En gammel tradition blandt amerikanske indianere
UANSET hvor du tager hen i verden, vil du opdage at hvert sted har sine særegne traditionelle kunstformer. Malerier, statuetter, træskærerkunst, keramik eller andre genstande kan som regel købes i gave- og souvenirbutikker. Du har måske selv købt sådanne ting til dit hjem. Hvis det er tilfældet, så prøv at undersøge hvilket land de er fremstillet i. Bliv ikke overrasket hvis de slet ikke er lavet i det land hvor du har købt dem.
I århundreder har kunsthåndværkere indgraveret deres initialer i bunden af deres produkter for at vise hvem der havde lavet dem. I dag er der ofte en mærkat eller et aftryk der viser at genstanden ikke er håndlavet, men massefremstillet. Disse massefremstillede efterligninger bliver mere og mere populære, og det er blevet svært at opdrive ægte traditionelt kunsthåndværk.
Besøg i et amerikansk indianerreservat
Men der er stadig nogle samfund som fremstiller traditionelt kunsthåndværk. Det fandt vi ud af da vi besøgte nogle af vore amerikansk-indianske venner. De tilhører indianerstammen Santa Clara Pueblo, der især er kendt for sit skinnende sorte lertøj — noget af det smukkeste pottemagerarbejde i verden. Deres traditionelle lertøj er meget forskelligt fra den massefremstillede keramik man kan købe i butikker i den sydvestlige del af USA.
Vore venner Joe og Anita har i mange år lavet lertøj på den traditionelle måde. Anita kom i lære hos sin mor som seksårig. En af Anitas keramikfigurer kan ses på Smithsonian Institution i Washington, D.C., hvor der er en udstilling af amerikansk-indiansk kunst.
Da vi ankom til Joe og Anitas hjem, var de lige ved at gøre klar til at påbegynde en ny keramikserie. Nu havde vi lejlighed til at følge processen fra begyndelsen. Før i tiden havde vi selv arbejdet lidt med ler. Men vi benyttede den moderne måde med støbeforme, begitning og en brændingsovn. Det vi nu skulle overvære var den gamle metode, der er gået i arv fra generation til generation. Der bliver ikke benyttet moderne teknologi i denne proces, hvor arbejdet udføres helt fra bunden af.
Råvarerne indsamles
Først skulle Joe og Anita indsamle råvarerne. Vi kørte af sted i deres pickup til en bjergskråning hvor leret findes. Da det er inden for reservatet, er det kun de omkring 2400 stammemedlemmer i Santa Clara Pueblo der har adgang til dette ler. De fleste af indianerne her fremstiller deres lertøj på den traditionelle måde, der kan dateres tilbage til omkring det 16. århundrede. Oppe på bjergskråningen begynder Joe at grave ned til et lerlag med sin hakke.
Leraflejringerne ligger horisontalt ved foden af skråningen. Joe er nødt til at lægge sig på siden for at nå ind til leret, hvorefter han graver lerklumper ud på størrelse med en mursten. Det er ikke helt ufarligt, eftersom risikoen for en sammenstyrtning bliver større jo dybere man graver. Efter at Joe har samlet mellem 60 og 70 kilo af hvad han karakteriserer som ler af meget høj kvalitet, er vi klar til at køre. Jeg kunne ikke nære mig for at spørge hvorfor de ikke bare hentede et par hundrede kilo ler på én gang så de sparede nogle køreture. Anita svarede: „Sådan gør indianere ikke.“ De tager kun det fra jorden som de på det givne tidspunkt skal bruge. Meget af leret ville gå til spilde hvis det blev hårdt.
Derefter går turen til en anden bjergskråning for at hente hvidt sand. Det er meget nemmere — vi skal bare fylde en spand eller to. Og så går turen hjemad.
Processen
Leret bliver først blødgjort i vand i et par dage. Derefter bliver det siet tre eller fire gange. Sandet sigtes også flere gange. På slump blander Joe så sandet og leret indtil det har den rigtige konsistens. Her er det erfaringen der tæller. Der skal være en bestemt mængde sand i leret for at lertøjet kan bevare sin form når det brændes. For meget eller for lidt sand — og lertøjet vil revne eller der vil gå fliser af. Anita fortæller at da hun selv begyndte at arbejde med ler, tog hun klumpen med hen til sin mor så hun kunne mærke om der var nok sand i. På den måde lærte hun det snart selv.
Med de bare fødder ælter Joe leret og sandet indtil det har den rette konsistens. Nu er leret klar til at blive formet. Der benyttes ingen støbeforme. Hver klump bliver formet med hænderne. Inden Anita sætter den færdige lervare til tørring, bruger hun mange timer på at forme den. Når den er halvtør og hård som læder, kan man tegne eller skære linjer og mønstre i den. Derefter får den lov til at tørre fuldstændig — det kan tage op til en uge, afhængigt af luftfugtigheden. Nu er den klar til at blive slebet med sand. Det gør overfladen jævn, hvilket letter poleringen.
Lertøjet poleres i hånden med en glat sten fra et flodleje. Det skal gøres meget forsigtigt da både for lidt og for megen polering vil gøre lervaren mat efter brænding. Den færdige genstand bliver ikke malet — det er poleringen der giver lertøjet den smukke skinnende overflade.
En speciel brændingsproces
Nu er vi kommet til den afsluttende fase: brændingen af lertøjet. I gården gøres klar til at lave et bål. Her benyttes der ikke brændingsovn. Ovnen bygges ved at man stiller nogle træstykker lodret, og oven på dem lægger nogle andre træstykker vandret. Nu har man en firkantet ovn med en åbning hvor lertøjet kan føres ind. Derefter antændes træstykkerne. Af erfaring ved Joe og Anita hvornår ovnen har den rette temperatur, så lertøjet kan føres ind.
På et tidspunkt under brændingen bliver lertøjets overflade rødlig, og når det sker foretager Joe sig noget ejendommeligt — han kaster hestegødning på ilden. Det er det der giver lertøjet dets sorte overflade. Når ilten i ovnen reduceres, bliver det røde jernoxid i leret ad kemisk vej omdannet til sort jernoxid. Så man kan bare gå efter ’duften’ hvis man vil se lertøj blive brændt her i området!
Det færdige produkt kan keramikeren være stolt af, og mange rundt om i verden nyder dets skønhed. Før i tiden blev pottemagervarer benyttet til praktiske formål, som for eksempel til opbevaring af forskellige ingredienser til husholdningen. I nogle dele af verden bliver de stadig brugt på den måde. Men en af de smukke ting vil vi bruge som dekoration i vores hjem og som et flot minde om vores besøg i Santa Clara Pueblo, hvor de gamle amerikansk-indianske traditioner stadig holdes i hævd. — Indsendt.
[Illustrationer på side 25]
Lerklumper på størrelse med en mursten graves ud
Leret formes med hænderne
Lertøjet brændes