Et besøg på kamelmarkedet i Omdurman

„HVOR ligger Mowaleeh?“ spørger vi. I vores firhjulstrukne bil er vi kørt fra hovedstaden, Khartoum, til det vestlige hjørne af det gamle Omdurman, Sudans største by.

Der er ingen vejskilte, kun en masse spor i sandet, så vi stiller spørgsmålet til nogle mænd der kommer ridende på æsler. Deres lastdyr er belæssede med cylinderformede vandbeholdere. Rytterne er hjælpsomme og viser os hvilken vej vi skal køre. Efter otte kilometer kører vi over en høj sandbanke hvorfra vi har en fantastisk udsigt over Omdurmans kamelmarked, Mowaleeh.

Hvorfor ligger det her?

Markedet adskiller sig meget fra de luftkonditionerede indkøbscentre i Vesten, idet handelen foregår ude i det fri under Saharaørkenens varme himmelstrøg. Det er omkring 3 kvadratkilometer stort, uden nogen klare grænser. Der vokser ingen træer eller planter. Så langt øjet rækker er der kun sand. Men man kan studere i hundredvis af enpuklede kameler (dromedarer) samt hyrder der er klædt i den traditionelle nationaldragt, jalabeeya.

Mens vi betragter hvordan det fine gullige støv blæser hen over den ubarmhjertige ørken, spekulerer vi over hvorfor de mon har placeret markedet her. Inden længe får vi svaret. Horisontens lige linje brydes af en kæmpestor ophængt vandtank der får sin vandforsyning fra en artesisk brønd. Det er denne kilde med værdifuldt vand der gør stedet ideelt til et sådant marked. Herfra vil de fleste dyr blive eksporteret til Egypten og Libyen.

Da vi nærmer os markedet bliver vi budt velkommen af smilende arabiske hyrder. Hver kamelejer har gennet sine kameler sammen. Vi lægger mærke til at venstre forben på mange af dyrene er bøjet og bundet op. Hvorfor udsætter de dyrene for denne behandling? Ifølge overtroen tilhører det venstre ben Satan. Men bortset fra det, forhindrer det bundne ben dyrene i at gå rundt, og det gør det nemmere for kunderne at undersøge dem.

Et eftertragtet dyr

Hvorfor er kamelen så eftertragtet? Fordi den er fantastisk godt udrustet til det hårde liv i ørkenen, samtidig med at den er et ideelt transportmiddel i disse vandfattige egne. Dens lange, spalteformede næsebor kan hurtigt lukkes i en sandstorm. Dens ører sidder langt tilbage på hovedet, og er fyldt med fine hår der holder sandet ude. Dens store pukkel, der hovedsagelig består af fedt, fungerer som fødevaredepot under lange rejser. Hornagtige fortykkelser på bryst og knæ beskytter den mod det varme sand og de generende insekter. Desuden kan kamelen ernære sig af selv de mest hårde og tornede ørkenplanter og kan klare sig uden vand i adskillige dage.a

Det er interessant at mange ikke bruger kamelen som et transportmiddel, men som et investeringsobjekt. Indtil for nylig var kameler for eksempel ofte en del af brudekøbesummen ved indgåelse af ægteskaber. Mange af dyrene ender endda med at blive spist. I Omdurman har adskillige spisesteder specialiseret sig i grillet kamelkød. En anden udsøgt men meget saltet ret er basturma. Den består ofte af kamelkød og bliver betragtet som en delikatesse i Egypten og andre lande i Mellemøsten.

Man forstår derfor godt hvorfor der er hektisk aktivitet på kamelmarkedet i Omdurman når der to gange om ugen kommer arabiske kameler hertil, hovedsagelig fra Vestsudan. Køberne bliver nærmest overfaldet af de arabiske hyrder, som vil fremvise deres flokke.

Intense forhandlinger

En eventuel køber undersøger først dyret med trænede og kritiske øjne. Han mærker på pukkelen for at se om den har et sundt fedtlager. Kamelens pris sættes efter dens størrelse og alder. Etårige kameler kaldes heowar, toårige kaldes mafrood og treårige wad laboon. Men de dyreste kameler er de fuldvoksne. Hunnerne er fuldvoksne når de er omkring fire år gamle og hannerne når de er omkring otte. De kaldes henholdsvis for heek og sudaies. Når den eventuelle køber får forevist et af disse dyr, undersøger han det for at afgøre om det nu også er fuldt udvokset.

Hvis køberen er tilfreds med kamelen begynder han at tinge om prisen. Dette er en uundværlig færdighed i Mellemøsten. Det første man siger er: „Be esm Allah“ (I Guds navn), hvorefter man begynder at forhandle. Diskussionen foregår roligt uden råben, og man tager sig god tid. Hvis køberen og sælgeren ikke kan blive enige om prisen, afsluttes forhandlingerne blot med ordene: „Yeftaah Allah“ (Gud vil åbne en anden mulighed).

Vi er imidlertid kun på sightseeing, ikke på indkøbstur. Efter et kort ophold i den brændende middagshede er vi parate til at køre hjem. Kamelerne lader dog til at være ganske upåvirkede af varmen. Det minder os om hvor perfekt disse ’ørkenskibe’ passer ind i deres omgivelser. Dét betyder helt sikkert at der vil være en fortsat handelsaktivitet her på det betagende kamelmarked i Omdurman.

[Fodnote]