„Vil De med op?“

PÅ TYSK kaldes apparatet en Fahrstuhl, og på spansk en ascensor. Englænderne siger lift, og amerikanerne bruger (med deres egen udtale) det ord vi også bruger på dansk: elevator. Hvilket ord man end bruger, hentyder det til det samme — den indretning der kan transportere én op og ned i et højhus.

Kan elevatorer undværes? Hvis vi ikke havde dem, ville verden i det mindste se meget anderledes ud. Uden elevatorer ville man næppe bygge flere skyskrabere. Og uden elevatorer ville de mange millioner mennesker der allerede bor i højhuse, have svært ved at klare sig.

Her gælder det engelske ordsprog: „Man savner aldrig vandet før brønden er udtørret.“ Sådan er det med elevatoren. Man tænker ikke meget på den og værdsætter den ikke særlig meget, før den går i stykker og ikke kan bruges. Husmoderen forstår hvor vigtig den er, hvis hun bor på tiende etage og har glemt at købe en enkelt ting nede hos købmanden. Når hun er på vej op ad trappen efter sit indkøb, vil muskler som hun for længst havde glemt, minde om deres eksistens!

Har du nogen sinde tænkt på hvor og hvornår den første elevator blev opfundet og taget i brug?

„Fuld sikkerhed, mine herrer, fuld sikkerhed!“

I løbet af det nittende århundrede voksede behovet for at opfinde en indretning der kunne transportere mennesker og varer op og ned i en bygning. Husene blev højere, og der var stigende ulyst til at klatre op ad stejle trapper. Stormagasiner begyndte også at dukke op, og her blev det nødvendigt at finde en metode til let og smertefri transport af kunder mellem etagerne. Hvem var den første opfinder der kunne demonstrere en tilfredsstillende personelevator? Det var en amerikaner fra staten Vermont, en mand ved navn Elisha Graves Otis.

Hvor besynderligt det end kan lyde, kom Elisha Otis’ opfindertalent for dagens lys mens han arbejdede på en sengefabrik i Albany i New York, hvor han var ansat som ledende mekaniker. På denne fabrik opfandt han forskellige arbejdsbesparende indretninger, og blev derfor sendt til Yonkers i New York, hvor hans evner bedre kunne udnyttes. Her var det at han opfandt og konstruerede sin første elevator, der samtidig havde en indbygget sikkerhedsanordning til brug i tilfælde af kabelbrud. I 1853 havde han oprettet sit eget firma som fremstillede elevatorer. Året efter demonstrerede Otis sin opfindelse ved en udstilling i New York.

I brochuren Tell Me About Elevators udmales begivenheden: „Hele sikkerhedselevatoren var installeret midt i udstillingshallen, hvor Otis havde ladet elevatorstolen, belæsset med kasser, tønder, andet gods . . . og Otis selv, hejse højt op, for at alle kunne se. Så gav han ordre til at det bærende reb skulle kappes. I samme øjeblik sikkerhedsfjedrene mærkede belastningen blev mekanismen udløst, hvorved klinkehagerne holdt elevatorstolen forsvarligt fastlåst så den ikke kunne falde. Først lød der et gisp fra mængden, derefter højlydte klapsalver; Otis, som stod i elevatoren med sin høje hat i hånden, bukkede stolt for publikum og sagde: ’Fuld sikkerhed, mine herrer, fuld sikkerhed!’“ Sådan blev den moderne elevator født.

Flere elevatorer skyder op

Mange indså mulighederne i denne nymodens indretning, og i 1857 blev den første personelevator installeret i et stormagasin i New York; det lå på hjørnet af Broadway og Broome Street. Elevatoren var dampdrevet og kunne stige fem etager på knap et minut. Det var en anselig hastighed dengang. I dag kan elevatorerne i verdens højeste bygning, Sears Tower i Chicago, stige 412 meter på knap et minut!

Hvordan gik det i mellemtiden med elevatorer i Europa? Her varede det lidt længere før de blev indført, måske fordi man her lægger mindre vægt på at bygge højhuse. Så vidt vides blev den første egentlige elevator i Europa bygget i 1867. Men derefter indhentede europæerne noget af det forsømte ved at skaffe sig en ny rekord. Hvad var det? Den første elevator til et skyskraberlignende bygningsværk, nemlig Eiffeltårnet, som stod færdigt i 1889 — byen Paris’ berømte vartegn.

Hvordan var elevatorsystemet i Eiffeltårnet konstrueret? Sigfried Giedion fortæller herom i bogen Space, Time and Architecture: „Fire store dobbeltdækker-elevatorer førte fra gadeplan til første afsats, en højde der svarede til Notre Dame-kirken [68 meter]; to andre førte fra denne terrasse op til den anden platform, en højde svarende til Peterskirken i Rom [133 meter]; resten af stigningen foregik i to tempi ved hjælp af et par hydrauliske elevatorer der kørte i en slags pendulfart. Hele opstigningen på tusind fod [cirka 300 meter] varede kun syv minutter.“ Ja, elevatorerne begyndte at skyde op, og det gik hurtigere og hurtigere.

Dybt at falde — men stadig fuld sikkerhed

Med årenes gang blev elevatorsystemerne mere udviklede, og i 1913 begyndte man at bruge „luftpude“-affjedring. Det var en sikkerhedsmekanisme hvorved elevatoren, hvis den skulle falde, kom til at hvile oven på et kammer af komprimeret luft der fungerede som stødpude.

F. T. Ellithorpe, der havde opfundet systemet, havde så stor tiltro til det at han gerne lod det komme an på en prøve. Han belastede en elevator med 3175 kilo ballast og et glas vand. Så lod han elevatoren falde frit ned fra 45. etage, et styrt på 183 meter. Da sikkerhedsanordningen havde bragt elevatoren til at standse, var ikke en eneste dråbe vand skvulpet uden for glasset!

Med til at dække udgifterne

I 1931 blev Empire State Building verdens højeste skyskraber. Den blev også for en tid verdens dårligste forretning, for på grund af depressionen var kun 30 procent af kontorlokalerne udlejet. Hvordan fik man betalt udgifterne? Elevatorerne medvirkede til det. De fragtede en stadig strøm af turister op til udkigsplatformen. Allerede den første dag betalte 5000 turister en dollar hver for at kunne nyde udsigten fra toppen. Og en dollar var ikke så lidt dengang. På kun en måned havde 100.000 taget turen op til 86. etage.

I de seneste årtier er elevatorerne blevet videreudviklet, også med hensyn til hastighed. I RCA-bygningen i New York farer elevatorerne for eksempel op gennem de 70 etager med en fart af 427 meter i minuttet. I John Hancock Center i Chicago kører de endnu hurtigere — 549 meter i minuttet, svarende til 32 kilometer i timen!

Skyskraberkomplekset Rockefeller Center i New York besøges hver dag af over en kvart million mennesker, som kommer der på indkøb, på arbejde eller på sightseeing. Når man tænker over dette forstår man at hurtige elevatorer er af stor betydning. Når man hører at tvillingetårnene i World Trade Center i New York er 110 etager høje, forstår man også at der skal 250 elevatorer til. Forestil dig at du skulle ad trapperne op til øverste etage!

Næste gang du hører elevatorføreren i et stormagasin eller et andet sted sige: „Vil De med op?“, husk da på Elisha Otis’ berømte ord: „Fuld sikkerhed, mine herrer, fuld sikkerhed!“ Og vær taknemmelig for at der findes elevatorer.

[Illustration på side 27]

Elisha Otis demonstrerer verdens første sikkerhedselevator

[Illustration på side 28]

Ville der være skyskrabere hvis der ikke var nogen elevatorer?