„Ikke for al den te der er i Kina!“
DET har ændret historiens forløb. Datidens største handelskompagni var afhængigt af handelen med det. Hollandske søfarere sejlede tusinder af sømil for at skaffe det. Næst efter almindeligt postevand er det den drik der bliver drukket mest af i verden. Hvad er det? Det er te!
Har du nogen sinde tænkt over hvordan teen er blevet så yndet en drik? Hvor stammer den egentlig fra? Ligesom så mange andre kulturgoder kommer den oprindelig fra Kina. Godt 500 år før vor tidsregning omtalte Kungfutse te i et af sine digte. Historiebøgerne beretter om en kinesisk kejser der 300 år senere fyldte den slunkne statskasse ved at lægge afgift på te.
Selv om det ikke skorter på folkesagn om hvordan teen blev opdaget, vil vi sikkert aldrig få sandheden at vide. Ét sagn fortæller at teens opdager var kejser Shen Nung, som på sine rejser rundt i riget udelukkende drak kogt vand. Engang blæste en kvist fra en brændende busk ned i det kogende vand. Til hans forbløffelse kom vandet til at smage og dufte fortrinligt. Kejseren havde opdaget teen!
Ifølge et andet sagn troede en af Buddhas disciple ved navn Bodhidharma at man kun kunne opnå sand hellighed ved at meditere uafbrudt døgnet rundt. En nat overmandede søvnen ham imidlertid. For at han ikke igen skulle bukke under for en så gemen menneskelig svaghed, skar han sine øjenlåg af. Disse faldt ned på jorden og begyndte mirakuløst at spire. Næste dag stod der en grøn busk. Han smagte på bladene og fandt dem velsmagende og forfriskende. Teplanten var blevet til.
Teen erobrer Det Fjerne Østen
Der gik ikke lang tid før teen holdt sit indtog i Japan. Den blev bragt dertil i det niende århundrede af kinesiske buddhistmunke med ’tepotten i vadsækken’. Japanerne kom til at holde så meget af te at brygningen og serveringen af den i løbet af de næste 400 år udviklede sig til „et stærkt formaliseret ritual“, kaldet chanuyu, som blev en national institution.
I modsætning til den omhyggeligt tillavede japanske te, har den kinesiske te næppe været særlig velsmagende. Selv om kinesiske poeter priste teen som „skum af flydende jade“, blev den ofte serveret nærmest som en slags suppe. Grønne teblade blev kogt i saltvand, nogle gange krydret med ingefær, kanel eller løg, andre gange tilsat mælk og tilmed ris.
Ikke desto mindre var det en kineser som skrev den første bog om tebrygning. Omkring år 780 udgav Lu Yu Tscha-King (Tebogen), som hurtigt blev en hel bibel for teelskere i Fjernøsten. Påvirket af denne lærde mand begyndte kineserne at forfine deres tedrikkevaner, og at tilberede teen på en forbedret men dog enkel måde: Kogt vand tilsat højst en knivspids salt — som en sidste indrømmelse til de gamle hævdvundne teskikke — blev hældt over tørrede teblade. Lu Yu havde opdaget at det i høj grad var teens aroma der afgjorde om den var god eller dårlig, og at dens smag og kvalitet ikke udelukkende afhang af selve tebusken men i højere grad — ligesom med vin — af jordbunds- og klimaforholdene. Det var derfor han kunne tale om at der fandtes „tusind, ja ti tusind“ tesorter.
Snart begyndte kineserne at blande tesorterne, hvorved hundredvis af nye fremkom. Ikke overraskende stammer selve ordet te også fra teens moderland, fra navnet på et kinesisk tegn på amoydialekten.
Europæerne får kendskab til teen
Der gik lang tid før europæerne fik smag for te. Selv om den venetianske handelsmand og eventyrer Marco Polo (1254-1324) rejste Kina tyndt, nævner han kun te én gang i sine rejseskildringer. Deri fortæller han at en kinesisk finansminister blev afskediget fordi han egenrådigt hævede teafgiften. Godt 200 år senere gav en anden venetianer, Giovanni Battista Ramusio, som den første europæer en detaljeret beskrivelse af teens vej fra busk til kop. Og i begyndelsen af det syttende århundrede kunne de første smagsprøver af denne nye, fremmedartede drik købes på europæiske apoteker til guldpriser. Intet under at det australske mundheld „Ikke for al den te der er i Kina!“ betyder: „Absolut ikke!“
I mellemtiden var hollænderne begyndt at handle i Fjernøsten, og en af deres mest eksotiske importvarer var te. En driftig købmand, Johan Nieuhof, beretter om sine endeløse købslagninger med kinesiske mandariner. De blev gerne afsluttet med en banket hvor der blev serveret en drik, som han nedsættende kaldte for „bønnesuppe“. Efter at have beskrevet hvordan den tilberedes, og fortalt at den skal „drikkes så varm som muligt“, tilføjer han at „kineserne skatter denne drik lige så højt som alkymisterne skatter Lapidum Philosophorum . . . de vises sten“. Han mente dog at te var et virkningsfuldt men dyrt lægemiddel mod alverdens dårligdomme.
Briternes uundværlige eftermiddagste
I dag er briterne ganske vist verdens mest tedrikkende folk, men både hollænderne og portugiserne har en del af æren for at de er blevet det. Man mener at de jøder som Oliver Cromwell inviterede tilbage til England efter deres landflygtighed i Amsterdam, havde te med i kufferten. Den 23. september 1658 blev en mærkedag i teens historie, for den dag blev den første tereklame opslået i en engelsk avis. Mercurius Politicus bekendtgjorde at en drikkevare som kineserne kaldte tchan men som også gik under navnet te, snart kunne købes i det londonske kaffehus Sultanens Hoved. Tre år senere ægtede kong Charles II af England en sand tekender, nemlig den portugisiske prinsesse Catherine af Bragança, som indførte tetid ved det engelske hof. Dermed var de alkoholiske drikke udkonkurreret. Tidligere havde både lorder og ladyer efter sigende nippet til dem „både morgen, middag og aften“. Nu var det pludselig blevet fint at drikke te.
Selv om teen måtte hentes langvejsfra blev der bragt store partier af den hjem til London. I rette tid fik Det Ostindiske Kompagni monopol på den østasiatiske handel, deriblandt tehandelen med Kina, og beholdt det i de næste 200 år. Med undtagelse af franskmændene blev hovedparten af europæerne tedrikkere.
Te, afgifter og krige
Den nye drik var en appelsin i turbanen på de økonomisk pressede regeringer. I begyndelsen måtte de londonske kaffehuse daglig svare afgift af den te de udskænkede. Dette besværlige system blev afskaffet i 1689; i stedet skulle der betales en afgift af hvert pund tørrede teblade der blev solgt. På grund af den stigende efterspørgsel og de skyhøje afgifter på helt op til 90 procent, blomstrede der en livlig smuglervirksomhed frem langs den engelske sydkyst, for te var langt billigere på kontinentet. Man fremstillede endog erstatningste. Brugte teblade blev behandlet med melasse og ler — formentlig for at gengive teen dens oprindelige farve — og derpå tørret og solgt. En „vareforfalsker“ fremstillede en drik kaldet „smækkys“, et ildelugtende bryg af tørrede askeblade, udblødt i fåregødning og blandet med rigtig te før salg!
Te ændrede endog historiens gang. En teafgift på tre pence pr. pund udløste Den Amerikanske Frihedskrig. Vrede borgere i Boston fordømte tolden som „ubetydelig men tyrannisk“. De forbitrede kolonister, hvoraf nogle var forklædt som indianere, stormede tre teskibe der lå fortøjet i havnen, flækkede tekasserne og lempede hele ladningen over bord. Det er derfra udtrykket „Teselskabet i Boston“ stammer. Denne begivenhed skulle få afgørende følger for eftertiden.
Også i en anden krig spillede te en hovedrolle, nemlig i Opiumskrigen. Kineserne fik deres teeksport betalt i sølv, eftersom de ikke havde interesse for europæiske varer. Det forbudte stof opium var derimod meget eftertragtet. Det Ostindiske Kompagni lod ikke denne chance for at tjene penge glide fra sig. Skrupelløst plantede man opiumsvalmuer i det østlige Indien for at kunne forsyne det vældige kinesiske marked. De utallige opiumshuler modtog rigelige leverancer i de ti år denne illegale handel stod på, men til sidst satte de kinesiske myndigheder en stopper for ulovlighederne. Efter nogle skærmydsler mellem Storbritannien og Kina om dette udbrød der krig, og det endte med at kineserne led et forsmædeligt nederlag i 1842. Atter strømmede teen til England, mens Kina var nødt til at acceptere importen af opium.
Har du fået lyst til en kop te?
Tidligt blev man klar over at te er en stimulans, især på grund af koffeinindholdet. Til at begynde med blev teen solgt på apoteker som et universalmiddel mod alle mulige lidelser lige fra vattersot og skørbug til appetitløshed og forstoppelse. I dag ved man at te er rig på B-vitaminer, men desværre også på koffein. I vor kaloriebevidste vestlige verden er det også værd at huske at en kop te uden mælk og sukker kun indeholder fire kalorier.
Te taber hurtigt i kvalitet og kan højst lagres nogle få måneder. Og te bør frem for alt opbevares på den rigtige måde, det vil sige aldrig sammen med urter, og slet ikke sammen med krydderier. Te kommer nemlig let til at smage af alt hvad det ligger i nærheden af. Britiske teplantageforvaltere i forrige århundrede påbød ligefrem deres teplukkere at tage brusebad før de begyndte at arbejde!
I øvrigt er det også herligt med iste. I sommerheden under verdensudstillingen i 1904 i Saint Louis kunne en engelsk tesælger ikke komme af med sin dampende varme te. I stedet fandt han på at afkøle teen og hælde den ud over is, hvorved en forfriskende sommerdrik var skabt.
Briterne kommer mælk i teen, friserne i Nordtyskland drikker den med hvid kandis og flødeskum, marokkanerne tilsætter pebermynte, mens tibetanerne foretrækker te iblandet salt og yaksmør. Men desværre er det kun de færreste teelskere der har mulighed for at følge gamle Lu Yus råd om at koge frisk kildevand fra bjergene når de skal lave te.
Efter al den snak om te er du måske blevet tørstig? Hvorfor ikke lave dig en kop te?
[Ramme på side 15]
„Gudskelov for teen! Hvad skulle verden ellers have gjort? — hvordan ville den kunne eksistere? Jeg er glad for at jeg ikke er født før teens opdagelse.“ — Sydney Smith (1771-1845), engelsk skribent
[Ramme/illustration på side 18]
Fra busk til bord
I vore dage findes der i hundredvis af forskellige tesorter, som dog alle er krydsninger af tre hovedvarieteter. Teen dyrkes fortrinsvis i bjergegne hvor regnvandet kan løbe bort. Det største tedyrkningsdistrikt er i dag Assam i den nordindiske provins af samme navn. Men efter sigende kommer en af verdens fineste teer fra Darjeeling ved foden af Himalayabjergene. Det fugtige klima og den sure jord gør Darjeeling særdeles velegnet til tedyrkning.
I Darjeeling høster man i sæsoner. I marts og april arbejder teplukkerne på højtryk for at indsamle de første spæde skud, som giver en udsøgt te med en sart, fin smag. Anden plukning, hvorfra man får en kraftig, ravgul te, sker i løbet af sommeren, mens ’hverdagsteen’ først plukkes om efteråret. Andre steder plukker man hele året rundt med kun få dages eller ugers mellemrum. Jo yngre og blødere skuddene er, desto bedre bliver teen. Men det kræver stor dygtighed og omhu at plukke dem. En rutineret teplukker kan daglig plukke 30.000 skud, hvilket kun giver seks kilo Darjeeling-te. Først må de afplukkede teblade imidlertid forarbejdes.
Forarbejdningen består af fire processer. Først tørres de nye, grønne skud indtil de har mistet 30 procent af deres vandindhold og er blevet bløde og glatte som læder. I næste proces rulles tebladene så cellevæggene brister; derved frigøres plantesaften som giver teen dens særlige smag. I tredje proces, gæringen (fermenteringen), får de gulgrønne teblade deres karakteristiske gyldenbrune farve. De rullede blade spredes ud på borde i fugtig luft, hvorefter de begynder at gære. Derefter varmetørres de. I denne proces bliver bladene sorte, og det er først når man hælder varmt vand på dem at de genvinder deres gyldenbrune farve.
Til sidst sorteres de tørrede blade og pakkes i krydsfinérkasser dækket med rispapir og alufolie og sendes ud på verdensmarkedet. Når de forskellige tesorter er blevet blandet, kan du købe en pose af blandingen og lave dig en kop forfriskende te.
[Illustration på side 14]
Kineser vejer te
[Illustrationer på side 16, 17]
Til højre: Tefabrik i Sikkim, Indien
Yderst til højre: Teplukning i Indien
Nederst til højre: Teplantage i Sri Lanka
I midten: Teblade og -blomster
Nederst til venstre: Japanske teplukkere