HJÆLP TIL FAMILIEN | UNGE
Hvordan man får rigtige venner
UDFORDRINGEN
Takket være teknologien kan du komme i kontakt med flere mennesker – og på en nemmere måde – end på noget andet tidspunkt i historien. Men de kontakter du har, virker måske ret overfladiske. En ung mand beskriver det på den her måde: “Jeg har det som om mine venskaber let kan løbe ud i sandet. Min fars venner er derimod nogle han har været tæt knyttet til i årtier.”
Hvorfor er det så svært at få gode og stærke venskaber i dag?
HVAD DU MÅ VIDE
Teknologien kan have noget af skylden. Sms’er og de sociale medier har tilsyneladende gjort det muligt at have venskaber uden at man er sammen. Meningsfyldte samtaler er blevet udskiftet med hurtige beskeder og tweets. Bogen Artificial Maturity siger: “Folk har ikke længere så meget med hinanden at gøre ansigt til ansigt. Studerende bruger mere tid foran skærmen og mindre tid med hinanden.”
Nogle gange kan teknologien få venskaber til at virke tættere end de egentlig er. Briana på 22 siger: “For nylig gik det op for mig at det altid var mig der tog initiativet til at sms’e til mine venner for at høre hvordan det gik. Jeg holdt så op med at sende dem sms’er for at se hvor mange der ville tage initiativet til at kontakte mig. Det var ikke ret mange! Nogle venskaber var åbenbart ikke så stærke som jeg troede.”
Men kan sociale medier og sms’er ikke hjælpe dig med at bevare kontakten med andre og dermed styrke dine venskaber? Jo – især hvis du også tilbringer tid sammen med dem offline. Men ofte er sociale medier bare med til at bygge bro mellem folk uden at bringe dem tættere på hinanden.
HVAD DU KAN GØRE
Definér rigtige venskaber. Bibelen beskriver en ven som en der “kan vise større troskab end en broder”. (Ordsprogene 18:24) Er det sådan en ven du gerne vil have? Er det sådan en ven du er? Som en hjælp til at besvare de spørgsmål kan du skrive tre egenskaber ned som du synes en ven skal have. Skriv derefter ned hvilke tre egenskaber du bidrager med til et venskab. Spørg dig selv: ‘Hvem af mine online-kontakter har de egenskaber jeg sætter pris på hos en ven? Hvilke egenskaber ville de venner sige at jeg har?’ – Princip fra Bibelen: Filipperne 2:4.
Prioritér rigtigt. Venskaber på nettet bygger tit på fælles interesser, som for eksempel en hobby. Men det er vigtigere at have fælles værdier end at have fælles interesser. “Jeg har måske ikke så mange venner,” siger 21-årige Leanne, “men dem jeg har, inspirerer mig til at blive et bedre menneske.” – Princip fra Bibelen: Ordsprogene 13:20.
Mød folk i virkeligheden. Der er ingenting der slår det at tale sammen ansigt til ansigt hvor både du og den du taler med, har mulighed for at opfatte stemmens fine nuancer, ansigtsudtrykket og kropssproget. – Princip fra Bibelen: 1 Thessaloniker 2:17.
Skriv et brev. Umiddelbart lyder det gammeldags at skrive et brev, men i dag hvor folk konstant multitasker, er det ikke ofte man giver en anden person sin udelte opmærksomhed, men hvis man gør det, er det med til at sende et signal om at man virkelig holder af vedkommende. I sin bog Alone Together skriver Sherry Turkle om en ung mand der siger at han ikke kan huske nogen sinde at have modtaget et personligt brev. Han siger om den tid hvor brevskrivning var almindeligt: “Jeg savner den tid – selvom jeg aldrig har oplevet den.” Du kan prøve at bruge denne ‘gamle teknologi’ til at få venner.
Pointen: Et ægte venskab indbefatter mere end bare at holde kontakten. Det kræver at du og din ven viser kærlighed, empati og tålmodighed og tilgiver hinanden. Det er de egenskaber der i sidste ende gør et venskab godt. Men hvis man kun kommunikerer på nettet, kan det være svært at vise dem.
a Nogle af navnene i denne artikel er ændret.