„Den religiøse forfølgelses foretrukne mål“

GENNEM hele historien har der været religionsforfølgelse. Kains mord på Abel skyldtes en religiøs konflikt. Kain blev vred over at Gud godkendte Abels offer men ikke så velvilligt til hans eget, og derfor slog han sin broder ihjel. — 1 Mosebog 4:3-8.

Jesus Kristus forudsagde at hans disciple ville blive forfulgt, især i endens tid. Han sagde advarende: „Over hele verden vil der blive sat ind med tortur og drab og had imod jer, fordi I hører mig til.“ — Mattæus 24:9, Ny Testamente — på hverdagsdansk.

Op gennem historien har de større trossamfund forfulgt hinanden når de hver især har følt at deres enevældige magt over folket var truet. Katolikker, protestanter, hinduer, muslimer, jøder og andre har bekæmpet hinanden. Forfølgelsen er blevet retfærdiggjort med henvisning til „den rene lære“, kirkernes ufejlbarlighed og hensynet til sjælens frelse. Jøderne er blevet forfulgt både på grund af deres tro og på grund af deres race. Her i det 20. århundrede har den ateistiske kommunisme i nogle lande vendt sig mod religionen, der betragtes som ’opium for folket’.

I vort århundrede er en bestemt gruppe mennesker imidlertid blevet forfulgt både fra religiøs og politisk kant. Hvem er de, og hvorfor er de blevet forfulgt?

’Det foretrukne mål’

Den særlige anklager ved Watergate-sagen, Archibald Cox, udgav i 1987 bogen The Court and the Constitution (Retten og grundloven), hvori han skriver: „I det tyvende århundrede har Jehovas Vidner været den religiøse forfølgelses foretrukne mål i De Forenede Stater.“ Hvordan kan det være? Archibald Cox skriver videre: „De begyndte at tiltrække sig opmærksomhed og blive udsat for undertrykkelse i 1930’erne, da deres hvervning af proselytter tog til og deres antal hurtigt voksede. Med støtte i guddommelige åbenbaringer i Bibelen stod de på gadehjørnerne eller gik fra dør til dør mens de tilbød traktater fra Vagttårnets Selskab og forkyndte at det onde triumvirat bestående af de organiserede kirker, forretningsverdenen og staten er Satans redskaber.“

Da nationerne blev inddraget i den anden verdenskrig blev Jehovas vidner ofre for den voldsomme nationalisme som de krigsførende landes regeringer frempiskede. I nogle lande blev der indført obligatorisk flaghilsen i skolerne. Tvungen militærtjeneste blev regelen. Jehovas vidner mener at man skal give kejseren det der er kejserens — og der findes sikkert ikke mange grupper som mere samvittighedsfuldt betaler deres skatter og adlyder landets love — men de giver også Gud det de mener han kræver, nemlig tilbedelse og udelt loyalitet. De respekterer de gode principper som et lands flag ofte står for, men i deres øjne er det billeddyrkelse at hilse flaget, og det kan ikke forenes med tilbedelsen af Gud. Denne holdning gav dem store problemer i 30’ernes og 40’ernes USA.

I hundredvis af børn blev bortvist fra skolerne fordi de ikke ville hilse flaget. Som professor Mason skriver i sin bog Harlan Fiske Stone: Pillar of the Law: „Deres vægring skyldtes ikke at de var upatriotiske eller at de ikke elskede deres land. Den var ganske enkelt et udtryk for at så vidt de kunne forstå af Bibelen var flaghilsenen en overtrædelse af forbudet mod at bøje sig for et udskåret billede.“

Sagen kom for USA’s højesteret, men i 1940 blev Jehovas Vidners appel afvist med otte stemmer mod én. Den modige mand der gik imod de øvrige var dommer Harlan Fiske Stone. Professor Mason fortæller hvordan nogle reagerede: „John Haynes Holmes, formand for Den Amerikanske Borgerrettighedsunion, sagde at Stones afvigende dom ville ’stå som et af de store dissentierende vota i Amerikas historie’. Presseomtalen var særdeles positiv. Et hundrede og enoghalvfjerds førende aviser fordømte straks kendelsen; kun en håndfuld gik ind for den.“

Professor Cox fortæller hvad der derefter skete: „Forfølgelsen af Jehovas vidner tog til. Nogle steder, navnlig i Texas, blev de angrebet af pøbelsværme fordi de ikke ville hilse flaget, og de blev somme tider anset for ’naziagenter’.“ I Maine blev en rigssal brændt ned. I en by i staten Illinois rykkede hele befolkningen ud „for at gå til angreb på omkring tres Jehovas vidner“. Hvad gjorde myndighederne? „Som regel stod politibetjentene blot og så til, hvis de da ikke deltog aktivt i overgrebene.“ Som professor Mason siger: „Justitsministeriet førte denne bølge af vold direkte tilbage til rettens afgørelse i den første flaghilsensag. Retten selv blev derved et våben i kampen om menneskers sind.“

Kendelsen omstødes

På trods af denne grusomme forfølgelse stod Jehovas vidners børn fast, ligesom de tre trofaste hebræere, og nægtede at hilse flaget. (Daniel, kapitel 3) Vagttårnsselskabets juridiske afdeling appellerede den ene flaghilsensag efter den anden. Ja, „Jehovas Vidner fremførte deres klager med en sådan vedholdenhed at [dommer] Stone sagde at ’man burde tildele dem en pris i betragtning af hvilken hjælp de ydede til løsningen af de juridiske problemer i forbindelse med borgernes rettigheder’.“ — Harlan Fiske Stone: Pillar of the Law, side 598.

Den 14. juni 1943 (der i USA fejres som den årlige flagdag) tog USA’s højesteret et usædvanligt skridt. Den omstødte sin kendelse i en flaghilsensag (West Virginia State Board of Education mod Barnette) og frikendte Jehovas vidner. Samme dag erklærede dommerne i en anden sag der vedrørte Jehovas vidner: „Således som bestemmelsen anvendes på appellanterne [Jehovas vidner] ville den medføre straf, skønt det de har bragt videre hverken hævdes eller er bevist at have en ond eller fordægtig hensigt, eller at have tilskyndet eller ophidset til oprør mod landet eller staten . . . Vor afgørelse går ud på at det ikke er strafbart at bringe sådanne meddelelser.“

Som rettens talsmand gav dommer Jackson udtryk for en visdom som Gamaliels: „Hvis der er nogen fiksstjerne på vor forfatnings himmel, er det den ordning at ingen embedsmand, uanset rang, kan diktere borgerne hvad de skal mene om politik, nationalisme, religion eller andre betydningsfulde anliggender, eller tvinge dem til i ord eller handling at bekende deres tro herpå.“ Denne kendelse er blevet kaldt „en af de mest dramatiske omstødelser i rettens historie“. — Jævnfør Apostelgerninger 5:34, 38, 39.

Hvorfor var det urimeligt hvis Jehovas vidner ved lov skulle tvinges til at hilse flaget? Professor Cox forklarer: „Forseelsen mod Gobitis- og Barnette-børnene [børn af Jehovas vidner] bestod i at staten tvang dem til at bekende en politisk tro som de ikke kunne gå ind for.“ Det eneste børnene havde gjort, var at følge det bibelske princip: „Vi bør adlyde Gud som vor hersker mere end mennesker.“ — Apostelgerninger 5:29.

Hvorfor beskytte en minoritet?

I sin analyse af disse retssager rejser professor Cox et betydningsfuldt spørgsmål: „Hvorfor skulle vi bekymre os om hvilke åndelige friheder der tilkommer en lille minoritet som ikke vil hilse flaget? Eller om at beskytte råderummet for urostiftere som de evangeliserende Jehovas Vidner?“ Han forklarer selv: „Svaret ligger dels i den personlige værdighed som vort samfund hviler på, en værdighed som både ortodokse og anderledestænkende har ret til; og dels i bevidstheden om at hvis staten har tilladelse til at lukke munden på Jehovas Vidner . . . , er det måske vor egen mund der bliver lukket næste gang.“

Ja, undertrykkelse af trosfriheden for en upopulær minoritet kan være den spæde begyndelse til at andre friheder undertrykkes for alle borgere. Professor Cox nævner imidlertid også et andet interessant aspekt ved sagen:

„Svaret ligger også til dels i bevidstheden om at en yderliggående minoritet kan være snublet over sandheden — en sandhed der kunne blive tilsidesat eller gå tabt for evigt hvis den blev undertrykt.“ Blandt de sandheder der er blevet undertrykt er den sandhed som Jehovas vidner forkynder, nemlig at menneskehedens eneste håb om fred og frelse er Guds riges regering ved Kristus Jesus. — Daniel 2:44; Mattæus 6:9, 10.

Kristne „urostiftere“

I betragtning af at Cox kalder Jehovas vidner „urostiftere“ er det tankevækkende at se hvordan de første kristne disciple blev beskrevet af deres modstandere: „Disse mænd som har vendt op og ned på den beboede jord, er også her . . . Og alle disse handler i modstrid med kejserens bestemmelser, idet de siger at der er en anden konge, nemlig Jesus.“ (Apostelgerninger 17:6, 7) Jehovas vidner har i vor tid oplevet noget lignende i mange lande. Hvorfor? Ligesom de første kristne er de blevet forfulgt på grund af deres troskab mod Kristus Jesus, deres konge, og hans rige.

De gode resultater Jehovas vidner har i deres forkyndelsesarbejde får kristenhedens præster til at søge hjælp hos de verdslige myndigheder. Nøjagtig det samme skete på Paulus’ tid. Den bibelske beretning fortæller: „Jøderne, som blev skinsyge, fik fat i nogle onde mænd af dagdriverne og lavede et opløb og begyndte at bringe byen i oprør. . . . de [slæbte] Jason og nogle af brødrene hen til byens ledere.“ — Apostelgerninger 17:5, 6.

Både i fredstid og i krigstid er Jehovas vidner i mange lande blevet udsat for uretfærdig forfølgelse. Ofte har forfølgelsen været anstiftet af religiøse ledere som har benyttet sig af deres kontakter i regeringen for at sætte en stopper for Jehovas vidners aktivitet. Et bemærkelsesværdigt eksempel på dette er den forfølgelse Jehovas vidner blev udsat for i det katolske Spanien mellem 1950 og 1970. Mænd, kvinder og børn blev jaget, idømt bøder og fængslet blot fordi de studerede Bibelen i deres eget hjem. I hundredvis af unge mænd måtte afsone fængselsstraffe på over ti år fordi de holdt fast ved deres kristne neutralitet.a

Det Jehovas vidner har været udsat for i Spanien er så grelt at en fremtrædende sagfører, señor Martín-Retortillo, har skrevet: „Når man studerer retslære i ti år og iagttager de sanktioner regeringen har iværksat af hensyn til den offentlige orden, sanktioner som berører det religiøse liv, er der noget som straks falder i øjnene: Nemlig at [de involverede] i næsten alle tilfælde er medlemmer af samme trossamfund . . . ’Jehovas Vidner’.“

Forfølgelse kan ikke standse Jehovas vidner

Siden 1970 har Jehovas Vidner været juridisk anerkendt i Spanien, og de 10.000 forkyndere der dengang var i landet er nu blevet til 70.000 fordelt på cirka tusind menigheder. Procentvis har der været en tilsvarende fremgang i De Forenede Stater. I den periode professor Cox omtaler (1930’erne og 1940’erne), var der kun mellem 40.000 og 60.000 Jehovas vidner i De Forenede Stater, og 115.000 i hele verden. I dag er der over 770.000 Jehovas vidner i De Forenede Stater, og 3.400.000 i 55.000 menigheder i hele verden. Forfølgelsen har ikke kunnet bremse deres verdensomspændende undervisningsarbejde.

Når Jehovas vidner udsættes for forfølgelse er der kun ét svar de kan give: „Døm selv om det er ret i Guds øjne at høre mere efter jer end efter Gud. Men vi for vort vedkommende kan ikke holde op med at tale om det vi har set og hørt.“ — Apostelgerninger 4:19, 20.

[Fodnote]

[Illustration på side 23]

Domstolene: At nægte at hilse et flag er ikke respektløst

[Illustration på side 24]

Kun dommer Stone støttede Jehovas vidners standpunkt ved højesteretskendelsen i 1940

[Kildeangivelse]

Kuratorens kontor, De Forenede Staters Højesteret

[Illustration på side 25]

Ved en flertalsafgørelse afsagde disse dommere en kendelse til gunst for Jehovas Vidner

[Kildeangivelse]

Kuratorens kontor, De Forenede Staters Højesteret