Er det en fordel eller en ulempe at få børn?

SPØRGSMÅLET om familieplanlægning er nært forbundet med det der ofte er blevet kaldt befolkningseksplosionen. I det meste af menneskehedens historie foregik befolkningstilvæksten i et forholdsvis langsomt tempo; der døde omtrent lige så mange som der blev født. Først omkring år 1830 nåede verdens befolkning op på én milliard.

Så begyndte de medicinske og videnskabelige fremskridt der medførte færre dødsfald, især blandt børn. Omkring 1930 var verdensbefolkningen nået op på to milliarder. I 1960 var der føjet endnu en milliard til, og i 1975 endnu én. I 1987 nåede verdens befolkning op på fem milliarder.

Sagt med andre ord: antallet af mennesker på jorden øges i øjeblikket med cirka 170 i minuttet. Det bliver til 250.000 mennesker om dagen, hvilket svarer til en forholdsvis stor by. Det bliver til en befolkningstilvækst på 90 millioner om året, eller tre gange Canadas befolkning, eller en befolkning på størrelse med Mexicos. Mere end 90 procent af denne tilvækst finder sted i udviklingslande, hvor 75 procent af verdens befolkning bor.

Bekymrede regeringer

Men hvorfor er regeringsmyndighederne så ivrige efter at begrænse befolkningstilvæksten ved hjælp af familieplanlægning? Dr. Babs Sagoe, der arbejder for FN’s Befolkningsfond i Nigeria, besvarer dette spørgsmål med en enkel illustration — idet han dog gør opmærksom på at det måske er en overforenkling af en meget kompleks og kontroversiel situation. Han siger:

’Lad os forestille os en landmand der ejer fem hektarer jord. Hvis han har ti børn og deler jorden ligeligt imellem dem, vil de få en halv hektar hver. Hvis de hver får ti børn og de deler jorden imellem sig, vil de kun få en tyvendedel hektar. Disse børn vil tydeligvis ikke få det lige så godt som deres bedstefader der havde fem hektarer jord.’

Denne illustration understreger forholdet mellem et voksende antal mennesker og et begrænset jordareal med begrænsede ressourcer. Mens befolkningstallet stadig vokser, kæmper mange udviklingslande for at klare problemerne under det nuværende befolkningstal. Lad os betragte nogle af disse problemer.

Ressourceforbrug. Når befolkningstallet vokser, øger det samtidig presset på skovene, muldlaget, landbrugsjorden og vandforsyningen. Tidsskriftet Populi skriver om konsekvenserne: „Udviklingslandene . . . er ofte tvunget til at drive rovdrift på de ressourcer som den fremtidige udvikling afhænger af.“

Infrastruktur. Efterhånden som befolkningstallet vokser, finder regeringerne det stadig vanskeligere at tilvejebringe passende boliger, skoler, sanitære forhold, veje og sundhedsvæsen. Dertil kommer deres tunge gældsbyrde og svindende ressourcer. Dette bevirker at udviklingslandene er hårdt pressede når de skal efterkomme den nuværende befolknings behov, for slet ikke at tale om de behov der vil gøre sig gældende i en meget større befolkning.

Beskæftigelse. I en publikation fra FN’s Befolkningsfond, Population and the Environment: The Challenges Ahead (Befolkningen og miljøet: De udfordringer der ligger forude), står der at 40 procent af arbejdsstyrken i mange udviklingslande allerede er arbejdsløse. I den tredje verden er over en halv milliard mennesker enten arbejdsløse eller har ikke arbejde nok. Dette tal svarer næsten til hele arbejdsstyrken i den industrialiserede verden.

Hvis udviklingslandene skal forhindre en forværring af disse forhold, må de hvert år skabe over 30 millioner nye job. De der skal have disse job er i dag børn. Eksperterne er bekymrede for at massearbejdsløshed vil føre til uroligheder, større fattigdom og yderligere ødelæggelse af de naturlige ressourcer.

Intet under at flere og flere udviklingslande forsøger at fremme familieplanlægningen. I en lederartikel i det engelske lægetidsskrift Lancet har man kunnet læse følgende om det der ligger forude: „Den kraftige vækst i antallet [af mennesker], hovedsagelig i verdens fattige lande, bevirker at de står over for en opgave af kolossale dimensioner. . . . Millioner vil få en tilværelse uden uddannelse og arbejde, i dårlige boliger i et samfund uden sundhedsvæsen, socialvæsen eller sanitære forhold, hvilket i det store og hele skyldes en ukontrolleret befolkningstilvækst.“

Bekymrede familier

Ét er at sætte mål og indføre familieplanlægningsprogrammer på nationalt plan, noget ganske andet er at overbevise de enkelte familier om det gavnlige heri. I mange samfund er der stadig tradition for at man får store familier. For eksempel havde en moder i Nigeria følgende kommentar til regeringens opfordring til at sænke fødselstallet: „Jeg er det yngste af min faders 26 børn. Alle mine ældre søskende, både mine brødre og mine søstre, har mellem otte og tolv børn. Hvorfor skal det så lige være mig der skal have færre børn?“

Denne indstilling er dog ikke lige så udbredt som førhen — heller ikke i Nigeria, hvor hver kvinde i gennemsnit får seks børn. Stigende priser gør det svært for millioner af mennesker at skaffe føde og klæder til deres familie. Mange har af bitter erfaring lært sandheden i det yoruba-ordsprog der siger: „Ọmọ bẹẹrẹ, òṣì bẹẹrẹ“ (Stor børneflok, stor fattigdom).

Mange ægtepar er udmærket klar over fordelene ved familieplanlægning, men benytter sig ikke af den. Hvad bliver resultatet? I The State of the World’s Children 1992 (Tilstanden hos verdens børn i 1992), udgivet af FN’s Børnefond, hedder det at cirka én ud af tre graviditeter om året i tredjeverdenslande ikke er planlagte men uønskede.

Familieplanlægning redder liv

Ud over det økonomiske aspekt er der også en anden væsentlig grund til at man bør overveje familieplanlægning. Det er gavnligt for moderen og børnene. „Graviditet er et spil, og en fødsel er et spørgsmål om liv og død,“ lyder et vestafrikansk ordsprog. Hvert år dør en halv million kvinder i den tredje verden i forbindelse med graviditet eller fødsel, og millioner af børn bliver moderløse. Mellem fem og syv millioner kvinder bliver handicappede eller krøblinge i forbindelse med en fødsel.

Ikke alle kvinder i udviklingslandene løber den samme risiko. Som nedenstående ramme viser, er de kvinder der får for mange børn for tidligt, for sent, eller for hurtigt efter hinanden, i størst fare. FN-kilder anslår at familieplanlægning kunne hindre mellem en tredjedel og en fjerdedel af de dermed forbundne dødsfald og hindre at millioner af kvinder blev handicappede.

Men vil det ikke øge befolkningstilvæksten hvis man reddede millioner af børns liv? Hertil svarer mange eksperter overraskende nok nej. I Human Development Report for 1991 hedder det: „Man skulle tro at befolkningsproblemet ville vokse hvis flere børn overlevede. Men det modsatte er tilfældet. Frugtbarheden daler tilsyneladende når forældrene har tillid til at deres børn ikke dør.“

Ikke desto mindre fortsætter millioner af kvinder, hovedsagelig i fattige samfund, med at føde børn med korte mellemrum. Hvorfor? Fordi samfundet forventer det af dem, og fordi de ikke har kendskab eller adgang til prævention. Når man får mange børn er der også større sandsynlighed for at nogle af dem vil overleve.

Mange kvinder der har store familier ønsker sig det heller ikke anderledes. De betragter hvert barn som en gave fra Gud.

[Ramme på side 6]

Risikofyldte graviditeter i ulandene

For tidligt: Faren for at dø i forbindelse med graviditet og fødsel er tre gange højere blandt kvinder i alderen fra 15 til 19 år end for kvinder i alderen fra 20 til 24 år. Der er større fare for at de børn der fødes af teenagemødre enten dør, fødes for tidligt eller vejer for lidt ved fødselen.

For ofte: Intervallet mellem fødslerne har stor indvirkning på børnedødeligheden. Der er 66 procents større risiko for at et barn der fødes mindre end to år efter et andet, dør som spæd. Hvis disse børn overlever, risikerer de at blive hæmmet i væksten og deres intellektuelle udvikling. Cirka ét ud af fem dødsfald blandt børn kunne undgås hvis der gik tilstrækkelig lang tid mellem hver af moderens graviditeter.

For mange: Hvis man får mere end fire børn, øges risikofaktorerne i forbindelse med graviditet og fødsel, især hvis der er gået mindre end to år siden det forrige barn. Efter fire graviditeter er mødre desuden mere tilbøjelige til at komme til at lide af blodmangel og få blødninger, og risikoen for at føde misdannede børn er større.

For sent: Der er fem gange så stor risiko for at kvinder over 35 år dør i forbindelse med graviditet eller fødsel end kvinder der er mellem 20 og 24 år gamle. Jo ældre kvinder er, jo større risiko er der for at barnet dør.

[Kildeangivelse]

Verdenssundhedsorganisationen, FN’s Børnefond og FN’s Befolkningsfond.