Tag udfordringen op

MAN har i årenes løb forsøgt mange forskellige behandlinger for ADHD. Nogle af dem har fokuseret på kosten. Men i dag tyder visse undersøgelser på at det kun sjældent er tilsætningsstoffer i fødevarer der fremkalder hyperaktivitet, og at behandling ad kostens vej giver meget ringe virkning. Man har så forsøgt at behandle ADHD med medicin, med adfærdspåvirkning og med påvirkning af selvopfattelsen.a

Medicin. Da ADHD synes at stamme fra en defekt i hjernefunktionen, er mange blevet hjulpet af medicin som har genoprettet den kemiske balance.b Men medicin kan selvfølgelig ikke træde i stedet for indlæring. Den kan måske hjælpe et barn til at koncentrere sig bedre så det får en bedre grundvold at bygge nye færdigheder på.

Også mange voksne med ADHD er blevet hjulpet af medicin. Men forsigtighed er nødvendig, både for børn og voksne, da visse præparater der anvendes mod ADHD, kan være vanedannende.

Adfærdspåvirkning. At et barn har ADHD, betyder ikke at forældrene skal give afkald på at opdrage det. Der er måske særlige hensyn at tage, men alligevel gælder Bibelens vejledning: „Oplær drengen med henblik på den vej han skal følge; han vil ikke vige fra den, selv når han bliver gammel.“ (Ordsprogene 22:6) I sin bog Your Hyperactive Child gør Barbara Ingersoll opmærksom på følgende: „De forældre der bare giver op og mener at det hyperaktive barn skal ’rase ud’, gør ikke barnet nogen tjeneste. Den hyperaktive skal som alle andre børn føle at han er underlagt en konsekvent disciplin og omfattet af respekt som menneske. Det vil sige at der skal være klare grænser, og der skal være passende belønninger og straffe.“

Forældrene må altså give deres barn faste rammer. En fast rutine i det daglige er også nødvendig. Forældrene kan godt lade barnet være med til at lægge det daglige skema, med tid til lektier, vask, læsning og så videre. Men så bør man holde sig til skemaet. Det amerikanske blad Phi Delta Kappan gør opmærksom på følgende: „Læger, psykologer, skoleledere og lærere har over for barnet og dets forældre pligt til at gøre det klart at diagnosen ADD eller ADHD ikke giver barnet ret til hvad som helst, men derimod er en forklaring der giver barnet mulighed for at få passende hjælp.“

Barnets selvopfattelse. En indsats på dette felt indebærer at man prøver at få barnet til at betragte sig selv og sin lidelse i et andet lys. „Den koncentrationshæmmede føler sig ’grim, dum og uværdig’ selv om han eller hun faktisk er køn, klog og kærlig,“ oplyser dr. Ronald Goldberg. Den der lider af ADD eller ADHD, må derfor hjælpes til at få det rette syn på sig selv og til at forstå at problemet ikke er håbløst. Dette er særlig vigtigt i puberteten. Når en ADHD-person bliver teenager, har han gennemlevet megen kritik fra kammerater, lærere, søskende og måske endda forældre. Han har nu brug for at sætte sig nogle realistiske mål og bedømme sig selv rimeligt snarere end overkritisk.

De tre ovennævnte behandlingsmåder kan også anvendes på voksne som har ADHD. „Metoderne må tilpasses alderstrinnet,“ skriver dr. Goldberg, „men behandlingsmåderne — medicin hvor det er på sin plads, samt påvirkning af adfærd og selvopfattelse — er rimelige veje at gå uanset tidspunktet i personens liv.“

Støtte fra andre

John har en teenagesøn med ADHD. Han siger til forældre i samme situation: „Lær alt hvad I kan om problemet. Træf jeres beslutninger på grundlag af rigelig information. Frem for alt må I elske og opbygge jeres børn. Lav selvagtelse er dræbende for livsmodet.“

Hvis et barn med ADHD skal have tilstrækkelig støtte, må faderen og moderen arbejde godt sammen. Dr. Gordon Serfontein skriver at et ADHD-barn „må vide at det omfattes af kærlighed i familien, og at denne kærlighed udgår fra den kærlighed som findes mellem forældrene indbyrdes“. (Kursiveret af os.) Desværre mangler der undertiden noget på dette punkt. Dr. Serfontein fortsætter: „Det er veldokumenteret at der i en familie med et ADHD-barn er en hyppighed af ægteskabelige problemer og brud som ligger en tredjedel højere end hos befolkningen i øvrigt.“ Hvis sådanne problemer skal undgås, må faderen påtage sig en aktiv rolle i opdragelsen af barnet med ADHD. Han må ikke lade moderen være alene med ansvaret. — Efeserne 6:4; 1 Peter 3:7.

Nære venner kan være til uvurderlig hjælp, selv om de ikke hører til familien. Hvordan? „Vær kærlig og venlig,“ siger John, som vi citerede tidligere. „Prøv at se bag om det der er synligt for øjnene. Lær barnet godt at kende. Vis også forældrene opmærksomhed. Hvordan har de det? Hvordan får de dagligdagen til at fungere?“ — Ordsprogene 17:17.

Medlemmer af den kristne menighed kan gøre meget for at støtte både barnet og forældrene. Hvordan? Ved at være rimelige i deres forventninger. (Filipperne 4:5) Et barn med ADHD kan virke ret forstyrrende. Men lad være med at sige: „Hvorfor har I ikke styr på jeres barn?“ Eller: „Hvad med lidt tugt?“ Den forstående medtroende véd at forældrene har mere end nok at gøre med at klare de daglige krav. Forældre bør selvfølgelig gøre hvad de kan for at få barnet til at forstyrre mindst muligt. Men trosfæller bør ifølge Bibelen snarere ’vise medfølelse’ og ’velsigne’ end give efter for irritation. (1 Peter 3:8, 9) Ofte benytter Gud jo netop trosfæller til at ’trøste dem der er nedslåede’. — 2 Korinther 7:5-7.

De der kender Bibelen, er klar over at vor ufuldkommenhed, derunder eventuelle vanskeligheder med indlæring, er en arv vi har fået fra det første menneske, Adam. (Romerne 5:12) De ved også at Skaberen, Jehova, vil opfylde sit løfte om at indføre en retfærdig ny verden hvor den slags frustrerende lidelser ikke længere vil findes. (Esajas 33:24; Åbenbaringen 21:1-4) Denne overbevisning er et håbets anker for alle som har ADHD og lignende lidelser. „Efterhånden som vores søn bliver ældre og får mere oplæring og erfaring, kan han bedre forstå sin situation og få den under kontrol,“ siger John. „Han bliver aldrig fuldstændig kureret i denne verden. Det er vor daglige trøst at Jehova i den nye verden vil rette op på det der er i vejen, så vores søn kan komme til at nyde livet i fulde drag.“

[Fodnoter]

[Ramme på side 8]

Et råd til forældre

NÆSTEN alle børn kan til tider være uopmærksomme, impulsive og rastløse. Det betyder ikke nødvendigvis at de lider af ADHD. I sin bog Before It’s Too Late skriver ph.d. Stanton E. Samenow: „Jeg har kendt talrige tilfælde hvor børn der bare ikke gider at gøre noget bestemt, bliver undskyldt med at de lider af et handicap så de ikke kan gøre for det.“

Ph.d. Richard Bromfield peger på noget lignende. „Det er rigtigt at nogle af dem der får diagnosen ADHD, er neurologisk hæmmede og skal have medicinhjælp,“ skriver han. „Men den samme lidelse får ofte skylden for enhver slags misbrug, hykleri, forsømmelighed og andre onder som i de fleste tilfælde ikke har noget at gøre med ADHD. Normløsheden i nutidens samfund — den umotiverede vold, stofmisbruget eller blot dét at familielivet er ustruktureret eller overstimulerende — kan med meget større sandsynlighed afføde en ADHD-lignende rastløshed end nogen som helst neurologisk mangel.“

Der er derfor god grund til at dr. Ronald Goldberg advarer mod at bruge ADHD som universaletiket. Hans råd er at man „husker at vende hver eneste sten før man stiller en diagnose“. ADHD-lignende symptomer kan være tegn på mange forskellige fysiske eller følelsesmæssige problemer. For at kunne stille den rigtige diagnose må man derfor have hjælp af en erfaren læge.

Og selv om diagnosen bliver stillet, gør forældre vel i at veje for og imod brugen af en given form for medicin. Ritalin kan fjerne nogle uønskede symptomer, men har også ubehagelige bivirkninger, såsom søvnløshed og forøget angst og nervøsitet. Ph.d. Richard Bromfield fraråder at man for hastigt giver børn medicin blot for at fjerne symptomerne. „Alt for mange børn, og flere og flere voksne, får ritalin uberettiget,“ siger han. „Efter min erfaring har brugen af ritalin mest at gøre med hvor meget forældre og skolelærere synes de vil finde sig i hos børnene. Jeg kender tilfælde hvor man har givet det til børn for at holde dem passive snarere end for at hjælpe dem.“

Man må altså ikke forhaste sig med at betragte sine børn som ADHD-lidende. Forældre må, sammen med dygtige læger, overveje vidnesbyrdene omhyggeligt. Hvis de når til det resultat at et barn er indlæringshæmmet eller lider af ADHD, må de tage sig tid til at sætte sig grundigt ind i sagen så de kan gøre det der er bedst for deres barn.

[Illustration på side 9]

Et barn med ADHD har brug for en kærlig, men konsekvent opdragelse

[Illustration på side 10]

Forældres ros udretter meget