En biokemiker fortæller hvorfor hun tror på Gud

Fortæl os om din opvækst.

Min far var skomager, og min mor landbrugsarbejder. Men jeg ville gerne være forsker. Der hvor jeg boede, var jeg omgivet af smukke blomster, fugle og insekter, og dem var jeg fascineret af. Jeg mente at de måtte være blevet til som følge af overmenneskelig visdom.

Du har altså altid troet på en Skaber?

Nej. Som barn begyndte jeg at tvivle på om der var en Gud. Min far døde nemlig pludseligt af et hjerteanfald, og jeg tænkte: ’Hvorfor tillader Skaberen af al den skønhed at mennesker lider og dør?’

Fandt du et svar gennem din forskning?

Ikke til at begynde med. Da jeg blev molekylærbiolog, gik jeg i gang med at forske i døden — den programmerede celledød, det vil sige den normale proces hvorved kroppens celler dør. Den adskiller sig meget fra den ukontrollerede celledød der forårsager betændelse og vævsdød (koldbrand). Indtil for få år siden beskæftigede forskerne sig ikke meget med denne proces, selvom den har afgørende betydning for vores helbred.

På hvilken måde har den programmerede celledød afgørende betydning?

Jo, vores krop består af billioner af mikroskopiske celler. De må så godt som alle nødvendigvis dø og skal så erstattes. Hver slags celle har sin særlige levetid; nogle bliver erstattet med få ugers mellemrum, andre med få års mellemrum. Kroppens programmerede celledødsproces må foregå yderst kontrolleret for at den hårfine balance mellem celledød og celledannelse kan opretholdes.

Hvad kan gå galt?

Nogle studier viser at når cellerne ikke dør som de skal, kan det føre til gigt eller kræft. Hvis cellerne derimod dør inden de skal, kan det resultere i Parkinsons eller Alzheimers sygdom. Jeg forsker blandt andet i måder at behandle disse sygdomme på.

Hvordan påvirkede det dig at forske i celledød?

Helt ærligt, så blev jeg noget forvirret. Det er tydeligt at denne fantastiske proces er blevet designet af en der ønsker at vi skal være sunde og raske. Jeg sad derfor tilbage med spørgsmålet: ’Hvorfor lider og dør mennesker?’ Det kunne jeg ikke finde noget svar på.

Men du var altså overbevist om at celledødsprocessen var designet.

Ja. Hele processen er så utrolig kompleks at det næsten ikke er til at fatte, og dog er den så raffineret at den er et udtryk for usædvanlig visdom. Jeg mener at det er Guds visdom. Jeg bruger kraftige mikroskoper til at studere de mange komplekse mekanismer der styrer processen. Nogle mekanismer kan om nødvendigt i løbet af få sekunder igangsætte en proces der dræber celler. Cellerne er med til at destruere sig selv. Processen er så godt udtænkt at den indgyder stor ærefrygt.

Du havde også nogle spørgsmål om Gud og lidelser. Hvordan fik du svar på dem?

I 1991 fik jeg besøg af to Jehovas Vidner, og jeg spurgte dem hvorfor vi dør. De viste mig Bibelens svar: „Synden kom ind i verden gennem ét menneske, og døden gennem synden.“ (Romerne 5:12) Hvis det første menneske ikke havde været ulydigt mod Gud, ville han have kunnet leve evigt. Jeg indså med det samme at dette harmonerede med det jeg havde lært gennem min forskning. Det stod klart for mig at det ikke var Guds hensigt at mennesker skulle dø. Næsten alle vores celler bliver erstattet med jævne mellemrum, så det kan bestemt lade sig gøre at leve evigt.

Hvad overbeviste dig om at Bibelen er Guds ord?

Det var noget jeg lærte fra Bibelen om Gud i Salme 139:16: „Dine øjne så mig som foster, og i din bog var alle dets dele skrevet op.“ Som biokemiker forsker jeg i den genetiske information som er skrevet i vores celler. Hvordan kunne salmisten vide at fosterets dele er skrevet op? Jo mere jeg lærte ud fra Bibelen, jo mere blev jeg overbevist om at den er inspireret af Gud.

Hvordan fik du hjælp til at forstå det Bibelen lærer?

Et Jehovas vidne tilbød at studere Bibelen med mig. Endelig lærte jeg hvorfor Gud har tilladt lidelser. Jeg lærte også at Gud har til hensigt at „opsluge døden for bestandig“, som det udtrykkes i Bibelen. (Esajas 25:8) Skaberen vil let kunne få kroppens fantastiske systemer til at fungere perfekt så vi kan glæde os over et liv der ikke ender.

Hvordan har du brugt din kundskab fra Bibelen til at hjælpe andre?

Jeg blev et af Jehovas Vidner i 1995, og lige siden har jeg brugt enhver lejlighed til at fortælle andre om de ting jeg har lært. For eksempel blev en af mine kolleger helt knust da hendes bror tog sit eget liv. I hendes kirke lærer man at Gud aldrig kan tilgive selvmord. Men jeg viste hende det håb Bibelen giver om at der vil finde en opstandelse sted. (Johannes 5:28, 29) Hun følte sig meget trøstet over at lære at Gud har omsorg for os. På sådanne tidspunkter føler jeg at det er mere givende at fortælle andre om hvad Bibelen lærer, end at tale om videnskab!