Betyder det noget hvilket tøj man går i?
„JEG ved ikke hvad jeg skal tage på!“ Lyder dette nødråb bekendt? Modehusene vil selvfølgelig altid hellere end gerne hjælpe os — eller forvirre os endnu mere — ved at tilbyde os deres seneste påfund.
Noget der gør det endnu sværere at vælge påklædning, er at det mange steder i dag ikke længere er moderne at være velklædt. Om denne ’antimode’ i 90’erne siges der følgende i en artikel i et modeblad: „Det er rart at vide at det ikke alene er i orden at se lidt lurvet, gammel, slidt og i det hele taget ’forvasket’ ud, men at det også er ’in’.“
I de senere år har intensiv reklame, tv-stjerner samt dyrkelsen af jeg’et og ønsket om at kende sin identitet øvet stor indflydelse på folks, og især unges, tøjvalg. Nogle går endda så langt at de er villige til at stjæle for at se smarte ud.
Mange af 90’ernes moderetninger har hentet elementer fra tidligere tiders yderliggående livsstil, som for eksempel det vestlige samfunds hippiebevægelse i 60’erne. Skæg, langt uplejet hår og en sjusket påklædning viste at man forkastede de traditionelle værdinormer. Men dette oprør skabte paradoksalt nok samtidig en ny form for konformitet, en ny måde at øve gruppepres på.
Klædedragten er blevet en mere almindelig og mere effektfuld måde at udtrykke sin identitet på. Især T-shirts fungerer som tavse plakattavler med budskaber om populære sportsgrene og sportsstjerner, humor, desillusion, aggressivitet, moral (eller mangel på samme) og kommercielle produkter. Nogle slogans kan ligefrem virke chokerende. „Budskabet i teenagernes tøjmode er brutalitet,“ lød en overskrift for nylig i tidsskriftet Newsweek. Artiklen citerer en 21-årig mand der siger om sin T-shirt: „Jeg har den på fordi den fortæller andre hvilket humør jeg er i. Jeg finder mig ikke i noget og vil bare gerne være i fred.“
T-shirtenes budskab kan variere, men det kan sætte en i bås med en bestemt gruppe. Det er tydeligt at budskabet ofte er et udtryk for en oprørsk indstilling, en dyrkelse af jeg’et eller en tøjlesløs eller voldelig adfærd. En designer som gennemhuller tøj efter kundens ønske, siger: „Kunderne kan vælge mellem huller lavet med en revolver, et gevær eller en maskinpistol. Det er bare et modebudskab.“
Hvad viser vores påklædning?
„Generelt kan man gennem sin påklædning identificere sig med en bestemt gruppe i samfundet,“ siger Jane de Teliga, der er modekurator ved Powerhouse Museum i Sydney, Australien. Hun tilføjer: „Man vælger den gruppe man gerne vil identificeres med, og klæder sig derefter.“ Dr. Dianna Kenny, som er lektor i psykologi ved Sydney University, siger at påklædningen er lige så vigtig som religion, penge, beskæftigelse, racetilhørsforhold, uddannelse og bopæl når man vil klassificere folk. Ifølge bladet Jet opstod der raceuroligheder på en skole i USA hvor de fleste elever var hvide, fordi „pigerne begyndte at flette deres hår og gå klædt i ’hip-hop-stil’, som er en mode der kædes sammen med den sorte befolkningsgruppe“.
Gruppeidentitet ses også i visse subkulturer centreret om en bestemt slags musik. Tidsskriftet Maclean’s skriver: „Folks musiksmag viser sig ofte i påklædningen: reggae-fans klæder sig i stærke farver med jamaicanske huer på hovedet, mens de der kan lide grungerock, går med strikhuer og skovmandsskjorter.“ Og paradoksalt nok kan det skødesløse, sjuskede og triste „fattige look“ der kaldes grunge, koste en mindre formue.
Er alt tilladt?
„Alt er det modsatte af hvad man tror,“ siger spalteskribenten Woody Hochswender. „Inden for herremoden, der før i tiden dikteredes af strenge regler, er alt efterhånden tilladt . . . Tøjet skal se ud som om det er blevet smidt på personen med en skovl.“ Denne tendens kan imidlertid i nogle sammenhænge give det indtryk at man er ligeglad med andres følelser. Eller det kan røbe mangel på selvrespekt eller respekt for andre.
I en artikel om skoleelevers opfattelse af deres lærere siges der i tidsskriftet Perceptual and Motor Skills at „selv om eleverne syntes at lærere med cowboybukser var vældig sjove i timerne, var det samtidig dem de havde mindst respekt for, og som de fleste mente ikke vidste ret meget“. Tidsskriftet oplyser endvidere at „kvindelige lærere i cowboybukser blev betragtet som sjove, imødekommende, ikke særlig velinformerede eller respektindgydende, som nogle der ikke lignede lærere, og som derfor ofte var at foretrække“.
Inden for forretningsverdenen findes der et andet modefænomen, nemlig det at gå med tøj der signalerer magt og indflydelse. I de senere år har flere og flere kvinder stræbt efter at nå højere på rangstigen. „Jeg bruger mit tøj som en angrebsteknik,“ siger Marie, der har en overordnet stilling på et forlag. „Jeg vil gerne gøre indtryk på andre, sælge mig selv som noget der ser fantastisk godt ud,“ tilføjer hun. Man kan ikke sige andet end at Marie blankt indrømmer at hun fokuserer på sig selv.
I nogle lande har den sidste nye mode også fundet vej til kirkerne. Nogle af de mere modebevidste har endog brugt kirken til at vise deres nyeste antræk frem. Men som regel ser præsterne i deres folderige gevandter ned fra prædikestolen på en menighed der er klædt i cowboybukser og gummisko eller i outreret tøj.
Hvad skyldes dyrkelsen af selvet?
Ifølge nogle psykologer er modeluner, især blandt de unge, et udtryk for egodyrkelse, fordi man derigennem ønsker at henlede opmærksomheden på sig selv. De beskriver det som „en kronisk tilbøjelighed hos unge til at opfatte sig selv som den der bør have andres opmærksomhed“. Han eller hun siger i realiteten: ’Jeg tror at du er lige så optaget af mig som jeg selv er.’ — American Journal of Orthopsychiatry.
Filosofiske anskuelser der sætter mennesket i centrum og lader Gud ude af betragtning, har også fremmet den tankegang (ofte ved hjælp af forretningsverdenen) at den vigtigste person der findes, er én selv. Problemet er bare at der nu findes næsten seks milliarder af disse ’meget vigtige’ personer. Millioner af kristenhedens medlemmer har også givet efter for et materialistisk livssyn i deres stræben efter „et godt liv her og nu“. (Jævnfør Andet Timoteusbrev 3:1-5.) Dertil kommer familiernes sammenbrud og mangel på ægte kærlighed. Det er derfor ikke så overraskende at mange, især unge, er desperate efter at skabe sig en identitet og finde tryghed.
De der har en sund interesse for deres udseende og deres forhold til Gud, spørger naturligt nok: I hvor vid udstrækning bør jeg følge moden? Hvordan kan jeg bedømme om min påklædning er passende? Udsender jeg misvisende eller forkerte signaler til andre?
Er min påklædning passende?
Hvilket tøj vi går i, er stort set en privat sag. Personlig smag, økonomiske midler og skikke varierer meget fra sted til sted, fra land til land og fra ét klimaområde til et andet. Men uanset hvordan vores forhold er, bør vi huske følgende princip: „Alting har en tid, for alt, hvad der sker under himlen, er der et tidspunkt.“ (Prædikeren 3:1, den danske autoriserede oversættelse) Vi bør med andre ord klæde os passende til lejligheden. Desuden bør vi ’vandre beskedent med Gud’. — Mika 6:8.
Det betyder ikke at vi behøver at klæde os gammeldags, men vores tøj skal være „velordnet“ og vise at vi har „et sundt sind.“ (1 Timoteus 2:9, 10) Ofte er det blot et spørgsmål om at vise dømmekraft, en egenskab som bladet Working Woman forbinder med god smag og elegance. En tommelfingerregel siger at man aldrig når man træder ind i en stue, må signalere at det er tøjet man ønsker at folk skal lægge mærke til. Working Woman skriver: „Man bør klæde sig . . . sådan at ens tøj ikke bortleder opmærksomheden fra ens indre kvaliteter.“
Tidsskriftet Perceptual and Motor Skills skriver: „En mængde litteratur der beskæftiger sig med den rolle påklædning spiller som formidler af indtryk og kommunikation uden ord, viser at tøjet har stor betydning for ens umiddelbare bedømmelse af andre.“ En kvinde i fyrrerne, som tidligere nød at tiltrække sig andres opmærksomhed ved den måde hun klædte sig på, siger: „Min påklædning gav mig store problemer fordi den udviskede grænsen mellem arbejde og privatliv. Jeg blev ofte inviteret ud at spise af mine forretningsforbindelser.“ Om en tøjstil der går i en anden retning, siger en kvindelig revisor: „Jeg har lagt mærke til hvordan mænd opfører sig over for kvinder der klæder sig skødesløst eller måske direkte maskulint. Mændene opfatter dem som aggressive og viser dem mindre hensyn.“
En ung pige ved navn Jeffie fandt ud af at hun gjorde et forkert indtryk på andre da hun fik en outreret frisure. „Jeg troede blot at det så ’anderledes’ ud,“ fortæller hun. „Men folk begyndte at spørge om jeg virkelig var et Jehovas vidne — det var meget pinligt.“ Jeffie måtte stille sig selv nogle ransagende spørgsmål. Er det ikke sandt at vores påklædning og soignering viser noget om hvad der bor i vort hjerte? (Mattæus 12:34) Hvad fortæller dit tøj om dig — at du ønsker at henlede opmærksomheden på Gud eller på dig selv?
„Med et sundt sind“
Tænk også på den virkning din påklædning har på dig selv. At være overdrevent velklædt kan gøre dig opblæst, at være sjusket klædt kan forstærke de negative tanker du måtte have om dig selv, og at gå i T-shirts der reklamerer for dine yndlingsidoler, kan forlede dig til at forherlige mennesker, hvilket er afgudsdyrkelse. Dit tøj fortæller noget om hvem du er, og hvad du står for.
Hvilket indtryk vil andre få af dig hvis du klæder dig opsigtsvækkende eller udfordrende? Er det med til at forstærke nogle personlighedstræk som du i virkeligheden burde bekæmpe? Og hvilken slags mennesker prøver du at gøre indtryk på? Vejledningen i Romerbrevet 12:3 kan hjælpe os til at bekæmpe selvoptagethed, forfængelighed og negative tanker. Her råder apostelen Paulus os til ’ikke at tænke højere om os selv end vi bør tænke, men tænke med et sundt sind’. At have „et sundt sind“ vil sige at man er fornuftig.
Dette er især vigtigt for dem der beklæder ansvarsfulde og betroede stillinger. Deres eksempel øver en stærk indflydelse på andre. De der rækker ud efter særlige tjenesteforrettigheder i den kristne menighed, samt deres kristne hustruer, bør naturligvis i deres påklædning og soignering afspejle en beskeden og respektfuld indstilling. Ingen af os ønsker at være som den mand Jesus omtalte i sin billedtale om bryllupsfesten: „Da kongen kom ind for at inspicere gæsterne, fik han dér øje på en mand som ikke var iført en bryllupsklædning.“ Efter at have fået at vide at denne mand ikke havde nogen gyldig grund til at være upassende klædt, „sagde kongen til sine tjenere: ’Bind hænder og fødder på ham og kast ham ud i mørket udenfor.’“ — Mattæus 22:11-13.
Det er vigtigt at forældre i ord og gerning hjælper deres børn til at udvikle en god tøjsmag og et sundt syn på påklædning og soignering. Det kan betyde at forældre til tider må vise fasthed når de forsøger at ræsonnere med deres søn eller datter. Men hvor er det opmuntrende når folk roser den høje standard vi og vore børn følger hvad angår påklædning og soignering.
Jehovas tjenere har formået at sætte sig ud over forfængelighed, dyre modeluner og jegdyrkelse. De lader sig lede af Guds principper, ikke af verdens ånd. (1 Korinther 2:12) Hvis man lever efter disse principper, skulle det ikke være så svært at vælge den rette påklædning. Så vil tøjet være som en velvalgt billedramme der hverken skjuler eller skader vores sande jeg. Og jo mere vi prøver at efterligne Gud, jo mere vil vi opdyrke en åndelig skønhed der ikke afhænger af vores garderobe.