Politifolk — Undertrykkere eller beskyttere?

I BEGYNDELSEN af det 19. århundrede var mange englændere imod tanken om en professionel, uniformeret politistyrke. De frygtede at et bevæbnet korps i hænderne på regeringen ville være en trussel mod deres frihed. Nogle var bange for at det ville resultere i et netværk af politispioner i lighed med de franske under ledelse af Joseph Fouché. Alligevel var de nødt til at stille sig selv spørgsmålet: ’Hvordan skal vi klare os uden en politistyrke?’

London var på det tidspunkt blevet den største og mest velhavende by i verden, og den stadigt stigende kriminalitet var blevet en trussel mod forretningslivet. Hverken de frivillige natvægtere eller de professionelle Bow Street Runners, der blev betalt af privatpersoner for at fange tyve, magtede at beskytte folk og deres ejendom. Clive Emsley siger i sin bog The English Police: A Political and Social History: „Kriminalitet og uro blev i stadig højere grad betragtet som noget der ikke burde findes i et civiliseret samfund.“ Så londonerne håbede på det bedste og indvilligede i at få et professionelt politikorps under ledelse af sir Robert Peel.a I september 1829 begyndte de uniformerede politibetjente, The Metropolitan Police, at gå deres runder i området.

Lige siden oprettelsen af vor tids politikorps har dette myndighedsorgan givet anledning til både håb og frygt. Man håbede at de ville beskytte borgerne, men frygtede samtidig at de ville misbruge deres magt.

Politikorps i Amerika

I USA var New York den første by der fik en professionel politistyrke. Velstanden i byen var stigende — og det var kriminaliteten også. I 1830’erne blev det muligt for alle og enhver at læse beretninger om makabre forbrydelser i de nystartede, billige sensationsaviser. Det fremkaldte en voksende utilfredshed blandt offentligheden, og i 1845 blev der oprettet et politikorps i New York. Lige siden har newyorkerne og londonerne været fascineret af hinandens politi.

Amerikanerne delte englændernes frygt for et væbnet korps i hænderne på regeringen. Men de to lande nåede frem til hver sin løsning. Englænderne foretrak et korps af gentlemanpoliti med høje hatte og blå uniformer. De var kun bevæbnede med en kort, ikkesynlig knippel. Den dag i dag bærer de britiske „bobbies“ stadig ikke våben undtagen i nødsituationer. Men, som der står i en rapport, „mener stadig flere at det er helt uundgåeligt . . . at det britiske politi med tiden vil blive fuldt bevæbnet“.

I USA førte frygten for at regeringsmagten kunne misbruges til vedtagelsen af Second Amendment (det 2. tillæg til den amerikanske forfatning), som fastslår folkets ret til at besidde og bære våben. Det medførte at politiet ville have lov til at bære skydevåben. Politiets anvendelse af våben resulterede med tiden i skudepisoder på åben gade — noget som var med til at skabe den udbredte forestilling om amerikanske politibetjentes jagt på forbrydere. Amerikanernes holdning til skydevåben skal også ses på baggrund af at USA’s første politikorps blev oprettet i et samfund der adskilte sig væsentligt fra det britiske. Efterhånden som befolkningstallet i New York steg og steg, blev forholdene kaotiske. Strømmen af hovedsagelig europæiske immigranter, men også af afroamerikanere efter udbruddet af den amerikanske borgerkrig i 1861-65, førte til raceuroligheder. Politifolk følte at de måtte tage nogle skrappere metoder i brug.

Politiet blev derfor ofte betragtet som et nødvendigt onde. I håb om at opnå en vis ro og orden i samfundet var folk villige til at affinde sig med at der indimellem blev begået uretfærdigheder fra politiets side. Men i nogle dele af verden opstod der politikorps af en helt anden karakter.

Politi som spreder frygt

I begyndelsen af det 19. århundrede, i det moderne politis barndom, havde størstedelen af menneskeheden levet under europæisk herredømme. Politiet i Europa skulle i overvejende grad beskytte herskerne, ikke folket. Selv englænderne, der ikke brød sig om at have en væbnet, militærlignende politistyrke på egen jord, havde tilsyneladende kun få skrupler over at bruge en sådan til at holde kolonierne nede. Rob Mawby siger i sin bog Policing Across the World: „I stort set alle de årtier der har været politistyrker i kolonierne, har der været tilfælde af brutalitet, korruption, vold, mord og magtmisbrug inden for politiet.“ Bogen peger på nogle fordele ved kolonimagternes politistyrker, men tilføjer at de samtidig „gav verdenssamfundet det indtryk at politiet var myndighedernes redskab og ikke en foranstaltning til folkets gavn“.

I frygt for revolutioner har despotiske regeringer næsten altid gjort brug af et hemmeligt politi for at udspionere deres undersåtter. Den slags politi benytter sig af tortur for at skaffe sig oplysninger og rydder formodede statsfjender af vejen ved hjælp af snigmord eller arrestationer uden rettergang. Nazisternes hemmelige politi hed Gestapo, Sovjetunionens blev kaldt KGB, og i Østtyskland var det kendt under navnet Stasi. Stasi beskæftigede utroligt nok 100.000 ansatte og muligvis en halv million informanter for at overvåge en befolkning på cirka 16 millioner. Stasifolkene foretog telefonaflytning døgnet rundt og indsamlede informationer om hver tredje østtyske borger. „Stasiagenterne veg ikke tilbage for noget som helst og havde ingen skam i livet,“ siger John Koehler i sin bog Stasi. „Gejstlige, deriblandt højtstående fra både protestantiske og katolske trosretninger, blev rekrutteret i stort antal som hemmelige stikkere. Deres kontorer og skriftestole blev forsynet med aflytningsudstyr.“

Men den slags politi findes ikke kun i lande med magtsyge regeringer. Også andre steder er politifolk i storbyer blevet beskyldt for at udøve terror når de har håndhævet loven på en meget aggressiv måde, især hvis den voldelige adfærd har været rettet mod minoriteter. Om en meget omtalt skandale i Los Angeles siger et nyhedsmagasin: „Skandalen viser at politifolks uredelige embedsførelse har nået et chokerende niveau og har givet anledning til et nyt begreb: the gangster cop [gangsterstrisseren].“

Embedsmænd har spekuleret på hvad politiet kan gøre for at forbedre sit omdømme. Mange politikorps har gjort en indsats for at henlede offentlighedens opmærksomhed på deres samfundsnyttige rolle.

Forhåbninger til nærpoliti

Japans traditionelle brug af nærpoliti har vakt interesse i udlandet. Det japanske politi er som regel fordelt på små stationer der betjenes af en halv snes folk som arbejder på skiftehold. Frank Leishman, en britisk lektor i kriminologi som har boet mange år i Japan, siger: „Det venlige, samfundsgavnlige arbejde som koban-betjentene udfører, er legendarisk: De hjælper folk med at finde vej i Japans stort set navnløse gader, udlåner uafhentede paraplyer til folk som overraskes af en regnbyge, sørger for at berusede sararimen (forretningsmænd) kommer med det sidste tog hjem, og yder borgere rådgivning.“ Nærpoliti har været med til at give Japan det misundelsesværdige ry at have gader hvor man kan færdes trygt.

Kunne denne form for politiarbejde bruges andre steder? Det mener nogle kriminologer. Moderne kommunikationsmidler har været medvirkende til at skabe afstand mellem politiet og de mennesker de prøver at beskytte. I mange byer består politiets arbejde ofte i at træde til i nødsituationer. Indimellem er det som om det kriminalpræventive arbejde tillægges meget mindre vægt end det oprindelig var tilfældet. Denne tendens har visse steder medført at man har genetableret nabohjælpsordninger.

Nabohjælp

„Det hjælper virkelig; det nedsætter kriminaliteten,“ siger politimanden Dewi om sit arbejde i Wales. „Nabohjælp går ud på at man holder øje med hinandens hjem. Vi arrangerer møder så folk kan lære hinanden at kende, udveksle navne og telefonnumre og lære hvordan man forebygger kriminalitet. Jeg er glad for projektet, for det giver naboerne en fællesskabsfølelse som var almindelig engang. Ofte kender folk overhovedet ikke deres naboer. Ordningen virker fordi den gør beboerne mere årvågne.“ Nabohjælp forbedrer også forholdet mellem politiet og borgerne.

Et andet initiativ der er blevet taget, er at opfordre politiet til at optræde mere hensynsfuldt over for kriminalitetsofre. Den dygtige hollandske ekspert inden for viktimologi Jan van Dijk skriver: „Politimænd må lære at deres væremåde over for voldsofre er lige så afgørende som den måde læger behandler deres patienter på.“ Mange steder betragter politiet stadig ikke vold i hjemmet og voldtægt som forbrydelser. Rob Mawby siger dog: „Politiets fremgangsmåde over for voldtægtsofre og ofre for vold i familien er blevet markant forbedret i de senere år. Men der er stadig meget der kunne gøres bedre.“ Magtmisbrug er et andet område som næsten alle politikorps kan sætte ind over for.

Frygten for korruption inden for politiet

Nogle synes måske at det er lidt naivt at føle sig beskyttet af politiet, især når man hører om tilfælde af korruption blandt politifolk. Den slags har man hørt om gennem hele politiets historie. I 1855 „syntes mange newyorkere at det var blevet sværere og sværere at skelne mellem gangstere og betjente,“ siger bogen NYPD — A City and Its Police. Duncan Green siger i sin bog Faces of Latin America at det er en udbredt opfattelse i Latinamerika at landets politikorps „er gennemsyret af korruption, er inkompetente, og at de overtræder menneskerettigheder“. Personalechefen for en politistyrke på 14.000 mand i Latinamerika siger: „Hvad kan man forvente når en politimand tjener mindre end [100 dollars] om måneden? Er der noget at sige til det hvis han tager imod bestikkelse?“

Hvor stort et problem er korruption? Svaret afhænger af hvem man spørger. En amerikansk politimand som i mange år har patruljeret i en by med 100.000 indbyggere, svarer: „Der findes da nogle uærlige politimænd, men de fleste er pålidelige. Det er i hvert fald min erfaring.“ I et andet land giver en kriminalassistent med 26 års erfaring et helt andet svar: „Jeg tror at der er korruption overalt. Ærlige politimænd hører til sjældenhederne. Hvis en betjent gennemsøger et hjem hvor der er blevet begået indbrud, og finder penge, vil han højst sandsynligt tage dem. Hvis han finder stjålne værdigenstande, vil han beholde nogle af dem.“ Hvorfor bliver nogle politimænd korrupte?

Nogle har høje principper i begyndelsen af deres løbebane, men bukker senere under for påvirkningen fra korrupte kolleger og de normer der er gældende i forbryderverdenen. Bogen What Cops Know citerer en gadebetjent i Chicago for at sige: „Ondskab er noget politimænd har helt inde på livet. De står midt i det. De rører ved det . . . smager det . . . lugter det . . . hører det . . . de er nødt til at beskæftige sig med det.“ At være i kontakt med en sådan råddenskab kan let have en negativ virkning på en.

Selv om politiet udfører et uvurderligt arbejde, er det langtfra den ideelle løsning. Kan vi håbe på noget bedre?

[Fodnote]

[Ramme/illustrationer på side 8]

„Er de britiske bobbies ikke bare vidunderlige!“

Englænderne var nogle af de første der havde råd til den luksus at have et professionelt politikorps. De ville have at samfundet fungerede lige så upåklageligt som deres effektive og punktlige diligencesystem. I 1829 overtalte indenrigsministeren sir Robert (Bobby) Peel parlamentet til at godkende politikorpset The London Metropolitan Police, der havde hovedkontor i Scotland Yard. I begyndelsen var betjentene upopulære blandt folket fordi de slog hårdt ned på drukkenskab og hasardspil i gaderne, men senere blev de meget vellidte.

I 1851 kunne London med stolthed indbyde folk til Verdensudstillingen så de kunne beundre den britiske industris bedrifter. Gæsterne var forbløffede over byens rene gader, som var fuldstændig ryddet for fulde mennesker, prostituerede og vagabonder. Politifolk havde travlt med at dirigere trafikken, hjælpe de besøgende med deres bagage, assistere folk når de skulle over gaden — og bar endda ældre damer hen til deres hyrevogn. Intet under at man hørte både briter og udenlandske gæster sige: „Er de britiske bobbies ikke bare vidunderlige!“

De britiske betjente var så dygtige til at forebygge kriminalitet at politimesteren i Chester i 1873 forestillede sig at professionel kriminalitet en dag ville være så godt som udryddet. Politiet oprettede desuden et brandkorps og en ambulancetjeneste og skaffede sko og tøj til de fattige gennem velgørenhedsarbejde. Nogle politifolk oprettede drengeklubber og feriekolonier og arrangerede udflugter.

Dette nye politikorps havde selvfølgelig også interne problemer med korruption og blev beskyldt for hårdhændethed. Men de fleste politifolk satte en ære i at opretholde ro og orden ved hjælp af mindst mulig magtanvendelse. I 1853 stod politiet i Wigan i Lancashire over for en skare strejkende minearbejdere. Den modige overbetjent, der havde blot ti mand med sig, nægtede vedholdende at bruge mineejerens skydevåben. Denne fredelige indstilling kommer tydeligt til udtryk i et brev som Hector Macleod modtog i 1886 da han fulgte i sin fars fodspor og blev politibetjent. Brevet citeres i bogen The English Police: „Man mister befolkningens sympati hvis man optræder uvenligt . . . Jeg sætter folkets interesser på førstepladsen, for en politimand er, så længe han bestrider sit hverv, en samfundets tjener. Det er hans pligt at stille både folket og sine overordnede tilfreds.“

Hayden, en pensioneret politiassistent ved Londons politi siger: „Vi fik at vide at vi altid skulle udvise tilbageholdenhed og selvbeherskelse, eftersom effektivt politiarbejde kræver samfundets støtte. Vores korte træknippel var en absolut sidste udvej som de færreste betjente greb til i al den tid de gjorde tjeneste.“ Noget andet som var med til at skabe et positivt billede af den britiske bobby, var en populær tv-serie der hed Dixon of Dock Green. Serien, som gik i 21 år, handlede om en ærlig politibetjent der kendte alle og enhver i sit distrikt. Den ansporede uden tvivl politimænd til at leve op til det image han skabte, og øgede om ikke andet folkets beundring for dem.

I 1960’erne skete der en holdningsændring i England, og den traditionelle nationale stolthed veg pladsen for en mistillid til autoriteter. Trods bestræbelser for at få offentlighedens støtte ved at indføre nabohjælpsordninger blev politiets rygte skadet i 1970’erne da der indløb rapporter om tilfælde af korruption og racisme inden for dets rækker. Efter adskillige beskyldninger om racisme og forfalskning af bevismateriale for at få folk dømt har politiet i den senere tid gjort en ihærdig indsats for at forbedre sit omdømme.

[Kildeangivelse]

Fotografiet ovenfor: http://www.constabulary.com

[Ramme/illustration på side 10]

Et mirakel i New York?

Når politifolk gør en særlig indsats, giver det ofte nogle bemærkelsesværdige resultater. New York var længe blevet betragtet som en af verdens farligste byer, og sidst i 1980’erne var det som om byens politistyrke var blevet modløs og havde mistet kontrollen med kriminaliteten. Økonomiske problemer tvang bystyret til at indefryse lønninger og skære ned på personalet inden for politiet. Det gav narkohandlere vind i sejlene, med en kraftig voldsbølge til følge. I visse storbyområder gik folk i seng til lyden af skudvekslinger. I 1991 opstod der alvorlige raceuroligheder, og politiet selv organiserede en protestaktion for at give luft for deres utilfredshed.

En ny chef for New Yorks politi begyndte imidlertid at gøre en indsats for at motivere sine underordnede ved regelmæssigt at mødes med dem, politikreds for politikreds, for at analysere strategier. James Lardner og Thomas Reppetto skriver i deres bog NYPD: „Chefkriminalinspektøren og chefen for narkopolitiet var nogle som deres underordnede læste om i avisen, men sjældent mødte. Nu holdt de møder hvor de var sammen i flere timer.“ Antallet af forbrydelser begyndte at falde markant. Efter forlydende faldt antallet af mord gradvis fra cirka 2000 i 1993 til 633 i 1998 — det laveste tal i 35 år. Folk i New York betragtede udviklingen som noget af et mirakel. I de sidste otte år har der været en 64 procents nedgang i antallet af indberettede tilfælde af kriminalitet.

Hvordan har det kunnet lade sig gøre? Avisen The New York Times fra 1. januar 2002 skriver at en væsentlig årsag til succesen var Compstat, „et computerprogram til sporing af kriminalitet som kan levere en ugentlig analyse af data fra de enkelte politikredse. På den måde kan man opdage problemer og reagere på dem så snart de dukker op.“ Tidligere politidirektør Bernard Kerik siger: „Vi noterede os hvor der var kriminalitet, og hvorfor, og så omgrupperede vi politistyrkerne og ressourcerne for at koncentrere os om netop de områder. Det er sådan man nedsætter kriminaliteten.“

[Illustration på side 7]

En typisk japansk politistation

[Illustration på side 7]

Færdselsbetjent i Hongkong

[Illustration på side 8, 9]

Politi til stede ved en fodboldkamp i England

[Illustration på side 9]

Politifolk hjælper ulykkesofre