Min barndoms mål er blevet til virkelighed
JEG kan huske første gang min nysgerrighed om Gud blev vakt. Min moder var på vej hjem fra børnehaven med mig i hånden. „Mor, hvor kommer Gud fra?“ spurgte jeg og så op på hende.
„Det er der ingen der ved, min ven,“ svarede hun. Det bekymrede mig, for jeg troede at min moder vidste alt. ’Der er ingen der ved hvor Gud kommer fra.’ Dette blev ved med at løbe gennem mit lille femårige hoved, og gjorde mig urolig.
En lære fra Bibelen der er til at forstå
To år senere lod mine forældre mig tilbringe noget af min sommerferie hos min onkel og tante, der boede i Racine, cirka 40 kilometer fra vort hjem i Milwaukee, Wisconsin, i De forenede Stater. Min tante fortalte mig om det vidunderlige håb som bliver fremholdt i Bibelen, håbet om at vi en dag vil kunne komme til at leve i et paradis.
Hun forklarede mig at man ved „paradis“ forstår et naturskønt område, som for eksempel en smuk have eller park. Der vil man have det rart sammen med sin familie og kunne lege med dyr som løver og tigre uden at man behøver at være bange, for de vil være lige så fredelige som killinger. Og man vil aldrig være nødt til at forlade dette sted, for Gud siger at de mennesker der bor der aldrig behøver at dø! — Lukas 23:43; Åbenbaringen 21:3, 4; Esajas 11:6-9.
Mange siger at Bibelen er vanskelig at forstå og at den ikke er skrevet for at den skal forstås. Men de skriftsteder der beskriver detaljerne i alt dette var overhovedet ikke vanskelige for mig at forstå da min tante viste mig dem. Det var let at forestille sig hvordan der ville blive, fordi det stemmer med menneskets erfaringer — det har intet at gøre med eventyr eller fantasi. Børns fantasier kommer og går, men dette bibelsk begrundede håb om at komme til at leve i Paradiset har haft indflydelse på mit liv i de sidste 23 år, og den dag i dag er det lige så virkeligt for mig som dengang da jeg kun var syv.
Ikke al tilbedelse godkendt af Gud
Selv som barn kunne jeg indse at en Gud, når han var så interesseret i mennesker at han tilbød dem en så skøn tilværelse, fortjente at blive tilbedt. Men min tante viste mig at det ikke er al slags tilbedelse der behager Gud. Hun viste mig Salme 115, hvor der tales om dem der tilbeder Gud på en forkert måde: „Deres gudebilleder er sølv og guld, menneskehænders værk. Mund har de, men kan ikke tale; øjne har de, men kan ikke se; ører har de, men kan ikke høre; næse har de, men kan ikke lugte. De har hænder, men kan ikke føle. De har fødder, men kan ikke gå; de giver ingen lyd fra sig med deres strube. Som dem vil de der laver dem blive, alle der stoler på dem.“ — Salme 115:4-8.
Disse skriftsteder var heller ikke vanskelige for mig at forstå. Det stod klart for mig at Gud ikke godkender brugen af billeder i tilbedelse! Jeg kom med det samme til at tænke på de statuer og billeder som vi bøjede os for og kyssede i kirken, og på billedet af Jesus i mit værelse som jeg bad til. Ganske langsomt begyndte det at gå op for mig at min religion, den religion mine forældre havde, ikke stemte overens med Bibelen! Fra dette tidspunkt blev det mit største ønske at tilbede Gud „i ånd og sandhed“. — Johannes 4:23.
Min tante havde en særlig grund til at vise mig netop disse skriftsteder i Salme 115. Hun vidste at min fader, der var hendes lillebroder, var blevet grundigt oplært i brugen af billeder som et led i tilbedelsen i den ortodokse tro. Far var efter den anden verdenskrig indvandret til De forenede Stater fra Ukraine, og sammen med min moder, mine to mindre søskende og mig selv kom han regelmæssigt i den ukrainske ortodokse kirke i Milwaukee.
Modstanden fra familien begynder
Da jeg kom hjem igen fortalte jeg mine forældre om det jeg havde lært. Men jeg kunne med det samme mærke at de ikke var særlig begejstrede for at min tante havde talt med mig om sin tro. Derfor lod jeg være med at nævne det igen, selv om det bekymrede mig. Bibelen siger: „Ær din fader og moder,“ men nu var jeg splittet mellem to fædre — min kødelige fader og en himmelsk Fader, der også kræver lydighed og ære. — Efeserne 6:1-3.
Mine forældre lod mig fortsat besøge min tante og onkel i løbet af de næste få år. Når jeg var hos dem tog de mig med til møderne i rigssalen, og en ung forkynder tog mig endog med fra hus til hus for at fortælle andre om Guds løfter. Forkynderne viste mig ægte interesse og behandlede mig som et selvstændigt menneske, så jeg nød rigtig at være sammen med dem. Hver gang jeg kom hjem igen spurgte min fader mig: „Hvilken religion kan du bedst lide?“ Jeg svarede altid: „Vores, far.“ Som lille pige var jeg alt for bange for ham til at sige sandheden.
Men så kom den dag hvor jeg besluttede at jeg nu ville vise min fader alt det jeg havde lært ud fra Bibelen — om hvor forkert det var at bruge billeder i tilbedelsen, og om hvilken vidunderlig fremtid vi kunne komme til at opleve her på selve jorden i det paradis som Gud ville skabe. Jeg var omkring 12 år gammel på det tidspunkt. Min fader blev rasende og forbød mig at besøge min tante mere. Fra det tidspunkt blev vort familieliv aldrig det samme igen, og som årene gik blev atmosfæren derhjemme mere og mere anspændt.
Hvad skulle jeg nu gøre? Hvordan skulle jeg nogen sinde blive i stand til at tjene Jehova? Jeg kan huske at jeg inderligt bad Jehova om at den nye verden ikke måtte komme før jeg kunne blive en af hans tjenere. Så en dag, efter at jeg var fyldt 14 år, kom der et svar på mine bønner.
Jeg får et mål i livet
En eftermiddag da jeg sad ved mit skrivebord og læste lektier, så jeg tilfældigvis ud ad vinduet i mit værelse. På den anden side af gaden kom der to unge damer med store tasker. Mit hjerte slog hurtigere! De lignede forkyndere! Jeg for ud af huset. „Er I Jehovas vidner?“ spurgte jeg.
„Ja,“ svarede de.
„Det er jeg også,“ sagde jeg, eftersom jeg selv betragtede mig som en af dem. Pigerne var heltidsforkyndere. Jeg forklarede dem om modstanden i mit hjem, og vi ordnede det sådan at vi kunne studere et andet sted end hjemme hos mig. I fire år studerede vi fra tid til anden i al hemmelighed.
Gennem dette studium blev det mere og mere klart for mig at Jehovas Vidner er det eneste trossamfund der lærer og efterlever sandheden ud fra Bibelen. De unge forkyndere der hjalp mig til at lære Bibelen at kende gav mig mange publikationer at læse. En af dem var Yearbook of Jehovah’s Witnesses (Jehovas Vidners årbog). Ved at læse den fandt jeg ud af at Jehovas vidners måde at leve på langtfra er kedelig. Denne bog der udkommer en gang om året, indeholder mange af missionærernes oplevelser. Hvor måtte det være skønt at være missionær, tænkte jeg, og opleve nogle af de samme spændende ting som dem! Det blev mit mål.
Min familie opdagede aldrig at vi studerede, selv om de havde en mistanke om at jeg havde forbindelse med Jehovas Vidner. Den bibelske litteratur de af og til fandt i mit værelse må have givet dem et vink. Mine søstre (de er tvillinger og to år yngre end jeg) kunne finde på at lede mine skuffer igennem, kigge under sengen og gennemsøge hele værelset for at finde bøger eller blade som de kunne vise mine forældre. De eneste steder de glemte at kigge var i lommerne på mit overtøj der hang i skabet.
Modstanden tager til
Da jeg nægtede at deltage i mine forældres form for tilbedelse blev tilværelsen derhjemme mere og mere besværlig. Der kunne nogle gange gå flere dage uden at min moder talte til mig; hun nægtede endog nogle gange at svare på de spørgsmål jeg måtte have i forbindelse med skolen, mit tøj, ja, om hvad som helst. Med tiden fik jeg ikke engang lov til at køre i bil sammen med den øvrige familie. På mine forældres foranledning kom der desuden af og til forskellige slægtninge på besøg som spottede mig og min tro.
Der opstod mange skænderier, og der blev grædt mange tårer. Derfor var de fleste af mine ungdomsår ulykkelige. Men hvor var det en stor hjælp for mig at læse Jesu ord i Mattæus 10:34-37, hvor han siger at hans lære vil „volde splid“ i nogle husstande. Jesus siger i det følgende at den kærlighed vi må have til Gud endog må være stærkere end den kærlighed vi nærer til så nære slægtninge som vore egne forældre.
Min fader advarede mig altid om at hvis jeg nogen sinde blev en af de „jehovaer“ måtte jeg rejse hjemmefra, og der var ingen grund til at betvivle hvad han sagde. Kort tid efter at jeg i 1971 gik ud af high school, forklarede jeg min fader at eftersom jeg nu var 18 år og gammel nok til at gifte mig, var jeg derfor også gammel nok til at vælge min egen tro — og at jeg valgte at blive et af Jehovas vidner. På det tidspunkt havde jeg et arbejde og var parat til at rejse hjemmefra. Men selv om der fulgte en voldsom diskussion, bad far mig ikke en eneste gang om at rejse. Jeg kunne næppe tro det! Jehova velsignede mine bestræbelser.
Hvorfor denne modstand
Mine forældre var religiøse og troede oprigtigt at deres form for tilbedelse var sand. Jeg er sikker på at de kun ønskede mig det bedste. Far havde været folkeskolelærer og rektor ved en underskole i Ukraine, og det var hans drøm at hans børn skulle have en god uddannelse og skabe sig en karriere i Amerika. Far og mor ønskede også at vi skulle udvikle os kulturelt, så i en tidlig alder begyndte vi piger at få undervisning i at spille på et musikinstrument.
Nu lod det til at jeg, deres ældste datter, modsatte sig alt det de havde ønsket for hende, deriblandt en universitetsuddannelse. Jeg var ikke imod universitetsuddannelsen i sig selv, men ud fra min forståelse af Bibelen var jeg overbevist om at denne tingenes ordning snart skulle ophøre. Ud fra den betragtning følte jeg at jeg burde koncentrere mig om det livreddende forkyndelsesarbejde i stedet for at lade mig involvere i en dødsdømt ordning. Jeg var overbevist om at det at lære andre om hvordan man kan opnå livet i det paradis Gud vil oprette, var vigtigere end noget som helst andet. — 2 Peter 3:13.
Jeg må her indrømme af jeg til dels selv var skyld i den forfølgelse min familie udsatte mig for. Jeg lærte jo mange sandheder vedrørende religiøse læresætninger — hvad der er rigtigt og hvad der er forkert. Men jeg forstod ikke helt at det at tjene Gud „i ånd og sandhed“ også indebærer at man ifører sig „den nye personlighed“, hvilket indbefatter at man udviser gavnlige egenskaber som fred, mildhed, langmodighed og selvbeherskelse. (Efeserne 4:22-24; Galaterne 5:22, 23) Så det er forståeligt at mine forældres skuffelse blev forstærket af min mangel på takt og at de derfor reagerede med modstand.
Efter at jeg havde fortalt min fader at jeg ville være et Jehovas vidne begyndte jeg regelmæssigt at overvære møderne i rigssalen. I december 1972 symboliserede jeg min indvielse til Jehova ved vanddåben. Jesus siger i Markus 10:29, 30: „Ingen har forladt hus eller brødre eller søstre eller moder eller fader eller børn eller marker for min skyld og for den gode nyheds skyld, uden at han vil få hundrede gange mere nu i denne tid, huse og brødre og søstre og mødre og børn og marker, sammen med forfølgelser, og i den kommende tingenes ordning evigt liv.“ Som en opfyldelse af Jesu løfte fandt jeg hurtigt venner blandt Jehovas folk der udfyldte det tomrum der opstår når man ikke har et nært forhold til sin familie. Nogle var endog som mødre og fædre og brødre og søstre for mig.
Jeg arbejder hen mod målet
Jeg ønskede stadig at blive missionær. Men det er kun pionerer der kan gøre sig håb om at komme på Vagttårnets bibelskole Gilead, hvorfra de så bliver udsendt til fremmede missionærdistrikter. De indledende skridt hen mod dette mål — nemlig at begynde i pionertjenesten — indebar imidlertid visse vanskeligheder.
Først og fremmest ville det betyde endnu et slag for mine forældre. De var stort set tilfredse med at jeg havde mit godt betalte arbejde som sekretær, der i det mindste gjorde at mit liv i deres øjne ikke var helt spildt. Hvad skulle jeg desuden sige til min chef? Han havde ansat mig ud fra den antagelse at jeg ville blive i firmaet et vist stykke tid. Allerede inden min oplæring havde givet resultat i form af et økonomisk afkast til firmaet, ville jeg nu sige op. Igen bad jeg oprigtigt til Jehova om at få styrke og mod nok til at tage dette skridt.
En dag i sommeren 1973 gik jeg, efter at have trukket vejret dybt, ind på min chefs kontor og indviede ham i mine planer om at blive heltidsforkynder. Hans svar gjorde mig målløs: „Larisa, hvis det virkelig er det du ønsker dig her i livet, ville det være dumt af dig at blive her.“ Jeg kunne ikke tro det! Her sad der en verdslig mand og sagde at hvis jeg ønskede at tjene den sande Gud, Jehova, i større mål, ville det være dumt af mig hvis jeg ikke gjorde det!
Næste dag fik jeg en endnu større overraskelse. Min chef kom hen til mig og bad mig overveje om jeg ville arbejde i firmaet på deltid. Hørte jeg rigtigt? „Men sådan en ordning med deltidsarbejde findes jo ikke her i firmaet,“ svarede jeg.
„Nej, det er rigtigt, men jeg finder ud af noget,“ sagde han. Derefter tilbød han mig selv at vælge præcis de dage og tidspunkter jeg kunne tænke mig. Det var virkelig et bevis på at Jehova hjalp mig — og så sandelig også et bevis på sandheden i Jesu ord: „Bliv da ved med først at søge riget og hans retfærdighed, og alle disse andre ting vil blive givet jer i tilgift.“ — Mattæus 6:33.
Dermed blev august 1973 den første måned i min pionertjeneste. Som jeg forventede var min familie meget imod min beslutning, og det blev nødvendigt for mig at flytte hjemmefra. Selv om denne situation gjorde mig ked af det, er jeg glad for at kunne sige at som årene gik, aftog det spændte forhold, og til sidst var vi i stand til at nyde et dejligt fællesskab hvor vi kunne le, pjatte og tale med hinanden som familie.
Inden min moder i august 1979 døde, inviterede hun mig flere gange hjem på besøg fra mit pionerdistrikt i den sydlige del af De forenede Stater. Den 5. april 1980 blev jeg gift med David, der har det samme mål i livet som jeg selv har. Lykkeligvis kom min fader til brylluppet, og han gav os tilmed en stor gave. Så selv om hverken han eller mine søstre nærer det samme ønske om at tjene Jehova som jeg gør, har vi et godt forhold til hinanden.
I januar 1984, efter at jeg havde været godt og vel ti år i pionertjenesten, fik David og jeg et af vort livs store overraskelser. Da vi kom hjem en eftermiddag lå der en stor konvolut i postkassen. Det var en indbydelse til Gileads 77. klasse, der skulle begynde undervisningen i april! I september sidste år havde vi gennemgået skolen, og få dage senere blev vi sendt af sted til vort missionærdistrikt — Honduras i Mellemamerika.
Nu oplever jeg selv nogle af de spændende ting som jeg så ivrigt så frem til at opleve da jeg læste om dem i Jehovas Vidners årbog. Min barndoms mål — at tjene som missionær — er nu blevet til virkelighed, og jeg ønsker at holde fast ved dette storslåede tjenesteprivilegium. Mit største mål er dog at fortsætte med at tilbede Jehova „i ånd og sandhed“, for til sidst at vinde hans godkendelse og kunne glæde mig over livet i Paradiset, hvor Jehova vil belønne sine tjenere ved at opfylde deres største ønske — et evigt liv i dette paradis! (Salme 37:4) — Fortalt af Larisa Krysuik.
[Tekstcitat på side 18]
Nu var jeg splittet mellem to fædre
[Illustration på side 21]
I forkyndelsen i mit missionærdistrikt i Honduras