig til at smøre brystvorterne med ren lanolin mellem hver amning. Selv syntes jeg at det var bedst bare at tage det med godt humør indtil min krop vænnede sig til det. Heldigvis begyndte mine brystvorter ikke at bløde — det sker for nogle kvinder. Og kvinder med lys hud har som regel sværere ved at vænne sig til den nye situation, fordi deres hud ofte er lidt mere følsom. For disse kvinder kræver det beslutsomhed at blive ved med at amme.

Man må også vænne sig til den måde hvorpå kroppen hele tiden danner mælk til erstatning for den barnet drikker. Første gang min datter sov i længere tid gjorde det så ondt at jeg selv måtte presse lidt mælk ud. Men efter de første fire til seks uger har barnet og moderen som regel tilpasset sig hinanden, og så glider det glat derefter.

Jeg må indrømme at jeg til tider næsten bukkede under for fristelsen til at give mit barn flaske. Et spædbarn skal have mad på praktisk taget alle tider af døgnet, og det betød at jeg aldrig kunne få en pause. Når man er nødt til at vågne midt om natten for at amme, ville man somme tider ønske at man kunne lade en anden om at give barnet mad. Men jeg havde besluttet at jeg ikke ville supplere min mælk med en færdig mælkeblanding, og jeg fandt det bedst slet ikke at have noget i huset.

Velmenende venner og familie forsøger naturligvis at „hjælpe“ nu og da, ved for eksempel at sige: „Måske er din mælk for tynd“ eller „Hvordan kan du være sikker på at hun får nok, når du ikke kan se hvor meget hun drikker?“ Eller måske siger de endda: „Måske er din mælk for kraftig.“ Men så længe barnet tager på som det skal og reagerer normalt, og moderen selv er sund og rask og får en god og afbalanceret kost, kan hun være sikker på at hendes mælk er den helt ideelle mad til hendes barn.

Vores første adskillelse

Første gang jeg var hjemmefra efter fødselen, var da jeg var ude at købe ind. Da jeg vendte tilbage stod fader og barn og ventede på mig ved vinduet, begge meget fortvivlede. Jeg havde presset lidt mælk ud som en slags nødforsyning, men jeg havde ikke forudset at hele flasken kunne blive spildt. Det havde den lilles fader heller ikke. Jeg besluttede hurtigt at i de første seks måneder, eller i det mindste indtil vores datter kunne spise fast føde, ville jeg ikke være adskilt fra hende længere end nogle få timer ad gangen.

Men det kan også give problemer at tage barnet med i byen. Tit beslutter det sig for at spise før man havde regnet med det og det sætter selvfølgelig én i en lidt ubehagelig situation. Nogle mødre optræder meget diskret når de ammer deres barn for at undgå at støde andre. Der er imidlertid nogle børn der ikke bryder sig om at blive dækket til mens de dier. Måske må moderen trække sig tilbage og sidde alene på et toilet eller lignende indtil barnet har fået sulten stillet.

Det er anstrengelserne værd

At vælge at amme sit barn er altså en alvorlig beslutning. Det kan kræve nogle ofre. For mig opvejede fordelene imidlertid ulemperne. Jeg kan for eksempel huske en af mine veninder der kom til at sidde fast i en trafikprop. Hun glemmer aldrig hvor hjælpeløs hun følte sig da hun sad i bilen, og ikke kunne give sit grædende barn mad, fordi det var vant til at få flaske. Hun ønskede at hun havde ammet sit barn! I nogle tilfælde kan det naturligvis være tilrådeligt at give barnet kunstig ernæring, og især hvis moderen er alvorligt syg eller er narkoman.

Der er andre fordele ved at amme sit barn. Man behøver aldrig at være bange for at løbe tør for mælk. Jo mere barnet drikker, jo mere mælk dannes der som ugerne går. Der er ingen flasker at sterilisere. (Jeg gad vide hvor mange forældrepar der er kommet til at tabe den allersidste flaske mælkeblanding klokken to om natten, og bogstavelig talt har grædt over spildt mælk.) Man behøver heller ikke at tænke på at barnet skal have forskellige mælkeblandinger efterhånden som det vokser. Man kan være sikker på at barnet får tilstrækkelig næring så længe man selv får en afbalanceret kost og drikker rigeligt.

Jeg synes imidlertid at den største fordel ved at amme sit barn er at det giver én et nært forhold til barnet. Den stadige berøring, opmærksomhed og kærlighed mellem moder og barn er helt uerstattelig.

Men havde min mand ikke kærligt samarbejdet med mig og opmuntret mig, tror jeg ikke jeg havde kunnet klare det. Nogle ægtemænd synes at have noget imod den konstante opmærksomhed en moder viser et spædbarn. At have et lille barn sætter da også nogle begrænsninger for en. Nogle restauranter lægger for eksempel ikke skjul på at børn ikke er velkomne. En ægtemand der utålmodigt spørger: „Hvornår har du tænkt dig at vænne det barn fra?“ kan gøre sine kone meget modløs. Men hvis han hjælper til ved for eksempel at hente barnet til sin kone når det skal have mad, eller hjælper med at pusle barnet, vil han vinde sin kones hengivenhed.

Jeg glæder mig over at se tilbage på den tid hvor jeg ammede. De ofre jeg måtte bringe, kan slet ikke måle sig med de glæder og vidunderlige minder jeg fik ved at amme mit barn. — Indsendt.