Watchtower ONLINE LIBRARY
Watchtower
ONLINE LIBRARY
Dansk
  • BIBELEN
  • PUBLIKATIONER
  • MØDER
  • g97 8/8 s. 24-27
  • Dine nyrer — To livsvigtige filtre

Ingen video tilgængelig.

Beklager, der opstod en fejl med at indlæse videoen.

  • Dine nyrer — To livsvigtige filtre
  • Vågn op! – 1997
  • Underoverskrifter
  • Lignende materiale
  • Hvad indeholder nyrerne?
  • Totrinsfiltrering af blodet
  • Udskillelsen af affaldsstoffer
  • Hvordan man beskytter sine nyrer
  • Vort åndelige helbred og „nyrerne“
    Vagttårnet forkynder af Jehovas rige – 1978
  • I live — ved hjælp af en kunstig nyre
    Vågn op! – 1985
  • Nyrer
    Indsigt i Den Hellige Skrift, bind 2 (Koa-Årstider)
  • „Det er kun midlertidigt!“ — Mit liv som nyrepatient
    Vågn op! – 1996
Se mere
Vågn op! – 1997
g97 8/8 s. 24-27

Dine nyrer — to livsvigtige filtre

AF VÅGN OP!-​KORRESPONDENT I IRLAND

JORDEN og menneskelegemet har noget tilfælles: En af livsbetingelserne er et filter. Jorden skal beskyttes mod solens konstante bombardement af skadelige stråler. Ozonlaget i atmosfæren filtrerer disse stråler fra, men slipper det nødvendige, livsopretholdende lys igennem. I menneskelegemet afgiver mange af kroppens kemiske processer gift- og affaldsstoffer til blodbanen. Hvis ikke de fjernes, kan man få alvorlige helbredsproblemer der kan være livstruende. Affaldsstofferne må hele tiden filtreres fra og udskilles.

Denne filtreringsproces er en af nyrernes hovedfunktioner. Men hvordan kan disse små organer identificere, isolere og fjerne skadelige substanser og samtidig sikre at de næringsstoffer legemet har behov for, bliver tilbage? Hvordan behandler man sine nyrer og dermed sit helbred bedst?

Hvad indeholder nyrerne?

Normalt har mennesket to nyrer — en på hver side af den nederste del af rygsøjlen. De er cirka 10 centimeter lange, 5 centimeter brede og 2,5 centimeter tykke, og de vejer 110-170 gram. Hvis man lægger et snit på langs igennem en nyre, vil man kunne se adskillige velafgrænsede dele, som det fremgår af hosstående diagrammer.

For at danne sig et billede af hvordan nyrerne fungerer, kan man forestille sig tusinder af tilskuere der strømmer ind på et stadion for at overvære en begivenhed. Først må skaren dele sig op i utallige mindre køer. Én for én passerer folk fra hver kø gennem billetkontrollen, hvor personer uden billet tages til side. De der har billet, får lov at passere og bliver vist hen til deres pladser.

Alle blodets bestanddele cirkulerer rundt i hele kroppen og passerer nyrerne gentagne gange via to store blodkar, nyrearterierne, som fører til hver sin nyre. (Se illustrationen på side 24.) I nyren forgrener denne arterie sig i mindre blodkar som fører til nyrens indre og ydre lag. De forskellige blodbestanddele ledes således ind i mere snævre og overskuelige „køer“.

Blodet når til sidst frem til nogle små karnøgler der hver består af cirka 40 bittesmå, stærkt snoede blodkar. Hvert karnøgle, glomerulus, er omgivet af en dobbeltvægget membran der kaldes Bowmans kapsel.a Tilsammen udgør glomerulus og Bowmans kapsel den første del af nyrens ’billetkontrol’, nemlig nefronet — nyrens grundlæggende filtreringsenhed. Hver nyre indeholder over en million nefroner. De er så små at de kun kan ses under et mikroskop. — Se diagrammet på side 25 af et stærkt forstørret nefron.

Totrinsfiltrering af blodet

Vi kan ikke undvære de blodlegemer og proteiner der findes i blodet. De har betydning for iltforsyningen, immunforsvaret og kroppens udbedring af skader. Filtreringsprocessens første trin forhindrer tab af blodlegemer og proteiner ved at adskille dem fra alle blodets andre bestanddele. Denne specialiserede opgave udføres af de bowmanske kapsler. Men hvordan?

De blodkar der fører ind i glomerulus, deler sig op i små kapillærer med meget tynde vægge. Blodtrykket bevirker at vand og andre små molekyler presses ud af blodbanen gennem kapillærernes fine karvægge til Bowmans kapsel og det snoede rør den er forbundet med. Dette rør kaldes tubulus. De større proteinmolekyler samt alle blodlegemerne bliver i blodet og fortsætter med at strømme gennem kapillærerne.

Nu begynder filtreringen at blive mere selektiv. Nyrerne skal sikre at intet af det der har betydning for kroppen, slipper ud! På dette stadium er væsken der strømmer gennem tubulus, en vandig opløsning af nyttige molekyler og affaldsstoffer. Specialiserede celler langs tubulus’ indervæg genkender de nyttige stoffer, som for eksempel molekyler af vand, salt, sukker, mineraler, vitaminer, hormoner og aminosyrer. Disse molekyler absorberes af tubulusvæggen og ledes gennem de omkringliggende kapillærer tilbage til blodet. Kapillærerne forener sig først i blodårer der igen samler sig i det blodkar der kaldes nyrevenen. Blodet, som nu er filtreret og renset, forlader nyren gennem denne vene og strømmer videre for at medvirke til at holde kroppen i live.

Udskillelsen af affaldsstoffer

Men hvad sker der med den væske der forbliver i tubulus? Den indeholder alt det kroppen ikke vil have. Mens denne væske løber langs tubulus mod de større samlerør, tilføres den sekreter som andre celler i tubulusvæggen udskiller, deriblandt ammoniak, kalium, urinstof, urinsyre og vand. Det færdige produkt er urin.

Samlerørene fra forskellige nefroner forener sig og udskiller urin gennem åbninger i pyramidespidserne. Urinen ledes via nyrebækkenet til urinlederen, som er det rør der forbinder nyren med blæren. Urinen opbevares i blæren før legemet skaffer sig af med den.

Trods deres mikroskopiske størrelse udfører nyrernes mere end to millioner nefroner et imponerende stykke arbejde. The New Encyclopædia Britannica skriver: „Nefronerne . . . filtrerer de cirka fem liter vand som blodet indeholder, hvert 45. minut.“ Når de forskellige stoffer er blevet reabsorberet og de mange processer er færdige, kan et normalt og sundt legeme hvert døgn udskille sine affaldsstoffer i form af cirka 2 liter urin. Det er virkelig et hårdtarbejdende og effektivt filtreringssystem!

Hvordan man beskytter sine nyrer

Nyrerne er selvrensende, vedligeholdelsesfri og i stand til at fungere i mange år. Vi må imidlertid selv gøre noget for at hjælpe dem med at udføre deres opgave. For at bevare et godt helbred er det vigtigt at nyrerne gennemskylles af rigelige mængder vand. En af de bedste måder hvorpå man kan forebygge nyreinfektioner og dannelse af nyresten, er ved at drikke tilstrækkeligt med vand.b Det gavner også fordøjelsen og hele blodkredsløbet, siger dr. C. Godec, der er administrerende overlæge for urologisk afdeling ved Long Island College Hospital i New York.

Hvor meget vand skal man drikke? Dr. Godec og mange andre læger anbefaler at man ud over det vand man indtager gennem maden og diverse drikke, bør drikke mindst to liter vand hver dag. „De fleste mennesker er dehydrerede,“ siger dr. Godec til Vågn op! Han gør opmærksom på at vand er gavnligt for nyrerne og hjertet medmindre disse organer er angrebet af sygdom. „Men man skal drikke nok,“ siger han. „Det gør de færreste.“

Nogle kan bedst lide vand der er tilsat lidt smag, som for eksempel citron. Andre foretrækker kildevand eller vand som er blevet filtreret gennem aktivt kul. Under alle omstændigheder er almindeligt vand eller vand med kun få smagsstoffer bedre for nyrerne end nogen anden form for drik. Sukkeret i frugtsaft og sødede drikke øger faktisk kroppens behov for vand. Drikke der indeholder alkohol eller koffein, virker vanddrivende.

Det kan imidlertid være noget af en udfordring at komme ind i vanen med at drikke to liter vand om dagen. Mange finder det for eksempel upraktisk eller pinligt at skulle gå på toilettet oftere end normalt. Den gavnlige virkning på kroppen er dog hele indsatsen værd. Ud over at det hjælper én til at bevare et godt helbred, kan det at drikke rigeligt med vand også forbedre ens udseende. Læger peger på at god ernæring og den rette væskeindtagelse er mere effektivt i forbindelse med at bevare huden sund end samtlige hudplejemidler.

Desværre er vores tørstfornemmelse ufuldkommen, og den forringes endda med årene. Vi kan derfor ikke forlade os på at tørst alene angiver hvor meget vand vi i virkeligheden har behov for. Hvordan kan man sikre sig at man får drukket nok? Nogle begynder dagen med at drikke to glas vand og sørger ellers for med regelmæssige mellemrum at drikke noget mere. Andre har en gennemsigtig beholder med vand inden for syns- og rækkevidde, hvilket minder dem om at de skal tage nogle slurke i løbet af dagen. Uanset hvilken metode vi bruger, kan vi, ved at drikke rigelige mængder rent vand, vise ægte værdsættelse af nyrerne — disse fantastiske filtre som er med til at holde os i live.

[Fodnoter]

a I begyndelsen af 1840’erne beskrev den engelske læge og histolog William Bowman denne lille kapsel og dens funktion. Den er opkaldt efter ham.

b Se Vågn op! for 22. august 1993, side 20-22 og 8. juni 1986, side 18.

[Ramme på side 25]

Nefronet

Den grundlæggende filtreringsenhed

HVER nyre indeholder over en million nefroner. Rørsystemet i hvert nefron er gennemsnitlig 3 centimeter i længden og blot 0,05 millimeter i diameter. Men hvis det var muligt at optrævle samtlige rør i en nyre, ville de, hvis man lagde dem i forlængelse af hinanden, strække sig over cirka 30 kilometer!

Bowmans kapsel er egentlig den skålformede ende af nefronets tubulus. Tubulus er omgivet af et netværk af meget små blodkar der kaldes kapillærer, og den udmunder i et større samlerør der bortskaffer de affalds- og giftstoffer som nefronet har filtreret fra.

[Diagrammer på side 24, 25]

(Tekstens opstilling ses i den trykte publikation)

Nyrevenen leder det nyfiltrerede blod ud i kroppen

Nyrearterien fører det ikkefiltrerede blod til nyren

De kegleformede nyrepyramider leder urin ud i nyrebækkenet

Nefronets glomerulus ligger i nyrebarken

Nyrebækkenet er en tragt hvori urinen opsamles og føres til urinlederen

Urinlederen transporterer urinen fra nyren til blæren

Blodet renses af nefronerne, cirka to millioner rørformede filtre

Glomerulus

Urinen opsamles i tubulus og går derfra videre til blæren

Bowmans kapsel

Kapillærer

    Danske publikationer (1950-2025)
    Log af
    Log på
    • Dansk
    • Del
    • Indstillinger
    • Copyright © 2025 Watch Tower Bible and Tract Society of Pennsylvania
    • Anvendelsesvilkår
    • Fortrolighedspolitik
    • Privatlivsindstillinger
    • JW.ORG
    • Log på
    Del