Unge spørger:
Hvorfor er det forkert at flirte?
„SARAH! Sarah!“ hvisker en dreng der sidder et par rækker længere tilbage. „Kom ned og sæt dig ved siden af mig!“ Hvert femte minut gentager han sin opfordring — men forgæves. For Sarah er drengens flirtena i klasseværelset ikke andet end en daglig irritation.
Jennifer, der stadig går i en af de lavere klasser, fortæller: „Drengene kommer med skjulte hentydninger og er lovlig indladende.“ „Alene deres øjne!“ tilføjer Erika. „De glor på én mens de smiler gådefuldt, og taler pludselig med en dyb, dyb stemme — det er lige til at grine ad. Og de forsøger at komme helt tæt på én.“ Drenge bliver også udsat for flirten. John, der er teenager, siger: „Pigerne [i skolen] prøver at komme nær ved én, at røre ved én og lægge armene om én. På gangene kommer de hen og forsøger at omfavne drengene.“
Mange unge soler sig i opmærksomheden. „Det er dejligt,“ siger en pige ved navn Connie som gerne vil tiltrække sig de lystne blikke ved at klæde sig udfordrende. „Jeg er en pige af den type der flirter med alle drenge — uanset om jeg kan lide dem eller ej,“ skriver en pige til bladet ’Teen. „Det får mig til at føle mig mere selvsikker og charmerende.“
Hvordan bør kristne se på det at flirte? Er det kun uskyldig leg, en fase på vejen til den ’rigtige’ kærlighed? Eller er det forbundet med visse farer?
Hvad det vil sige at flirte
At flirte er ikke det samme som dét at en voksen viser en af det andet køn berettiget interesse med ægteskab i tanke. Gyldendals Fremmedordbog definerer flirt som „overfladisk kurmageri, koketteri“. På fransk kaldes en flirtende kvinde for en coquette.
Det er imidlertid svært at præcisere helt nøjagtigt hvad det vil sige at flirte. Det kan bestå i et blik, en berøring, et skævt smil, stemmens klang — ja, selv ens måde at klæde sig på og stå på eller de bevægelser man gør. Men selv om det er svært at definere hvad flirt er, så er det ikke svært at finde ud af hvornår man er genstand for det. Og hvis man er for ung til at blive gift kan det være direkte farligt at gå og spille op til det modsatte køn!
Farligt?
Der er ikke i sig selv noget forkert ved at føle sig tiltrukket af det modsatte køn. I „ungdommens vår“ er det faktisk kun naturligt at disse følelser er stærke; sådan har Gud skabt os. (1 Korinther 7:36) Måske spekulerer du på hvor tiltrækkende du er; at flirte synes at være en harmløs måde at finde ud af det på. Bladet ’Teen har endda opfordret piger til at flirte: „Det kan være sjovt at flirte!“ En artikel indeholder detaljerede instruktioner i kunsten at flirte.
Dét at flirteri er sjovt betyder ikke i sig selv at det er gavnligt eller sundt. Tænk på den retfærdige Jobs indstilling. Han sagde: „Jeg har sluttet en pagt med mine øjne, så hvordan kunne jeg fæste mit blik på en jomfru?“ (Job 31:1, 9-11) Job indgik en aftale med sig selv om at styre sine øjne og aldrig kaste et flirtende blik på en ugift kvinde. Hvorfor ikke? Fordi Job var en gift mand. Hvis han gjorde tilnærmelser til andre kvinder ville han være illoyal mod sin hustru. Det kunne vække forkerte ønsker og forhåbninger. Job skyede derfor flirten.
Nu er du ganske vist ikke gift endnu. Men når du tænker over det, har du så større ret end Job havde til at vise en bestemt af det modsatte køn særlig interesse? Du er jo ikke i den giftefærdige alder, så hvad skulle formålet med det være? Hvad ville du gøre hvis han eller hun reagerede på dine tilnærmelser? Du kan jo ikke føre forholdet ud i dets logiske konsekvens — ægteskabet.b Det kan derfor ikke andet end give problemer.
Bekræfter ens jeg
Det er sjældent at den der flirter ønsker at blive følelsesmæssigt engageret. Han eller hun betragter det måske blot som en leg eller sport at tiltrække sig det modsatte køns opmærksomhed. En kristen pige ved navn Maria kendte for eksempel udmærket Bibelens forbud mod at lade sig spænde i ulige åg med en ikketroende. (2 Korinther 6:14) Men fejlagtigt mente hun at der ikke var noget forkert i at flirte med drengene i skolen. „Så snart jeg vandt deres opmærksomhed,“ skynder hun sig at sige, „holdt jeg op. Man kommer til et punkt hvor de inviterer én i byen, og så siger man fra.“ Men kan man bare gøre det?
Forfatteren Kathy McCoy skriver i en artikel i bladet Seventeen: „De der spiller på det seksuelle, er ofte dem der har en lav selvagtelse; de forsøger at blive mødt med positive følelser ved at tiltrække sig andres opmærksomhed og beundring.“ At man får en reaktion på et forførende blik eller en berøring styrker måske ens selvfølelse — men kun midlertidigt. Desuden advarede bibelskribenten Paulus — der skrev om sand kærlighed, inderlig hengivenhed og kristen enhed — de kristne mod at ’gøre noget af selvoptagethed’, eller af „forfængelighed“, som en oversættelse siger. — Filipperne 2:1-3; Seidelin.
Der er langt bedre og mere varige måder at opbygge sin selvtillid på end ved at lege med andres følelser. Hvorfor ikke arbejde på at styrke ’det indre menneske’, det indre jeg? — 2 Korinther 4:16.
’Som at slynge om sig med brandfakler’
En artikel i Seventeen peger på et andet faremoment: „Det vanskelige ved at flirte er at det bliver opfattet forskelligt af forskellige personer, og at det nogle gange bliver misforstået så resultatet bliver sårede følelser.“
Unge undervurderer ofte i deres naivitet de følelsesmæssige skader flirten kan påføre andre. Det er som det vise ordsprog siger: „Som en afsindig der slynger om sig med brandfakler, pile og død, sådan er den mand der narrer sin næste og siger: ’Er jeg ikke morsom?’“ (Ordsprogene 26:18, 19) Den magt det indebærer at kunne vække andres følelser kan være dødsensfarlig. Ligesom al anden magt må den bruges med forsigtighed og ansvarlighed.
Det er vildledende, ukærligt og ofte grusomt at flirte. Det kan forplumre et eventuelt godt venskab. Det fører til at man daler i andres agtelse. Og hvad værre er, ofte fører det til en dyb forelskelse i en for ung alder eller endda til kønslig umoralitet! Bibelen advarer: „Kan en mand samle ild i sin favn uden at hans klæder brændes?“ — Ordsprogene 6:27.
’Jeg vil gerne være vellidt’
Det er kun naturligt at du gerne vil være vellidt. Og måske kunne det se ud som om det er dem der flirter der har det sjovest, og at det er charmetroldene der har de fleste venner. Men har de nogen ægte venner? Næppe. Nogle elsker at blive tilbedt. Men når den tidligere tilbeder pludselig vender sin opmærksomhed mod en anden, føler de sig frastødt af ham.
Ikke overraskende har en undersøgelse vist at 80 procent af alle teenagepiger mener at der ikke er noget som helst rosværdigt i at en dreng er en „flirtende“ type. Som et gammelt ordsprog siger: „Den grusomme styrter sin krop i ulykke.“ — Ordsprogene 11:17.
Sunde forhold mellem drenge og piger
Ganske vist er det ikke altid let at finde den rette balance i ens forhold til det modsatte køn. En teenagepige ved navn Kelly siger at hun har „svært ved at finde den rette balance mellem at være venlig og flirtende“. Hun tilføjer: „Jeg er alt for venlig.“
Det er ikke forkert at være udadvendt. Man skal ikke nødvendigvis lukke sig inde i en skal eller have en iskold facade. Men at kunne føre opbyggende, indholdsrige samtaler kan hjælpe én til at finde venner. Desuden er det mindre sandsynligt at en åbenhjertig samtale bliver misforstået end at hemmelige blikke eller generte smil bliver det. Men hvis du kun er venlig over for dine jævnaldrende af det modsatte køn og bogstavelig talt ignorerer andre, er det galt.
Hemmeligheden er ’ikke blot at have øje for sine egne interesser, men også for de andres’ — uanset køn og alder. (Filipperne 2:4) Undgå tale, tøj, frisurer eller bevægelser der virker udfordrende. (Jævnfør Første Timoteusbrev 2:9.) Hvis du har ry for at nære ægte interesse for alle, vil venlighed sjældent blive misforstået som en invitation til at I skal begynde at „komme sammen“. Ved dine ord og handlinger kan du udsende det klare budskab: ’Jeg hører ikke til dem der flirter!’
[Fodnoter]
a Kommer af det engelske ord „flirt“, der nærmest udtales „flørt“.
b Se kapitel 29 („Kan jeg begynde at komme sammen med en?“) i bogen Unge spørger — Svar der duer, udgivet af Vagttårnets Selskab.
[Illustration på side 20]
Vis ægte interesse for alle — uanset køn og alder