Pygmæerne — folket i de dybe skove

AF VÅGN OP!-​KORRESPONDENT I DEN CENTRAL​AFRIKANSKE REPUBLIK

KOM og mød BaBingaerne, pygmæerne i Den Centralafrikanske Republik, hvor vi bor. Du har nok både hørt og læst om pygmæerne, men det er ikke sikkert at du har mødt nogen af dem. Fra hovedstaden, Bangui, tager det mindre end to timer at komme ind i deres område.

Jehovas Vidner har et vigtigt budskab til alle folk, stammer, racer og etniske grupper. I vor kristne tjeneste forkynder vi for alle slags mennesker, deriblandt pygmæerne. — Åbenbaringen 14:6.

Så tag med os, og se hvordan de lever, og hvordan de reagerer på den gode nyhed om Guds rige, som vil indføre Paradiset på jorden. Du vil sikkert finde turen både fornøjelig og begivenhedsrig.

Genstand for forskning

Før vi tager af sted, vil det være godt at finde nogle oplysninger frem om det folk vi skal besøge. Der findes bøger skrevet af nogle som i månedsvis har levet blandt pygmæerne og studeret deres kultur, religion og daglige færden.

Når man læser om disse fredelige og venlige mennesker og derefter besøger dem, får man svar på mange spørgsmål. For eksempel: Hvor stammer pygmæerne fra? Hvad kan vi lære af dem? Hvor bor de? Hvordan adskiller de sig fra andre afrikanske grupper? Hvordan er deres forhold til den øvrige befolkning?

Webster’s Third New International Dictionary siger at pygmæerne er „et lille folk fra Ækvatorialafrika som er under halvanden meter i højden, . . . som bruger deres nabofolks sprog“. Det menes dog ikke at Afrikas pygmæer er af samme afstamning som de negritoer („negrito“ betyder „lille neger“) der findes i Oceanien og Sydøstasien.

Ordet „pygmæ“ kommer af et græsk ord der betyder „afstand mellem albuen og knoerne“. Pygmæerne er kendt for at være jægere og samlere. Den totale pygmæbefolkning i verden anslås til at være på lidt over 200.000.

Serge Bahuchet og Guy Philippart de Foy giver os nogle flere interessante detaljer i bogen Pygmées — peuple de la forêt (Pygmæerne — skovens folk). De siger at pygmæerne lever i de dybe skove i Congo (Brazzaville), Den Demokratiske Republik Congo (Kinshasa), Gabon, Cameroun og Den Centralafrikanske Republik, og de findes endda langt mod øst i Rwanda og Burundi.

Ingen ved præcis hvor pygmæerne stammer fra, eller hvornår de kom hertil. De kalder aldrig sig selv for „pygmæer“. I Den Centralafrikanske Republik kaldes de som regel BaBinga. I andre lande er de kendt som BaKola, BaBongo, BaAka, BaMbènzèlè, BaTwa og BaMbuti.

Det første besøg

Tidligt om morgenen, omkring klokken syv, forlader vi Bangui i en firhjulstrækker og sætter kursen mod syd til M’Baiki/Mongoumba. Der er kun vejbelægning på de første 100 kilometer. Det er godt at have en firhjulstrækker eftersom vejen er fedtet efter nattens regn.

Vi kører gennem frodiggrønne landområder med kæmpemæssige skove og gennem små landsbyer hvor folk sælger bananer, pisanger, ananas, maniok, majs, squash og jordnødder ved små borde langs vejen. Her kender man ikke til hungersnød. Den gode jord og det fugtige klima resulterer i et stort udvalg af fødevarer i rigelige mængder. Pludselig er vi så ved den første af BaBingaernes „landsbyer“, eller snarere lejre.

De bor i nogle overraskende små kuppelformede hytter hvor indgangen er så lille at man må kravle igennem. Kvinderne bygger hytterne af grene og blade fra den nærliggende skov. Mellem 10 og 15 hytter ligger i en rundkreds. De bruges kun til at sove i eller som beskyttelse mod kraftige regnskyl. Hverdagslivet foregår udendørs.

Vi står ud af bilen for at hilse på nogle kvinder, som hver bærer et barn på hoften. Flere mænd har hørt bilen og kommer nu løbende for at se hvem vi er, og hvad vi vil. De har følgeskab af nogle hunde, som hver har en lille klokke om halsen.

Vi kan huske fra det vi har undersøgt, at de eneste husdyr pygmæerne holder, er hunde som de bruger når de er på jagt. Og lige fra jordbunden til trætoppene er der meget at jage. Som bogen Pygmées — peuple de la forêt forklarer, er der fugle, aber, elefanter, kafferbøfler, rotter, antiloper, vildsvin, egern og mange andre dyr. En trofast hund er uundværlig for en jæger.

Når vi taler med disse mennesker, bruger vi bogen Min bibelhistoriebog og brochuren Evigt liv på jorden.a Disse publikationer viser at jorden snart vil blive et paradis med smukke skove, hvor der ikke vil være sygdom og død. (Åbenbaringen 21:4, 5) De findes begge på sango, det sprog som tales af mere end 90 procent af indbyggerne, deriblandt pygmæerne. Disse fredelige mennesker adopterer deres afrikanske nabofolks sprog, uanset hvor de bor. Dette er en nødvendighed på grund af deres handel med andre.

Snart efter står flere mænd og kvinder rundt om os mens de spændt kigger på det ene billede efter det andet og lytter til forklaringerne der bliver givet. Vi har besøgt dem gennem årene, så de ved at vi er Jehovas vidner. De vil meget gerne have nogle publikationer, men kan ikke læse. I tidens løb har myndighederne og andre institutioner forsøgt at lære dem at læse og skrive, men uden held. Der har været arrangeret skolegang for deres børn. Det fungerede en tid, men de fleste børn forlod skolen før eller siden. En lærer som har arbejdet med pygmæer, siger at de har en glimrende indlæringsevne mens de går i skole, men efter nogle måneder forsvinder de. Lokale myndigheder og andre bestræber sig imidlertid fortsat for at formidle grundlæggende undervisning.

Jehovas vidner er kendt for at komme tilbage til dem der viser interesse for Guds ord. Men vi forventer ikke at møde de samme BaBingaer næste gang vi kommer, fordi de konstant er på farten året rundt. De forsvinder dybt ind i skoven i flere måneder ad gangen. Det har ikke været muligt at få dem til at slå sig ned et bestemt sted. De hører virkelig til dybt inde i skoven. Det er deres livsform at flytte rundt og gå på jagt, og intet kan holde dem tilbage.

Hverdagen, ægteskab og familieliv

Generelt kan man sige at mændene går på jagt og kvinderne samler; de indsamler det som skoven frembringer: svampe, rødder, bær, blade, nødder, insekter, termitter, vild honning og, ikke at forglemme, deres elskede larver. Alle disse ting bruges til føde eller som handelsvarer. Pygmæernes afrikanske naboer, ofte kaldet les grands noirs (de høje sorte), er faktisk afhængige af at kunne få disse ting. Til gengæld leverer de så potter, pander, macheter, redskaber som økser og knive samt salt, palmeolie, maniok, pisanger og desværre også tobak, lokalt fremstillet spiritus og hamp til pygmæerne. De tre sidste ting er et stort problem for disse ydmyge mennesker. Ofte sætter de sig i gæld for at skaffe dem, og lidt efter lidt går deres tilværelse i stykker.

Mændene er som regel monogame. Men de er hurtige til at blive skilt eller separeret for at leve sammen med en anden. Faderen eller den ældste i lejren er den mest respekterede. Han giver ikke ordrer, men hans råd bliver som regel fulgt. Du vil erfare at pygmæerne elsker deres børn. Ofte bærer moderen eller faderen barnet. Den lille er konstant i kontakt med begge forældre hvor end de går hen, og uanset om de arbejder, går på jagt eller danser.

Om natten sover børnene mellem forældrene. Om dagen vogter forældre, brødre, søstre, onkler og bedsteforældre over de små, og desuden har de hele lejrens opmærksomhed. Man besøger ofte forældre og andre slægtninge. Dette skaber nære familiebånd. I den vestlige verden er familierne ofte ved at gå i opløsning, men her er det helt anderledes.

Pygmæerne lever adskilt fra deres afrikanske naboer, men har økonomiske forbindelser til dem. Ud over den regelmæssige samhandel bliver de ofte bedt om at hjælpe bønderne i kaffe- og kakaoplantagerne. De arbejder måske et par uger, får løn og forsvinder derefter i lang tid dybt ind i skoven. Hvem ved om den kaffe du nød her i morges, har været i hænderne på en centralafrikansk pygmæ?

Religion

BaBingaerne er religiøse, men overtro og traditioner styrer deres religiøse liv. De udfører deres ritualer til lyden af musik, sang (jodlen) og dans. Bogen Ethnies — droits de l’homme et peuples autochtones (Etniske grupper — menneskerettigheder og oprindelige indbyggere) giver følgende forklaring: „De folk der lever dybt inde i skoven, mener at Gud skabte verden, altså skoven. Efter at have skabt de første menneskepar . . . trak han sig tilbage til himmelen og mistede interessen for menneskenes anliggender. Nu er det en overordnet ånd, skovens gud, der handler på hans vegne.“ Dette adskiller sig selvfølgelig klart fra det som Bibelen siger om Gud og hans hensigter. — Første Mosebog, kapitel 1 og 2; Salme 37:10, 11, 29.

Et intelligent folk

Det forekommer ikke sjældent at nogle latterliggør eller ser ned på pygmæer fordi de betragter dem som mindreværdige og mindre begavede. Men Patrick Meredith, professor i psykofysik ved Leeds University i England, siger: „Når man ser pygmæer i deres naturlige miljø hvor de bygger broer af plantefibre og lever et godt liv, kan man spørge sig selv hvad intelligens egentlig er.“

Vi ved at alle mennesker nedstammer fra det første menneskepar, Adam og Eva. I Apostelgerninger 17:26 siges der: „[Gud] har ud af ét menneske [Adam] dannet hver nation af mennesker til at bo på hele jordens flade.“ Og Apostelgerninger 10:34, 35 siger at „Gud ikke er partisk, men i hver nation er den der frygter ham og øver retfærdighed, velkommen for ham“. Derfor ønsker vi at bringe sandheden fra Bibelen ud til disse mennesker så de også kan få håb om at opleve at hele jorden snart bliver omdannet til et smukt paradis med mange store skove.

[Fodnote]

[Illustrationer på side 23]

1. Bibelens budskab forkyndes for pygmæer; 2. en pygmæ som er træskærer; 3. typisk pygmæ-bosted