Befolkningseksplosionen — hvor stor er truslen?

HVAD er årsagen til befolkningseksplosionen i denne sidste del af det 20. århundrede? Delvis en verdensomfattende nedgang i dødeligheden som følge af forbedret lægehjælp og bedre økonomiske og samfundsmæssige forhold, der bevirker at færre spædbørn dør og flere mennesker lever længe. Og især for de mindre udviklede landes vedkommende gælder det at nedgangen i dødsfald ikke er blevet fulgt af en tilsvarende nedgang i fødsler. Når vi ser bort fra den indlysende betydning kønsdriften har, kan vi derfor på ny stille spørgsmålet: Hvorfor får folk børn?

● At få børn dækker det medfødte behov for at være forældre. Mange ægtepar føler at deres ægteskab er ufuldstændigt uden børn. Børn dækker desuden det psykologiske behov for at have nogen at elske og blive elsket af.

● Visse religioner tilskynder deres tilhængere til at få mange børn.

● I en del lande kan børn betyde økonomiske fordele for familien. De kan arbejde i marken, og forældrene regner ofte med at blive forsørget af børnene i alderdommen.

● Børn betragtes som en videreførelse af forældrene. De giver familiens navn og kulturarv videre til fremtidige slægtled.

● Børn forener ofte familien med en vis social status. I visse samfund gælder dette især sønner.

Tydeligvis er dét at få børn for de fleste en selvfølgelig del af livet.

Hvad er grunden til den pludselige befolkningseksplosion?

„Gud velsignede dem, og Gud sagde til dem: ’Bliv frugtbare og mangfoldige og opfyld jorden, gør eder til herre over den.’“ Lige siden dette guddommelige påbud blev givet, har mennesker formeret sig og lidt efter lidt opfyldt jorden. — 1 Mosebog 1:28.

Fra de tidligste tider har man almindeligvis betragtet børn som en gave fra Gud. Frugtbarhed og forplantning dannede grundlag for velfærd og tryghed. Sønner og døtre hjalp ikke blot til ved landbruget og i huset, men varetog også familiens juridiske interesser. (Salme 127:3-5) En kvindes ufrugtbarhed blev tit regnet for en skændsel og en sorg. — 1 Mosebog 30:1; 1 Samuel 1:4-11.

Befolkningstilvæksten har således gennem tiderne dannet grundlag for menneskehedens udbredelse, men er nu blevet et problem og en trussel af rang mod den samme menneskeheds fremtid. Demografer (der beskæftiger sig med befolkningsstatistik) anvender udtrykket befolkningseksplosion om den nuværende stigningstakt i befolkningstilvæksten. Hvorfor?

Roden til problemet skal søges i den måde befolkningen forøges på. Folketallet forøges ikke ved simpel addition (1, 2, 3, 4, 5, 6, og så videre), men ved multiplikation, eller eksponentiel vækst (1, 2, 4, 8, 16, 32, og så videre).

At befolkningstallet stiger på denne måde udgør en mulig fare. Hvorfor? Professor J. Forrester ved M. I. T. (Massachusetts Institute of Technology) redegør for årsagen: „Eksponentiel [kraftigt tiltagende] vækst er lumsk og vildledende. Et system i vækst kan gennemgå mange fordoblinger uden tilsyneladende at antage et bemærkelsesværdigt omfang, men kan i løbet af yderligere én eller to fordoblingsperioder . . . pludselig forekomme forfærdelig stor.“ Men hvad har dette med verdensfolketallet at gøre?

Det første lange stykke tid hvor mennesker beboede jorden, voksede befolkningen meget langsomt — lige op til dette århundrede. For eksempel var jordens befolkning efter de første 4000 år, som omfattes af Bibelens historiske beretning, vokset til skønsvis 300 millioner mennesker på Jesu tid.

Verdens befolkning talte ikke en milliard før tidligt i 1800-tallet; men læg så mærke til den stærke stigning: I 1930, omkring hundrede år senere, havde befolkningen fordoblet sig til 2 milliarder. Efter endnu 30 år skulle endnu en milliard lægges til dette tal, idet man i 1960 nåede op på 3 milliarder. Endnu mere urovækkende var det at befolkningen i 1975, blot 15 år senere, var vokset til 4 milliarder. Og befolkningstallet for hele verden anslås nu til flere end 4,6 milliarder. (Se diagrammet på side 8.)

Hvad der kunne ske

Et forsigtigt skøn lyder på at de 5 milliarder vil blive nået i 1987. Og før århundredskiftet kunne vor lille planet være hjem for over 6 milliarder mennesker.

Men den årlige stigning i befolkningstallet har siden 1950erne i gennemsnit ligget på 2 procent. Med denne tilvækst vil befolkningen fordobles på 35 år. Derefter ville stigningen gradvis foregå hurtigere, og hvis det fortsatte sådan ville der måske være 50 milliarder mennesker ved slutningen af det 21. århundrede. Hele landjorden kunne blive til én storby.

Ville det da løse problemet hvis man sænkede befolkningstilvæksten fra 2 procent til 1? Det ville betyde at verdens befolkning ville være 70 år om at fordobles i stedet for 35 år. Men problemet ville ikke være løst dermed. Det ville blot være udskudt lidt.

Nogle befolkningsstatistikere forudsiger at befolkningstallet vil stabilisere sig på omkring 15 milliarder (andre gætter på 10,5 milliarder) i år 2110. De håber at dette kan lade sig gøre ved hjælp af forbedret befolkningskontrol verden over. Men denne forudsigelse bygger på fantasi. Mange indviklede faktorer og usikkerhedsmomenter gør sig gældende.

For eksempel har den samlede tilvækst i stærkt industrialiserede lande som De forenede Stater været lavere end i de ikke-industrialiserede lande. Men for nylig er ’store årgange’ begyndt at se dagens lys i De forenede Stater. Tidsskriftet Time for 22. februar 1982 beretter:

„De amerikanske fødselstal er faktisk de højeste i mere end ti år. Efter at være faldet til så lidt som 14,5 (spædbørn pr. 1000 indbyggere) er tallet steget til 16,2 i 1980, og forventes at nå op på 17,1 i år. En sådan stigning er mere end blot et lille udslag på befolkningsstatistikken. Det varsler ilde.“

Men det varsler ikke kun ilde for De forenede Stater; befolkningseksplosionen udgør en trussel på grund af de virkninger den har overalt på jorden. Hvad er det for virkninger?

Overbefolkningens virkninger

Mange laboratorieforsøg med dyr viser at antallet af individer stiger hastigt når befolkningstætheden er ringe; men når tætheden overstiger et bestemt punkt, forandres adfærden tydeligt i unormal retning, og til sidst bryder samfundsmønsteret sammen.

Dr. John B. Calhoun har gennemført nogle lærerige forsøg med norske rotter: Selv om de alle fik tilstrækkeligt med føde og pleje, udviste nogle hanner en mere aggressiv adfærd efterhånden som trængselen i burene blev større; de blev for eksempel seksuelt hyperaktive eller åd afkommet, hvorimod andre hanner blev fuldstændig passive og trak sig tilbage fra fællesskabet. Blandt hunrotterne steg antallet af aborter og dødsfald under drægtigheden brat, og nogle forsømte at give deres afkom die eller pleje.

Denne sygelige adfærd hos dyr i overbefolkede samfund har fået nogle til at gøre sig tanker om hvordan tilsvarende forhold indvirker på menneskers adfærd. De mener at kunne se en hyppigere forekomst af sindslidelser, alkoholisme, stofmisbrug, kriminalitet og selvmord i overbefolkede områder. Man har iagttaget et sådant adfærdsmønster i visse kvarterer, flygtningelejre, fabrikker, skoler og lignende steder hvor forholdene er blevet for trange.

Internationale problemer

I dag lever omkring 75 procent af verdens befolkning i u-lande. Omkring 40 procent lever i yderste fattigdom. Dertil kommer at disse lande har de højeste fødselstal i verden.

Men kan vi ikke regne med at der vil blive færre fattige efterhånden? Ikke ifølge FNs befolkningsfond, som forudsiger at omkring 90 procent af verdens befolkning i år 2110 vil leve i udviklingslandene. Hvad varsler det angående fremtiden?

Med den fortsatte befolkningseksplosion vil politiske og økonomiske vanskeligheder øges voldsomt mange steder. Der hvor befolkningen vokser sig så stor at hungersnøden truer, har man valget mellem enten at sulte ihjel eller også at flytte til, eller ligefrem invadere, et fremmed land. Følgen kunne blive politisk ustabilitet og en forøget risiko for revolutioner, angreb og væbnede konflikter.

Alle vegne oplever man allerede nu en bølge af udvandring fra de fattige til de mere velstillede lande, noget der volder de indblandede regeringer hovedbrud. Det så man et eksempel på for nylig da hundredtusinder af udlændinge blev udvist af Nigeria. Men kan man egentlig bebrejde folk at de flytter derhen hvor de ved at de kan finde den mad og de fornødenheder de selv mangler?

Efter sigende forbruger et menneske der fødes i et af de rige, industrialiserede lande i løbet af sin levetid 20 til 40 gange så meget som en der er født i Afrika, Asien eller Latinamerika. Sådanne kendsgerninger får dem der lider afsavn til både at føle forundring og forurettelse. De ønsker at få del i den rigdom der findes i de udviklede lande, og der vil sikkert fortsat ske store udvandringer.

Den slutning en amerikansk forskergruppe for nylig kom til, er også foruroligende. I gruppens rapport over sine undersøgelser af verdenssituationen nu, hedder det: „Hvis de nuværende tendenser til vækst i verdensbefolkningen, hvis industrialiseringen, forureningen, fødevareproduktionen og tæringen på naturrigdommene fortsætter uforandret, vil grænsen for vækst på denne planet blive nået på et tidspunkt inden for de kommende hundrede år. Den sandsynligste følge vil være et pludseligt og ukontrollabelt fald i både befolkningstallet og industriens formåen.“

Ingen nemme løsninger

Det kan virke som om det er vanskeligere at finde den helt rigtige løsning på overbefolkningens problem end på problemet med kernevåben, som er vanskeligt nok endda. Den gensidige frygt for ødelæggelse kan måske afholde de forskellige lande fra at indlede en atomkrig, men hvem kan få folk til at holde op med at få børn?

Kunne frygten for hungersnød, bolignød eller økonomisk krise virke afskrækkende på folk? Det ser ikke sådan ud, for befolkningstilvæksten er netop størst i de lande hvor der er knaphed på fødevarer og boliger, hvor økonomien er gået i stå og hygiejnen er ynkværdigt mangelfuld.

Det kunne måske få nogle til at foreslå problemet delvis løst ved at man kun til lod folk at opnå en bestemt alder. Men hvilke børn ville bryde sig om at skulle slå deres forældre eller bedsteforældre ihjel for at holde befolkningstallet nede?

Redaktørerne af tidsskriftet Great Decisions 1973 stiller flere spørgsmål til hvordan en løsning kan findes: „Er det sandt at væksten før eller siden må ophøre på denne begrænsede planet? . . . Hvis det er tilfældet, har vi da den politiske vilje til at gennemføre og godtage de tunge beslutninger der kræves for at opretholde ligevægten? . . . Hvis vor overlevelse står på spil, kan man da overlade det til folk selv at træffe deres personlige beslutninger? Hvis ikke, er en verdensregering da løsningen?“ — Kursiveret af os.

Den belgiske avis La Nouvelle Gazette har i en lederartikel skrevet om hvordan en atomkrig kan afværges, og fremsætter også en nøgle til løsningen på overbefolkningens problem. Der stod: „Den eneste løsning ville være at hvert land i vid udstrækning frafaldt sin suverænitet . . . til gunst for en verdensregering.“ — Kursiveret af os.

Er en verdensregering en reel mulighed? Hvem kan man betro at danne en sådan regering og udøve dens magt med gode resultater? Hvordan kan vi være sikre på at den ville gennemføre en retfærdig løsning på befolkningseksplosionens problem? Den følgende artikel besvarer disse presserende spørgsmål.

[Ramme på side 7]

Vi bliver flere og flere

I Danmark viser indbyggertallet ganske vist faldende tendens — men på verdensplan bliver vi flere og flere!

Ifølge Berlingske Tidende vil Danmark sikkert i 1983 være det land i Europa hvor der er det færreste antal fødsler pr. kvinde. For hele 1983 vil fødselstallet sandsynligvis ligge på omkring 50.000 børn. I 1966 var tallet helt oppe på 88.000. Det svarer til at hver dansk kvinde i dag føder gennemsnitlig 1,4 børn. I de andre nordiske lande fødes der 1,7 børn pr. kvinde. Det danske befolkningstal som helhed er på vej nedad.

Men det forholder sig anderledes med verdens samlede befolkning. I 1982 voksede den med over 82 millioner mennesker, svarende til befolkningstallet i Somalia og Mexico lagt sammen, eller 16 gange Danmarks befolkning. Det siges at være den største stigning i menneskehedens historie. Ifølge det amerikanske folketællingsbureau er folketallet i verden oppe på i alt 4.721.887.000, hvoraf mere end halvdelen bor i de fem lande Kina, Indien, Sovjetunionen, USA og Indonesien. — 1., 2. Og 4. september 1983.

[Grafisk fremstilling/​illustration på side 8]

(Tekstens opstilling ses i den trykte publikation)

De seneste århundreders vækst i verdensbefolkningen

[Illustration på side 5]

Hele landjorden kunne blive til én storby

[Illustration på side 6]

Overbefolkning kan føre til unormal adfærd

[Illustration på side 7]

Befolkningseksplosionen er en årsag til hungersnød