Når atmosfæren lider skade

DA EDGAR MITCHELL i 1971 var på vej til Månen om bord på Apollo 14, sagde han da han så Jorden: „Den ligner en funklende blåhvid juvel.“ Men hvad ville han have set i dag?

Hvis han ved hjælp af særlige briller kunne se de usynlige luftarter i Jordens atmosfære, ville han se et meget anderledes billede. Raj Chengappa har skrevet i bladet India Today: „Han ville se kæmpemæssige huller i det beskyttende ozonlag over Antarktis og Nordamerika. I stedet for en funklende blåhvid juvel ville han se en mat, snavset Jord fyldt med roterende mørke skyer bestående af svovl- og kuldioxid.“

Hvad er det der har lavet huller i den øvre atmosfæres beskyttende ozonlag? Er den øgede forurening af atmosfæren virkelig så farlig?

Hvordan ozonen nedbrydes

For over 60 år siden bekendtgjorde forskere at man havde opdaget et sikkert kølemiddel der kunne erstatte andre der var giftige og som havde en dårlig lugt. Det nye kemikalie bestod af molekyler der havde ét kulstofatom, to kloratomer og to fluoratomer (CCl2F2). Dette og lignende kunstige kemikalier kaldes klorfluorcarboner (CFC-gasser).

I begyndelsen af 1970’erne var produktionen af CFC-gasser vokset til en enorm, verdensomspændende industri. De blev ikke blot anvendt i køleskabe men også i spraydåser med aerosol, i luftkonditioneringsanlæg, i rengøringsmidler og i fremstillingen af fast-food-emballage og andre skumprodukter.

Men i september 1974 gjorde to forskere, Sherwood Rowland og Mario Molina, opmærksom på at CFC-gasserne med tiden bevæger sig op i stratosfæren, hvor de til sidst frigiver deres klor. Hvert kloratom kunne ifølge forskernes beregninger ødelægge i tusindvis af ozonmolekyler. I den øvre atmosfære er nedbrydningen af ozonen imidlertid ikke jævnt fordelt. Ødelæggelsen har vist sig at være meget større over polerne.

Hvert forår siden 1979 er der forsvundet store mængder ozon over Antarktis som så senere er blevet gendannet. Dette sæsonfald i ozonmængden kaldes for ozonhullet. Men i de senere år er dette såkaldte hul blevet større og har været der i længere tid. I 1992 afslørede satellitmålinger et rekordstort ozonhul, større end hele Nordamerika. Der var ikke meget ozon tilbage i dette hul. Ballonmålinger afslørede et fald på over 60 procent — det laveste der nogen sinde er målt.

I mellemtiden er ozonmængden også faldet i den øvre atmosfære over andre dele af Jorden. „De seneste målinger viser at . . . der var usædvanlig lave ozonkoncentrationer i 1992 mellem den 50. og 60. nordlige breddegrad, der strækker sig over Nordeuropa, Rusland og Canada. Ozonmængden var 12 procent under normalen, hvilket er det laveste man har målt i de 35 år målingerne er blevet foretaget,“ skriver bladet New Scientist.

Tidsskriftet Scientific American skriver: „Selv de mest skæbnesvangre forudsigelser har tilsyneladende undervurderet den nedbrydning af ozonen som klorfluorcarbonerne har forårsaget. . . . Alligevel var der mange indflydelsesrige personer i regeringskredse og inden for industrien som dengang kraftigt modsatte sig et forbud på grund af det mangelfulde videnskabelige bevismateriale.“

Man anslår at der allerede er lukket 20 millioner tons CFC-gasser ud i atmosfæren. Eftersom det tager flere år for CFC-gasserne at bevæge sig op i stratosfæren, er der stadig millioner af tons som endnu ikke er nået op i den øvre atmosfære hvor de gør skade. Men CFC-gasserne er ikke de eneste klorstoffer der ødelægger ozonlaget. „NASA anslår at der afgives omkring 75 tons klor i ozonlaget hver gang et rumskib sendes af sted,“ hedder det i bladet Popular Science.

Hvad er konsekvenserne?

Man kender ikke de fulde konsekvenser af mindre ozon i den øvre atmosfære. Men én ting synes sikker: at stadig flere skadelige ultraviolette stråler når Jorden, hvilket øger antallet af hudkræfttilfælde. „I løbet af det sidste årti er mængden af skadelige uv-stråler der årligt rammer den nordlige halvkugle, steget med omkring 5 procent,“ hedder det i bladet Earth.

Man skønner at hvis uv-strålingen blot stiger med én procent, vil det forårsage mellem to og tre procents stigning i antallet af hudkræfttilfælde. Det afrikanske tidsskrift Getaway har skrevet: „Der forekommer over 8000 nye tilfælde af hudkræft i Sydafrika hvert år . . . Vi har en af de laveste ozonbeskyttelsesgrader og et af de højeste antal hudkræfttilfælde (forbindelsen er ingen tilfældighed).“

At ødelæggelsen af ozonen i den øvre atmosfære ville medføre en øget risiko for hudkræft, blev for flere år siden forudsagt af forskerne Rowland og Molina. De anbefalede at man i De Forenede Stater indførte et øjeblikkeligt forbud mod brugen af CFC-gasser i aerosoldåser. Mange lande har nu indset faren og er gået med til at standse produktionen af CFC-gasser senest i januar 1996. I mellemtiden truer brugen af CFC-gasser imidlertid fortsat livet på Jorden.

Faldet i mængden af ozon over Antarktis har ifølge Our Living World „medført at den ultraviolette stråling er trængt længere ned i havene end hidtil antaget. . . . Det har medført en betragtelig nedgang i produktionen af de encellede organismer der udgør nederste led i havets fødekæde.“ Eksperimenter viser også at en øget uv-stråling forringer høstudbyttet af mange afgrøder, hvilket er en trussel mod den globale fødevareproduktion.

Brugen af CFC-gasser kan afgjort vise sig at blive katastrofal. Men atmosfæren påvirkes også af mange andre forureningskilder. Én af disse er en atmosfærisk luftart der i mikroskopiske mængder er livsvigtig for livet på Jorden.

Virkningen af forureningen

I midten af det 19. århundrede begyndte man at afbrænde stadig større mængder kul, gas og olie, hvilket medførte at der blev sluppet store mængder kuldioxid ud i atmosfæren. Dengang var mængden af denne sporgas i atmosfæren omkring 285 dele pr. million. Men som følge af den øgede brug af fossilt brændsel, er mængden af kuldioxid nået op på over 350 dele pr. million. Hvad har den øgede mængde af denne varmeabsorberende luftart i atmosfæren resulteret i?

Mange tror at den øgede mængde kuldioxid har medvirket til en stigning i temperaturen på Jorden. Andre forskere mener imidlertid at den globale opvarmning, også kaldet drivhuseffekten, især skyldes ændringer på Solen — at den har udsendt mere energi i den senere tid.

Hvad grunden end måtte være, viste 80’erne sig at blive det varmeste årti siden man i midten af det 19. århundrede begyndte at føre optegnelser. „Tendensen fortsætter i dette årti, hvor 1990 var det hidtil varmeste år, 1991 det tredjevarmeste og 1992 det tiendevarmeste år i de 140 år man har ført optegnelser over målingerne,“ rapporterer den sydafrikanske avis The Star. Den mindre nedgang i de sidste to år tilskrives det støv der blev sendt ud i atmosfæren i 1991 da Mount Pinatubo kom i udbrud.

De fremtidige virkninger af temperaturstigningen på Jorden er genstand for en hed debat. Den globale opvarmning har tilsyneladende også kompliceret den i forvejen vanskelige opgave det er at forudsige vejret. New Scientist bemærker at vi sandsynligvis vil få „stadig flere forkerte vejrprognoser efterhånden som drivhuseffekten ændrer klimaet“.

Mange forsikringsselskaber frygter at drivhuseffekten vil gøre deres forretning urentabel. Avisen The Economist har skrevet: „Med udsigten til et væld af ulykker har nogle reassuranceselskaber sænket deres skademaksimum ved naturkatastrofer. Andre taler om fuldstændig at forlade markedet. . . . Usikkerheden skræmmer dem.“

Det er bemærkelsesværdigt at en stor del af den arktiske pakis i 1990, der er det hidtil varmeste år man har målt, trak sig længere tilbage end nogen sinde før. Det resulterede i at hundreder af isbjørne strandede på Wrangeløen i over en måned. „Drivhuseffekten vil måske forårsage at sådanne forhold . . . forekommer regelmæssigt,“ advarer tidsskriftet BBC Wildlife.

„Vejreksperter giver drivhuseffekten skylden for en stærk stigning i antallet af isbjerge der driver nordpå fra Antarktis, til fare for skibstrafikken i Sydatlanten,“ skrev en afrikansk avis i 1992. Ifølge januarudgaven for 1993 af bladet Earth, er den gradvise stigning i vandstanden i havet ud for det sydlige Californien til dels en følge af opvarmningen af vandet.

Desværre fortsætter menneskene med at pumpe uhyrlige mængder giftige luftarter ud i atmosfæren. I bogen The Earth Report 3 hedder det: „I en rapport som De Forenede Staters Miljøstyrelse udgav i 1989, anslog man at der i USA årligt slippes over 900.000 tons giftige kemikalier ud i luften.“ Dette tal regnes for at være sat for lavt, eftersom det ikke indbefatter udstødningsgasserne fra millioner af motorkøretøjer.

Fra mange andre industrilande indløber der også chokerende rapporter om luftforurening. Det har især været gruopvækkende at læse om de seneste afsløringer af den ukontrollerede luftforurening i østeuropæiske lande fra årene med kommunistisk styre.

Jordens træer, der optager kuldioxid og frigiver ilt, er nogle af ofrene for luftforureningen. New Scientist har skrevet: „Ifølge den tyske landbrugsminister får Tysklands træer det stadig dårligere, og [han har sagt at] luftforureningen fortsat er en af hovedårsagerne til skovenes dårlige sundhedstilstand.“

Situationen er ikke meget anderledes i det sydafrikanske skovdistrikt Transvaal Highveld. „De første tegn på skader som følge af syreregn viser sig nu i det østlige Transvaal, hvor fyrrenålenes farve ændrer sig fra en sund mørkegrøn farve til en sygelig spættet, lysebrun farve,“ skriver James Clarke i sin bog Back to Earth.

Sådanne rapporter indløber fra hele verden. Intet land går ram forbi. Industrilandene bygger høje skorstene og eksporterer derved deres forurening til de nærliggende lande. Menneskets historie taler om en begærlig industriel udvikling der ikke levner meget håb om at der vil ske en bedring i fremtiden.

Der er ikke desto mindre grund til at være optimistisk. Vi kan have tillid til at vor dyrebare atmosfære vil blive reddet fra ødelæggelsen. Den næste artikel vil beskrive hvordan dette kan lade sig gøre.

[Illustration på side 7]

Ødelæggelsen af ozonlaget i den øvre atmosfære har ført til øget forekomst af hudkræft

[Illustration på side 9]

Hvad er konsekvenserne af en sådan forurening?