Mit møde med en „uddød“ fugl
JEG har altid været fascineret af de mange forskellige fugle og deres skønhed. Mens jeg planlagde et besøg til Bermuda, faldt jeg over en henvisning til en sjælden fugl der kaldes bermudapetrellen. „Den meget lille bestand der er tilbage . . . findes i dag kun på øgruppen Castle Harbour, Bermudas mest afsidesliggende sted. Her bliver fuglene nøje overvåget og beskyttet af en opsynsmand,“ siger en fuglehåndbog.
Min interesse var blevet vakt! Jeg var besluttet på at se denne eksotiske fugl med mine egne øjne, så jeg kontaktede ph.d. David Wingate, tidligere direktør for Bermudas fredningsvæsen. Dengang var han også opsynsmand for øgruppen Castle Harbour, men nu er han pensioneret. Han gav mig venligst lov til at komme med på en tur til det fredede område hvor bermudapetrellen yngler.
Et „levende museum“
Naturreservatet Castle Harbour er beliggende i nærheden af Bermudas hovedøer, som ligger i Atlanterhavet omkring 900 kilometer øst for North Carolina i USA. Nonsuch Island er den største af de ni småøer der udgør reservatet. Øen har en størrelse på cirka 6 hektar og ligger i den østlige del af Bermuda. Den blev under David Wingates ledelse omdannet til et „levende museum“ med det formål at genetablere Bermudas naturligt hjemmehørende plante- og dyrearter.
Det er en smuk dag, og der er ikke en sky på himmelen da vi sejler fra Nonsuch Island i David Wingates beskedne speedbåd med kurs mod en lille nærliggende ø. En fiskeørn stryger hen over det rolige hav. De hvide fjer på undersiden af ørnens vinger genspejler vandets klare turkisblå farve. Smukke tropikfugle flyver opstemte rundt i en parringsleg mens deres lange halefjer bevæger sig op og ned. Normalt ville jeg synes at dette skue er yderst fascinerende, men i dag kan jeg ikke tænke på andet end bermudapetrellen.
Den „uddøde“ bermudapetrel dukker op igen
David Wingate fortæller: „De første nybyggere kunne berette om havfugle der udelukkende søgte på land om aftenen og kun når de ynglede, og det er netop to af bermudapetrellens kendetegn. Før var der i titusindvis af disse fugle, men det ændrede sig. Omkring år 1560 bragte spanierne grise med til Bermuda. Dette fik katastrofale følger for bestanden af bermudapetreller, for grisene åd fuglenes æg og måske også ungerne og endda de fuldvoksne petreller. Desuden udgjorde petreller en vigtig bestanddel af nybyggernes kost. Da man i 1614 ved et tilfælde kom til at indføre rotter på Bermuda, døde der endnu flere petreller. Rotterne svømmede ud til småøerne hvor petrellerne ynglede, og åd deres æg og unger. I 1630 var bestanden af bermudapetreller, der før talte mange tusind, derfor reduceret i en sådan grad at man troede at den var uddød.“
I larmen fra bådens motor spørger jeg: „Hvad førte til at man genopdagede den?“
David Wingate svarer: „I 1906 fandt naturforskeren Louis Mowbray en levende havfugl med et særpræget udseende på en af øerne i Castle Harbour. Den blev senere identificeret som en bermudapetrel. I 1935 fandt man en unge der var død efter at den var fløjet ind i et fyrtårn. Og i 1945 skyllede en fuldvoksen petrel op på stranden ved Cooper’s Island, en af Bermudas øer. Der var nu grund nok til at iværksætte en ekspedition som skulle lede efter flere eksemplarer af denne ’uddøde’ art. Ekspeditionen blev ledet af dr. Robert Cushman Murphy fra Det Amerikanske Naturhistoriske Museum og af Louis S. Mowbray, der var kurator ved Bermudas statsejede akvarium og søn af den Louis Mowbray der fandt bermudapetrellen i 1906.“
David Wingate smiler mens han fortsætter: „Jeg følte mig meget privilegeret over at blive indbudt til at komme med på ekspeditionen, særligt fordi jeg kun var en skoledreng på 15 der var meget interesseret i fugle! Den søndag, den 28. januar 1951, blev en dag der påvirkede resten af mit liv. Jeg glemmer aldrig hvor henrykt dr. Murphy var, da det lykkedes for ham og Mowbray at fange en levende bermudapetrel, som de fandt i en dyb klippesprække. Myndighederne gjorde med det samme småøerne i Castle Harbour til et reservat for bermudapetrellen. I 1961 blev Nonsuch Island indlemmet i reservatet, og året efter flyttede min kone og jeg dertil så jeg kunne tjene som øens opsynsmand.“
„Hvor mange bermudapetreller fandt I under den første ekspedition?“ spørger jeg mens vi nærmer os naturreservatet.
„I løbet af et år blev der kun fundet otte par der ynglede,“ svarer han. „Det var så svært at lokalisere rederne at det tog ti år at finde hele bestanden, som da bestod af 18 ynglende par. Efter 35 års fredning var tallet oppe på 52 par.“
Petrellen får hjælp
„Bermudapetreller bygger rede i gange der er 2 til 3,5 meter lange, og som buer så lyset ikke trænger ind til reden,“ fortsætter David Wingate. „Vi begyndte at bygge kunstige redegange så petrellen kunne få flere reder. Først gravede vi render, og derefter lagde vi et tag af beton hen over dem. Oven over redekammeret for enden af redegangen er der et lille låg som kan tages af. På den måde kan vi se om der er lagt æg i rederne, og om de er udklækkede. Når det ikke lykkes fuglen at udklække et æg, bliver det efterladt, og vi tager det så med til undersøgelse for at finde ud af hvad der er gået galt. I midten af 1960’erne bevirkede rester af insektgiften ddt at æggeskallerne revnede fordi de blev tyndere. I øjeblikket er vi bekymrede for om kemikalier som pcb [polychlorbiphenyl] har den samme virkning. I Nordamerika og Europa er pcb forbudt, men det er det ikke i mange udviklingslande.“
Der er også andre problemer. David Wingate siger: „Bermudapetrellerne og de mere aggressive tropikfugle har konstant kæmpet om redepladserne. Nogle gange bygger bermudapetrellen rede i en lille gang ved en fordybning i jorden, og så kommer tropikfuglen og bygger sin rede lige ved indgangen! Den frække ubudne gæst ødelægger bermudapetrellens æg, eller også angriber og dræber den ungen. Begge fugle vender altid tilbage til den samme rede, så problemet fortsætter år efter år. For at beskytte bermudapetrellen begyndte vi at afskærme indgangene til rederne med nogle træplader. I pladerne er der et ellipseformet hul som lige er stort nok til at petrellen kan komme igennem, men som er for lille til den lidt større tropikfugl. Her er tre millimeter et spørgsmål om liv eller død.“
I reservatet
Endelig ankommer vi til den lille ø. Lige før den næste oceandønning slår mod kysten, kravler vi forsigtigt ud af båden og træder op på de forrevne klipper. For at komme op til rederne klatrer vi over stejle, skarpe klippeformationer. En af rederne kan man kun nå ved hjælp af en stige. Det kan godt være at det er rutine for David Wingate, men det er en usædvanlig og spændende oplevelse for mig!
David Wingate undersøger hver rede og ser om der er tegn på aktivitet. Benytter parrene stadig rederne? Er der fodspor som fører ind og ud af rederne? Er der æg der ikke er udklækkede? Vi finder ét, men da forældrene endnu ikke har opgivet det, lader David Wingate det ligge. Bermudapetrellerne vil for det meste blive ved med at udruge et æg der ikke er udklækket, og de nægter at give op. David Wingate gør også en uventet opdagelse — han finder en unge et sted hvor han ikke engang vidste at der lå et æg! Dette fund opvejer skuffelsen over det æg der ikke var udklækket.
At alle disse bestræbelser er umagen værd, står mig klart da David Wingate fjerner låget fra et redekammer, og jeg ser ned på en lille grå bold af dun — en petrel-unge. Den rører nu og da lidt på sig fordi lyset generer. I et andet redekammer er en voksen bermudapetrel ved at udruge et æg.
David Wingate har hjulpet mange unger der har været i fare. En tropikfugl angreb en unge og brækkede dens næb. I desperation limede David Wingate næbbet sammen. Han blev meget overrasket og glad da ungen overlevede! Ved en anden lejlighed reddede han en svagelig unge der var blevet efterladt for tidligt af forældrene. Han opbevarede den i en kasse og opfostrede den ved at fodre den med rejer og blæksprutter og give den levertran og vitaminer. Til sidst kunne den flyve ud på havet. Indtil nu er bestræbelserne for at genetablere bermudapetrellen langsomt ved at give resultater. Denne fugl er endog blevet et symbol på håb for naturfredningsfolk i hele verden. David Wingates drøm er at Nonsuch Island med tiden vil komme til at huse 1000 bermudapetrel-par. Om hans drøm nogen sinde vil gå i opfyldelse, vil tiden vise.
Mit møde med den „uddøde“ bermudapetrel har sat nogle tanker i gang hos mig. Hvis Skaberen lægger mærke til en ganske almindelig spurv der falder til jorden, vil han så ikke lægge mærke til en hel fugleart der er i fare for at blive udryddet? (Mattæus 10:29) Hvor er det trøstende at vide at der vil komme en tid hvor mennesker ikke længere vil udgøre en trussel mod nogen som helst dyreart på jorden! — Esajas 11:6-9. — Indsendt.
[Kort på side 16]
(Tekstens opstilling ses i den trykte publikation)
BERMUDA
Nonsuch Island
[Illustration på side 18]
En bermudapetrel inde i en redegang
[Kildeangivelse]
Jeremy Madeiros, direktør for Bermudas fredningsvæsen
[Illustration på side 18]
Indgangen til en bermudapetrels rede
[Illustration på side 18]
David Wingate peger på træpladen ved åbningen til en bermudapetrels rede
[Kildeangivelse på side 16]
Jeremy Madeiros, direktør for Bermudas fredningsvæsen
Globus: Mountain High Maps® Copyright © 1997 Digital Wisdom, Inc.
[Kildeangivelse på side 17]
© Brian Patteson
Jeremy Madeiros, direktør for Bermudas fredningsvæsen