Spørgsmålet om blodtransfusion bliver forsidestof i Japan
’AFHOLD jer fra blod.’ Sådan lyder Bibelens klare bud i Apostelgerninger 15:29. Det indeholdes i en bestemmelse der blev udsendt af den kristne menigheds styrende råd i det første århundrede, og som er nedskrevet i Guds inspirerede ord til vejledning for kristne helt frem til vor tid.
Det var imidlertid ikke et nyt gudgivent krav der blev fremsat dér i det første århundrede. Afholdenhed fra blod blev påbudt allerede for 3500 år siden i Moseloven, som det fremgår af Tredje Mosebog 17:10-16. Faktisk blev et lignende bud fremsat for mere end 4300 år siden til Noa, der er forfader til alle mennesker som lever på jorden i dag. Det står at læse i Første Mosebog 9:4: „Kun kød med dets sjæl — dets blod — må I ikke spise.“
I lyset af disse vers er det tydeligt for dem der bruger Bibelen som rettesnor, at blodet er værdifuldt i Guds øjne. Som den der har skabt mennesket og denne livsnødvendige væske, er han den eneste der med rette kan bestemme hvordan blodet må anvendes. Hvis man ikke må spise det for at opretholde livet, må man naturligvis heller ikke søge at opretholde livet med det ved intravenøs madning eller transfusion. De der tilbeder Bibelens Gud er omhyggelige med at overholde hans påbud. Og set fra hans synsvinkel er det lige så vigtigt at man afholder sig fra blod som fra afgudsdyrkelse og utugt, hvilket tydeligt fremgår af Apostelgerninger 15:28 og 29.
En sag der rystede Japan
Den 6. juni 1985, klokken 16.35, kom den tiårige Dai Suzuki kørende på sin cykel. Han var på vej for at holde sin første opgave på den teokratiske skole i Jehovas Vidners lokale rigssal. Han stoppede ved et trafiklys, hvor han kom til at holde mellem en lastvogn og autoværnet. Da lyset skiftede til grønt satte Dai i gang. Men han blev ramt af lastvognens store baghjul, der kastede ham til jorden og knuste hans ben. Det blødte voldsomt. Fem timer efter at Dai var blevet bragt til et nærliggende hospital, døde han af sine kvæstelser.
Gennem nyhedsmedierne blev denne hændelse kendt over hele landet. Grunden til den store interesse var at Dais forældre nægtede at give tilladelse til blodtransfusion. Dais fader studerer Bibelen sammen med Jehovas Vidner, og hans moder er allerede et døbt vidne. Af religiøse grunde afviste de bestemt enhver anmodning om tilladelse til at give blod. De signerede endog et skriftligt afslag med fingeraftryk, som er lovformeligt bindende hvis en person på det pågældende tidspunkt ikke er i besiddelse af sit officielle segl. De anså det for rigtigt at følge Bibelens bud, hvor Gud entydigt har påbudt sine tjenere at ’afholde sig fra blod’.
Man truede forældrene med at anklage dem for mord hvis barnet døde fordi de ikke gav tilladelse til blodtransfusion. Senere viste en omhyggelig obduktion imidlertid at døden ikke var forårsaget af nogen form for forsømmelighed, hverken fra forældrenes eller fra hospitalets side. Derfor blev der ikke rejst sigtelse imod dem.
Japans tre vigtigste landsdækkende dagblade og mange indflydelsesrige lokale aviser bragte lange artikler om sagen. Den blev også omtalt i nyhedsudsendelserne i radio og TV. Nyhedsmedierne appellerede stærkt til folks følelser, og som det ofte er tilfældet i sådanne følelsesladede sager, fordrejede de kendsgerningerne ganske betydeligt. Mange artikler var direkte provokerende.
En kommentator indrømmede imidlertid at japanerne ikke er vant til at lade sig lede af en så stærk religiøs overbevisning som tilfældet var med familien Suzuki. Han fremførte at ’hvis en transfusion var blevet påtvunget patienten og han havde overlevet, ville både forældre og patient have lidt større kvaler’. Set på denne baggrund mente han at man faktisk ikke kan fælde dom over andres tro.
De japanske fjernsynsstationer gjorde et stort nummer ud af sagen og opbyggede følelsesmæssige fordomme. Men fra familien Suzukis synspunkt var det vigtigt at adlyde Guds klare påbud i Bibelen. Derfor adlød de gudfrygtige forældre det bibelske bud om at ’afholde sig fra blod’. (Apostelgerninger 15:20, 29; 21:25) Den omstændighed at budet om at afholde sig fra blod fremhæves i tre forskellige vers i Apostelgerninger og at det knyttes sammen med det at afholde sig fra afgudsdyrkelse og utugt, viser med hvilken alvor Skaberen ser på sagen.
I det sjældne tilfælde hvor en trofast kristen måtte miste livet på grund af sin vægring imod blodtransfusion, vil vedkommende afgjort blive oprejst fra de døde ifølge Guds løfte, når Hans tid er inde. Dais forældre kan tillidsfuldt sige som Marta sagde om sin broder Lazarus: „Jeg ved han skal opstå i opstandelsen på den yderste dag.“ — Johannes 11:24; 5:28, 29.
For Jehovas Vidner er spørgsmålet udelukkende af religiøs art. Man kunne sandt nok også fremføre at der i mange tilfælde er mindre risiko ved at nægte at modtage en blodtransfusion end der er ved at tage imod den, fordi man på den måde er beskyttet mod de alvorlige sygdomme der kan overføres ved blodtransfusion, som for eksempel AIDS og hepatitis. For kristne, der lader sig lede af Guds ord, er dette imidlertid af sekundær betydning. De er først og fremmest interesseret i at adlyde Guds lov og dermed forblive i et godkendt forhold til Livgiveren, Jehova Gud, der også er i stand til at skænke dem evigt liv. — Salme 36:9; Romerne 2:6, 7.
I nogle tilfælde kan det kræve ofre af loyale kristne at holde fast ved det bibelske påbud om ’at afholde sig fra blod’. Men selvopofrelse er en dyd der sættes højt i mange samfund, og når man viser selvopofrelse ved at adlyde sin Skaber vil man afgjort vinde hans godkendelse. — Lukas 9:23, 24.
Familien Suzuki valgte beslutsomt at lade sig lede af Bibelen, i lydighed mod den almægtige Gud, på trods af følelsesladet pres fra dem der ikke forstod de tilgrundliggende principper. (Apostelgerninger 5:29) Måtte „al trøsts Gud“ fortsat styrke denne familie i dens uangribelighed og bringe den en storslået velsignelse i opstandelsen! — 2 Korinther 1:3, 4.
[Illustration på side 23]
Dai da han begyndte i første klasse i 1981