Jeg var en fortabt søn

FORTALT AF MEROS WILLIAM SUNDAY

Lige fra den spæde barndom blev jeg oplært til at elske Gud; men som 18-årig gjorde jeg oprør og rejste hjemmefra. I 13 år levede jeg som den fortabte søn i Jesu lignelse. (Lukas 15:11-24) Jeg blev narkohandler og ødelagde næsten mit liv. Lad mig fortælle hvad der førte til at jeg ændrede livsstil og vendte tilbage til Gud.

JEG blev født af kristne forældre i 1956 og var den næstældste i en børneflok på ni. Vi boede i Ilesha, en by i det sydvestlige Nigeria. Min far var opvokset som katolik, men i 1945 gav hans farbror ham bogen Guds Harpe.a Da min far havde læst den, søgte han efter Jehovas Vidner. Han blev døbt i 1946, og ikke længe efter blev min mor også døbt.

Jeg kan stadig huske hvor virkelig Jehova var for mig mens jeg var barn, og hvor ivrigt jeg tog del i forkyndelsen med mine forældre. Min far studerede Bibelen med mig, og det gjorde Alice Obarah, hvis mand var rejsende tilsynsmand i vores område, til tider også. Mine forældre ville gerne have at jeg blev heltidsforkynder. Men min mor foreslog at jeg først gik videre med min skolegang så jeg fik de højere klassetrin med.

Men så snart jeg begyndte i de højere klasser, 16 år gammel, var jeg så uklog at få venner som ikke respekterede de bibelske principper. Det var virkelig en tåbelig fejltagelse! Inden længe begyndte jeg at ryge og at begå umoralske handlinger. Jeg indså at min nye livsstil ikke harmonerede med det jeg havde lært ved de kristne møder, så jeg holdt op med at komme til møderne og med at gå i forkyndelsen fra hus til hus. Det pinte mine forældre, men jeg var efterhånden ligeglad med andres følelser.

Jeg rejser hjemmefra

Kun to år efter at jeg var gået videre med min skolegang, flyttede jeg hjemmefra og boede hos kammerater i nabolaget. Nogle gange listede jeg hjem, snuppede hvad der var af mad, og løb væk. Dybt bedrøvet holdt min far op med at betale for min skolegang i håb om at det ville få mig til at ændre indstilling.

På omkring samme tidspunkt fik jeg imidlertid tildelt et stipendium. Min sponsor sendte penge fra Skotland til min skolegang, og nogle gange fik jeg også tilsendt gaver, somme tider i form af penge. To af mine brødre holdt nu også op med at komme sammen med Jehovas Vidner, og hele situationen gjorde mine forældre dybt ulykkelige. Med tårer appellerede min mor flere gange til mig, men selvom det gjorde mig ked af det, foretog jeg ikke nogen forandringer i mit liv.

Storbyliv

Da jeg blev færdig med skolen i 1977, tog jeg til Lagos, hvor jeg fik arbejde. Kort tid efter fik jeg på ulovlig vis fat i nogle penge og købte en taxa. Nu da jeg havde flere penge mellem hænderne, begyndte jeg at tage stoffer og at tilbringe en masse tid på natklubber og bordeller. Inden længe blev jeg træt af livet i Lagos, så i 1981 flyttede jeg til London. Derfra rejste jeg til Belgien, tog et kursus i fransk og fik deltidsarbejde i en restaurant. Men meget af min tid gik med at sende biler og elektronisk udstyr til Nigeria.

Min far skrev til Jehovas Vidners afdelingskontor i Belgien og bad dem om at kontakte mig for at prøve at få mig til at studere Bibelen sammen med dem. Men hver gang Vidnerne bankede på min dør, sendte jeg dem væk. Jeg begyndte at komme i en kirke hvor vi efter gudstjenesten spiste og deltog i forskellige sportsgrene.

Jeg bliver narkohandler

I 1982 sendte jeg en dyr luksusbil til Afrika og tog selv til havnen i Nigeria for at få den gennem tolden. De nigerianske toldmyndigheder fandt imidlertid ud af at toldpapirerne var forfalskede, så de satte mig i forvaring i 40 dage. Min far fik mig løsladt mod kaution. Eftersom jeg havde brug for penge til at få retssagen afsluttet, tog jeg tilbage til Belgien med nogle varer, deriblandt flere kilo marihuana. Efter at jeg var blevet frikendt for at have forfalsket toldpapirerne, blev jeg for alvor involveret i narkohandel.

På en af mine rejser blev jeg arresteret i Holland. Immigrationsmyndighederne udviste mig af landet og satte mig på et fly til Nigeria. Undervejs mødte jeg andre narkohandlere, og vi dannede et makkerskab. I januar 1984 flyttede jeg til et andet afrikansk land. Eftersom jeg kunne fransk, som tales i det land jeg rejste til, blev jeg hurtigt venner med folk inden for politiet, hæren og immigrationsmyndighederne. På den måde lykkedes det at importere tusinder af kilo marihuana.

Arresteret og fængslet

Inden længe kom jeg igen i vanskeligheder. Jeg havde aftalt med en kaptajn i hæren at han skulle hjælpe mig med at få mine varer gennem lufthavnen i dette fransktalende land. Men han kom for sent, og jeg blev arresteret. Gendarmerne gennembankede mig og torturerede mig så voldsomt at jeg mistede bevidstheden. De efterlod mig på et hospital, hvor de forventede at jeg ville dø. Men jeg overlevede og blev senere sigtet, dømt og fængslet.

Da jeg endelig kom ud af fængselet, viste det sig at den ven som jeg havde bedt om at passe mit hus, havde solgt alle mine ejendele og var forsvundet. For at få noget at leve af begyndte jeg med det samme at sælge marihuana. Ti dage senere blev jeg igen arresteret og fik en fængselsstraf på tre måneder. Da jeg blev løsladt, var jeg så syg at jeg igen var døden nær. På en eller anden måde lykkedes det mig at komme tilbage til Lagos.

Jeg fortsætter ’forretningerne’

I Lagos mødtes jeg med nogle af mine ’forretningspartnere’, og sammen rejste vi til Indien, hvor vi købte heroin til en værdi af over 3,5 millioner kroner. Fra Bombay (nu Mumbai) tog vi til Schweiz, derefter til Portugal og til sidst til Spanien. Vi høstede alle en betydelig profit og rejste hver sin vej tilbage til Lagos. I slutningen af 1984 solgte jeg endnu en sending stoffer. Min drøm var at tjene en million dollars og slå mig ned i USA.

I 1986 samlede jeg alle de penge jeg havde, og købte noget ren heroin i Lagos. Jeg tog det med til et andet land, men det endte i hænderne på en begærlig forhandler som aldrig betalte mig for det. Jeg frygtede for mit liv og vendte tilbage til Lagos uden at fortælle nogen hvad der var sket. Jeg var fuldstændig knækket både økonomisk og følelsesmæssigt. For første gang satte jeg mig ned og tænkte over livets mening. ’Hvorfor får jeg hele tiden disse op- og nedture?’ spurgte jeg mig selv.

Jeg vender om til Gud

Kort efter bad jeg en nat Jehova om hjælp. Allerede næste morgen bankede en ældre mand og hans hustru på min dør. De var Jehovas Vidner. Jeg lyttede roligt til det de sagde, og tog imod et blad. „Mine forældre er Jehovas Vidner,“ forklarede jeg. „Og Alice Obarah har studeret med mig.“

Den ældre mand, P.K. Ogbanefe, svarede: „Vi kender godt Alice Obarah og hendes mand. De tjener nu på vores afdelingskontor i Lagos.“ Ægteparret tilskyndede mig til at opsøge broder og søster Obarah. Det gjorde jeg, og de var til stor opmuntring for mig. Broder Ogbanefe påbegyndte derefter et bibelstudium med mig, og jeg begyndte hurtigt at ændre min umoralske levevis. Det var ikke let for mig efter så lang tids narkomisbrug, for jeg havde svært ved at bryde med denne vane. Men jeg var fast besluttet på at jeg ville leve et rent liv.

Jeg blev imidlertid udsat for et stort pres og mange fristelser. Mine såkaldte venner besøgte mig ofte og kom med fristende tilbud. En overgang begyndte jeg igen at ryge og at opføre mig umoralsk. Jeg udøste mit hjerte til Gud i bøn. Det gik op for mig at det ikke var mine verdslige venner der kunne hjælpe mig, for det var dem der havde ledt mig på vildspor. Jeg indså at jeg måtte forlade Lagos hvis jeg skulle gøre åndelige fremskridt. Men jeg var for skamfuld til at tage tilbage til Ilesha. Til sidst skrev jeg dog til min far og min ældre bror og bad om lov til at komme hjem igen.

Min far forsikrede mig om at jeg var velkommen, og min bror sagde at han ville hjælpe mig økonomisk. Altså var jeg nu, ti år efter at jeg havde forladt mine forældre, igen hjemme, og jeg blev modtaget med åbne arme. „Tak Jehova!“ udbrød min mor. Da min far kom hjem om aftenen, sagde han: „Jehova skal nok hjælpe dig.“ Sammen med hele familien bad han derefter til Jehova om at hjælpe mig nu da jeg var vendt tilbage for at gøre hans vilje.

Jeg gør klogt brug af tiden

Jeg begyndte igen at studere Bibelen og gjorde hurtigt fremskridt; jeg blev døbt den 24. april 1988. Lige fra starten var jeg travlt optaget af forkyndelsen. Den 1. november 1989 begyndte jeg som pioner, eller heltidsforkynder. I 1995 blev jeg indbudt til den tiende klasse af Skolen for Udnævnte Tjenere i Nigeria. I juli 1998 fik jeg så tildelt opgaven som rejsende tilsynsmand og skulle besøge forskellige menigheder af Jehovas Vidner. Et år senere havde jeg den glæde at møde Ruth. Hun blev min hustru og rejseledsager.

Andre i min familie har også gjort åndelige fremskridt. En af mine brødre som var holdt op med at tjene Jehova, er igen aktiv i tjenesten for ham og er blevet døbt. Jeg er glad for at min far nåede at se os vende tilbage til Jehova. Han tjente nidkært som menighedstjener til sin død i 1993, 75 år gammel. Min mor tjener stadig ivrigt Jehova i Ilesha.

Jeg rejste i alt til 16 forskellige lande i Europa, Asien og Afrika for at søge efter rigdom. Det førte til at jeg stak mig selv overalt med mange smerter. (1 Timoteus 6:9, 10) Når jeg ser tilbage, fortryder jeg inderligt at jeg har spildt så meget af mit liv på stoffer og en umoralsk livsform. Jeg fortryder at jeg var årsag til så megen smerte for Jehova Gud og min familie. Men jeg er taknemmelig for at jeg overlevede længe nok til at komme til fornuft. Jeg er besluttet på at forblive loyal mod Jehova og tjene ham for evigt.

[Fodnote]

[Illustration på side 13]

Jeg var en oprørsk teenager

[Illustration på side 15]

Den dag jeg blev døbt

[Illustration på side 15]

Sammen med min kone, Ruth