Moses — Hvordan hans liv berører dig

MANGE forskere og kritikere betragter kun Moses som en sagnfigur. De afviser Bibelens beretning på grundlag af en bevisførelse der indebærer at mænd som Platon og Sokrates også må betragtes som sagnfigurer.

Men som vi har set, er der ingen gyldig grund til at forkaste Bibelens beretning om Moses. Tværtimod er der for troende mennesker overvældende vidnesbyrd om at hele Bibelen er „Guds ord“.a (1 Thessaloniker 2:13; Hebræerne 11:1) For dem er dét at undersøge Moses’ liv ikke bare et akademisk anliggende, men en måde at få opbygget deres tro på.

Filmproducenter fremhæver ofte Moses’ heltemod, noget som tiltaler publikum. Det er sandt at Moses var modig. (2 Mosebog 2:16-19) Men han var først og fremmest en troens mand. Gud var virkelig for Moses — så meget at apostelen Paulus senere skrev at Moses „holdt stand som så han den usynlige“. — Hebræerne 11:24-28.

Moses’ eksempel lærer os at vi må opdyrke et nært forhold til Gud. I vores daglige liv kan vi også opføre os som om vi kan se Gud. Gør vi det, vil vi aldrig foretage os noget som han ikke synes om. Læg også mærke til at Moses’ tro var blevet opbygget i ham fra barnsben. Hans tro var stærk nok til at modstå påvirkningen fra „al ægypternes visdom“. (Apostelgerninger 7:22) Det er en god tilskyndelse til forældre om at begynde med at fortælle deres børn om Gud allerede mens børnene er helt små. — Ordsprogene 22:6; 2 Timoteus 3:15.

Det er også værd at lægge mærke til Moses’ ydmyghed. Han var „den sagtmodigste af alle de mennesker der var på jordens flade“. (4 Mosebog 12:3) Moses var villig til at indrømme sine fejl. Han skrev om sin forsømmelighed med hensyn til at omskære sin søn. (2 Mosebog 4:24-26) Han fortalte åbent om hvordan han ved en lejlighed undlod at give Gud ære, og om den alvorlige straf Gud tildelte ham. (4 Mosebog 20:2-12; 5 Mosebog 1:37) Moses var også villig til at tage imod råd fra andre. (2 Mosebog 18:13-24) Han er et godt eksempel for ægtemænd, familiefædre og andre der har myndighed.

Nogle kritikere sætter dog spørgsmålstegn ved om Moses virkelig var så ydmyg, idet de henviser til de voldshandlinger han begik. (2 Mosebog 32:26-28) Forfatteren Jonathan Kirsch siger: „Bibelens Moses er sjældent ydmyg og aldrig mild, og hans adfærd kan ikke altid betragtes som værende retfærdig. I visse skræmmende situationer . . . viser Moses sig at være en arrogant, blodtørstig og grusom person.“ En sådan kritik er særdeles fordomsfuld. Den overser det faktum at Moses’ handlinger ikke var motiveret af grusomhed, men af en stærk retfærdighedssans og afsky for ondskab. I disse tider hvor det er velset at være tolerant over for en umoralsk livsstil, minder Moses’ eksempel os om nødvendigheden af at have faste moralnormer. — Salme 97:10.

Moses efterlod sig en imponerende skriftsamling. Den omfatter digtekunst (Jobs Bog, Salme 90), historisk prosa (1 Mosebog, 2 Mosebog, 4 Mosebog), slægtsregistre (1 Mosebog, kapitel 5, 11, 19, 22, 25) og en betydelig lovsamling som kaldes Moseloven (2 Mosebog, kapitel 20-40; 3 Mosebog; 4 Mosebog; 5 Mosebog). Denne guddommeligt inspirerede lov indeholdt begreber, love samt principper for regeringsførelse som var mange hundrede år forud for deres tid.

I lande hvor statsoverhovedet også er kirkens overhoved, er resultatet ofte intolerance, religiøs undertrykkelse og magtmisbrug. Moseloven indeholdt princippet om adskillelse mellem kirke og stat. Kongen havde ikke lov til at varetage præstelige pligter. — 2 Krønikebog 26:16-18.

Moseloven indeholdt også forskrifter for hygiejne og sygdomskontrol som stemmer med videnskaben i dag, eksempelvis bortskaffelse af menneskeekskrementer og karantæne af syge. (3 Mosebog 13:1-59; 14:38, 46; 5 Mosebog 23:13) Det er bemærkelsesværdigt, for meget af den ægyptiske lægekunst på Moses’ tid var en dødsensfarlig blanding af kvaksalveri og overtro. I dag ville millioner af mennesker i udviklingslandene kunne undgå sygdom og en for tidlig død hvis Moselovens hygiejneforskrifter blev fulgt.

Kristne er ikke forpligtede til at holde Moseloven. (Kolossenserne 2:13, 14) Det er dog stadig meget gavnligt at kende til den. Loven tilskyndede Israel til at vise Gud udelt hengivenhed og helt at holde sig fra afgudsdyrkelse. (2 Mosebog 20:4; 5 Mosebog 5:9) Børn fik påbud om at ære deres forældre. (2 Mosebog 20:12) Desuden fordømte Moseloven mord, ægteskabsbrud, tyveri, løgn og begærlighed. (2 Mosebog 20:13-17) Kristne i dag sætter disse love og principper meget højt.

Vi lever i en vanskelig tid. Menneskeheden har bestemt brug for en leder som Moses — en som ikke alene har magt og myndighed, men også er retskaffen, modig, barmhjertig og retfærdig. Da Moses døde, har israelitterne måske spekuleret på om verden nogen sinde ville se hans lige. Det havde Moses allerede selv givet svaret på.

Moses’ skrifter forklarer hvordan sygdom og død kom ind i verden, og hvorfor Gud har tilladt ondskaben. (1 Mosebog 3:1-19; Job, kapitel 1 og 2) I Første Mosebog 3:15 finder vi den allerførste af Guds profetier — et løfte om at ondskaben vil blive fjernet! Hvordan vil det ske? Profetien lod forstå at der ville blive født én der ville bringe frelse. Løftet gav håb om en kommende Messias som ville frelse menneskeheden. Hvem ville det vise sig at være? Moses hjælper os til at identificere ham.

Hen imod slutningen af sit liv udtalte Moses disse betydningsfulde ord: „En profet som mig vil Jehova din Gud oprejse for dig af din midte, af dine brødre — ham skal I høre på.“ (5 Mosebog 18:15) Apostelen Peter anvendte senere disse ord direkte på Jesus. — Apostelgerninger 3:20-26.

De fleste jødiske bibelkommentatorer mener afgjort ikke at man kan sammenligne Moses med Jesus. De hævder at ordene i Femte Mosebog 18:15 gælder enhver sand profet efter Moses. Men ifølge Tanakh — The Holy Scriptures, udgivet af Jewish Publication Society, står der i Femte Mosebog 34:10: „Der fremstod aldrig mere i Israel en profet som Moses — hvem HERREN omgikkes ansigt til ansigt.“

Ja, efter Moses fremstod der mange trofaste profeter, som for eksempel Esajas og Jeremias. Men ingen fik det særlige forhold til Gud som Moses havde haft — han havde talt med Gud „ansigt til ansigt“. Moses’ løfte om at der ville komme en profet ’som ham’, må derfor sigte til én bestemt person — Messias! Det er værd at lægge mærke til at der før indførelsen af kristendommen — og religiøs forfølgelse fra falske kristne — var jødiske lærde som havde det samme syn. Det indikeres i jødiske skrifter som for eksempel Midrash Rabbah, der beskriver Moses som forløberen for den „sidste Frelser“, eller Messias.

At Jesus på mange måder var som Moses, kan ikke benægtes. (Se rammen „Jesus — en profet som Moses“). Jesus har magt og myndighed. (Mattæus 28:19) Han „har et mildt sind og er ydmyg af hjertet“. (Mattæus 11:29) Han hader lovløshed og uretfærdighed. (Hebræerne 1:9) Derfor er han også i stand til at give os den ledelse vi har så hårdt brug for. Han vil snart fuldstændig fjerne ondskaben og indføre de paradisiske forhold på jorden som beskrives i Bibelen.b