Unge spørger:
Hvordan kommer jeg over en ulykkelig forelskelse?
„HAN kaldte nogle særlige følelser frem i mig. Jeg havde aldrig før følt sådan. Men så sagde han at han alligevel ikke mente det ville gå. Jeg troede jeg skulle dø. Jeg græd dag og nat, og kunne hverken spise eller sove. På et par måneder tabte jeg 15 kilo, og fik endda bronkitis. Livet havde ikke længere nogen mening for mig.“ — Renee.
Hvis du har været ude for noget lignende ved du sikkert hvad det vil sige at tabe sit hjerte til én, for derefter at opleve at vedkommende mister interessen og slår op. Man føler sig stærkt ydmyget og svigtet. Mens du prøver at komme dig over det, tænker du måske: ’Hvorfor kan jeg ikke bare være ligeglad, glemme alt om vedkommende og leve som om intet var hændt?’ Det er lettere sagt end gjort.
Hvorfor er det så svært?
En undersøgelse viser at båndene mellem to forelskede kan være meget stærke. De er endda blevet sammenlignet med forholdet mellem forældre og børn. Selv om det uden tvivl tager lang tid før man har opdyrket så stærke romantiske følelser, kan man alligevel føle meget for hinanden. Man kan ikke bare ryste disse følelser af sig eller slukke for dem som man slukker for en kontakt. Og hvis du befinder dig i „ungdommens vår“, som Bibelen kalder det, kan kønsdriften virke næsten uimodståelig når den bliver vakt. (1 Korinther 7:36) Dette gør det særlig svært at miste én man har kommet sammen med.
Tendensen til at fantasere spiller også ind. En undersøgelse viser at teenagere er „i større fare for at få hjertesorger når de indleder et romantisk bekendtskab fordi de har en tendens til at fantasere om fremtiden med deres partner. Denne fantaseren kan også tage form af drømme om at blive gift, få børn og være sammen resten af livet.“ Sådanne drømme er svære at slå ud af hovedet, selv når de ikke har meget hold i virkeligheden.
Der er stadig nogen der holder af dig
Ovennævnte undersøgelse viser at „kærestesorg . . . kan give plads for følelsen af personlig fiasko og utilstrækkelighed“. Jeanette fortæller: „Man bliver nedtrykt og føler at ingen kan lide én. Man er bare ligeglad med det hele. Man føler sig svigtet.“ Mange føler sig ligesom Jeanette deprimerede, skyldbetyngede, værdiløse, og har svært ved at koncentrere sig. Nogle har endda begået selvmord.
Tiden efter en ulykkelig forelskelse kan altså være farlig. Men husk Jesu tilskyndelse til ’at elske sin næste som sig selv’. (Markus 12:31) Det er nødvendigt at elske sig selv til en vis grad. At en enkelt ikke gengælder ens følelser betyder ikke at man ikke fortjener at blive holdt af, vel? Hånden på hjertet, tror du virkelig at der aldrig mere vil være nogen som finder dig sød og charmerende? Holder din familie og dine venner måske ikke af dig?
Og hvad vigtigere er, synes Gud om dig? Lea, en kvinde der levede på Bibelens tid, må have følt sig meget svigtet. Hun vidste udmærket at hendes mand, Jakob, var blevet narret til at gifte sig med hende, og at han elskede hendes søster Rakel højere. Man kan ikke fortænke hende i at hun følte sig „hadet“ og vraget. Men Gud kunne se meget godt i Lea. Han velsignede hende med mange børn, og ikke alene Israels præstelige slægtslinje men også den kongelige — den der frembragte Messias — udgik fra hende, ikke fra Rakel. — 1 Mosebog 29:30-35.
Uanset hvor meget mennesker svigter os, kan vi være forvissede om at Gud elsker og velsigner os. Husk at universets Skaber elsker os så højt at han har ladet sin søn lide og dø for os, også for dig. (Johannes 3:16) Han holder af dig og synes du er værdifuld.
Når et brud i virkeligheden er en fordel
Måske føler du at noget af det værste der er hændt dig, var da jeres forhold gik i stykker; men det er måske slet ikke så stor en ulykke endda. Hvor svært det end er at tro, er det der er sket højst sandsynligt til gavn for dig. Hvordan det? Jo, de fleste teenageforelskelser har ikke store udsigter til at føre noget godt med sig. Som teenager forandrer man sig hele tiden, og man kan let blive offer for tilfældige luner og fejlslagne forelskelser. Ikke desto mindre er der hvert år i tusindvis af teenagere som gifter sig, kun for at opdage at det hele var en stor misforståelse. En avisredaktør skrev efter sin skilsmisse: „Det var dumt at gifte sig så tidligt. Jeg forstod ikke at vi havde meget forskellige værdinormer og vidt forskellig baggrund.“
Risikoen for at et teenageægteskab går i stykker er meget stor. Så selv om du måske lige nu føler dig elendig tilpas, kan du være sikker på at du ville have været dårligere stillet i et ulykkeligt ægteskab. Spørg dig selv om du virkelig er rede til at indgå et ægteskab for livet, med det store ansvar dette fører med sig, herunder opdragelse af børn. Og var den du elskede så højt, virkelig moden og parat til ægteskab? Husk at det trods alt er mindre smertefuldt når et uforpligtende forhold brydes end hvis det drejer sig om et ægteskab.
Det vil især være en fordel at forholdet afbrydes hvis du har begået den fejl at komme sammen med en der ikke respekterer Guds principper og moralnormer. (2 Korinther 6:14) Shana fortæller om de moralske farer der er forbundet med at komme sammen med en ikketroende: „Han sagde altid at han elskede mig. Men så spurgte han mig om jeg ville i seng med ham. Jeg sagde nej, for jeg vidste at det var forkert. Efter nogen tid holdt han op med at ringe til mig. Jeg græd hver nat — det var svært at miste ham!“ Men dette reddede Shana fra en åndelig katastrofe.
Tænk på at du kan lære noget af det du har været igennem. Som der siges i Ordsprogene 22:3: „Den kloge ser ulykken og skjuler sig, men de uerfarne går videre og må bøde.“ Vil de erfaringer du har gjort gøre dig klogere, så du undgår fremtidige problemer?
Få styr på dine følelser
Men selv om bruddet var det bedste for dig, kan det godt gøre ondt alligevel. Hvad kan du gøre hvis følelserne ikke vil forsvinde? Det hjælper naturligvis ikke at lade som om du bare tager det helt cool. Bladet ’Teen skrev for nylig at „følelser ikke er noget man kan løbe fra eller gemme sig for. Til sidst vil de indhente én.“
Det er helt naturligt at du bliver oprevet og ked af det der er sket. Men lad være at gå og stænge dine følelser inde, så du græder dig i søvn nat efter nat. Følg hellere Bibelens vise råd: ’Bliv vred, men synd dog ikke; lad ikke solen gå ned mens du stadig er opbragt.’ (Efeserne 4:26) Åbn dit hjerte for en nær ven eller en anden du har tillid til. „Planer mislykkes når der ikke er fortroligt samråd,“ siges der i Ordsprogene 15:22. Dine forældre og de kristne ældste kan være til stor hjælp. Måske vil du opdage at de har været ude for det samme som dig i deres unge dage.
At holde sig i gang er også en hjælp til at få styr på sine følelser. Måske har du mest af alt lyst til at være alene, at mure dig inde, dagdrømme og være ligeglad med det hele. Jeanette fortæller: „Man har ikke lyst til at foretage sig noget som helst. Man sover meget.“ Ordsprogene 18:1 advarer imidlertid: „Den der holder sig for sig selv, søger kun det han selv længes efter; han farer frem mod al praktisk visdom.“ Vær derfor hellere travlt optaget. Vær sammen med nogle der vil tilskynde dig til at gøre det rigtige.
En god måde at bruge sin energi på er at give sig selv helt i den kristne tjeneste. Apostelen Paulus skrev: „Derfor, mine elskede brødre, vær faste, urokkelige, idet I altid har rigeligt at gøre i Herrens gerning og idet I ved at jeres arbejde ikke er forgæves i forbindelse med Herren.“ (1 Korinther 15:58) Du behøver ikke at føle at dit liv er tomt eller uden mening. At give andre del i den gode nyhed vil bringe dig glæde og tilfredshed. — Apostelgerninger 20:35.
Husk også at det i en periode vil gå lidt op og ned. Du vil have både gode og dårlige dage. På de dårlige dage vil du måske føle at du aldrig kommer over det. Men sandheden er at du vil få det bedre. Det tager altid tid at læge et sår. Forhal ikke processen ved at ty til romantisk eller sentimental musik eller ved at dagdrømme om din forelskelse. Tro på at Jehova vil give dig styrke. Han ved hvad du må stå igennem og hvordan du har det. „Nær er Jehova hos dem med sønderbrudt hjerte, og han frelser dem der er knust i ånden.“ — Salme 34:18.
Lysere tider forude
En af de største fordele ved at være ung er at man har tiden for sig. Du har meget du skal lære og opleve. Brug dette værdifulde aktiv klogt. Opelsk egenskaber som vil hjælpe dig til at blive moden som voksen. På den måde vil du kunne træffe kloge beslutninger med hensyn til fremtidig forelskelse og ægteskab.
Selv om du skal igennem en svær tid, varer den ikke evigt, og du vil lære af det du har oplevet. Renee, som blev citeret i indledningen, siger: „Jeg har meget mere styr på mine følelser nu. Jeg har lært meget. Jeg har lært at det kun går godt hvis man gør tingene på Jehovas måde.“
[Illustration på side 23]
Det gør ondt når en man har været meget glad for, falder for en anden