Tasmanien — en lille ø med en usædvanlig historie

AF VÅGN OP!-​KORRESPONDENT I AUSTRALIEN

„DA DETTE er det første land vi er stødt på i Sydhavet, og det ikke er kendt af noget europæisk land, har vi givet det navnet Anthoony van Diemenslandt [Van Diemens Land] til ære for [vor] agtværdige generalguvernør.“ Disse ord udtalte hollænderen Abel Tasman den 25. november 1642, dagen efter at han fik øen Tasmanien, Australiens næstældste stat, i sigte.a Tasman kunne ikke få øje på nogen mennesker, men han så røg fra ild langt borte, og op ad de nærmeste træstammer var der indhak med halvanden meters mellemrum. De der havde lavet dem, skrev han, måtte enten besidde en usædvanlig klatreteknik eller være kæmper. Rent faktisk blev hakkene brugt som en hjælp til at klatre op ad træstammerne.

Derefter forsvandt Van Diemens Land fra søfarernes kort i 130 år indtil franskmanden Marion du Fresne og englænderen Tobias Furneaux kom på besøg. Kaptajn James Cook ankom i 1777, og ligesom Du Fresne fik han kontakt med øens særprægede urbefolkning. Hans besøg var imidlertid begyndelsen til en tragedie: „Nogle lande betragtede [Cook] som en mand der banede vejen for civilisationen og kristendommen,“ siger John West i The History of Tasmania, „[men] for dette folkeslag [uraustralierne] var han dødsbebuder.“ Hvad førte til dette tragiske resultat?

Tasmanien bliver et „fængsel i imperiet“

England brugte deportation eller landsforvisning som straffemetode, og Tasmanien blev en af Englands straffekolonier. Fra 1803 til 1852 blev omkring 67.500 mænd, kvinder og endda børn — nogle helt ned til syvårsalderen — forvist fra England til Tasmanien som straf for forbrydelser der spændte lige fra tyveri af bønnebøger og til voldtægt. De fleste forbrydere arbejdede imidlertid for nybyggere eller på offentlige projekter. „Færre end 10 procent . . . kom nogen sinde til at se en straffelejr indefra,“ siger The Australian Encyclopaedia, „og mange som kom dertil, var der kun i korte perioder.“ Den største straffelejr lå i Port Arthur på den tasmanske halvø, men de mest uregerlige forbrydere blev sendt til Macquarie Harbour. Fængselet huskes især for de torturmetoder man anvendte her. Havnens smalle indløb havde fået det frygtindgydende navn Helvedets Port.

I bogen This Is Australia nævner dr. Rudolph Brasch en anden vigtig side af denne ufuldbårne koloni — dens åndelighed eller, snarere, mangel på samme. Han skriver: „Lige fra begyndelsen blev religionen i Australien [og selvfølgelig også i Tasmanien] forsømt og ignoreret og oftest brugt og misbrugt til egen fordel af det etablerede samfundssystem. Kolonien blev oprettet uden en bøn, og den første gudstjeneste på australsk jord var nærmest noget man tilfældigvis fandt på.“ Mens pilgrimmene i Nordamerika byggede kirker, „brændte de første beboere i denne sydlige del af verden deres første kirke af for at undgå de trivielle kirkebesøg,“ siger The History of Tasmania.

Denne syge moral blev ikke bedre af de rigelige mængder rom. For civilbefolkning og soldater var handelen med rom „den sikre vej til rigdom,“ siger historikeren John West.

Indimellem var der dog fødevaremangel. I disse perioder jagede løsladte forbrydere og nybyggere bevæbnede med skydevåben det samme vildt som urbefolkningen jagede med spyd. Som følge heraf opstod der et spændt forhold. Oven i dette kom så den eksplosive blanding af de hvides racemæssige arrogance, de store mængder rom og de uforenelige kulturelle forskelle. Europæerne aftegnede grænser og lavede indhegninger; urbefolkningen gik på jagt og levede et nomadeliv. En lille gnist kunne forårsage voldsomheder.

Et folk forsvinder

Denne gnist kom i maj 1804. Uden at være blevet provokeret åbnede en hob anført af løjtnant Moore ild mod et stort jagtselskab af indfødte mænd, kvinder og børn, hvoraf mange blev dræbt eller såret. „Den sorte krig“ — spyd og sten mod projektiler — var begyndt.

Mange europæere tog kraftigt afstand fra nedslagtningen af den australske urbefolkning. Guvernøren, Sir George Arthur, var så bedrøvet at han sagde at han ville gøre næsten hvad som helst for at ’opveje de lidelser som regeringen uforvarende havde påført uraustralierne’. Han bestemte derfor at urbefolkningen skulle „indsamles“ og „civiliseres“. I en kampagne med navnet „Den sorte Grænselinje“ gennemsøgte cirka 2000 soldater, nybyggere og forbrydere systematisk urskoven for at indfange australnegre og forflytte dem til et sikkert sted. Men missionen var en ydmygende fiasko; de fangede kun en kvinde og en dreng. Derefter gik George A. Robinson, en fremtrædende wesleyaner, i spidsen for en mere forsonende fremgangsmåde, og den virkede. Urbefolkningen havde tillid til ham og accepterede hans tilbud om forflytning til Flinders Island, nord for Tasmanien.

I sin bog A History of Australia siger Marjorie Barnard om Robinsons indsats: „Uden at han sandsynligvis selv var klar over det, var hans forsoning rent faktisk en judasgerning. De uheldige indfødte blev afsondret på Flinders Island i Bass-strædet med Robinson som tilsynsførende. De sygnede hen og døde.“ I stedet for at blive ofre for musketter blev de ofre for de hvides livsstil og kostvaner. Én kilde siger at „den sidste fuldblods tasmanske uraustralier var Fanny Cochrane Smith, som døde i Hobart i 1905“. Det er der imidlertid delte meninger om. Nogle autoriteter peger på Truganini, en kvinde som døde i Hobart i 1876, mens andre mener at den sidste var en kvinde som døde på Kangaroo Island i 1888. Tasmanske efterkommere af blandet race lever i dag i bedste velgående. Denne episode er meget passende blevet kaldt „statens største tragedie“ og kan føjes til menneskehedens uendelige liste over mishandlinger. Derudover er den en understregning af den bibelske sandhed at „det ene menneske har udøvet myndighed over det andet til skade for det“. — Prædikeren 8:9.

Tasmaniens synlige kontraster

I dag vil man næppe blive opmærksom på denne smukke øs ilddåb medmindre man besøger museer, biblioteker eller fængselsruiner. Tasmanien ligger med cirka samme afstand syd for ækvator som Rom, Sapporo og Boston ligger nord for ækvator. Landets geografi er ligesom dets historie kendetegnet af store kontraster, til trods for at der ikke findes et sted på øen som ligger mere end 115 kilometer fra havet.

Af Tasmaniens samlede areal er 44 procent dækket af skov, og 21 procent er nationalparker. Det er et usædvanligt størrelsesforhold. Ifølge The Little Tassie Fact Book „er det fredede område i Vesttasmanien en af de sidste store uspolerede vildmarker i verden med tempereret klima“. Smeltevandssøer, floder og vandfald rige på ørreder er hjemsted for skove af Levende pinde (Euphoria Tirucalli), eukalyptustræer (Eucalyptus), myrter (Myrtaceae) og et utal af vækster såsom Acacia melanoxylon, Doryphora sassafras, Eucryphia lucida, Phyllocladus trichomanoides, og Dacrydium Franklinii, for blot at nævne nogle få. Intet under at udsigten fra de høje sletter på det midtvestlige plateau og dets ofte sneklædte tinder får naturelskere til at vende tilbage igen og igen.

Men det har ikke været nemt at beskytte denne del af „menneskehedens arv“. Også i dag må de miljøbevidste kæmpe mod interesser inden for minedrift, papirfremstilling og vandkraft. Det månelignende landskab i minebyen Queenstown er en talende påmindelse om konsekvenserne af en tankeløs udnyttelse af ressourcerne.

Tasmaniens dyr har også måttet lide, navnlig pungulven, eller, som man kalder den på engelsk, den tasmanske tiger, et gyldenbrunt pungdyr der mindede om en hund. Det kaldtes en tiger på grund af dets mørkebrune striber på ryg og hale. Uheldigvis havde denne magre og sky kødæder smag for fjerkræ og får. Derfor blev der sat en pris på dens hoved, og i 1936 var den uddød.

Et andet særpræget pungdyr fra Tasmanien der lever i bedste velgående, er den tasmanske djævel. Ved hjælp af sine kraftige kæber og tænder kan denne muskuløse ådselæder, der vejer mellem 6 og 8 kilo, fortære en død kænguru — kranium og alt.

Tasmanien er også kendt for den fugl man kalder korthalet skråpe eller muttonbird (fårekødsfugl). Dens trækrute begynder ved Det Tasmanske Hav, og efter praktisk talt at have fløjet uden om Stillehavet vender den hvert år tilbage til den samme sandede redeplads — en præstation der bestemt ærer dens Konstruktør og Skaber.

I nærheden af skråpens egen fuglekoloni, der kun besøges om natten, lever en anden fugl. Denne fugl kan „flyve“ under vandet og er et elskeligt lille næbdyr på et kilo. Den er et pelsdyr og kaldes en dværgpingvin. Det er verdens mindste, men mest støjende pingvin. Dens udfoldelser varierer i styrke, med stemmestyrke og kropssprog der indimellem går over i feberagtig ophidselse. Når sød musik opstår mellem to pingviner, kan de istemme en duet som bekræftelse på deres gensidige tiltrækning. Desværre bliver mange dværgpingviner dræbt i fiskernes hildingsgarn, af olieudslip, af plastgenstande de fejlagtigt indtager som føde, eller af hunde og vildkatte.

Øens rolige side

Hvis man fra kanten af det centraltbeliggende plateau spejder mod nord eller øst, vil man få øje på Tasmaniens mere tiltalende side. Her finder man opdyrkede chokoladebrune marker, slangebugtende floder og vige, alleer med træer og smaragdgrønne græsgange med får og kvæg. I nærheden af den nordlige by Lilydale kan man omkring januar måned betragte lavendelmarker som står i fuldt flor. Disse velduftende, lysviolette marker bidrager til en landlig mosaik af farver.

På begge sider af Derwent-floden, ikke langt fra æbleplantagerne der har givet Tasmanien navnet Æbleøen, ligger hovedstaden, Hobart, med 182.000 indbyggere. Byen domineres af det enorme Mount Wellington, der er 1270 meter højt. På en skyfri dag kan man fra dette ofte sneklædte bjerg betragte byen i fugleperspektiv. Hobart har utvivlsomt ændret sig meget siden 1803 da løjtnant John Bowen og hans selskab på 49 medlemmer, deriblandt 35 forbrydere, gik i land ved Risdon Cove. Lærredssejl og knirkende træplanker er der ganske vist ikke mere, men den årlige og krævende Sydney-Hobart-kapsejlads minder en om disse ’gamle dage’, alt imens farvestrålende spilere og strømlinede skrog suser forbi de jublende tilskuere, lige ind i Hobarts hjerte.

Fra et land med forfølgelse til et åndeligt paradis

Geoffrey Butterworth var en af de 2447 delegerede ved Jehovas Vidners områdestævne „Gudsfrygt“ i 1994 i Launceston. Han siger: „Jeg kan huske dengang der kun var omkring 40 Jehovas vidner i hele Tasmanien.“ I dag er der over 26 menigheder og 23 rigssale.

„Indimellem har vi dog måttet kæmpe med problemer,“ tilføjer Geoffrey. „I 1938 var Tom Kitto, Rod McVilly og jeg for eksempel ude for at avertere det offentlige bibelske foredrag ’Se Kendsgerningerne i Øjnene’ med sandwichplakater. Det var en sviende afsløring af falsk religion som skulle sendes over radioen fra London. Da jeg mødte mine kammerater, var en gruppe unge ved at prygle dem, og politiet så bare til. Jeg løb hen for at hjælpe dem og blev straks slået til jorden. Men bagfra greb en mand fat i min skjorte og slæbte mig væk. I stedet for at slå mig brølede han til angriberne: ’Lad dem være!’ Derefter sænkede han stemmen og sagde til mig: ’Jeg ved hvad det vil sige at blive forfulgt, min ven, jeg er irer.’“

Jehova velsignede disse første pionerers indsats, for i dag er den gode nyhed om Guds rige nået ud til alle dele af denne ø med 452.000 indbyggere. Mange efterkommere af straffefanger og uraustraliere ser frem til at byde alle, både sorte og hvide som led en uretfærdig død i landets grusomme første tid, velkommen tilbage til livet på en renset jord. Bibelen lover nemlig „at der vil finde en opstandelse sted af både retfærdige og uretfærdige“. (Apostelgerninger 24:15) Denne forandring vil være så gennemgribende at ’det tidligere ikke engang vil blive husket’. — Esajas 65:17.

[Fodnote]

[Illustrationer/kort på side 25]

Øverst: Cradle Mountain og Lake Dove

Øverst til højre: Den tasmanske djævel

Nederst til højre: Regnskov i det sydvestlige Tasmanien

[Kort]

(Tekstens opstilling ses i den trykte publikation)

Australien

Tasmanien

[Kildeangivelse]

Den tasmanske djævel og kort over Tasmanien: Kontoret for turisme, sport og adspredelse — Tasmanien; kort over Australien: Mountain High Maps® Copyright © 1995 Digital Wisdom, Inc.