Disse fortryllende skaller
Af „Vågn op!“–korrespondent på Filippinerne
PÅ DEN filippinske ø Bohol hændte der noget i 1838 som nær havde fået en britisk herre til at besvime af sindsbevægelse. Denne herre hed Hugh Cumming. Han var konkolog, det vil sige en naturforsker der beskæftiger sig med studium og indsamling af skaller fra bløddyr. Ved den lejlighed fandt Cumming tre skaller som af specialister kendes under navnet Conus gloria-maris, der betyder „Havets pryd“.
Men hvorfor en sådan sindsbevægelse på grund af tre strandskaller? Jo, for Hugh Cumming var enhver samlers drøm gået i opfyldelse. Havets pryd er en sjælden, smuk og kostbar skal. Indtil 1965 havde man kun fundet 25 eksemplarer, hvoraf det største findes i en samling på Filippinerne. Selv om denne skal findes som fossil, kan den efter sigende være over 9000 kroner værd.
For den der samler på skaller, eller konkylier, er Filippinerne et paradis. Tre af de 13 mest værdifulde skaller i verden kommer fra dette land. Publikationen Shells and the Philippines oplyser: „Det havområde der er mest berømt for sin store artsrigdom af skalbærende dyr er de indo-pacifiske have, som strækker sig helt fra Det røde Hav og Afrikas østkyst tværs over Det indiske Ocean til Stillehavet på den anden side af Hawaii og Påskeøen. . . . I midten af dette vidtstrakte område ligger skalsamlerens mekka, det filippinske øhav med dets tusinder af øer, rev, kanaler, bugter, vandområder og rekordstore dybder.“
Hvor kommer skallerne fra?
Skallerne tjener som beskyttelse for bløddyr, i hvis krop der ikke findes noget skelet. Til bløddyrene hører blandt andet snegle, muslinger og østers. Et bløddyr består sædvanligvis af indre organer, et hoved, en fod og en hudlignende kappe. Kappen udskiller en flydende substans hvoraf skallen bliver til. Den dannes i lag og er hårdere end glas. Til at skære i dette stof kræves specialværktøj.
Der findes ikke to skaller som er nøjagtig ens. Hver art kendetegnes af et nedarvet, grundlæggende mønster, men miljømæssige faktorer spiller også en rolle for skallens udseende. Farven og formgivningen bestemmes af særlige kirtler i kappen. Det største nulevende bløddyr med ydre skal er kæmpemuslingen Tridacna gigas. Den kan blive op til halvanden meter lang. Man har imidlertid fundet fossile skaller der måler helt op til 4,6 meter.
Fem hovedgrupper
Man kan inddele bløddyrene i fem hovedgrupper eller klasser. En af disse klasser kaldes Amphineura, et navn der stammer fra to græske ord som betyder „omkring“ og „nerve“, fordi disse bløddyrs krop omspændes af to nervestrenge. Dyrene i denne klasse danner en skal der ligner en ringbrynje. Den består af otte overlappende plader der holdes sammen af et sejt bælte af kappevæv. På grund af udseendet kaldes dyrene i denne klasse også skallus. De er nøjsomme dyr der almindeligvis er planteædende. De skaffer sig føden ved at rive den løs fra sten og klipper mens de kryber over dem. Bortset fra skallens udseende er deres eneste krigeriske karaktertræk en fantastisk evne til at camouflere sig.
Den største klasse i bløddyrenes række kaldes Gastropoda. Dette navn stammer fra græske ord der betyder „mave“ og „fod“. De bevæger sig omkring ved hjælp af en bred fod under kroppen. Der findes omtrent 50.000 arter inden for denne hovedgruppe, heriblandt den fornemme Havets pryd. Denne klasse af bløddyr, som også bærer fællesbetegnelsen snegle, omfatter blandt andet nøgne og skalbærende landsnegle, strandsnegle, albueskæl og konksnegle.
Bløddyr af klassen Gastropoda er enskallede, og fordi de fleste skalbærende snegle drejer sig under væksten får skallerne en karakteristisk, spiralsnoet form, der oftest følger uret — kun hos få arter er skallen venstredrejet. Snegle er sædvanligvis aktive dyr der både er kød- og planteædende. Hvis de forstyrres trækker de sig ind i skallen og lukker „døren“ (også kaldet operculum), en hornet plade der afsondres på den øvre bageste del af foden.
En anden klasse af bløddyr kaldes Pelecypoda, et navn der er sammensat af græske ord som betyder „økse“ og „fod“. De bevæger sig ved hjælp af en økseformet, muskuløs fod. Bløddyrene i denne klasse er toskallede; de har to ens skalklapper der passer sammen. Sandmuslinger, blåmuslinger, kammuslinger og østers er velkendte medlemmer af denne klasse, der omfatter omtrent 10.000 kendte arter. Alle toskallede bløddyr er vegetarer, og mange af dem finder permanente levesteder ved at hæfte sig til klipper eller grave sig ned i sand og mudder.
Scaphopoda er en fjerde klasse; navnet er dannet af græske ord der betyder „båd“ og „fod“. Der findes omtrent 350 arter i denne gruppe. De lever i havet og har en tilspidset fod der kan have en vis lighed med en lille båd. Med den borer de sig ned i sandet idet de lader den ene ende af skallen stikke op i vandet. Deres krop er dækket af en enkelt, rørformet skal som er åben i begge ender. Dette udseende har også givet dem navnet søtænder. De indsamler fødepartikler ved hjælp af fangetråde der strækkes ud gennem en lille åbning.
Den femte klasse vil måske ikke umiddelbart blive genkendt som bløddyr. Den kaldes Cephalopoda, et navn der er afledt af to græske ord som betyder „hoved“ og „fod“. Arterne i denne klasse kendetegnes ved et antal tentakler (almindeligvis otte eller ti) der omkranser hovedet og munden. Bløddyrene i denne klasse kaldes også blæksprutter. Blandt de 800 arter der tilhører klassen Cephalopoda har kun medlemmer af slægten nautilus en ydre skal, som i øvrigt er inddelt i kamre.
Om at samle på skaller
Kunne du tænke dig at samle på skaller? Så vil det være en god idé at begynde på stranden. Man kan finde mange smukke skaller både på stranden og på lavt vand. Lad ikke dårligt vejr holde dig tilbage, da en storm ofte fylder stranden med glinsende rækker af skaller.
Det kræver dog ofte anstrengelser at finde de særlig smukke eksemplarer. Man må grave i sandet, undersøge furer og huller og søge på tidevandsflader og i ålegræs. Hvis man svømmer et kort stykke fra land og vender sten eller døde koraller, kan man gøre mange spændende fund. På land og i nærheden af floder kan man også finde mange forskellige skaller. For eksempel bærer mange landlevende snegle skaller i pragtfulde former og farver.
Men vær forsigtig! Visse skaller, for eksempel de der tilhører keglesneglene, indeholder dødeligt giftige rovlevende bløddyr der har fem eller seks harpunformede, hule nåle på tungen hvormed de indsprøjter gift der bedøver byttet. De vil angribe uanset om det er et muligt bytte eller en menneskehånd. Alvoren i dette understreges af at flere skalsamlere har mistet livet som følge af disse snegles giftige „bid“. Hvis man indsamler keglesnegle levende er det bedst at anvende et net eller et glas. Hold dem aldrig i den smalle ende.
Omhyggelig men forsigtig rengøring vil forskønne dine fund. Man kan koge skallerne, lægge dem i lud, rense dem med blegemiddel, skrælle skorper af og behandle dem med saltsyre. Hvis man ikke kan fjerne alt kødet ved kogning eller med en krog eller et lignende redskab, vil myrer ofte kunne gøre arbejdet grundigt. Efter enhver behandling, især efter behandling med syre, må skallerne vaskes grundigt i vand. Efter disse anstrengelser vil man kunne fremvise nogle meget smukke skaller.
Når det drejer sig om at rense skaller er der imidlertid visse behandlinger man ikke bør udsætte dem for. Læg aldrig skaller i syrebad. Undgå at placere dem i direkte sollys; og læg ikke tykke skaller i kogende vand, da de kan revne.
Der findes bløddyr i hele verden, både på dybt vand og i overfladen, både under jorden og oven på den. For mange er det at samle på skaller en fornøjelig hobby.
[Illustrationer på side 22 og 23]
Kæmpemusling
Vindeltrappesnegl
Søtand
Nautilus