Sneglefeber — er der nogen løsning i sigte?

AF VÅGN OP!-​KORRESPONDENT I NIGERIA

TIL trods for utrolige fremskridt inden for medicin og forskning er mennesket stadig ikke i stand til at løse mange af sine ældgamle problemer. For eksempel er det endnu ikke lykkedes at bekæmpe sneglefeber.

Man ved tilsyneladende hvad der skal til for at behandle sygdommen. Lægerne kender parasittens livscyklus. Sygdommen er let at diagnosticere. Der findes effektive medikamenter til behandling af den. Regeringsledere er ivrige efter at støtte den indsats der gøres for at forebygge sygdommen. Alligevel er udryddelsen af denne sygdom der plager millioner af mennesker i Afrika, Asien, Caraibien, Mellemøsten og Sydamerika, ikke lige om hjørnet.

Sneglefeber (også kaldt bilharziose eller schistosomiasis) har plaget menneskene i årtusinder. I Egypten har man fundet forstenede æg i mumier, hvilket beviser at sneglefeber fandtes på faraonernes tid. Tredive århundreder senere er millioner af egyptere stadig plaget af samme helbredsødelæggende sygdom. I nogle landsbyer i Nildeltaet er 9 ud af 10 indbyggere blevet inficeret.

Egypten er blot et af de cirka 75 lande hvor sneglefeberen hærger. Ifølge Verdenssundhedsorganisationen (WHO) er 200 millioner mennesker verden over smittet med sygdommen. Af de 20 millioner som lider af kronisk sneglefeber, dør cirka 200.000 årligt. Næst efter malaria er sneglefeber den tropiske parasitsygdom der kræver flest ofre og forårsager de største sociale og økonomiske skader.

Parasittens livscyklus

For at kunne forstå hvad sneglefeber er, og hvordan sygdommen kan forebygges og helbredes, må man have kendskab til den parasit der forårsager sygdommen. Parasitten overlever og trives fra generation til generation ved hjælp af to værtsorganismer, to levende skabninger hvori den kan spise og udvikle sig. Den ene er et pattedyr eller et menneske; den anden en ferskvandssnegl.

Dette er hvad der sker: Parasitternes æg afgives med urin eller ekskrementer fra en inficeret person til søer, vandløb og floder — måske helt op til en million æg om dagen. Æggene er så små at de kun kan ses under et mikroskop. Parasitterne udklækkes når æggene kommer i forbindelse med vand. Ved hjælp af bittesmå kropshår svømmer de hen til en ferskvandssnegl som de trænger ind i. Her befinder de sig i de næste fire til syv uger.

Når de forlader sneglen, har de kun 48 timer til at finde et menneske eller et pattedyr de kan trænge ind i, for ellers dør de. Parasitterne borer sig gennem huden på værtsorganismen der befinder sig i vandet, og trænger ind i blodstrømmen. Dette kan give kløe, men ofte mærker offeret ikke at en invasion har fundet sted. Via blodstrømmen baner parasitterne sig vej til venerne i blæren eller i tarmkanalen, afhængigt af hvilken parasitart det drejer sig om. I løbet af nogle uger modnes parasitterne til voksne han- og hunorm som kan blive 25 millimeter lange. Efter parringen afgiver hunnen æg i værtsorganismens blodstrøm og fuldfører således kredsløbet.

Omkring halvdelen af æggene udskilles med afføringen (tarmsneglefeber) eller med urinen (urinsneglefeber). Resten af æggene bliver i kroppen og beskadiger vigtige organer. Efterhånden som sygdommen udvikler sig, kan offeret få feber, opsvulmet mave og indvendige blødninger. I svære tilfælde kan sygdommen føre til blærekræft, lever- eller nyresvigt, sterilitet eller lammelse. I nogle tilfælde dør den smittede.

Løsninger og problemer

Mindst fire metoder kan tages i brug for at forebygge spredningen af sygdommen. Hvis man på verdensplan anvendte blot én af disse forholdsregler, ville sygdommen blive udryddet.

Ét skridt er at udrydde sneglene i vandkilderne. Sneglene er et vigtigt led i parasitternes livscyklus. Hvor der ingen snegle er, er der heller ingen sneglefeber.

Målet har været at fremstille en gift der er kraftig nok til at dræbe sneglene, men som ikke forurener miljøet. Forsøg i 60’erne og 70’erne på at udrydde sneglene resulterede i udslettelsen af alt liv i store vandområder. Ved Theodor Bilharz’ Forskningsinstitut i Egypten er der gjort forsøg på at finde et stof som kan dræbe sneglene uden at skade andre livsformer. Instituttets direktør, dr. Aly Zein El Abdeen, siger: „Eftersom stoffet vil blive hældt i vand der bruges til afgrøder, til drikkevand for mennesker og dyr, og hvor der lever fisk, skal vi være stensikre på at det ikke har bivirkninger.“

Et andet skridt er at dræbe parasitterne i menneskene. Indtil midten af 70’erne bestod behandlingen af sneglefeber i medikamenter der gav mange bivirkninger og komplikationer. Ofte måtte patienten have en række smertefulde indsprøjtninger. Nogle beklagede sig over at kuren var værre end sygdommen! Siden da er der blevet udviklet nye præparater, eksempelvis praziquantel, som har vist sig at være effektive mod sneglefeber, og som kan indtages gennem munden.

Disse lægemidler har medført gode resultater i lokalsamfundene i Afrika og Sydamerika, men i mange lande er det ofte prisen der udgør det store problem. I 1991 udtalte WHO beklagende: „De hjemsøgte lande er ikke i stand til at fortsætte med omfattende [sneglefeber]kontrolprogrammer på grund af de høje behandlingsomkostninger; medicinprisen er ofte større end det beløb de fleste afrikanske sundhedsministerier afsætter til sundhedspleje pr. indbygger.“

Selv de steder hvor medicinen kan fås gratis, lader mange sig ikke behandle. Hvorfor ikke? Én af grundene er at dødelighedsprocenten er relativt lav, og derfor bliver sygdommen ikke betragtet som særlig farlig. En anden grund er at folk ikke altid bemærker symptomerne. I visse dele af Afrika er det at have blod i urinen (et af de vigtigste symptomer på sygdommen) så almindeligt at det betragtes som en normal følge af at blive voksen.

Et tredje skridt er at hindre æg i at komme i vandforsyningssystemerne. Hvis man byggede nogle toiletter så de lokale vandløb og søer ikke blev forurenet, og hvis alle benyttede dem, ville risikoen for sneglefeber blive reduceret.

Undersøgelser verden over viser at forbedrede sanitære forhold medfører en betydelig nedgang i antallet af sygdomstilfælde, men disse foranstaltninger kan ikke garantere en 100 procents forebyggelse af sygdommen. „Blot én person der forretter sin nødtørft i en kanal, er nok til at holde kredsløbet i gang,“ siger Alan Fenwick, som i over 20 år har forsket i sneglefeber. Utætte kloakrør som lækker ekskrementer ud i søer og floder, kan også udgøre en risiko.

Et fjerde skridt er at hindre folk i at opholde sig i vand hvor parasitterne findes. Dette er lettere sagt end gjort. I mange lande bader man og vasker tøj i de søer, vandløb og floder hvorfra der hentes drikkevand, foruden at man bruger vandet til overrisling af afgrøder. Fiskere kommer daglig i kontakt med vand, og for børn i tropeheden er vand en uimodståelig legeplads.

Hvilket håb er der for fremtiden?

Der er ingen tvivl om at mange velmenende organisationer og enkeltpersoner gør en ihærdig indsats for at bekæmpe sneglefeber, og at der er blevet gjort kolossale fremskridt. Forskere er endda i gang med at udvikle en vaccine mod sygdommen.

Det lader imidlertid ikke til at en total udryddelse af sygdommen er i udsigt. Dr. M. Larivière siger i det franske lægetidsskrift La Revue du Praticien: „Trods gunstige resultater . . . er sygdommen langtfra udryddet.“ Selv om enkeltpersoner kan beskytte sig mod sygdommen eller blive helbredt for den, vil man muligvis ikke finde nogen universalløsning på problemet før Guds nye verden bliver indført. Bibelen lover at ’ingen indbygger vil sige: „Jeg er syg.“’ — Esajas 33:24.

[Illustration på side 15]

Hvis man går ud i forurenet vand, kan man blive inficeret med parasitter som giver sneglefeber