Unge spørger:
Vil Gud blive ved med at være min ven?
KONG DAVID var ven med Gud. Men på et tidspunkt sagde han: „Mit hjertes kvaler er taget til.“ David led fordi han blev dårligt behandlet af andre og på grund af de fejl han havde begået. Han begyndte at føle at Gud havde vraget ham, og han bad: „Vend dit ansigt mod mig, og vis mig din gunst; for jeg er ene og nødstedt.“ — Salme 25:11, 16-19.
Du føler dig måske også meget nedtrykt. Det kan være at du er fortvivlet over at tingene ikke fungerer derhjemme eller i skolen. Du har måske alvorlige helbredsproblemer eller er nedslået på grund af nogle svagheder du kæmper med. Men uanset hvad, behøver du ikke at kæmpe alene; Gud tilbyder dig storsindet sit venskab og sin støtte.a Hvis du allerede har et fortroligt forhold til ham, er det en trøst at vide at han ikke svigter sine venner når de har det svært. Alligevel føler du måske at Gud er langt væk når problemerne vælter ind over dig. Det kan endda virke som om han overhovedet ikke vil hjælpe dig. Men er det rigtigt?
„En torn i kødet“
Prøv engang at læse Andet Korintherbrev 12:7-10. Her fortæller apostelen Paulus at han led af det han kalder „en torn i kødet“. Denne „torn“ kan have været en eller anden fysisk skavank, måske en øjenlidelse. Hvad det end var, blev det ved med at ’slå ham’, gøre ham modløs. Til trods for at han tre gange indtrængende bad Gud om at blive befriet for ’tornen’, blev den ved med at være der.
Ignorerede Jehova Paulus’ bønner? Bestemt ikke. Gud forsikrede ham: „Min ufortjente godhed er dig nok; for min kraft gøres fuldkommen i svaghed.“ Selv om Jehova valgte ikke at trække denne „torn“ ud, svigtede han ikke Paulus. Takket være Guds ufortjente godhed fik Paulus et nært venskab med ham. Det var „nok“ til at give Paulus styrke til at leve med sin skavank. Når Paulus kæmpede med sit problem, ville han erfare Guds opretholdende kraft på en ny og personlig måde.
Hjælp til at klare vanskeligheder
Ligesom Paulus har du måske også nogle ’torne’, eller problemer, der stikker dig og gør dig negativ og deprimeret. I Paulus’ tilfælde tillod Gud at hans lidelse fortsatte, og det kan være at han også gør det i dit tilfælde. Dermed være ikke sagt at han ikke længere er din ven. Gud sagde til apostelen Paulus: „Min kraft gøres fuldkommen i svaghed.“ Hvis du stoler på Guds kraft og ikke på din egen, kan du holde ud. Det kan endda være at du med hjælp fra Guds ånd kan udrette ting som du aldrig troede mulige. Paulus sagde: „[Jeg] synes godt om svagheder . . . For når jeg er svag, så er jeg stærk.“
En ung pige ved navn Robinb erfarede at det var sandt. Som 14-årig mistede hun sit syn på grund af grøn stær. Samme år døde hendes mor pludselig. „Nu havde jeg kun Jehova tilbage,“ siger Robin om den periode hvor hun skulle begynde at leve med disse smertefulde ’torne’. „Den eneste måde jeg kunne klare det på, var ved at holde mig nær til ham.“ Det gjorde Robin så, og senere blev hun heltidsforkynder. Hun siger: „Jeg bad Jehova om at hjælpe mig på alle livets områder. Og det gjorde han virkelig.“
Mange unge har oplevet at prøvelser faktisk har hjulpet dem til at komme nærmere Gud. Det kan Jeff tale med om. Hans far lod familien i stikken og efterlod Jeffs mor med ansvaret for syv børn. „Jeg savnede stærkt en far,“ indrømmer Jeff, der dengang kun var 12 år. „Jeg længtes efter at nogen skulle udfylde det tomrum jeg mærkede hver dag.“ Hvad gjorde han? „Jeg bad til Jehova om hjælp til at få dækket dette behov.“ Jeff levede i overensstemmelse med sine bønner og brugte sin tid på åndelige aktiviteter. Med tiden kunne han mærke Jehovas støtte — gennem styrken i hans hellige ånd og gennem den kristne menighed. (Jævnfør Salme 27:10.) Jeff, der nu er 27 år, siger: „Dengang var der ikke nogen som jeg kunne finde tryghed hos, og derfor fik jeg et meget nært forhold til Jehova.“ Han kalder dette nære venskab for „en uvurderlig velsignelse der kom ud af denne modgang“.
Hvordan man får hjælp fra Gud
Din ven i himmelen vil også gerne hjælpe dig til at klare dine vanskeligheder. Men hvad må du selv gøre? Et hvilket som helst venskab kan kun fungere hvis der er kommunikation. Vi kan kommunikere med Gud gennem bøn. I vore bønner kan vi fortælle ham at vi har brug for hans hjælp. Bønner er imidlertid værdiløse hvis de er mekaniske og ikke udtrykker vore inderste følelser. Som de unge der er citeret ovenfor, må du ’udøse dit hjerte’ for Gud. (Salme 62:8) Det kan endda være nødvendigt at fremføre anråbelser. (Filipperne 4:6) Anråbelser er intense og alvorlige bønner.
Lad os antage at du har problemer med at styre dine tanker eller har svært ved at aflægge en forkert vane. Anråb da Jehova om hjælp. Når du føler dig fristet, så bed ham inderligt om at hjælpe dig. Det er ikke altid nemt. „Når jeg føler en stærk trang til at gøre noget forkert, tvinger jeg mig til at bede,“ indrømmer Gary. „Nogle gange tænker jeg: ’Jeg er ikke god nok til at nærme mig Jehova.’ Alligevel bliver jeg ved med at søge hjælp hos ham. Han giver mig den nødvendige styrke så jeg kan holde ud.“ Bliv ved med at udøse dit hjerte for Gud selv om det i begyndelsen kan være vanskeligt.
Hvad så hvis det lader til at dine bønner ikke bliver besvaret? For eksempel kæmpede Lora med den urene vane som masturbation er. „Ærligt fortalte jeg Jehova om mit problem,“ forklarer hun, „men jeg kunne tilsyneladende ikke holde op.“ Nogle gange ønsker Gud at vi skal vise hvor alvorligt vi mener vore anmodninger. (Jævnfør Salme 88:13, 14.) Vi må derfor være vedholdende i bønnen. (Mattæus 7:7; Romerne 12:12) Det var Lora. Samtidig begyndte hun at følge de forslag der blev givet om emnet i Vagttårnsselskabets publikationer.c Efterhånden begyndte resultaterne at vise sig. Hun siger: „Hver gang det lykkedes mig at modstå en fristelse, takkede jeg Jehova fordi jeg vidste at det var ham der havde styrket mig.“ I din kamp for at få styr på dit problem vil du nok få nogle tilbagefald. Men så længe du kæmper og ikke bevidst giver efter for din svaghed, vil Gud velsigne den „iver og alvor“ du lægger for dagen, og han vil fortsat være din ven. — 2 Peter 1:5.
Bliv en af „Guds medarbejdere“
En anden måde hvorpå du kan drage nytte af Guds hjælp, er ved at tage imod invitationen til at blive en af hans „medarbejdere“. (1 Korinther 3:9) Det indbefatter at du hjælper andre til at lære Gud at kende. (Mattæus 28:19, 20) Når man er modløs og ked af det, er det måske svært at tage sig sammen til noget. Men det kan være en stor hjælp at have „rigeligt at gøre i Herrens gerning“. (1 Korinther 15:58) Du vil i det mindste få dine tanker væk fra dine egne problemer. (Jævnfør Ordsprogene 18:1.) Robin, der er citeret tidligere, siger i forbindelse med sine vanskelige perioder: „Det var min tjeneste for Jehova der holdt mig i gang.“
At samarbejde med Gud kan også hjælpe dig til at overvinde følelsen af at han har svigtet dig. Hvis to mennesker arbejder sammen om at nå et fælles mål, får de så ikke ofte et stærkere venskab? I forkyndelsen vil du hele tiden møde udfordringer, og du vil have brug for at søge hjælp hos Gud. Og når Gud velsigner dine anstrengelser, vil dit venskab med ham blive mere virkeligt. Det går op for dig at Gud viser dig tillid som sin medarbejder. Det kan styrke din selvtillid.
For eksempel følte Carol sig meget usikker. Hendes mor havde begået selvmord, og hendes far nedgjorde hende hele tiden. Men som 17-årig blev hun et af Jehovas vidner og begyndte at deltage i forkyndelsen. Efter at have været heltidsforkynder i ti år siger hun: „Dette arbejde har været en kolossal hjælp fordi jeg har mærket Jehovas velsignelse. Jeg siger til mig selv: ’Hvis Gud elsker mig, er jeg ikke uden værdi.’ Det har styrket min selvtillid at jeg kan bruges til at forkynde Guds navn.“
„Smag og se at Jehova er god“
„Fra alt det jeg gruede for, udfriede [Gud] mig,“ skrev kong David efter med nød og næppe at være undsluppet en livstruende situation. (Salme 34:4, 6, overskriften; 1 Samuel 21:10-12) David talte derfor af erfaring da han sagde: „Smag og se at Jehova er god; lykkelig er den mand som søger tilflugt hos ham.“ — Salme 34:8.
Selv om du måske aldrig kommer i livsfare ligesom David, vil du helt sikkert komme ud for stressende og prøvende situationer. Når ’dit hjertes kvaler tager til’, så anråb Gud om hjælp. (Salme 25:17) Vær ikke nervøs for at Gud vil afslutte sit venskab med dig. Når du tålmodigt holder ud og mærker Jehovas støtte og omsorg, vil du ’smage og se at Jehova er god’. Og han vil for altid være din ven. — Jakob 4:8.
[Fodnoter]
a Se artiklen „Unge spørger: Kan jeg virkelig blive ven med Gud?“ i Vågn op! for 22. juli 1995.
b Nogle af navnene er ændret.
c Se kapitlerne 25 og 26 i bogen Unge spørger — Svar der duer, udgivet af Vagttårnets Selskab.
[Illustration på side 19]
Vil Gud svigte sine venner i modgangstider?