Hvorfor er storbyerne i krise?

„Kom! Lad os bygge os en by og også et tårn med dets top i himmelen . . . for at vi ikke skal spredes over hele jordens flade.“ — 1 Mosebog 11:4.

DISSE ord blev udtalt for 4000 år siden og bebudede opførelsen af den store by Babel.

Babel, der senere blev kaldt Babylon, lå på Sinears dengang så frugtbare sletter i Mesopotamien. I modsætning til den gængse opfattelse er Babel dog ikke den første by der nævnes i Bibelen. Der blev faktisk grundlagt byer inden vandfloden på Noas tid, og den første by der berettes om, blev grundlagt af Kain. (1 Mosebog 4:17) Byen fik navnet Hanok og var nok blot en befæstet bebyggelse eller landsby. Babel derimod var en storby — et vigtigt centrum for afgudsdyrkelse hvis kendetegn var et bemærkelsesværdigt tårn. Men Babel og dets tårn blev bygget i trods mod Gud. (1 Mosebog 9:7) Derfor greb Gud ifølge Bibelen ind ved at forvirre bygmestrenes sprog og på den måde sætte en stopper for deres ærgerrige religiøse projekt. Gud „spredte . . . dem derfra over hele jordens flade,“ hedder det i Første Mosebog 11:5-9.

Ikke overraskende førte det til at der opstod mange nye byer. De ydede beskyttelse mod fjendtlige angreb og var et sted hvor landmændene kunne oplagre og distribuere deres varer. Sammen med markedspladsen opstod muligheden for at mange byboere kunne leve af andet end landbrug. I bogen The Rise of Cities hedder det: „Da byboerne ikke længere var tvunget til at leve fra hånden og i munden, kunne de specialisere sig i håndværk som kurvefletning, pottemageri, spinding, vævning, læderforarbejdning, tømrer- og murerarbejde — alt efter hvad markedet kunne bære.“

Byerne tjente som effektive distributionscentre for sådanne varer. Tænk på Bibelens beretning om den strenge hungersnød i Ægypten. Landets førsteminister, Josef, fandt det hensigtsmæssigt at samle folk i byer. Hvorfor det? Tydeligvis fordi dette bidrog til en mere effektiv fordeling af de resterende fødevareforsyninger. — 1 Mosebog 47:21.

Byer fremmede også kommunikationen og den gensidige påvirkning i en tid hvor man ikke havde mulighed for at komme hurtigt omkring. Dette fremskyndede sociale og kulturelle forandringer. Byer blev centre for fornyelse og teknologisk udvikling. Eftersom der var rig mulighed for at udveksle idéer, skete der en fornyelse i videnskabelig, religiøs og filosofisk tænkning.

Bristede drømme

I vore dage er der stadig mange af de ovennævnte fordele ved at bo i byerne. Det er derfor ikke så mærkeligt at de fortsat tiltrækker millioner — især i lande hvor livet i landdistrikterne er blevet særdeles vanskeligt. Men for mange af dem der tager ind til byerne, går drømmen om et bedre liv ikke i opfyldelse. I bogen Vital Signs 1998 hedder det: „En nylig undersøgelse foretaget af Befolkningsrådet viser at i udviklingslandene er livskvaliteten dårligere i byerne end i landområderne.“ Hvorfor det?

I sin bog The Human Face of the Urban Environment skriver Henry G. Cisneros: „Når der sker en sammenklumpning af fattige i nøje definerede geografiske områder, vokser deres problemer eksponentielt. . . . Den stadig større koncentration af fattige, som regel minoritetsgrupper, har været ledsaget af en stærkt øget arbejdsløshed, en større og længerevarende afhængighed af sociale ydelser, et utal af sundhedsproblemer og, hvad der er mest foruroligende, en stigende kriminalitet.“ I bogen Mega-city Growth and the Future hedder det ligeledes: „Den massive tilstrømning til byerne fører ofte til et stort antal arbejdsløse og underbeskæftigede fordi arbejdsmarkedet ikke kan absorbere det stigende antal jobsøgende.“

De stadig flere gadebørn er et hjerteskærende vidnesbyrd om den dybe fattigdom der findes i udviklingslandenes storbyer. Ifølge nogle vurderinger er der på verdensplan 30 millioner gadebørn. Bogen Mega-city Growth and the Future oplyser: „Fattigdom og andre problemer har svækket familiebåndene så børnene er blevet tvunget til at klare sig selv.“ Sådanne børn lever ofte en kummerlig tilværelse idet de må tigge, gennemsøge affald eller gøre det grove arbejde på det lokale marked.

Flere barske realiteter

Fattigdom kan føre til kriminalitet. I en sydamerikansk storby der er kendt for sin originale og moderne arkitektur, stiger kriminaliteten så voldsomt at byen om kort tid vil være et landskab af jerngitre. Selv de fattigste sætter jerngitre op for at beskytte deres ejendom og privatliv. Hvad enten de er rige eller fattige, lever byens borgere faktisk i bure. Nogle sætter endda gitrene op inden deres hus er bygget færdigt.

Et stort indbyggertal overbelaster også en by ved at det forringer dens mulighed for at levere grundlæggende ydelser som rent vand og gode sanitære forhold. Man har anslået at der i en by i Asien er behov for en halv million toiletter. Da man for nylig foretog en undersøgelse, fandt man imidlertid kun 200 toiletter der virkede.

Man må heller ikke overse den ødelæggende virkning overbefolkningen har på det lokale miljø. Nærliggende landbrugsjord forsvinder i takt med at byen breder sig. Den tidligere generaldirektør for FN’s Organisation for Uddannelse, Videnskab og Kultur Federico Mayor siger: „Byer forbruger kolossale mængder energi, tømmer vandforsyninger og konsumerer enorme mængder føde og råmaterialer. . . . Deres fysiske miljø er nedslidt fordi det ikke længere kan levere de nødvendige forsyninger og assimilere affaldsprodukterne.“

Storbyproblemer i vestlige lande

Det ser måske ikke lige så sort ud i vestlige lande, men selv her er byerne i krise. I bogen The Crisis of America’s Cities står der blandt andet: „Amerikanske byer er i dag præget af en vold af usædvanligt omfang. . . . I amerikanske byer breder volden sig i så alvorlig grad at den i lægevidenskabelige tidsskrifter er begyndt at optage markant spalteplads som et af nutidens store sundhedsproblemer.“ Som det kan forventes, er vold en svøbe i mange af verdens storbyer.

Forringelsen af livet i byerne er en af årsagerne til at mange byer er blevet mindre attraktive for arbejdsgivere. I bogen The Human Face of the Urban Environment hedder det: „Firmaerne er flyttet til forstæderne eller udenlands, har lukket fabriksbygningerne og efterladt tomme bygninger på grunde der er forurenede af det giftaffald de har gravet ned i dem, grunde der er fuldstændig uegnede til bebyggelse.“ Derfor finder man i mange byer en koncentration af fattige i områder „hvor miljøproblemer alt for nemt overses — hvor kloaksystemer bryder sammen, hvor vandrensningen er utilstrækkelig, hvor grunde der flyder med affald, er hjemsøgt af skadedyr, og beboelser er befængt med utøj, hvor småbørn spiser blyholdig maling af væggene i de nedslidte boligkomplekser . . . og hvor folk tilsyneladende er ligeglade.“ I et sådant miljø florerer kriminalitet, vold og håbløshed.

Desuden har Vestens storbyer vanskeligt ved at tilvejebringe de grundlæggende bekvemmeligheder. Tilbage i 1981 skrev forfatterne Pat Choate og Susan Walter en bog med den dramatiske titel America in Ruins — The Decaying Infrastructure (Amerika i ruiner — infrastrukturen i forfald). Forfatterne hævdede: „Nedslidningen af Amerikas offentlige faciliteter foregår hurtigere end udskiftningen.“ De gav også udtryk for bekymring over antallet af rustne broer, slidte veje og tærede kloaksystemer i storbyerne.

Tyve år senere har storbyer som New York stadig en skrantende infrastruktur. En artikel i tidsskriftet New York Magazine beskriver det omfattende Third Water Tunnel-projekt, der nu har stået på i omkring 30 år, og som kaldes „det største projekt til forbedring af infrastrukturen på den vestlige halvkugle“. Det medfører en udgift på omkring fem milliarder dollars (cirka 42 milliarder kroner). Når hovedvandledningen er færdigbygget, vil den hver dag forsyne New York med knap fire milliarder liter ferskvand. „Skønt der bliver udført et meget omfattende gravearbejde, skal ledningen blot supplere de eksisterende vandledninger. På den måde kan de blive repareret for første gang siden de blev lagt i begyndelsen af det 20. århundrede,“ siger skribenten. Ifølge en artikel i The New York Times vil det koste skønsvis 90 milliarder dollars (knap 760 milliarder kroner) at reparere resten af byens nedslidte infrastruktur — dens undergrundsbaner, hovedvandledninger, veje og broer.

New York er næppe den eneste by der har svært ved at sørge for de nødvendige serviceydelser. Mange byer har vist sig at være sårbare over for sammenbrud af forskellig art. I februar 1998 var Auckland i New Zealand i over to uger lammet af et katastrofalt strømsvigt. Indbyggerne i Melbourne i Australien måtte undvære varmt vand i 13 dage da der på grund af en industriulykke i et produktionsanlæg måtte lukkes for gassen.

Der er også det problem som praktisk talt alle storbyer kæmper med: trafikpropper. Arkitekten Moshe Safdie siger: „Der er en grundlæggende konflikt — et misforhold — mellem byernes størrelse og deres transportsystemer. . . . I ældre byer har man været nødt til at indrette bykernen efter en trafik som man aldrig havde drømt om da de blev bygget.“ Ifølge avisen The New York Times hører trafikpropper i byer som Kairo, Bangkok og São Paulo snarere til regelen end til undtagelsen.

Trods alle disse problemer lader der ikke til at være nogen ende på tilstrømningen til byerne. I en artikel i tidsskriftet The UNESCO Courier hedder det at „byen, med rette eller urette, synes at byde på fremskridt og frihed, visioner og en uimodståelig tiltrækningskraft“. Men hvad er der i vente for verdens storbyer? Er der realistiske løsninger på deres problemer?

[Tekstcitat på side 5]

„Den massive tilstrømning til byerne fører ofte til et stort antal arbejdsløse og underbeskæftigede“

[Illustration på side 7]

Mange storbyer er plaget af trafikpropper

[Illustration på side 7]

Millioner af gadebørn klarer sig selv

[Illustration på side 7]

For mange byboere brister drømmen om et bedre liv