Redningsaktion efter dræber-orkan

De ødelæggelser som orkanen Mitch forårsagede sidste år, fik verdensvid presseomtale. Men den heltemodige indsats som mange Jehovas vidner udførte for at hjælpe ofrene for denne dræber-orkan, har man ikke vist særlig stor opmærksomhed. Følgende rapport viser på dramatisk vis hvordan sand kristendom og ægte broderkærlighed kan sejre selv under de værst tænkelige forhold.

DEN 22. oktober 1998 blev kimen lagt til en dræber-orkan i havet ud for den sydvestlige del af Caribien. Den begyndte som et tropisk lavtryk. Inden for 24 timer udviklede det sig til en tropisk storm og fik et navn som man i mange år vil mindes med frygt og smerte — Mitch. Orkanen tog til i styrke og bevægede sig mod nord. Den 26. oktober havde den udviklet sig til en orkan i kategori 5 med en vindstyrke på 290 kilometer i timen og vindstød på over 320 kilometer i timen.

Meget tydede på at orkanen ville ramme Jamaica og Caymanøerne. Den drejede dog vestover med direkte kurs mod Belize på den centralamerikanske kyst. Men i stedet for at ramme Belize lå den og lurede faretruende ud for Honduras’ nordlige kyst. Pludselig gik orkanen i aktion. Den 30. oktober trængte Mitch ind i Honduras, med død og ødelæggelse til følge.

Mitch rammer Honduras

Mitch meldte sin ankomst med skybrudsagtig regn. Víctor Avelar, en heltidsforkynder der bor i Tegucigalpa, fortæller: „Omkring klokken et om natten den 31. oktober hørte vi noget der lød som en buldrende torden. Det der engang havde været et lille vandløb, var nu blevet en rivende flod. To huse med deres indespærrede og skrigende beboere blev skyllet væk af strømmen.“ En mudderlavine i en anden del af byen dræbte mindst 32 mennesker, deriblandt 8 som studerede Bibelen med Jehovas vidner. Ingen døbte Jehovas vidner mistede livet.

De honduranske myndigheder reagerede hurtigt på krisen ved at opstille nødboliger. Et internationalt nødhjælpshold fra over en halv snes lande skred også til handling. Jehovas Vidner påbegyndte ligeledes et omfattende nødhjælpsarbejde med tanke på Bibelens ord: „Lad os da gøre det der er godt mod alle, men især mod dem der er beslægtede med os i troen.“ (Galaterne 6:10) De nedsatte nødhjælpskomitéer, og på grund af den fortvivlende situation ved kystbyerne iværksatte de en redningsaktion.

Et Jehovas vidne ved navn Edgardo Acosta siger: „Lørdag den 31. oktober skaffede vi os en lille båd og sejlede ud til det oversvømmede område. Vi reddede to af vore brødre,a men vi blev klar over at vi måtte have fat i en større båd for at få resten af brødrene ud af området. Vi skaffede derfor en hvalfangerbåd og begyndte på vores næste rejse tidligt den følgende morgen. Det lykkedes os at evakuere hvert eneste medlem af menigheden plus nogle af deres naboer, i alt 189 personer.“

Juan Alvarado tog del i redningsaktionen i nærheden af La Junta. Han fortæller: „Vi kunne høre folk skrige: ’Hjælp os! Red os!’ Det var den værste oplevelse jeg nogen sinde har haft. Brødrene var fuldstændig indespærrede. Mange opholdt sig på hustage.“ En overlevende, María Bonilla, siger: „Vandet omkring os var ligesom et hav. Vi græd alle sammen.“ Men redningsaktionen lykkedes. En anden overlevende, Humberto Alvarado, fortæller: „Brødrene nøjedes ikke blot med at redde os, men gav os også husly, mad og tøj. En mand der var vidne til redningsaktionen, fortalte os at ingen fra hans eget trossamfund var kommet ham til undsætning — Jehovas Vidner var de eneste der havde forsøgt at hjælpe ham. Det overbeviste ham om at Jehovas Vidner har den sande tro.“

I en by ved navn La Lima var en gruppe Jehovas vidner spærret inde i et hus. Da vandstanden blev ved med at stige, lavede de et hul i loftet og klatrede op på loftsbjælkerne. Et Jehovas vidne som hedder Gabi, beretter: „Vi havde kun proviant nok til nogle få dage. Da den slap op, svømmede en broder med fare for sit liv ud i vandet for at plukke kokosnødder. For at berolige os selv sang vi Rigets sange.“ Juan, der er menighedstjener, siger: „Vi troede ikke at vi ville overleve, så vi besluttede os til i fællesskab at læse vores bibelske blad Vagttårnet. Vi begyndte alle at græde da vi troede at det var sidste gang vi kunne studere sammen. Studiet styrkede os til at holde ud.“ Gruppen holdt ud i otte dage indtil et redningshold udsendt af myndighederne kom dem til undsætning.

Skønt mange af de overlevende havde livet i behold og var kommet i sikkerhed, stod de over for nogle barske realiteter. Et Jehovas vidne der hedder Lilian, siger: „Det gør ondt at miste personlige ejendele som for eksempel tøj, møbler og familiebilleder. Da jeg så mit hus fyldt med mudder, affald og sågar slanger, var det simpelt hen frygteligt.“ Men endnu en gang viste det kristne brodersamfund sig at være en uvurderlig hjælp. „Brødrene kom for at hjælpe os,“ fortæller Lilian. „Min mand, som ikke er et Jehovas vidne, spurgte: ’Hvordan kan vi gengælde dem alt det de har gjort for os?’ En af søstrene svarede ved at sige til mig: ’Du skal ikke takke mig. Jeg er jo din søster.’“

El Salvador får orkanens vildskab at føle

Selv om Mitch tog af i styrke efterhånden som den bevægede sig vestpå mod El Salvador, havde den stadig kraft nok til at dræbe. På det tidspunkt var Jehovas vidner i El Salvador travlt optaget af at træffe forberedelser til områdestævnet „Guds vej — den bedste livsform“. Over 40.000 forventedes at overvære stævnet. Efterhånden som Mitch nærmede sig, syntes chancerne for at alle forkynderne kunne komme til stævnet, meget små. Floderne løb over deres bredder og opslugte afgrøder, veje og huse. På grund af skovrydning på bakkerne indtraf der enorme mudderskred.

Nelson Flores var præsiderende tilsynsmand i Jehovas Vidners menighed i Chilanguera. Da han vågnede lørdag morgen den 31. oktober opdagede han at byen Chilanguera, som engang havde ligget på den anden side af floden, var forsvundet. Fem hundrede huse var blevet skyllet væk. Af frygt for at hans åndelige brødres liv var i fare, og uden at tage hensyn til sin egen sikkerhed, kastede han sig ud i den svulmende flod. Nelson fortæller: „Da jeg nåede over på den anden side, rejste jeg mig op og prøvede at orientere mig. Jeg havde gået i dette område hver eneste dag når jeg forkyndte fra hus til hus, men nu kunne jeg ikke finde et eneste kendemærke.“

Den nat havde cirka 150 mennesker i Chilanguera mistet livet. Blandt dem var adskillige der studerede Bibelen sammen med Jehovas vidner. Ingen døbte Jehovas vidner mistede livet.

Der blev hurtigt iværksat redningsaktioner. Arístedes Estrada, som var med i organiseringen af disse aktioner, siger: „Vi måtte ikke gå ind i Chilanguera. Vandstanden steg stadig. Jeg glemmer aldrig synet af mennesker der råbte om hjælp, men som blev forladt af redningsfolk der var nødt til at flygte for livet.“ Med tiden blev alle brødrene evakueret. Rigssalene blev brugt som nødhjælpscentre. Der blev også posteret nogle forkyndere ved hospitaler, skoler og andre steder hvor de kunne se om navnene på deres brødre og søstre fandtes på lister over de tilskadekomne og hjemløse. De lokale menigheder sørgede omgående for de nødvendige forsyninger.

Det var dog ikke altid så let at få nødhjælpen frem til forsyningscentrene. Brødre fra byen Corinto tog af sted belæssede med landbrugsprodukter af egen avl, men blev standset af et jordskred der blokerede vejen. Hvordan løste de dette problem? Ved at grave sig igennem det! I begyndelsen stod tilskuere blot og så skeptisk på mens brødrene arbejdede. Men det varede ikke længe før de tilbød at hjælpe til med at rydde vejen. Da brødrene fra Corinto nåede deres bestemmelsessted, var de tilsølet af mudder, men glade for at kunne yde hjælp.

Vagttårnsselskabets afdelingskontor blev brugt som et forsyningscenter. Gilberto, en af afdelingskontorets medarbejdere som var med til at bringe nødhjælpen ud, beretter: „Det var helt utroligt. Der kom så mange køretøjer at man måtte udpege nogle til at dirigere trafikken på parkeringspladsen og vejen foran afdelingskontoret.“ Det anslås at der indkom 25 tons tøj og 10 tons fødevarer. Femten medarbejdere var en hel uge om at sortere tøjet og gøre det klart til videreforsendelse.

Mitch passerer Nicaragua

Orkanen passerede så tæt på grænsen til Nicaragua at det resulterede i en voldsom nedbør i landet. Tusinder af hjem blev ødelagt, og veje blev skyllet væk. I nærheden af byen Posoltega blev hele landsbyer og over 2000 mennesker begravet under en mudderlavine.

Da Jehovas vidner i Nicaragua hørte om katastrofen, blev et omfattende nødhjælpsprogram sat i værk. Frivillige blev sendt ud på en opslidende og farlig opgave — at finde deres brødre. To hold forkyndere, et fra León (en by syd for Posoltega) og et andet fra Chichigalpa (en by som ligger mod nord), drog af sted med kurs mod Posoltega. Hver af brødrene medbragte en tung pakke med forsyninger. Redningsarbejdere havde advaret om at vejen var næsten ufremkommelig, men brødrene var besluttede på at udføre opgaven.

Tidlig mandag morgen den 2. november læssede brødrene fra León nødforsyninger på en lastbil og kørte indtil de kom til et sted hvor der havde været en bro der nu var skyllet væk. Efter at have tømt lastbilen delte brødrene sig op i to cykelhold: Det ene hold skulle køre til Posoltega, og det andet til en oversvømmet by ved navn Telica. Før de skiltes, bad de en bøn. „Efter at have bedt følte vi os meget styrkede,“ siger en af brødrene. Det ville de også få brug for. De måtte krydse store grøfter, undertiden ved at glide gennem mudderet eller bære cyklerne på deres skuldre. Ofte var vejen blokeret af væltede træer. De måtte også udholde det frygtelige syn af lig der flød i vandet.

Forbløffende nok ankom cyklisterne fra León og Chichigalpa til Posoltega næsten samtidig. Nerio López, en af redningsmændene, beretter: „Mine cykeldæk var slidte, og jeg troede kun at de kunne holde et par kilometer.“ Men på en eller anden måde klarede de turen. Først på tilbagevejen punkterede de. Under alle omstændigheder var brødrene de første redningsarbejdere der nåede frem. Hvor var de glade da de fandt en gruppe lokale kristne brødre og søstre. En søster siger: „Jeg er Jehova og vore brødre meget taknemmelig for den hjælp og støtte de har ydet os. Vi havde ikke drømt om at vore brødre kunne komme så hurtigt for at hjælpe os.“

Det var blot den første af mange cykelture til oversvømmede byer, og ofte var Jehovas vidner de første der ankom til katastrofeområdet. I byen Larreynaga var det noget af et syn da 16 brødre kom kørende på cykel. De lokale brødre var dybt bevægede over den indsats de havde ydet. Nogle gange måtte cyklisterne bære over 20 kilo forsyninger på ryggen. To brødre transporterede over 100 kilo forsyninger til byen El Guayabo. En broder der medbragte så meget han overhovedet kunne på sin cykel, fandt trøst i at tænke på Bibelens ord i Esajas 40:29: „[Jehova] giver den trætte kraft; og den som er uden styrke, giver han øgede kræfter.“

Forkynderne i byen Tonalá sendte et bud af sted for at underrette de ansvarlige brødre om at deres madforsyninger næsten var sluppet op. Da budet nåede frem, blev han overrasket over at høre at nødhjælpen allerede var blevet sendt af sted. Og da han kom hjem igen, var der mad i hans hus. Marlon Chavarría, som hjalp til med at transportere nødhjælpsforsyninger til det oversvømmede område omkring Chinandega, fortæller: „I én by var der 44 familier som var Jehovas vidner. Men 80 familier nød godt af fødevareforsyningerne fordi brødrene delte dem med andre.“

Dette nødhjælpsarbejde kom myndighederne for øre. Borgmesteren i byen Wamblán skrev i et brev til forkynderne: „Vi skriver til jer om muligheden for at modtage hjælp. . . . Vi har set hvordan I har hjulpet jeres brødre og søstre her i Wamblán, og vi vil gerne vide om I også har mulighed for at gøre noget for os.“ Jehovas Vidner reagerede ved at sende mad, medicin og tøj.

Ødelæggelser i Guatemala

Aldrig så snart havde Mitch forladt Honduras og El Salvador, før den ramte Guatemala. Sara Agustín, en forkynder der bor syd for Guatemala City, blev vækket ved lyden af brusende vandmasser. Den bjergkløft hun boede i, var blevet forvandlet til en rivende flod. Sara havde ofte besøgt sine naboer for at fortælle dem om sandheden fra Bibelen, men nu gik hun fra dør til dør i et desperat forsøg på at vække dem. Mange af naboernes huse blev begravet af en mudderstrøm der flød ned fra bjerget. Sara greb fat i en skovl og begyndte at hjælpe til med at redde andre, deriblandt syv små børn som hun gravede ud af mudderet. Som jordemoder havde Sara hjulpet et af disse børn til verden. Sørgeligt nok var en teenagepige ved navn Vilma blandt de døde. Sara havde kort tid forinden givet hende noget bibelsk læsestof.

Selv om orkanen var aftaget meget i styrke, havde den konstante regn anrettet betydelige skader på afgrøder, broer og huse. Store mængder forsyninger blev sendt til Jehovas Vidners afdelingskontor i Guatemala, og man besluttede at sende noget af denne nødhjælp til brødrene i Honduras. Eftersom mange broer var ødelagte og lufthavnen var oversvømmet, måtte forsyningerne fragtes med båd. Frede Bruun fra afdelingskontoret fortæller: „Vi lejede en glasfiberbåd på 8 meter og sejlede ud med cirka et ton medicin og fødemidler. Efter en sindsoprivende rejse på et oprørt hav nåede vi fuldstændig gennemblødte frem til havnebyen Omoa.“

Eftervirkningerne af Mitch

Det så ud til at Mitch var ved at løje af over den sydøstlige del af Mexico. Men som i en sidste krampetrækning bevægede den sig mod nordøst og ramte det sydlige Florida i USA. Mitch svækkedes dog og vendte tilbage til Atlanterhavet, hvor den hurtigt opløstes. Den 5. november var alle tropiske stormvarsler blevet afblæst.

Nogle eksperter har kaldt Mitch „den mest dødbringende orkan på den vestlige halvkugle i de sidste to hundrede år“. Det endelige antal dødsofre ligger måske helt oppe på 11.000; tusinder savnes stadig. Over tre millioner er blevet hjemløse eller berørt i alvorlig grad. Honduras’ præsident, Carlos Flores Facusse, har sagt: „Vi [mistede] hvad vi gradvis havde bygget op igennem 50 år.“

Mange Jehovas vidner mistede deres hjem som følge af orkanen. I flere tilfælde blev endog det stykke jord som deres hus lå på, sørgeligt nok skyllet væk. Jehovas vidner sørgede ikke desto mindre for at hjælpe mange med at reparere eller genopbygge deres hjem.

Tragiske katastrofer som orkanen Mitch er en dyster påmindelse om at vi lever i „kritiske tider som er vanskelige at klare“. (2 Timoteus 3:1-5) Fuldstændig beskyttelse mod sådanne katastrofer bliver først en realitet når Guds rige overtager styringen af jorden. (Mattæus 6:9, 10; Åbenbaringen 21:3, 4) Jehovas vidner er imidlertid taknemmelige for at ingen af deres brødre mistede livet under orkanen.b Lydighed mod evakueringsordrer og de lokale menigheders gode organisering hjalp mange til at komme i sikkerhed.

I de forløbne måneder har Jehovas vidner arbejdet ihærdigt på at få de åndelige aktiviteter ind i en fast rytme igen. I El Salvador blev der for eksempel gjort en indsats for at hjælpe ofre for orkanen til at overvære områdestævnet der skulle afholdes få dage efter at Mitch havde passeret landet. Der blev sørget for transport i lejede busser og logi samt lægebehandling så også de syge kunne overvære stævnet. Stævnet blev en succes, og det højeste samlede tilhørerantal var på 46.855 — langt flere end oprindelig forventet. „Vi var i choktilstand som følge af det vi havde oplevet,“ siger José Rivera, et Jehovas vidne fra El Salvador som havde mistet både sit hjem og sin forretning under orkanen. „Men på grund af brødrenes gæstfrihed var vi som forvandlede da vi rejste hjem fra stævnet.“ Det forlyder at mødedeltagelsen hos Jehovas Vidner er steget drastisk i disse lande — et direkte resultat af at udenforstående har lagt mærke til vores nødhjælpsarbejde.

Oplevelsen har dog nok gjort størst indtryk på forkynderne selv. Carlos, der overlevede oversvømmelserne i Honduras, siger: „Jeg har aldrig oplevet noget lignende. Jeg har personligt mærket brødrenes kærlighed og omsorg.“ En dag vil de ødelæggelser som orkanen Mitch har forvoldt, høre fortiden til. Men den kærlighed Jehovas vidner udviste, og det at mange satte liv og lemmer på spil for at hjælpe deres brødre, vil aldrig blive glemt.

[Fodnoter]

[Ramme/illustration på side 19]

Jehovas vidner i nabolandene yder støtte

DA METEOROLOGERNE forudsagde at orkanen Mitch ville ramme Belize, forberedte landet sig på dens komme. Eftersom myndighederne havde beordret en evakuering af folk ved alle kyster og i lavtliggende områder, flyttede Jehovas vidner til hovedstaden, Belmopan, som ligger cirka 80 kilometer inde i landet, eller til højereliggende byer.

Heldigvis blev Belize stort set sparet for orkanens vildskab. Men da brødrene i Belize hørte om deres trosfællers situation i Honduras, Nicaragua og Guatemala, forærede de dem madvarer, tøj, rent drikkevand og penge.

Faktisk var en sådan reaktion typisk for brodersamfundet i nabolandene. Jehovas vidner i Costa Rica sendte fire store containere med fødevarer, tøj og medicin. Brødrene i Panama oprettede fire centre til modtagelse, sortering og pakning af gaverne. I løbet af få dage var der blevet indsamlet over 20 tons nødhjælp. En udenforstående kommenterede: „Jeg troede at det hovedsagelig var militæret der stod for organiseringen af nødhjælpsarbejde. Men nu kan jeg se at Jehovas Vidner gør militæret rangen stridig.“ Forkyndere er nu begyndt at besøge denne mand regelmæssigt for at dele Bibelens budskab med ham.

En broder der er beskæftiget inden for transportbranchen, sørgede for en sættevogn og en chauffør (der ikke er et af Jehovas vidner) som kunne bringe nødhjælp frem til Nicaragua. Embedsmænd i både Panama og Costa Rica afstod fra at opkræve told da de lod lastbilen passere deres grænser. En benzinstation skænkede brændstof nok til at fylde lastbilens to tanke, hvilket var tilstrækkeligt til turen frem og tilbage. Også i Nicaragua afstod toldmyndighederne fra at kontrollere pakkerne. „Hvis det er fra Jehovas Vidner, behøver vi ikke at kontrollere det,“ sagde de. „Vi har aldrig nogen problemer med dem.“

I Honduras var det ikke muligt at transportere nødhjælp over land. Men en kristen søster som arbejder for den honduranske ambassade, fik lov til gennem ambassaden at træffe foranstaltninger til at sende nødhjælp ad luftvejen — helt gratis! Over 10 tons nødhjælp blev sendt på denne måde.

Interessant nok gjorde forkyndernes nødhjælpsarbejde et dybt indtryk på udenforstående. Nogle firmaer skænkede papkasser, tapeholdere og plastbeholdere. Andre gav pengebidrag og rabatter. Lufthavnspersonalet i Panama var bevæget over at se 20 Jehovas vidner der helt frivilligt hjalp til med at aflæsse den nødhjælp som skulle sendes til Honduras. Den følgende dag kom nogle af disse lufthavnsansatte med et bidrag som de selv havde skillinget sammen til.

[Ramme på side 20]

Lignende nødhjælpsarbejde i Mexico

MEXICO led kun begrænset skade som følge af orkanen Mitch. Men blot få uger før orkanen ramte Centralamerika, var der omfattende oversvømmelser i delstaten Chiapas. Cirka 350 lokalsamfund blev berørt. Visse steder var der hele byer som forsvandt.

Oversvømmelserne skabte naturligvis også mange problemer for Jehovas vidner i det område. De lokale ældstes hurtige indgriben var dog ofte med til at mindske uvejrets virkninger. I ét område besøgte menighedens ældste for eksempel hver enkelt forkynder i menigheden og opfordrede dem til at søge tilflugt i rigssalen hvis regnen fortsatte. Man mente at rigssalen var det sikreste sted i området. Ved daggry blev byen ramt af vandmasserne fra to floder der var gået over deres bredder. Forkynderne samt nogle af deres naboer overlevede ved at klatre op på taget af rigssalen. Ingen af forkynderne mistede livet.

Cirka 1000 Jehovas vidner i Mexico var nødt til at blive huset i nødboliger som myndighederne havde opstillet. Omkring 156 hjem der tilhørte forkyndere, blev fuldstændig ødelagt, og 24 blev beskadiget. Desuden blev syv rigssale fuldstændig ødelagt.

Jehovas Vidner oprettede seks nødhjælpskomitéer for at yde deres trosfæller og naboer hjælp. Mad, tøj, tæpper og andre forsyninger blev hurtigt uddelt. Da de lokale myndigheder blev underrettet om omfanget af Jehovas Vidners nødhjælpsarbejde, udbrød de: „Ikke engang hæren har været i stand til at gøre det så hurtigt.“

Jehovas vidner har længe haft ry for at være ærlige, og det har ofte vist sig at være en fordel for dem. Da en gruppe mennesker for eksempel bad de lokale myndigheder om hjælp, blev de spurgt om der boede nogle Jehovas vidner i deres område. Da de svarede bekræftende, sagde embedsmændene til dem: „Så vil vi bede jer om at sende et af dem hen til os så vi kan give ham nødhjælpsforsyningerne.“

En af de lokale menighedsældste opsummerede det hele meget godt da han skrev: „Brødrene har trods denne katastrofe bevaret en positiv indstilling. Med livet som indsats kom mange brødre fra omegnen os til hjælp med mad og bibelske publikationer for at styrke os. Vi har meget at takke Jehova for.“

[Kort på side 14]

(Tekstens opstilling ses i den trykte publikation)

Mexico

Guatemala

El Salvador

Belize

Honduras

Nicaragua

Costa Rica

[Illustration på side 15]

HONDURAS

■ Guacerique-floden

[Illustrationer på side 16]

EL SALVADOR

■ Hovedgaden i Chilanguera

■ José Lemus og hans døtre overlevede, og deres rigssal blev ikke ødelagt

■ José Santos Hernandez foran sit ødelagte hjem

[Illustrationer på side 17]

NICARAGUA

■ Første cykelhold til Telica

■ Jehovas vidner i El Guayabo var taknemmelige for den nødhjælp de fik

[Illustrationer på side 18]

NICARAGUA

■ Frivillige genopbygger det første af mange huse

■ Jehovas vidner fra lokale menigheder hjalp til med at pakke fødevareforsyninger

[Illustration på side 18]

GUATEMALA

■ Sara var med til at redde syv børn ud af mudderet